Læsetid: 7 minutter

 

Stærke kræfter i Malaysia presser på for at bruge markedsmekanismen til at reducere CO2-udledninger og gå over til en økonomi med lav CO2-udledning. Og de har fået en platform til at gøre det af partier, der burde vide bedre. Den engelsksprogede malaysiske avis The Star bragte for eksempel en lovprisende artikel, hvor fordelene ved CO2-handelsplatforme, blev fremhævet som det eneste rigtige.

 

Hvad er CO2-markeder?

CO2-markeder er platforme, hvor ’CO2-kreditter’ kan handles.

 

Selskaber eller NGO’er, der udfører projekter til at fjerne CO2 fra atmosfæren ved at plante træer eller bevare eksisterende skove, vil blive tildelt ’CO2-kreditter’. De får én kredit for hvert ton CO2, der fjernes fra miljøet.

 

Disse selskaber kan så tjene penge ved at sælge CO2-kreditterne til andre selskaber, der ønsker at skjule deres CO2-udledninger.

 

Det drejer sig rent faktisk om, at køberne af CO2-kreditter køber retten til at fortsætte deres forurenende aktiviteter.

 

De CO2-kredit-producerende selskaber eller NGO’er vil så blive økonomisk i stand til intensivere deres CO2-reducerende aktiviteter, påpeger fortalerne for denne idé.

 

Den platform, der gør det muligt for køberne at handle med sælgerne, er CO2-markedet.

 

Malaysias Socialistiske Parti (PSM) er fuldstændig enig med de miljøgrupper, der kritiserer CO2-markederne. Disse markeder er skumle foretagender, der åbner for alle former for misbrug.

 

Skovplantning i Kledang Saiong

Delstatsregeringen i Perak har godkendt et skovplantningsprojekt, der omfatter 4.280 ha skov i Kledang Saiong-skovreservatet.

 

Planen er at fælde alle eksisterende træer i 90 % af det totale område (områder, hvor der er mere end 35 grader, vil blive undtaget). Det ryddede område vil så blive beplantet igen med tre træarter, der så kan høstes for tømmer om 5, 10 eller 15 år.

 

Fire firmaer, der er nærmere beskrevet i rapporten om miljøkonsekvenserne, har godkendt implementeringen af projektet.

 

Disse selskaber tager sig særdeles godt betalt for at sælge det tømmer, som de har erhvervet i projektets indledende rydningsfase.

 

De vil også tjene på at sælge CO2-kreditter, som var hentet fra genplantningen af området. Intentionen om at sælge CO2-kreditter er klart specificeret i rapporten om miljøkonsekvenserne.

 

Kledong Saiong-reservatet er en biodiversitetsskov med 62 pattedyrarter, 60 krybdyrarter og 205 fuglearter, hvoraf 35 % er på listen over ’beskyttede’ eller ’totalt beskyttede’ arter.

 

Rapporten karakteriserer imidlertid de samlede 4.280 ha skov som ’stærkt reduceret’.

 

Det er derfor, den negative indvirkning af den indledende fældning af træer ved CO2-fangst fra miljøet er så groft undervurderet, og de CO2-kreditter, som er genereret ved genplantning, er tilsvarende maksimeret.

 

Selskabernes greenwashing

Kledang Saiong-sagaen viser svagheden ved markedstilgangen.

 

Projektet vil ødelægge en sund biodiversitetsskov, der allerede fungerer som et ’CO2-dræn’. Det er blevet ført frem som et betydningsfuldt bidrag til modvirkning af klimaændringer, og skoven som ’stærkt reduceret’ afvist som et forkert billede af, hvordan det er.

 

Ingen af de kontrollerende aktører, regeringen i Perak, Skovafdelingen og Miljøafdelingen, har været det mindste forberedt på den omgang fup og svindel.

 

De vigtigste spillere – tømmerfirmaerne, miljøkonsulenterne og de politikere, der var bemyndiget til at godkende projektet – tænker kun på de mega-penge, som projektet vil generere.

 

Mere retorik

Det er lige præcis det, der vil ske på CO2-markeder. Køberne af CO2-kreditter vil bare have, at kreditterne gør det muligt for dem at blive ved med at forurene i stedet for (hvad der jo også ville blive dyrt) at reducere deres eget CO2-fodaftryk.

 

Køberne bekymrer sig ikke meget om sandfærdigheden af påstandene fra NGO’erne og selskaberne om CO2-reduktion, når de sælger kreditterne til dem. Det eneste, som køberne er interesseret i, er, at kreditterne vil gøre det muligt at slippe for at tage de vanskelige skridt, der skal til for at skære ned på deres udledning af drivhusgasser!

