For nylig udkom manifestet ”Feminisme for de 99 %” på Solidaritet forlag. Men ideen om, at kvindekampen tager sig forskelligt ud, alt efter om man tilhører de privilegerede kvinder eller de fattige, og at de mest radikale krav ofte rejses af dem, der har mindst at miste, er ikke ny. Der er næsten glemte heltinder derude, og en af dem er Marie Nielsen.

af Bodil Rasmussen

Foto: Marie Nielsen – fra bogen Marie Nielsen og Revolutionen, der er udgivet på SFAH.

 

Hendes liv og politiske arbejde, som ledende på venstrefløjen og som forkæmper for arbejderkvindernes beskrives i en ny biografi af Morten Thing. Hendes betydningsfulde rolle på venstrefløjen behandles i Bertel Nygårds artikel om biografien. Her skal det handle om hendes betydning for kvindekampen.

 

Marie Nielsen var omkring 30 år – relativ gammel – da hun blev aktiv politisk. Men inden da havde hun, fra hun var 14 år og 12 år frem, arbejdet som tyende på gårde rundt om i Danmark. Hun havde set uretfærdighederne overfor fattigfolk – bl.a. da husherren med loven i hånd gennembanker en ung tjenestepige – og hun har reageret overfor den. Selv om det ikke er noget, hun nævner, har en stor del af de arbejdsfolk på landet, hun arbejdede sammen med, været kvinder. Ligesom en stor del af hendes kollegaer, da hun kæmper sig frem til at blive lærer i København, har været kvinder.

 

Måske er det derfor, hun i en diskussion om venstrefløjens faglige arbejde i 1920 bemærker, at det åbenbart tages for en selvfølge, at kvinder ikke har forstand på fagpolitik, selvom ”kampen mellem arbejdskøbere og arbejdere i lige grad berører mænd som kvinder.”

 

Men det har mildt sagt ikke vrimlet med kvinder i spidsen for den danske venstrefløj i starten af 1900-tallet, da Marie Nielsen bliver aktiv. I et brev til Clara Zetkin i 1922 skriver, at hun er ”den eneste revolutionære politiserende kvinde i Danmark”. I samme brev kan man se, at hun nærer forhåbninger om, at en kvindekomite til støtte for Ruslands børn kan udvikle sig til en ”kommunistisk kvindebevægelse”.

 

Arbejderkvindernes Oplysningsforbund

Rigtig gang i en kvindebevægelse kommer der først, da hun i 1925 sammen med Formanden for Kvindeligt Arbejderforbund afdeling 5 (kvinderne i jern- og metalindustrien), Inger Gamburg, tager initiativ til Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO). Udover kvinderne fra afdeling 5 deltager også kvinder fra en række andre fag, for eksempel de kvindelige postbude.

 

Det er som udgangspunkt tænkt som en fagpolitisk platform for oppositionelle inden for Kvindeligt Arbejderforbund, men man organiserer også kvinder bredere og rejser hurtigt en række for tiden radikale kvindekrav. AO arbejder for lige løn mellem mænd og kvinder og ”beskyttelse af den arbejdende kvindes moderskab” (barselvorlov) som overenskomstkrav. I en artikel i AO’s blad Kvindernes Oplysningsblad skriver x (der formentlig er Marie Nielsen, da hun er redaktør af bladet om kampen for ligeløn):

 

”Ingen kvinde må tvivle om, at kvinderne vil være i stand til at nå dette mål. Selv om mændene ikke ville støtte i denne kamp, hvad de vil, det er nemlig også deres velfærd, det gælder, så ville kvinderne være stærke og kampmodige nok til selv at gennemføre sagen.” (Marie Nielsen: Revolution s. 207).

 

Kampmodet viser kvinderne fra KAD afdeling 5 bl.a. i 1930, hvor de nedstemmer et overenskomstforslag, går i strejke og supplerer de allerede stillede overenskomstkrav bl.a. med kravet om barselsorlov. Kvinderne blev dog senere presset til at genoptage arbejdet efter voldsomt pres fra forbundsledelserne i KAD og Arbejdsmandsforbundet.

