En alternativ erhvervsudvikling på Lolland er et af de vigtige emner i Enhedslisten-Lollands valgkampagne. Vi vil en helt anden vej end den, det siddende flertal har stået for, fortæller spidskandidat Birthe Lauridsen.

af Bodil Morgenstern

Læsetid: 9 minutter

 

Socialistisk Information fangede Birthe Lauridsen, spidskandidat for liste Ø på Lolland, på vej til valgdebat hos TV2-Øst i Vordingborg.

 

To kæmpemæssige biogasanlæg og tre Power-to-X-anlæg. Alene det ene anlæg, der skal producere e-metanol til skibsbrændstof, kræver strøm fra en solcelle- og vindmøllepark på 2000 hektar. Det er nogle af planerne for erhvervsudviklingen på Lolland, hvis det står til den siddende borgmester Holger Schou Rasmussen (S) og det flertal, han har støttet sig på de seneste fire år.

 

“Lige nu bruger vi alle vores penge på de store virksomheder, for så kommer de ned og redder os. Men det gør de jo ikke, de kommer bare herned for at tjene en masse penge, og alting skal gå efter deres hoved. Det er ikke en farbar vej at gå,” siger Birthe Lauridsen, der er Enhedslistens spidskandidat i Lolland Kommune.

 

Derfor er en alternativ erhvervspolitik en væsentlig del af kampagnen frem til kommunalvalget 18. november.

 

Enhedslisten kritiserer blandt andet, at de store projekter bruger så meget vand, at der opstår problemer med drikkevandsforsyningen. Og at projekterne heller ikke skaber lokale arbejdspladser.

 

“Vi har ikke drikkevand til alt det, de har gang i. Og når et firma vil bygge store luksussommerhuse, kommer der rengøringshold fra andre kommuner eller pendlere fra udlandet. Vi får ikke andet end udgifter. Borgerne får intet ud af det.”

 

De to biogasanlæg skønner flertallet vil give 275 arbejdspladser inklusive de afledte erhverv. Men det fremgår ikke, hvad det er for afledte erhverv, og derfor anser Enhedslisten det for at være et yderst tvivlsomt skøn. Heller ikke planerne om de tre PtX-anlæg hænger sammen.

 

“Det ene PtX-anlæg skal producere e-metanol til tre skibe fra A.P. Møller. Hvis vi skal dække alle deres skibe, er det hele Lolland-Falster, Sydsjælland og Møn, der skal dækkes med solceller. De sætter det op på den jord, der er allermest frugtbar, fordi det lige passer jordejerne. Vi forstår jordejernes ønske, for det giver tre gange mere at leje ud til solceller, end hvad de kan tjene på at dyrke jorden. Der tages overhovedet ikke hensyn til andre borgere. Det modarbejder bosætning og turisme, og byrådsflertallet siger bare, at det er helt fint.”

 

En central del af Enhedslistens lokale erhvervspolitik er en styrket erhvervsservice med let tilgængelig erhvervsrådgivning målrettet iværksættere og tilflyttere, der har lyst til at starte en virksomhed på Lolland.

 

“Som det er nu, kan nye store firmaer få lov til alt. Vi mener, at den bedste måde at skabe job er at skabe gode vilkår for små og mellemstore virksomheder.”

 

I den alternative erhvervspolitik indgår blandt andet et centralt placeret, åbent rådgivningskontor, hvor alle skal kunne henvende sig og få råd om love, regler og muligheder, hvis de har et projekt.

 

”Ærlig og redelig”

Birthe Lauridsen har repræsenteret Enhedslisten i kommunalbestyrelsen siden 2023, da hun afløste Bente Borreskov, der blev valgt ind ved valget i 2021.

 

Enhedslisten Lolland har cirka 40 medlemmer, der repræsenterer ”et bredt udsnit af Lollands befolkning”. Det betyder blandt andet en hel del ældre medlemmer og nogle travle børnefamilier. De store afstande (28 kilometer mellem købstæderne Nakskov i vest og Maribo i øst og medlemmer på øerne i Smålandsfarvandet) bliver forsøgt klaret ved at gøre det muligt at deltage i medlemsmøder via zoom.

