Det går ikke godt for det hollandske Socialistiske Parti (SP). Ved det sidste lokalvalg i marts led partiet nederlag. Det var første gang, det tabte et valg. SP har som det eneste parti i Holland altid kritiseret neoliberalismen, men nu har den neoliberale model spillet fallit – og partiet lider sit største nederlag nogensinde. Det gør en diskussion om partiet og dets kurs mere nødvendig end nogensinde.

af Willem Bos

Ét dårligt valgresultat behøver ikke at betyde en katastrofe, specielt ikke efter en lang række sejre. Men det er tydeligt, at SP oplever noget andet end et midlertidigt valgnederlag. Inden lokalvalget var der det skuffende resultat i Europaparlamentsvalget (partiet beholdt dog sine to pladser), støtten til SP i meningsmålingerne er konstant for lav (partiet har nu 25 ud af 150 pladser i parlamentet, men vil miste mere end halvdelen ifølge meningsmålingerne), og partiet mister medlemmer. Netop når partiets kritik af neoliberalismen viser sig at være rigtig, bliver det sendt til tælling.

Mange peger på den generelle højre-drejning i Holland, når de forsøger at forklare valgresultaterne. Skiftet er mærkbart og tydeligt, først og fremmest på grund af den højreorienterede populist og anti-immigrant Pim Fortuyns succes i 2001 og 2002, og nu med den stærkt højreorienterede Geert Wilders popularitet. Men at pege på højredrejningen i samfundet som årsag til væksten i højreorienterede partier og svækkelsen af de venstreorienterede er jo ren tautologi. Det mest afgørende for skiftet i vælgernes sympatier er politikerleden i alle dens former. Antallet af borgere, der ikke gider at stemme, vokser støt, politikerne er mere og mere upopulære, partiernes medlemstal er faldende og folk bevæger sig fra det ene parti til til det andet mere end nogensinde. Følelsen af at politikerne (generelt set) ”kager rundt”, og at det er almindelige mennesker, der er ofrene, er udbredt.

Denne utilpashed har sine rødder i det sidste årtis neoliberale politik: privatisering og liberalisering har ødelagt meget af den tryghed, folk følte, og har i høj grad skadet båndene mellem folk. Det, der er tilbage, er utryghed, forvirring og frustration – altså frugtbar jord for folk, som giver stemme til disse følelser .

Oppositionspartiet
I ’90erne var SP helt klart oppositionspartiet. Det store Arbejderparti (socialdemokraterne, red) kastede sin venstreorienterede fortid fra sig, mens SP voksede frem som modstandspartiet for de utilfredse: modstand mod ødelæggelsen af pensionssystemet, imod styring med markedsprincipper og imod at sælge ud af velfærdsstaten. SP’s popularitet voksede, og antallet af sæder i parlamentet forøgedes.
Men nu er det Wilders Frihedsparti , som symboliserer opposition mod ”politics as usual”. Med hjælp fra de andre partier er det lykkedes Wilders at flytte fokus fra de økonomiske problemer og deres konsekvenser til islam og gøre integrationen af indvandrere til et centralt emne i den politiske debat.
De andre partier, der alle forbliver loyale overfor de neoliberale dogmer, har en interesse i ikke at fokusere på de socioøkonomiske emner. Skal det være op til dem, skal arbejderbefolkningen betale for krisen. Og det er selvfølgelig et budskab, de partier helst vil skjule så længe som muligt og i hvert fald indtil parlamentsvalget er overstået i juni.

Det lykkedes ikke for SP at bryde med den neoliberale konsensus og sætte økonomiske og sociale emner øverst på dagsordenen. Det betød, at partiet mistede fodfæste i den offentlige debat, fordi det netop var på de punkter, at det var stærkest. På grund af en uklar tilgang til hele integrationsdebatten og en manglende evne til at gå op imod Wilders, mistede partiet også vælgere til partier med en mere anti-racistisk profil, som f.eks. De Grønne.

Et vigtigt problem er, at krisens egentlige omfang for en del mennesker stadig ikke er synligt i Holland. Arbejdsløsheden steg, men ikke massivt, og den rammer først og fremmest folk, som ikke har faste jobs. Folks købekraft er bevaret, og de enorme nedskæringer i det offentlige er endnu ikke realiseret. Vi bliver oversvømmet med budskaber om, at vi har lagt det værste bag os, og at økonomien er i bedring.

Et hvilket som helst venstreorienteret parti ville komme i vanskeligheder i sådan en situation: Det skal sejle op imod en stemning om, at nu skal vi alle stå sammen, og pessimisme gør kun det hele værre. For at imødegå sådan en stemning er et parti nødt til at kunne præsentere et langsigtet alternativ og have en klar opfattelse af krisen. Begge dele synes at mangle.