 

Det seksuelle spørgsmål

AOs krav og aktiviteter holder sig ikke til de rent faglige krav. Krav om adgang til svangerskabsforebyggende midler (prævention) og straffrihed for fosterfordrivelse (abort) tages op. I samarbejde med fagforeninger og bevægelsen for seksualrefom – først og fremmest lægen Leunbach – holdes der møder om forebyggelse af graviditet med 900 deltagere (kun for kvinder). Der samles underskrifter, opsøges politikere og demonstreres. Til sidst starter AO sine egne klinikker, hvor der vejledes om prævention og tages mål til pessar.

 

Marie Nielsen opsummerer i AO’s blad de 4 hovedkrav på det ”seksuelle spørgsmål”: Seksualundervisning i skolen, Seksualvejledning for voksne i tilknytning til klinikker, hvor der kan gives oplysning om forebyggelse af graviditet, Straffrihed ved abort og ret til at få foretaget abort hos en læge. Det handler dels om, ”at kvinden som et frit menneskeligt individ må have ret til selv at bestemme”, dels det sociale, da arbejderfamilien har ikke råd til at opfostre en stor børneflok.

 

Med disse krav og aktiviteter skilles vejene i første omgang i forhold til borgerlige kræfter som forfatterinden Thit Jensen, der kun vil oplyse om prævention og ikke støtte abort. I anden omgang bliver det kommunistiske parti mere og mere skeptisk og trækker langsomt sin støtte til Arbejderkvindernes Oplysningsforbund. ”Arbejdet for det sexuelle problems løsning (..) har efterhånden fået et vist odiøst skær inden for partiet” skriver Marie Nielsen i 1934. Samme år udgives det sidste nummer af foreningens blad.

 

I 1932 kunne Arbejderkvindernes Oplysningsforbund på forsiden af deres blad erklære: ”kun Kommunistisk Parti støtter uforbeholdent kravet om ret til svangerskabsafbrydelse”. I 1936 har forholdene ændret sig. I Sovjetunionen er der indført en ny lov, der afskaffer den frie abort. DKP forsvarer loven, men Marie Nielsen med sine erfaringer fra Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, og sin evne til at sige fra, argumenterer imod, og får et indlæg i DKP’s avis Arbejderbladet.

 

Her forklarer hun, at man med loven i Sovjetunionen ”fratager kvinden den seksuelle frihed”, som har været grundlag for, at kvinder har kunnet gøre sig gældende ”side om side med manden som ledere, som teknikere, som videnskabsdyrkere”” Og hun vender sig mod lovens præmiering af det 8. barn. Kvinder skal ikke være fødemaskiner. Af de ledende kredse i DKP karakteriseres hun som en ”drømmende småborger”. Da hun kort efter også protesterer mod Moskvaprocesserne i 1936 – blandt andet i et brev direkte til generalsekretæren for Komintern – er det slut med Marie Nielsens medlemskab af DKP. Hun ekskluderes for tredje gang.

 

Når man læser Things biografi, slår det en, hvordan der i Marie Nielsens liv er en naturlig forbindelse mellem hendes oplevelser som tjenestepige, hendes kamp på venstrefløjen mod krig og uretfærdighed, hendes engagement for arbejderkvindernes rettigheder og seksuelle frihed, og til slut hendes aktiviteter i modstandsbevægelsen. Det er alt sammen måder at gøre oprør mod udbytning og undertrykkelse, og Marie Nielsen går ind der, hvor hun på pågældende tidspunkt synes, at hun gør mest gavn.

 

Vil du vide mere om Marie Nielsen:

  • Morten Thing: Marie Nielsen: En politisk biografi. I: Årbog for Arbejderbevægelsens historie 5, 1975, S. 5–58.
  • En samling af Marie Nielsens skrifter: Marie Nielsen: Revolution – Artikler om Parti, klassekamp og kvindekamp, blev allerede i 1975 samlet af Morten Thing. http://www.marxisme.dk/arkiv/nielsen/revoluti/
  • Helle Otte: Arbejderkvindernes oplysningsforening i: Arbejder og arbejderbevægelse 1920 -39 Forlaget Fagtryk
  • Seksualreformbevægelsen er beskrevet i Preben Hertoft: Det er måske en galskab Om sexualreformbevægelsen i Danmark
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com