Han talte med Daniel Randall efter et besøg i London i slutningen af ​​oktober.

DR: Du besøgte for nylig London sammen med Sondos Saleh, en palæstinensisk aktivist og kollega i Standing Togethers ledelse, hvor du talte ved flere arrangementer og havde møder med politikere og fagforeningsfolk. Var besøget en succes set fra dit synspunkt, og hvor vigtigt er det at opbygge international solidaritet med jeres kampe?

UW: Vi besøgte London i et par dage for at deltage i en konference arrangeret af det israelske dagblad Haaretz i samarbejde med progressive jødiske organisationer i Storbritannien. Arrangementet blev overværet af flere hundrede mennesker, og det var en mulighed for os både at skitsere vores ideer om, hvordan vi kan komme videre med at afslutte krigen i Gaza, såvel som vores perspektiver på den nødvendige sociale og politiske forandring af det israelske samfund.

Vi talte også ved adskillige arrangementer arrangeret af UK Friends of Standing Together, herunder et møde i Underhuset, hvor flere parlamentsmedlemmer deltog, og vi fik udbygget vores kontakter til organisationer i jødiske og muslimske samfund, som deler vores mål om at afslutte besættelsen og opnå fred og lighed. De gjorde os klogere på den ofte polariserede diskussion om dette spørgsmål i Storbritannien, og på den voksende antisemitisme og islamofobi på baggrund af krigen.

Det var især vigtigt for os at få kontakt til fagforeninger. Både fordi vi som socialister deler den organiserede fagbevægelses vision om social retfærdighed, og også på grund af den indflydelse, fagforeninger har på det britiske arbejderparti, som nu er ved magten. Af særlig betydning var vores møde med Mick Whelan, som er formand for lokomotivførernes fagforening Aslef. De vedtog en udtalelse om at støtte Standing Together på deres kongres i 2024. Ved at udveksle analyser og erfaringer med de faglige ledere håber vi at give input til diskussionerne i i Labour-partiet, så de partimedlemmer, der står for en øjeblikkelig og permanent våbenhvile, og som afviser ideen om, at Storbritannien skal behandle Netanyahus regering ustraffet – at de kan få vinde større gehør og accept. Når den israelske fredsbevægelse og den britiske fredsbevægelse taler med én samlet stemme, høres det højere.

Kan du give et kort overblik over Standing Togethers seneste aktiviteter?

Lige siden krigens start var Standing Together den mest fremtrædende stemme i det israelske samfund, der pressede på for en anden kurs end regeringens, og vi organiserede de største mobiliseringer i den fredsbevægelse, der opfordrede til at afslutte krigen i Gaza. Ofte blev vi mødt med politiets undertrykkelse, herunder politiets manglende vilje til at udstede tilladelser til lovligt at afholde demonstrationer og møder. Vi bragte det i retten og vandt, blandt andet i Højesteret i juli.

For nylig, lige før den internationale solidaritetsdag for det palæstinensiske folk (29. november, markeret siden 1977 af FN), indledte vi en antikrigsmarch i Tel-Aviv i samarbejde med Women Wage Peace og andre organisationer , hvor vi krævede en ende på krigen mod Gaza og udlevering af gidslerne i live gennem en diplomatisk aftale. Marchen blev indkaldt under sloganet “Hvis vi ikke afslutter krigen, vil krigen gøre en ende på os alle “.

Det, der fik denne antikrigsdemonstration til at skille sig ud fra dem, vi tidligere havde organiseret siden krigens begyndelse, var det faktum, at der blandt talerne var flere mainstream- og offentlige personer. Det var noget usædvanligt, at de optrådte på et antikrigsmøde arrangeret af Standing Together.