 

Partiet har ikke været med budgetforlig i kommunen i nyere tid.

 

“Efter sidste valg kunne vi godt se, at vi ikke fik nogen indflydelse. Derfor besluttede vi at fokusere på nogle sager med det mål, at Lolland Kommune ved udgangen af valgperioden skulle være en mere lovlydig kommune. Og det er lykkedes.”

 

Netop det fokus afspejler sig i en overskrift i valgprogrammet – de gode borgerlige dyder ”ærlig og redelig”, eller som der blandt andet står: ”Enhedslisten vil arbejde for, at demokratisk vedtagne love og regler overholdes, og for at tydeliggøre økonomiske beslutninger, der favoriserer private investorer.”

 

Denne tilgang har udviklet sig på ryggen af en række sager, hvor afdelingen i samarbejde med berørte borgere i kommunen har sat fokus på dårlig kommunal administration.

 

På specialskoleområdet har Enhedslisten i to år kæmpet imod ulovlige forhold. Der blev klaget til Ankestyrelsen, og kommunen undgik kun en tilsynssag ved løbende at ændre forholdene. Sagen medvirkede til, at store dele af Lollands skolevæsen har været sat under tilsyn på grund af kritik af kvaliteten.

 

“Det er stadigvæk ikke godt. Alt for mange får stadig ikke en eksamen, fordi de ikke kan få 02 i dansk og matematik. Der er fortsat problemer med skolevægring, og børnene flokkes om juniormesterlære for at slippe ud af skolen. Det går ikke godt, men det er i det mindste lovligt.”

 

En anden sag handler om ombygningen af boligafdelingen Sognefjordvænget.

 

“Her ville man smide alle beboerne ud, da der skulle renoveres, og så kunne de kun komme ind igen, hvis de var i arbejde eller under uddannelse. Det var en ”tradition”, Lolland Kommune havde, men så var der en lille afdeling, hvor bestyrelsen selv boede, som stemte for en midlertidig genhusning. Der fik vi svar fra Ankestyrelsen i foråret, og vi fik ret på alle punkter, og kommunen fik uret. Det forsøger de så nu at snige sig uden om ved at gå til ministeren og bede om at få lavet loven om!”

 

I alle sager har Enhedslisten Lolland arbejdet tæt sammen med de berørte forældre, lejere og forskellige borgergrupper. Der er stillet spørgsmål, der er søgt aktindsigt, der er rejst sager for Ankestyrelsen, sager er sat på kommunalbestyrelsens dagsorden og så videre. Og det hele er sket med stor åbenhed og pressedækning.

 

“Der har været en vekselvirkning. Borgerne har gjort noget, og vi har taget noget op i byrådet. Vi har brugt byrådsarbejdet til at understøtte det, som borgerne har gjort.”

 

Enhedslistens måde at arbejde på er ofte blevet mødt af en hård tone i byrådsalen.

 

“Borgmesteren vil gerne ignorere os. Han spiller Karl Smart eller bliver ”træt i ansigtet” og sarkastisk. Det går ikke kun ud over Enhedslisten, sådan er han også over for andre, men for Bente endte det med en mobbesag og en sygemelding.”

 

Indtil kommunalvalget i 2021 sad Enhedslisten Lollands indvalgte medlem i Ældreudvalget og Teknikudvalget, men efter valget fik liste Ø plads i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, hvilket efter eget udsagn passer Birthe fortrinligt.

 

Før hun selv indtrådte i kommunalbestyrelsen i oktober 2023 var Birthe Lauridsen med i Bente Borreskovs baggrundsgruppe. I dag har hun selv en baggrundsgruppe på en lille håndfuld medlemmer.

 

Rundt om afdelingen er der en kreds af sympatisører, der er blevet aktiveret af Enhedslistens meget aktivistiske kommunalpolitik.

 

“Vi nyder stor sympati i lokalområdet også blandt mange, der aldrig har stemt på Enhedslisten. Det skyldes nok, at jeg er grundig og altid sætter mig ind i sagerne.”

