Ofte begrænser de kritiske eftertanker om markante skikkelser inden for videnskab og revolutionær politik sig til nekrologer umiddelbart efter livets afslutning – i bedste fald suppleret af et lidt større hyldestskrift.

af Bertel Nygaard

Læsetid: 7 minutter

Ved Ernest Mandels død i 1995 udkom da også mange og ofte ret grundige nekrologer, både tilbageblik forfattet af hans gamle og nye støtter og, i en genre for sig, de små trotskistiske sekters rituelt forudsigelige, nørdede angreb på Mandel for at have kritiseret denne eller hin halvglemte fraktionsdannelse fra 1950’erne eller 1970’erne.

Når det gælder Mandels notorisk mangefacetterede virke er der imidlertid aldrig udkommet noget større hyldestskrift – det, der genremæssigt kommer tættest på, er vel pudsigt nok den nylige portrætfilm om Mandel af Chris den Hond. Til gengæld har der udviklet sig en hel lille gren af grundigere videnskabelige og politiske undersøgelser, der skal afklare karakteren af hans bidrag til marxismen både som teori og praksis. Dette faktum er måske i sig selv det bedste tegn på, hvor påtrængende aktuelle både hans teoretiske analyser og, vel især, hans vedvarende insisteren på at forbinde analyserne med revolutionær praksis føles for mange venstrefløjsfolk i dag.

Mandel-forskning
Ét centralt felt er det bibliografiske overblik. Det gør ganske vist ikke i sig selv gør nogen klogere på, hvad man skal mene om Mandel, men det er en uundværlig hjælp til at skabe sig et overblik over hans skrifter og hans produktion. Her findes ikke mindre end to projektet: Jurrian Bendiens Mandel-bibliografi, der indtil videre kun har resulteret i mindre oversigter over hans værk, og Trotskisme-bibliografen Wolfgang Lubitz’ omfattende Mandel-biografi, der ligger på nettet og opdateres løbende.

Ved siden af disse beskæftigelser er der løbende blevet udviklet mere kvalitativt analytiske bidrag til revurderingen. I første omgang har diskussionerne mest drejet sig om hans bidrag til marxistisk teori og analyse. Dette har været emnet for to internationale konferencer, begge i Amsterdam. Den første fandt sted på International Institute for Research and Education allerede i 1996. Nogle af bidragene til denne konference blev senere publiceret i revideret form i bogen The Legacy of Ernest Mandel fra 1999. Den anden konference fandt sted i 2003 på det Internationale Institut for Socialhistorie, og en række bidrag blev publiceret i tidsskriftet Historical Materialism i 2007.

Derudover er Mandels marxisme til stadighed emnet for principielle diskussioner i bøger, artikler, som led i konferencer og lignende. Således har den hollandske forsker Jan-Willem Stutje netop publiceret den første større biografi om Mandel, resultatet af flere års forskning. Ligeledes var Mandel emnet for en afgørende plenumdiskussion på konferencen New Directions in Marxist Theory i London i 2006. Og som det seneste skud på stammen har Daniel Bensaïd i en artikel fra efteråret 2007 gjort kritisk status over Mandels teorier om bl.a. de ’degenererede arbejderstater’.

At berøre alle punkter i disse diskussioner lader sig ikke gøre her, men på et mere overordnet plan kan man udpeges to hovedfelter og hovedtendenser i disse diskussioner. Begge forekommer væsentlige, hvis Mandel i dag ikke bare skal tjene som revolutionært ikon, men i stedet skal tjene som afsæt for nutidige analyser og kampe.

De økonomiske analyser
De grundigste mest markante bidrag fokuserer på hans økonomiske analyser, især hans forsøg på at sammentænke teori og historie i analysen af den senkapitalistiske ’lange bølge’ efter Anden Verdenskrig. I The Legacy of Ernest Mandel beskriver Jesús Albarracín og Pedro Montes denne analyse som opdagelsen af et ’missing link’ mellem analysen af kapitalismens langsigtede forfaldstendens og anerkendelsen af de kortere krise- og opgangscykler i den kapitalistiske økonomi. Michel Husson betegner samme analyse som et uomgængeligt oplæg til en analyse af kapitalismens aktuelle ’postfordistiske’ fase. Og Francisco Louça ser i Mandels udvikling af begrebet ’parametrisk determinisme’ et afgørende bidrag til afklaringen af det historieteoretiske spændingsfelt mellem determinisme og kompleksitet – en åbning af den økonomiske analyse for bredere historiske faktorer som menneskelig handling, ideologi, klassekamp osv.