Det handlede blandt andet om pensioneret generalmajor Amiram Levin, som er tidligere chef for den israelske hærs nordkommando samt tidligere vicechef for Mossad; Eran Etzion, en pensioneret veteran-diplomat, tidligere næstformand for det nationale sikkerhedsråd og tidligere leder af afdelingen for diplomatisk planlægning i Udenrigsministeriet; Orna Banai, en meget kendt tv-skuespillerinde og komiker; Dr. Tomer Persico, klummeskribent i dagbladet Haaretz og underviser i jødisk filosofi; Chen Avigdori, hvis kone og datter blev taget som gidsler af Hamas den 7. oktober og løsladt for et år siden under den midlertidige våbenhvile og gidselaftale. Også Ghadir Hani, en palæstinensisk leder af Standing Together, og Somaya Bashir, leder af Women Wage Peace, talte.

Fordi vi ser vores rolle ikke blot som at mobilisere de allerede eksisterende “fredsnørder”, men også at få flere med i antikrigsbevægelsen, var det vigtigt for os at stille en platform til rådighed for talere, som vi ikke nødvendigvis er enige med, eller som bruger et sprog, der til tider afviger meget fra vores eget, men som på grund af deres baggrund og positioner kan være med til at flytte den offentlige samtale og vinde folk over i antikrigsholdninger.

Det er også vigtigt at nævne, at vores ”Folkekampagnen for at stoppe sult i Gaza” snart slutter efter en række succeser. Vi lancerede kampagnen i august og opfordrede folk i Israel, især i det arabisk-palæstinensiske samfund, til at donere mad og andre basale fornødenheder på indsamlingssteder, vi har etableret i forskellige byer og landsbyer. Vores mål var at få denne hjælp ind i Gaza-striben, med hjælp fra internationale hjælpeorganisationer, både for at hjælpe med at lindre de alvorlige forhold, der eksisterer der, men også for at sende et politisk budskab til vores regering.

Tusindvis af mennesker meldte sig frivilligt og donerede, både palæstinensiske såvel som jødiske borgere i Israel, og vi var i stand til at fylde tæt på 400 lastbiler. Efter at regeringen strammede belejringen af ​​Gaza i september, virkede fremtiden for denne hjælpekampagne dyster. Men i de seneste uger, efter at være gået sammen med flere internationale hjælpeorganisationer, var vi i stand til at køre snesevis af lastbiler ind i Gaza, både til den sydlige del, nær Khan Younis, og også til den centrale region, Deir el-Balah, og de omkringliggende flygtningelejre. Den nordlige del af Gaza-striben er desværre fortsat tæt blokeret af hæren, som en del af vores regerings plan for etnisk udrensning, der bruger sult som en krigstaktik for at fordrive folk i massevis fra deres hjem og senere etablere jødiske bebyggelser, der formodes at blive bygget på ruinerne af palæstinensernes hjem.

De billeder og videoer, der kommer ud af Gaza, af lokale frivillige, der deler sække med mel, ris, dåsemad og poser med shampoo, vaskepulver og hygiejneprodukter ud, får tårerne frem i øjnene. Alle disse ting er doneret og indsamlet i vores lokalsamfund, pakket og sorteret af vores frivillige. En af dem, der står for disse distributionscentre i Gaza fortalte os over telefonen: “Jeg insisterede på, at vi distribuerede jeres hjælp, mens vi var iført lilla veste. Jeg var hele byen rundt, men jeg fik fat i lilla stof til dette.”

Hvad er din vurdering af den finanslov, der for nylig blev vedtaget af den israelske regering?

Netanyahu taler ofte om at vinde en “total sejr” over Hamas, hvilket naturligvis blot er et tomt slogan, der retfærdiggør en forlængelse af krigen på ubestemt tid. Han vil ikke opnå “total sejr”, og han overvejer heller ikke seriøst at ødelægge Hamas, som er hans politiske partner i at underminere udsigterne til en diplomatisk aftale, der vil garantere nationale rettigheder for begge folk, der bor i vores land.

Men der er én “total sejr”, han er meget fast besluttet på at opnå, og det er en sejr over levestandarden og den materielle velfærd for arbejderbefolkningen i Israel. 1. januar ventes en prisstigning at ramme arbejderfamilier. Der vil komme prisstigninger på offentlig transport, el og vand og højere kommunale skatter. Desuden vil momsen stige med 1 procentpoint, hvilket forværrer den krise for leveomkostningerne, som allerede eksisterer. Samtidig vil lønningerne blive beskåret, eftersom regeringen annullerer skattetilskud til ansatte på fast løn, og desuden hæver man det sundhedsbidrag, der bliver trukket fra lønnen for at kompensere for de øgede udgifter til krigen.

