Den rolle, der ligger i at stå for reproduktionen (i bredeste forstand), sætter os i en strategisk position. En strategi, der underminerer grundlaget for undertrykkelsen af halvdelen af befolkningen, skal ikke bare 'integrere', men må gentænke den sociale og økonomiske politik.

af Laia Facet

I forlængelse af dette års feministiske opsving i år havde jeg i et par uger lejlighed til at dele diskussioner og erfaringer med kvinder fra forskellige dele af verden på det internationale kvindeseminar. Jeg blev inspireret af et oplæg fra kammerat Julia Cámara (1) vedrørende søsterskab, samt af den efterfølgende diskussion på seminaret, og på den baggrund har jeg dristet mig til at sætte ord på en intuition, som vi måske deler med mange. Refleksioner, der vokser ud af kollektive drøftelser, som gør det muligt at forstå kompleksiteten af koordinaterne for en strategi for frigørelse.

 

Vi er vidne til en ny cyklus af internationale feministiske mobiliseringer, og det er noget, der især kan iagttages det seneste år. Opbakningen bag 8.marts-opfordringen, samt opbakningen til kvindedemonstrationer over hele verden, er noget nyt i forhold til tidligere årtier. Og så har vi også, fra 2011 og frem set en feminisering af protester. Vi så det i Det Arabiske Forår, vi har set det i mobiliseringerne til forsvar for den brede befolknings rettigheder og velfærd, i bøndernes protester i Latinamerika, eller, i en mere specifik form, i PAH (Platform for Gældsramte) i Spanien. Det er ikke tilfældigt.

 

Krisens konsekvenser i forhold til kvinder er blevet diskuteret og analyseret vidt og bredt. Hvordan opløsningen af velfærdsstaten har ødelagt levevilkårene  for millioner af kvinder, som nu mærker en stærkt voksende fattiggørelse på deres krop, og som mangedobler deres byrder sammenlignet med tidligere årtier. Hvordan kvinder fylder geledderne i den lov- og retsløse fra-dag-til-dag-økonomi. Hvordan vi bliver ved med at finde os i levevilkårene på trods af kapitalismen. Kvinder, der allerede før 2008 arbejdede dobbelt og tredobbelt, og hvis forhold er blevet udbredt til stadig større dele af arbejderklassen og den brede befolkning i det hele taget. Kvinder, som bærer den reproduktive tvangs byrder både i og uden for hjemmet, i og uden for varemarkedet, i og udenfor arbejdsmarkedet (det formelle og det uformelle).

 

For at undgå enhver misforståelse: Det er ikke sådan, at kvinder i sig selv udgør en klasse, knyttet til ‘det hjemlige’, som nogle strømninger i den anden bølge har påstået. Pointen er, at vi her udgør en strategisk sektor. Idet vi går uden om selvcentreret identitetspolitik, så er det i denne position i kapitalismen i almindelighed, og i det særlige, aktuelle pres i retning af helt at vende tilbage til denne position, at vi oplever, at vi bliver et potentielt strategisk subjekt. Ikke ved en slags ophobning af undertrykkelse – jo mere undertrykkelse, des større potentiale – men gennem den rolle, der ligger i at stå for reproduktionen (i bredeste forstand), der sætter os i en strategisk position, som vi så kan udfolde.

 

At stå for reproduktionen omfatter pleje, men ikke bare det. Det omfatter alt det, der sker i hjemmet, men går langt ud over dets fire vægge: Det reproduktive gør sig også gældende på vare- og arbejdsmarkedet og i staten, og lægger derfor et pres på flertallet af kvinder. De fleste, men ikke alle kvinder, indtager denne position på tværs af disse forskellige sfærer. Kvinderne fra borgerskabet, samfundets top, high society, de dominerende eliter og statsapparatets kommandoposter spiller ikke denne rolle, selv om nogle af dem kommer til at bryde med den i kritiske øjeblikke. Vi har, for vores vedkommende, ophobet en afgørende erfaring til forståelse af den aktuelle fase: Velfærdsstaten var i sig selv utilstrækkelig.

 

Hvorfor er det en afgørende erfaring? Feministiske økonomer i Spanien er nået meget langt i arbejdet med dette spørgsmål i bidrag fra Carrasco, Ezquerra, Orozco og mange andre, der giver en god oversigt over begrænsningerne ved det, der er blevet kaldt ‘velfærdsstaten’. Jeg vil afholde mig fra at gengive dem. Jeg tror, at denne ophobede erfaring er nøglen til at gentænke en økonomisk, social og politisk strategi i denne krisefase for kapitalismen, hvor vi nu befinder os. Der er blevet en form for sansebedrag bragt på bane om en tilbagevenden til en guldalder af velfærd, der slet ikke var sådan for de fleste kvinder, men som fungerer som et ønskværdig drømmesyn i det fjerne. Imens stiger udbytningsraten, proletariserings-processerne tager fart på globalt plan, og den ikke-formelle og hjemlige økonomi spiller en central rolle i stadigt større dele af klassen, noget som kvinder i Latin- og Centralamerika kender alt for godt.