Artiklerne fra 2003-konferencen fokuserer mere specifikt på det teoretiske grundlag og de historiske forklaringsrammer i Mandels analyse af senkapitalismen. Det overordnede udgangspunkt er de problemer, der udspringer af det selv samme metodiske træk, som Louça fremhævede som et betydeligt metodisk gennembrud: anerkendelsen af kompleksitet og af enkeltvariablernes relative autonomi i den sociale udvikling. Mandel insisterede konsekvent på, at kapitalismen måtte analyseres som en sammenhængende helhed, men understregede også, at denne helhed ikke kunne sammenfattes i én altbestemmende faktor. F.eks. mente han, at Marx’ teori om profitratens faldende tendens havde reel gyldighed i kapitalistiske samfund som en generel forklaring på kapitalismens periodiske kriser, men han understregede, at realiseringen af denne tendens var betinget af en lang række semivariable omstændigheder, herunder politiske forhold, klassekampens resultater osv. Profitratens faldende tendens kan således modvirkes, f.eks. hvis nye markeder åbnes (som i disse årtier i store dele af Østeuropa og Asien), hvis der kan skabes mere produktive investeringssektorer eller hvis reallønnen kan sænkes drastisk for arbejderklassen. Styrken ved at tage højde for sådanne træk ved virkeligheden forekommer åbenlys: Man kommer ganske enkelt betydeligt tættere på den empiriske virkelighed. Men denne tilgang truer samtidig med at undergrave ambitionen om en samlet forklaring. Den besvarer nemlig ikke i sig selv, præcis hvordan de forskellige variabler skal relateres til hinanden, eller hvilken variabel, der i den enkelte sammenhæng må betragtes som den væsentligste.

Forholdet mellem de mange enkeltfaktorer og den store helhed er selvfølgelig et generelt problem i enhver helhedsorienteret samfundsanalyse. Mandels økonomiske analyser mangler imidlertid i ret høj grad den reintegration af enkeltdelene i den store helhed, som han selv formulerede som et centralt mål med den videnskabelige analyse. Et hurtigt opslag i hans afgørende bog Senkapitalismen fra 1972 viser dette med al ønskelig tydelighed: Det lange indledningskapitel opstiller et generelt ideal om konkret totalitet, de næste mange kapitler analyserer enkeltaspekter af senkapitalismen (f.eks. staten, rustningssektoren osv.), men efter dette følger kun et meget kort afslutningskapital om ’senkapitalismen i sin helhed’, der er så kort og generelt, at det ikke kan siges at integrere de mange enkeltkapitler tilfredsstillende. Noget lignende ville kunne siges om andre af hans interessefelter, f.eks. den vigtige analyse af Anden Verdenskrig i The Meaning of the Second World War fra 1986. Her tegner sig med andre ord et centralt metodisk diskussionspunkt.

Mandel som praktiker og politisk analytiker
Begge disse større forehavender har koncentreret sig om Mandels teorier snarere end hans praksis og hans mere detaljerede politiske konjunkturanalyser. I det mindste i The Legacy of Ernest Mandel var dette resultatet af et bevidst og eksplicit valg – sandsynligvis truffet for at muliggøre en konstruktiv diskussion uden de sekteriske indslag, der uvægerlig dukker op ved diskussionen af Mandels politiske linje.

Det er ikke desto mindre ret paradoksalt at afgrænse undersøgelsesfeltet således, når nu det vel nok mest karakteristiske træk ved Mandel netop var hans insisteren på en enhed af teori og praksis. Denne enhed har jo efter alt at dømme også bidraget afgørende til hans teorier. Derfor synes selv en analyse af blot hans teorier og analyser i det mindste at måtte tage højde for hans politiske position. Dette har nok taget en konstruktiv form i hans understregning af historiens åbenhed og muligheder for handling. Men på visse områder har det måske også haft mere problematiske konsekvenser ved at udelukke mulige alternative analysemåder af hensyn til traditionelle ortodoksier eller aktuelle politiske taktikker.

Helt udelukket fra de hidtidige diskussioner har dette dog ikke været. Allerede i The Legacy of Ernest Mandel forholder Michael Löwy sig mildt kritisk til den ind imellem overdrevne optimisme, som mange af Mandels politiske konjunkturanalyser udviser. Grundlæggende forsvarer han dog optimismen i Mandels ’revolutionære humanisme’ som en nødvendig drivkraft for den revolutionære marxist – i overensstemmelse med Antonio Gramscis slagordsagtige formulering om ’viljens optimisme’ kombineret med ’intellektets pessimisme’, dvs. evnen til at håbe og handle, men samtidig åbent og nøgternt analysere den barske virkelighed.