Regeringens oprindelige finanslovsforslag gik endnu længere, herunder fastfrysning af den automatiske regulering af mindstelønnen, alderdomstillægget og invalideydelsen samt øget beskatning af pensionsopsparing. Histadrut, Israels største faglige landsorganisation, modsatte sig imidlertid disse foranstaltninger og forhandlede med finansministeriet om at tage dem af bordet. Regeringen var enig, men tilgengæld accepterede Histadrut andre forringelser: at sænke lønningerne i den offentlige sektor med 2,29 procent i 2025 og 1,2 procent i 2026 og at sætte satsen for feriepenge.

I alt bliver 2025 et år, hvor den israelske arbejderklasse vil bære byrden af ​​de krige, som vores regering har indledt mod befolkningen i Gaza og mod nabolandene. At opretholde en stor stående hær, købe våben fra udlandet, allokere budgetter til bosættelsesprojektet og opfordre hærens reservister til at tage orlov fra deres arbejdspladser for at genoptage militærtjenesten – alt dette gør et enormt indhug i den israelske økonomi, og vores ihærdige neoliberale regeringen forventer, at arbejdende folk betaler broderparten af ​​prisen.

Hvilket billede får den israelske offentlighed, om nogen, af de ødelæggelser, krigen forårsager i Gaza og Libanon?

De israelske mainstream-medier spiller en utrolig negativ rolle, da de tilbageholder information om de katastrofale konsekvenser af krigen på civilbefolkningen i Gaza. Da krigen rasede i Libanon, før den meget velkomne våbenhvileaftale, der blev indgået for et par uger siden, var der meget lidt om de ødelæggelser, som vores hær påførte Beirut og resten af ​​Libanon i den israelske presse og tv. Ironisk nok kan folk i udlandet, som får nyheder fra ikke-israelske medier, blive langt bedre informeret end de fleste israelere om, hvad der i virkeligheden foregår i områder, der kun er en times kørsel væk fra, hvor mange af os bor.

For et par måneder siden sendte en gruppe borgerrettigheds-organisationer i Israel et åbent brev til redaktionen af ​​store medier i Israel, hvor de advarede om, at dækningen af ​​krigen mod Gaza holder den israelske offentlighed i mørke om grundlæggende fakta. De nævner for eksempel, at da det israelske luftvåben i maj angreb lejren for fordrevne i Rafah og forårsagede en tragisk brand, der kostede snesevis af mennesker livet, blev der ikke vist billeder af sårede palæstinensere på israelsk tv, og kun 12 procent af tv- og radionyhederne om begivenheden gjorde sig den ulejlighed at nævne, at der var et stort tab af menneskeliv. Fokus for de øvrige nyheder var, at denne begivenhed internationalt kunne undergrave fortællingen om, at det er en retfærdig krigen.

Derfor er det vigtigt for os i Standing Together at forsøge at tale direkte med den israelske offentlighed, og ikek gennem medierne. Både ved at være til stede på sociale medier (vores TikTok-konto, for eksempel, har flere følgere end nogen anden politisk organisation i Israel – uanset politisk observans), såvel som gennem offentlige kampagner. For eksempel har vi for nylig sat hundredvis af billeder fra krigen mod Gaza op på busstoppesteder i Tel-Aviv og de omkringliggende byer, som vores regering ønsker, at folk ikke skal se.

Vi ønsker at fremhæve, at vores samfund står ved en skillevej, og vi må vælge: enten evig krig, blodsudgydelser, tab af uskyldige liv eller afslutte krigen og besættelsen, diplomatisk aftale og en israelsk-palæstinensisk fred, som er den eneste måde at sikre fremtiden og sikkerheden for begge folk.

9. december 2024.

Oversat fra Workers Liberty af Åge Skovrind