 

Denne periferi, hvor velfærdsstaten slet ikke blev udviklet, og hvor der blev opretholdt høje udbytningsrater og brutal undertrykkelse for at støtte de rige vestlige lande. For to år siden sagde kammeraterne fra Brasilien til os, efter at have lyttet til en rapport om situationen i Spanien: ‘I gennemlever en ‘latinamerikaniseringsproces’, et besværligt ord at udtale, men det indikerer en tydelig  retning for, hvor vi er på vej hen. Vi er der, hvor forventninger, der ikke kan blive indfries i denne fase af kapitalismen, støder sammen med en virkelighed, hvor en ny epoke bryder frem, som der ikke er samfundsmæssige eller tilstrækkeligt udviklede økonomiske strategier overfor.

 

En strategi, der underminerer grundlaget for undertrykkelsen af halvdelen af befolkningen, skal ikke bare ‘integrere’, men må gentænke sociale og økonomiske politikker inden for de nuværende rammer af en kapitalisme, hvor der ikke er nogen vej tilbage, ej heller keynesianske opskrifter, der kan hjælpe. Vi er inden for rammer, hvor staten efterlader sig stadig større huller. Huller i de funktionsmåder for reproduktionen, som staten havde overtaget (uddannelse, social- og sundhedsområdet osv.), og som løbende indskrænkes gennem overførslen til et marked, der lever i kraft af udbytning og brutal og skånselsløs behandling af de kvinder, der arbejder der, eller ved at reorganisere disse funktioner, spærre dem inde bag boligens fire vægge, og lade dem falde tungt på kvinders skuldre, i en individualiseret og familieagtig skikkelse.

 

Det er i vores hænder – de samme hænder, der gør rent, laver mad, trøster, plejer, arbejder. De samme hænder, der forsvarer jorden, folk og fæ, kroppene og fællesskabet. Det er i vore hænder at finde ud af nye måder at organisere arbejdet på, nye måder at omgås naturen på, nye måder at omgås hinanden på, der er i samklang med fælles interesser og fri af hadefulde fobi-reaktioner af enhver art. Sådan gør vi allerede, vi organiserer tilværelsen, det er os, der i dag, usynligt, i de daglige småting, og når den dybeste elendighed hersker, indkredser disse fælles interesser og holder dem gående. Disse hænder må tage fat i det samme reb for at trække de nævnte gøremål ind i centrum af en politisk og økonomisk strategi, der omfatter alle sider af tilværelsen. Og de kvindelige arbejderes interesser, de nederstes interesser, de 99 procent, som vore kammerater i USA udtrykker det, er ikke bare vore interesser, det er det store flertals interesser, det er den samlede klasses interesser. Vi må derfor opretholde beredskabet til at opbygge radikalt nye institutioner, der fødes af vore kampe, af feministiske kampe og feminiserede organisationer. Institutioner, som er til for vores skyld, som vi bestemmer over, og som løser den sociale krise på en radikalt ny måde.

 

Det betyder, at vi ud fra vores politiske praksis skal tænke strategisk for at udvikle dette potentiale. For det er lige præcis det, det er: et potentiale, som ikke indløses af sig selv, men kun gennem en aktiv og bevidst politisk indsats. At styrke og videreføre selvorganiseringen af kvinder på alle mulige områder, ikke som et spørgsmål om politisk korrekthed, men som et strategisk element. At decentralisere magten og uddelegere den (stol trygt på det!) til nye institutioner, der opfylder basale behov. Vi kan se hundrede år tilbage og tage ved lære af Petrograds kvinder, der efter at have tålt krigens lidelser og dybe elendighed, skød op af jorden den 8. marts og blev den gnist, der antændte Februarrevolutionen, og som også bakkede op om og deltog i strejkebevægelsen. Det her er altså ikke bare flyvetanker, det er horisonter, som vi vil arbejde hen imod, det er ledetråde for vores daglige aktivisme, og det er kittet i en strategi for frigørelse..

 

(1) Det internationale kvindeseminar afholdes hvert andet år af Fjerde Internationale. Artiklen af Julia Cámara, ‘Sororidad y conciencia femenina: qué hermandad de mujeres para qué propuesta política‘, findes i ‘Viento Sur’.

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com