 

Uafhængigheden og objektiviteten hos de agenturer, der kalkulerer og kvantificerer mængden af CO2-kreditter, er mildest talt tvivlsom.

 

Hvis de konsulenter, der er specialiseret i indvirkningen på miljøet, er fra et selskab, der er valgt og betalt af de selskaber, der har fået tildelt projektet, hvem kan man så forvente, at de vil være loyale overfor?

 

Hvis vi tænker på den måde, som den malaysiske regering fungerer på i dag, så vil det agentur, der certificerer CO2-kreditterne, komme i hænderne på selskaberne og blive påbudt at kræve honorar fra producenterne af CO2-kreditter.

 

Vurderingen af mængden af CO2-udledninger, der vil blive reduceret af hvert enkelt projekt blive betroet til konsulentfirmaer, der er specialiseret i indvirkning på miljøet og betalt af producenterne af CO2-kreditter. Som man siger, ’den, der betaler musikken, bestemmer melodierne’. Hvor objektiv vil denne proces være?

 

PSM har det standpunkt, at CO2-handel er en forfærdelig idé. Både købere og sælgere er med for at tjene penge. Det er også ’vurderingsmænd’ og den ’regulator’, der certificerer sandfærdigheden af påstande om, at projektet rent faktisk fjerner så og så meget CO2 fra atmosfæren.

 

Loft og skat

Vi vil foreslå en anden tilgang – loft og skat. Der skal lægges loft over, hvor meget CO2, det vil være ’tilladt’ for virksomhederne at udlede. Hver industriel enhed vil blive givet en øvre grænse (loftet), baseret på enheden og omfanget af dens produktion.

 

Enhver udledning af drivhusgasser, der går over dette loft, skal beskattes. De penge, der kommer ind fra denne skat, kan blive brugt til at finansiere projekter, der vil reducere udledningen af drivhusgasser yderligere og betale for overgangen til vedvarende energi. Sådanne projekter kan inkludere genrejsningen af ryddede skove, metanhøst fra organisk kommunalt affald for at producere elektricitet, og installation af solcellepaneler på alle regeringsejede bygninger.

 

Loftet skal sænkes progressivt, og beskatningsraten øges for at give det økonomiske incitament til overgang til renere og mere bæredygtige produktionsformer.

 

Asiatisk samarbejde

Vietnam har allerede introduceret en CO2-skat på 50 cent pr. ton CO2. Indonesien har planer om at introducere den på $5,20 pr. ton.

 

Disse rater er meget lavere end dem, der er indført i Europa. Frankrig, for eksempel, beskatter med $52 pr. ton CO2, og Sverige med $137 pr. ton.

 

Hvis beskatningsraten er for lav, skaber det ikke økonomiske incitamenter for brugere af fossile brændstoffer til at gå over til vedvarende energi.

 

Sandheden er, at en CO2-skat vil hæve produktionsomkostningerne og stille ethvert land relativt dårligere med hensyn til at tiltrække udenlandske investeringer – en meget vigtig strategi for asiatiske lande.

 

Det er derfor, vi har brug for en diskussion på tværs af Asien om CO2-skatter. Hvis vi går den vej, kan sådanne skatter blive iværksat solidarisk på et niveau, der skaber økonomiske incitamenter for industrier til at gå over til mindre forurenende energikilder, uden at stille noget asiatisk lande dårligere end andre.

 

Sige sandheden til magten

Klimaforandring er en kendsgerning, og vi er nødt til at implementere metoder til at reducere vores CO2-fodaftryk meget hurtigt.

 

Det viser sig desværre, at indsats mod klimaforandringer i Malaysia i alt for høj grad er påvirket af selskabernes narrativ. De politikere, der er ved magten, har benyttet sig af metoder, der snarere fremmer klimaforandringer, end de bremser dem, sådan som det er tilfældet med CO2-handel og ’CO2-fangst og -lagring’.

 

Malaysias regering er på randen af at omdirigere bevillinger og politiske bestræbelser til disse yderst tvivlsomme metoder.

 

Det er på høje tid, at miljø-NGO’er og bekymrede borgere går så stærkt som muligt imod falske, selskabs-instrumenterede ’løsninger’. De skulle i stedet presse på for effektive, bæredygtige programmer for at dæmme op for klimakrisen.

 

16. december 2024

 

Jeyakumar Devaraj  er leder af PSM, Malaysias Socialistiske Parti.