Hvor smuk og nødvendig Gramscis formulering end er, så har den dog også sin begrænsning. I virkeligheden lader vores analyser sig ikke adskille helt fra, hvad vi vil – og de to ting må også nødvendigvis hænge sammen. For Mandel førte viljens optimisme på den ene side til, at han til stadighed insisterede på nødvendigheden af at kæmpe for en bedre verden og at basere denne kamp på konkrete menneskers konkrete bevægelser – på den sublimt demokratiske grundsætning, at arbejderklassens befrielse må være dens eget værk..

På den anden side førte optimismen ikke sjældent til, at han overså eller affejede en lang række tendenser, der kunne true massebevægelsernes socialistiske potentiale. Hans tiltro til massebevægelsernes egendynamik fik ham igen og igen til at affeje advarsler om ideologiske traditioners dynamik. Optimismen blev ofte til overoptimisme.
Ikke mindst kom dette til udtryk i analyserne af de østeuropæiske omvæltninger i 1989-91. Mandel fastholdt stædigt, at privatiseringerne ville blive imødegået af en enestående stærk arbejderbevægelse, der ville forsvare den statsejede industri. Der kom da også strejkekampe, men Mandels analyse forklejnede i dette tilfælde systematisk den passiviserende virkning af årtiers underkuelse af ethvert initiativ. Som Daniel Bensaïd har udtrykt det i sin seneste status: Mandel fastholdt omkring 1989 for mekanisk den traditionelle trotskistiske sondring mellem den ’politiske revolutions’ og den ’sociale revolution’ i de østeuropæiske samfund, og på det grundlag overvurderede han den ’politiske revolutions’ dynamik og undervurderede de kræfter, der understøttede kapitalismens genoprettelse. Et tilsvarende og ikke mindre aktuelt eksempel, som Gilbert Achcar fremhævede på den nævnte konference i London i 2006, var Mandels tiltro til massebevægelsens egendynamik under den iranske revolution i 1979, der affejede modargumentet om den ideologiske tiltrækningskraft, som de islamiske kræfter besad.

Teori og praksis
Diskussionen om Mandels marxisme kan imidlertid ikke betragtes som afsluttes – og den har da også kun aktuel værdi, for så vidt som den til stadighed føres som led i bestræbelsen på at forstå og forandre den verden, vi lever i. Intet felt af Mandels virke eller tænkning bør på forhånd afvises som irrelevant for en sådan forståelse. En kritisk. bearbejdelse af den revolutionære bevægelses erfaringer som helhed – ikke kun de stolte og glamourøse, men også de fejlagtige og pinlige – er nemlig en tvingende nødvendighed, hvis gamle fejl ikke skal gentages.

Derfor er der al mulig grund til at hilse disse kvalificerede diskussioners fortsættelse velkommen i al deres forskellighed. Umiddelbart synes den aktuelle diskussion dog at have særligt behov for at fokusere forståelsen af den særlige enhed af teoretisk analyse og revolutionær praksis, som man finder i Mandels værk. Det er efter alt at dømme denne enhed, der gjorde ham i stand til at forbinde sig med yngre generationer af socialister, især omkring 1970. Og det er ligeledes denne enhed, der gjorde og gør så mange af hans skrifter så vedkommende og aktuelle endnu i dag.


LITTERATUR:

http://www.trotskyana.net/Trotskyists/Ernest_Mandel/Ernest_Mandel_Bibliography.html

Gilbert Achcar (ed.): The Legacy of Ernest Mandel, London: Verso, 1999

Marcel van der Linden & Jan Willem Stutje: Symposium: Ernest Mandel and the Historical Theory of Global Capitalism, i: Historical Materialism: Research in Critical Marxist Theory, Vol, 15, No. 1, 2007, s. 37-198

Jan Willem Stutje: Ernest Mandel: Rebel tussen Droom en Daad. Antwerpen: Houtekiet/Amsab, 2007 (Endnu kun på hollandsk. Der skulle dog være planer om en engelsk oversættelse)

http://modkraft.dk/spip.php?page=tc-artikel&id_article=5731 findes desuden links til skrifter om Mandel på internettet.
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com