Hvad vi kan lære af krisen
I oktober 2008 præsenterede SP et manifest: ”Hvad vi kan lære af finanskrisen”. Det slog til lyd for nationalisering af banker, som stod overfor at gå fallit, en lov om nationaliseringer og en parlamentarisk undersøgelse af krisens årsager. Der skulle være mere kontrol med finanssektoren, aktieejernes magt skulle begrænses, og der skulle gøres op med den kultur, der førte til ublu bonusser til topchefer. Et voldsomt reformeret IMF eller en ny økonomisk autoritet skulle have ret til at udstede en ny international vekselkurs for at erstatte dollaren, og hele systemet med en fast vekselkurs skulle genovervejes.

Manifestet indeholdt 30 forslag, som alle havde med finanssektoren at gøre. Ingen steder blev det gjort klart, at finanskrisen nødvendigvis måtte ramme den ”rigtige” økonomi. Ingen steder blev der argumenteret for strukturelle forandringer. Selv nationaliseringen af banker og finansinstitutioner var begrænset til dem, der havde problemer. Manifestet sluttede med en appel om at vende tilbage til den såkaldte Rhinlandsmodel (social velfærdsstat, red). Uden overhovedet at overveje om det var muligt.

Efterfølgende ændrede man stort set ikke linjen. Selvfølgelig var det på et vist tidspunkt uundgåeligt, at man måtte erkende, at finansboblens bristen var begyndelsen til en verdensomspændende krise, men der blev ikke draget nogle praktiske konklusioner af dette. SP satte sig for at kæmpe for at fastholde pensionsalderen på 65 år, men den kamp blev ikke sat ind i en større sammenhæng. Det, der manglede dengang og stadig mangler, er en plan for kampen mod krisetiltagene: for bevarelsen af jobs, imod nedbrydning af den sociale velfærd o g for beskatning af de rige, nationalisering af den finansielle sektor og en drastisk reform af økonomien i en social og økologisk retning.

Den manglende diskussion af krisens årsager var bemærkelsesværdig. Selvfølgelig blev der udvekslet mange synspunkter, men der var ikke en generel diskussion i hele partiet. Krisen har ført til en dybtgående forandring af den sociale virkelighed, og partiet er nødt til at modsvare den forandring. Sådan et modsvar må nødvendigvis være resultatet af en kollektiv analyse og diskussion.

SP har ry for at være et handlekraftigt parti frem for bare at have det i munden. Det er godt – især når der er klarhed om organisationens kurs. Men det bliver til en ulempe, når tiderne skifter og gamle synspunkter skal genovervejes. Et parti har brug for plads til seriøse politiske diskussioner. Det kan nemlig stimulere medlemmerne til at involvere sig i at udstikke parties kurs og tage ansvar for den.

Ved en skillevej
De kommende uger op til valget den 9. juni vil blive afgørende. Der er groft sagt to muligheder: Enten lykkes det partiet igen at positionere sig som partiet for de utilfredse og for en afvisning af, at arbejderbefolkningen skal betale krisen, eller partiet vil blive viklet endnu mere ind i sine forsøg på at forvalte en kriseramt kapitalisme. Hvis det bliver det sidste scenarie, vil forskellene mellem SP og det gamle Arbejderparti blive mindre og mindre, og folk vil stemme på Wilders for at give udtryk for deres utilfredshed. Det vil også betyde et valgnederlag for SP.

Den anden tilgang giver ikke en garanti for, at SP kan genvinde sine stemmer på kort sigt. Så længe modstanden mod krisetiltagene er begrænset, er mulighederne for et parti, der ønsker at kanalisere denne modstand, begrænsede. Til gengæld skaber denne tilgang i det mindste bedre udsigter på lang sigt. Ligegyldigt hvad valgresultatet bliver, er én ting sikker: Vi får en regering, der vil gennemføre nedskæringer som aldrig før. Underklassen vil blive ramt endnu hårdere end i 80’erne. SP har sine rødder i modstanden mod krisetiltagene i de år. Nu, hvor partiet står overfor en endnu værre krise, er det nødt til at fortsætte den tradition.

Willem Bos er leder af SAP (Socialistisk Alternativ Politik), Fjerde Internationales sektion i Holland. Flere af SAPs medlemmer er også aktive i SP.

Artiklen er bragt i netmagasinet International Viewpoint på engelsk og er oversat af Bodil Olsen
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com