Der er et skrigende behov for, at arbejderbevægelsen kommer med et fælles-europæisk svar på den økonomiske krise. Euro-LO kalder til demo i Bruxelles 29. september, men der er brug for flere aktioner og et politisk modsvar.

af Jan Malewski

På EU-niveau har arbejderklassen stået model til en lang række angreb, først i Irland, Ungarn og de baltiske lande, dernæst i Grækenland, Spanien og Portugal, men reaktionerne har været svage. Det har ændret situationen, og vi ser nu en generalisering af angreb mod arbejderklassen. Den måde, hvorpå krisen bliver tacklet, har afsløret det neoliberale Europa som en spændetrøje, hvor euroen bliver brugt som redskab til lønmæssig og social disciplin. Det fælles projekt bliver udformet decentralt i det ene land efter det andet.

Nedskæringspolitikken er tilpasset den samfundsøkonomiske og politiske virkelighed i hver enkelt land, men følger i store træk det samme mønster: begrænsning af det offentlige underskud, fastfrysning af udgifterne, nedskæring af arbejdspladser i den offentlige sektor, lønnedgang, lavere pensioner, forlængelse af arbejdstiden gennem forhøjelse af pensionsalderen. Målet med at begrænse underskuddene er gået så vidt som til det tyske krav – støttet af Frankrig – om, at hvert enkelt lands budget skal kontrolleres af de europæiske institutioner, det vil i praksis sige Tyskland.

Øverst i EU råder de umiddelbare klasseinteresser. Ganske vist er der konstante spændinger og modsatrettede interesser, som trækker i forskellige retninger hos de forskellige kapitalistklasser på nationalt og internationalt niveau, på grund af deres placering og arbejdsdeling i verdensøkonomien: den britiske kapitals finansielle magt, den tyske kapitals rolle på markedet for industrikapitalgoder, den franske kapitals særlige interesser, støttet af staten, i atomkraft, våbenindustri, flyindustri og transport. Trods disse modsætninger står vi over for en koordineret politik, en klassekrig med kapitalen mod arbejderklassen.

Tag initiativet tilbage
På arbejderklassens side ser vi ikke, i hvert fald ikke i øjeblikket, det samme koordinerede billede. I de baltiske lande, og derefter i Grækenland, Rumænien, Portugal og Spanien, har regeringens angreb fremprovokeret store mobiliseringer, ofte historisk store demonstrationer. Men de er stadig isolerede i tid og omfang. Og kampene har (endnu?) ikke formået at formulere et svar, som er på højde med krisen og de angreb, som nedskæringsplanerne indeholder. IEuropa burde denne nye samtidighed i angrebene bidrage til at koordinere modstanden. Nedskæringsplanerne ligner hinanden og fremprovokerer mobiliseringer i hvert land. Alt, hvad der mangler, er viljen eller ideen om at gennemføre en ”vi står sammen”-europæisk mobilisering.

Den Europæiske Faglige Sammenslutning (Euro-LO eller på engelsk: ETUC) foreslår nu en demonstration i Bruxelles den 29. september – en onsdag. Uden en strejkeopfordring over hele EU vil det ikke blive andet end en udflugt til den europæiske hovedstad for nogle få tusinde fuldtidsansatte fagforeningsfolk. Men nedskæringsplanerne, som bliver gennemført nu, truer også de privilegier, som de faglige bureaukrater har opnået… og fagforeningerne i Spanien opfordrer til generalstrejke den samme dag…

”I de sociale bevægelser har krisen modsatrettede virkninger,” skriver den franske økonom Michel Husson.”På den ene side giver den næring til kritikken af et system, hvis grundlæggende mekanismer er ramt af en krise i et omfang, hvor billedet er en kronisk ustabilitet og voksende irrationalitet. Men på den anden side ender kampene ofte i en situation, hvor det handler om et spredt forsvar. Denne spænding har altid eksisteret, men den vokser voldsomt under krisen: Det er på samme tid nødvendigt at kæmpe skridt for skridt for tiltag ”ud af krisen”, og at fremlægge et radikalt alternativt perspektiv.”

Et politisk alternativ
At komme ud af krisen indebærer en væsentlig omfordeling af indkomsterne, på bekostning af kapitalen og til gavn for arbejderklassen. Ulighederne må mindskes: På den ene side ved at øge indkomsternes størrelse, både de direkte lønninger og overførselsindkomster (social sikring). På den anden side ved at beskatte renteindtægter, som ikke har nogen økonomisk berettigelse eller social nytte. Begrænsning af budgetunderskud er kun muligt ved beskatning af alle de former for indkomst, som er blevet fritaget beskatning som følge af de neoliberale ”reformer”. Det rimelige i, både teknisk og politisk, at nationalisere bankvæsenet, er igen på dagsordenen med fuld styrke. Redningsplanen for euroen er i virkeligheden en redningsplan for de europæiske banker, som hæfter for en stor del af gælden i Grækenland og i andre lande, som er truet af spekulation.