 

Birthes Byråds Blog

Som kommunalbestyrelsesmedlem har Birthe Lauridsen og Enhedslisten Lolland et erklæret mål om mest mulig åbenhed, så borgerne får en reel chance for at følge med i, hvad der foregår. Eller som der står i valggrundlaget: ”Vi oplever, at der i situationer, hvor kommunen bruger penge, kan være et røgslør omkring beslutningerne. Vi arbejder for, at borgerne har størst muligt indblik i, hvordan vores fælles penge bruges.”

 

Et af redskaberne til at skabe åbenhed er Birthes Byråds Blog, hvor Birthe Lauridsen fortæller om de møder, hun deltager i i forbindelse med arbejdet i kommunalbestyrelsen. Her lægger hun også vægt på at forklare om forslag og deres konsekvenser.

 

“Folk har svært ved at følge med i, hvad der foregår. Referaterne af kommunalbestyrelsens møder er svære at forstå, hvis man ikke er inde i det kommunale sprog, og der er ikke så mange, der ser byrådsmøderne på tv. Men de kommer til mig og siger, at min blog hjælper dem til at forstå, hvad der foregår, også vildt fremmede mennesker. Og bloggen har udviklet sig, der er meget mere debat på bloggen, end jeg troede.”

 

Birthes Byråds Blog har normalt omkring 2000 visninger, men nogle opslag er vist helt op til 25.000 og 40.000 gange.

 

Et klip fra et kommunalbestyrelsesmøde med en ordveksling mellem Bente Borreskov og Holger Schou Rasmussen kom vidt omkring. Da det for nylig blev lagt ud for anden gang blev opslaget kommenteret livligt.

 

Utilfredsheden med det siddende flertal i Lolland Kommune er stor. Kun 28 procent af kommunens borgere siger (ifølge en Epinion-undersøgelse omtalt i Folketidende), at de har tillid til, at det siddende byråd vil borgernes bedste.

 

I meningsmålinger står Enhedslisten Lolland til fremgang i forhold til valget i 2021. Enhedslisten håber, at ønsket om, at der skal ske noget nyt, vil smitte af på stemmetallet, så det denne gang bliver til to mandater. Sidst fik partiet lige præcis stemmer nok til et mandat. Pariet har tre spidskandidater. Ud over Birthe Lauridsen er det Marie Louise Villadsen og Jan Erik Abildskov Nielsen.

 

Partiet er i et teknisk valgforbund med Vestlollandslisten, en venstrefløjsliste med mange tidligere SF’ere og radikale.

 

“Vi fik et tilbud i år om et teknisk valgforbund med SF, men vi var nødt til at sige nej. Vi kan ikke sige til vores vælgere, at de skal stemme på os, hvis de risikerer, at deres stemme går til at parti, der har stemt for præcis det, vi står og tordner imod. Man kan ikke lave en konstitueringsaftale med Socialdemokraterne, uden at de forlanger, at man stemmer for alt. Det giver nogle morsomme udslag, hvor SF’s repræsentant tordner mod nogle forslag i budgettet og så stemmer for dem bagefter. Vi er nødt til at se, at de holder op med at stemme sådan, før vi kan gå i valgforbund med dem.”

 

Enhedslisten Lolland vil i de næste fire år have fokus på at forsvare kommunens kerneopgaver og bekæmpe de planlagte megaprojekter på erhvervsområdet. Men derudover kommer manglen på kollektiv transport og bevarelse af skoler og institutioner over hele den store kommune til at optage afdelingens kræfter. Også beskyttelse af drikkevandsressourcerne vil være en mærkesag.

 

Birthe Lauridsen flyttede til Lolland i 2017. Hun er uddannet som økonoma, men har også arbejdet som pædagogisk assistent og voksenunderviser. I dag er hun pensionist, men arbejder også lidt som it-underviser. Hun har med egne ord altid været politisk aktiv i blandt andet fagforening og i boligbevægelsen, bl.a. som frivillig sagsbehandler i en lejerforening.

 

Socialistisk Information vil frem til kommunal- og regionsvalget den 18. november bringe historier fra udvalgte afdelinger af Enhedslisten. Se alle her. Har du et godt tip, så send det gerne til os! 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com