I en samtale med Richard Falk, tidligere professor ved Princeton University, fortalte han mig, at koloniserede nationer, der havde vundet krigen om legitimitet, altid havde vundet deres frihed.

Det er usandsynligt, at Palæstina skulle være en undtagelse fra det. Krigen i Gaza har imidlertid stillet verden over for en udfordring uden fortilfælde med hensyn til regeringers relation til international lov og deres forpligtelser over for internationale institutioner som Den Internationale Domstol (ICJ), Den Internationale Straffedomstol (ICC) m.fl.

’Regeringen er ikke legitim, medmindre den har samtykke fra dem, den regerer over’, skrev den engelske filosof John Locke i det 17. århundrede. Det er ikke bare teori, men en doktrin, der altid kan tages i anvendelse.

Samtykke afspejler sig dog ikke altid i form af frie og demokratiske valg. Legitimitet og loyalitet kan lige så godt komme til udtryk på andre måder. Dem, der ikke respekterer denne grundsætning, inddrages nemt i politiske omvæltninger og voldelige oprør som følge af utilfredshed i den brede befolkning.

For at opretholde en vis grad af international konsensus, blev De Forenede Nationer grundlagt i 1945. Det var tydeligt lige fra starten, at FN ikke i sandhed afspejlede de universelle ønsker hos alle befolkninger. Tværtimod, organisationen var opbygget ud fra et hierarkisk magtparadigme, hvor sejrherrerne fra Anden Verdenskrig fremstod som herrer og mestre, og sikrede sig selv ret til at nedlægge veto, samt permanent medlemskab af Sikkerhedsrådet. Hvad de underordnede angik, så blev de tildelt langt mindre betydningsfulde sæder i Generalforsamlingen.

FN udgjorde den absolutte minimumsplatform for international legitimitet, men organisationens ulige struktur satte gang i en anden konflikt, som den britiske forsker Adam Groves satte ord på, da han beskrev ’de permanente fems privilegerede status’ i Sikkerhedsrådet ikke bare som et Vest-centreret levn fra fortiden, men hvad der var endnu værre, et redskab for status quo-magterne til at begrænse andre staters indflydelse og udvikling.

For at overleve uligheden i det nye internationale system, samarbejdede mindre lande om at skabe alternative, omend mindre, politiske konstellationer inden for de meget større institutioner. De brugte deres antal til at hamle op med den koncentrerede magt, der var i hænderne på de få. De udnyttede ethvert spillerum til at repræsentere verdens fattigste og mest undertrykte nationer.

De Alliancefrie Landes Bevægelse, der blev grundlagt i 1961, var et af mange eksempler på en succeshistorie, selv om det var relativt.

Igennem alle årene har USA og deres vestlige allierede udformet deres egen version af ’legitimitet’ ved den måde, de fortolkede international lov på, den måde, de nedlagde veto mod FN’s resolutioner på hver eneste gang, de ikke tjente deres interesser, og ved den måde, de isolerede genstridige medlemmer på.

I Sovjet-æraen forekom FN og dets institutioner at være nominelt afbalancerede, som verden var dengang, opdelt mellem Øst og Vest, og det gjorde, at De Alliancefrie Landes Bevægelse og andre organisationer, som oftest fra det globale Syd, kunne tale med større vægt.

I disse tider tillod Kinas økonomiske magt ikke, at de kunne gøre deres version af legitimitet gældende i resten af verden.

Det er en tilstand, der har ændret sig. Sovjet-blokken faldt sammen i begyndelsen af 1980’erne, og nedbrød dermed et magtparadigme, der havde gjort det muligt for Moskva at fastholde en balance. På den anden side steg Kinas magt, da de gradvis fik større indflydelse og på den måde legitimitet fra lande, der blev koblet på Kinas økonomiske lokomotiv.

Et andet skifte er på vej. Når man lytter til talerne fra sydafrikanske, irske og andre mere upåagtede medlemslandes FN-repræsentanter, bemærker man, at konsensus om internationale og humanitære love er under udvikling, ikke kun med hensyn til den igangværende krig i Gaza, men i andre anliggender, der vedrører international fred og retfærdighed.

Men da USA’s ambassadør i FN, Linda Thomas-Greenfield, stak hånden I vejret for fjerde gang og smed endnu et veto på bordet, og på den måde afviste en algerisk opfordring til øjeblikkelig humanitær våbenhvile i Gaza-striben, blev endnu en af den internationale legitimitets bærende søjler brudt ned.

Selv Den Internationale Domstol (ICJ) gik USA imod, da hele verden talte for palæstinensisk frihed. ’Retten bør ikke afgive kendelse om, at Israel er lovmæssigt forpligtet til øjeblikkeligt og betingelsesløst at trække sig tilbage fra besat territorium’ udtalte den fungerende juridiske rådgiver for USA’s udenrigsministerium, Richard Visek, den 21. februar.

Ironisk nok er USA tyet til disse forskellige institutioner, herunder Den Internationale Straffedomstol (ICC), som de ikke engang er medlem af, for at efterrationalisere deres aktiviteter i Irak, i Serbien, i Libyen, i Ukraine og mange andre konfliktområder.

Alt dette får konsekvenser, og de kommende år vil overbevise om, at krisen for international legitimitet som følge af magtmisbrug, ikke kan afhjælpes med overfladiske forandringer og reformer. Problemet er nu blevet endnu mere dybtgående og ødelæggende, og prisen er simpelthen for høj.

Militær magt er næppe tilstrækkeligt for noget land, hvis det vil opnå og bevare dets legitimitet. Heller ikke økonomisk indflydelse eller behændigt diplomati. For at legitimitet kan fastholdes, kræver det meget mere end det, begyndende med selve grundsætningen, at ånden i international lov ikke er at holde krige i gang, men at bringe dem til ophør.

8. marts 2024

Ramzy Barud er journalist og redaktør af The Palestine Chronicle, og forsker ved Center for Islam and Global Affairs.

Oversat fra The Palestine Chronicle af Niels Overgaard Hansen