For at få udredt alle disse sammenvævede gældsposter ville den bedste løsning være en total nationalisering, som kunne gøre det muligt en gang for alle afskrive, omlægge eller omstrukturere gælden. Offentlig gæld, sammen med krisens mekaniske effekt på overskuddene, svarer grundlæggende til akkumulering af skatteundtagelser for virksomheder og aktieejere. Det vil være logisk at annullere dem eller omstrukturere dem godt og grundigt. Så for at svare på ”gældskrisen”, har vi brug for radikale løsninger.

Flere forskellige forslag peger i den retning. ”Sletning af den offentlige gæld, en folkerevision af gælden, ekspropriering af bankerne for at overføre dem til den offentlige sektor, nationalisering af bankerne eller en samlet offentlig banktjeneste under de ansattes og folkets kontrol,” – det er nogle af de krav, som er stillet af Komiteen for Sletning af den Tredje Verdens Gæld (CATDM), eller den internationale appel fra den revolutionære venstrefløj i Storbritannien, den portugisiske Venstreblok, det polske Arbejderparti og det Nye Antikapitalistiske Parti i Frankrig. Sådanne krav udgør en ”bro”, skaber en åbning, mellem på den ene side defensive mobiliseringer mod angreb, som vil smadre hidtidige landvindinger, og på den anden side forhåbningerne om, at ”en anden mulig verden”.

Nyt styrkeforhold
Både den radikale karakter af løsningerne på den kapitalistiske krise og omfanget af den offensiv, som er sat i værk af kapitalens repræsentanter i Europa, gør det nødvendigt at opbygge et nyt socialt styrkeforhold. Både de svage traditioner for mobiliseringer i Europa og den opsplittede karakter af de aktuelle defensive mobiliseringer i forskellige lande, såvel som den ”nationale” konservatisme, der præger arbejdernes organisationer, både de politiske og de faglige, og den relative svækkelse af bevægelsen for global retfærdighed i Europa, – alt dette gør det nødvendigt for antikapitalister at mobilisere deres fantasi og evne til at tage initiativer, når de stiller sig denne opgave. Det vil sige at tage initiativ til fælleseuropæisk handling, som samler initiativerne fra de politiske, faglige og sociale kræfter, som allerede står parate. Selv hvis sådanne aktioner i første omgang kun tiltrækker et mindretal, kan de alligevel vise en vej fremad for kommende mobiliseringer.

Men det betyder også, at benytte sig af alle anledninger, selv hvis de forekommer trivielle, som for eksempel ETUC-demonstrationen i september – at gøre mobiliseringerne så massive som muligt og inden for disse at fremføre de radikale forslag, som situationen kræver, i særdeleshed krav om annullering af den offentlige gæld og socialisering af bank- og kreditvæsenet – et krav, som i dag bliver umiddelbart forståeligt, i lyset af regeringernes argumenter for deres nedskæringsplaner og den illegitime karakter, som gælden har i de brede massers øjne. Det betyder også, at antikapitalister må skabe solidaritet med og samarbejde mellem de mobiliseringer mod nedskæringsplanerne, som udvikler sig i de forskellige lande, med det formål at kæmpe sammen mod EU’s nedskæringsplaner. Fordi hvis, som meningsmålinger viser, et stort flertal af de europæiske arbejdere er imod de forskellige nedskæringsplaner, så er de samtidig desorienterede og mangler tro på, at man kan modsætte sig dem.

Erfaringen fra de ukoordinerede og spredte mobiliseringer de senere år, som er gennemført rent rutinemæssigt af de faglige ledelser, er, at de ikke har været i stand til at stoppe den neoliberale politik – med Island som en vigtig undtagelse. Her sagde 93,2 procent af vælgerne nej til regeringens plan for tilbagebetaling af gæld, efter at befolkningen havde gennemtvunget en folkeafstemning.
Hvis vi kan bryde med de rutinemæssige reaktioner og få sat gang i klassekamps-orienterede europæiske initiativer, kan det hjælpe med til at ændre dette klima.

8. juni 2010

Artiklen er sidste del af en analyse bragt i webmagasinet International Viewpoint.
Oversat og bearbejdet af Åge Skovrind.

Jan Malewski er medlem af det Nye Antikapitalistiske Parti I Frankrig og medlem af ledelsen af Fjerde Internationale.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com