Folkets Forsvarsenheder YPG og (foto) de kvindelige soldater i YPJ udgør hovedstammen i forsvaret af den kurdisk-dominerede Rojava-region. CC-BY 2.0. Wikimedia.

I de seneste uger har Syriens Nationale Hær (SNA) støttet af tyrkiske styrker lanceret dødelige angreb på områder, som er kontrolleret af den kurdisk-ledede Autonome Administration af det Nordøstlige Syrien (også kendt som Rojava) og af Syriens Demokratiske Styrker (SDF). Faktisk har SNA fungeret som en stedfortræder for Tyrkiet i Syrien, siden den blev oprettet i 2017. Den henter sin finansiering, træning og militære støtte i Ankara. Men den 23. december gennemførte SDF en modoffensiv, der fik SNA til at trække sig fra flere områder.

SNAs militære offensiv mod kurdiske områder kontrolleret af SDF startede næsten samtidig med den militære offensiv, der førte til Assad-regimets fald. SNA-styrker tog kontrol over byerne Tell Rifat og Manbij i det nordlige Syrien, hvilket resulterede i fordrivelsen af over 150.000 civile og mange krænkelser af menneskerettighederne.

Efter disse angreb har SNA fortsat sine militære operationer mod SDF omkring Tishrin-dæmningen. Dæmningen leverer elektricitet til store dele af det nordøstlige Syrien, der er hører under Rojava-regionen. SDF har kontrolleret anlægget siden 2015, efter at man tvang ISIS ud med bistand fra amerikanske tropper.

Den tyrkiske hær har også bombet området omkring Kobani og både forårsaget civile tab, men også beskadiget 300 tons hvede, som lå på lager. USA forsøgte at forhandle en midlertidig våbenhvile frem mellem SDF og Tyrkiet, men Ankara nægtede at forhandle en våbenhvile med “en terrororganisation”. Tyrkiet betragter Folkets Forsvarsenheder (YPG) – rygraden i SDF – som den syriske afdeling af Kurdistans Arbejderparti (PKK), som de har udpeget som en terrorgruppe.

Der blev organiseret adskillige demonstrationer i SDF-kontrollerede områder for at fordømme de tyrkisk-ledede angreb. Folk frygter en gentagelse af invasionen og den efterfølgende besættelse af Afrin i 2018, som førte til tvangsfordrivelse af hundredvis af civile (nogle anslår 300.000), langt overvejende kurdere.

Den seneste offensiv støttet af Tyrkiet ses derfor af mange som en eksistentiel trussel mod kurderne.

Tyrkiets destruktive rolle i Syrien
Efter Assad-regimets fald er Tyrkiet blevet landets vigtigste regionale aktør. Ved at yde støtte til Hayat Tahrir al-Sham (HTS) har Ankara konsolideret sin magt over Syrien. Tyrkiets primære mål er – ud over tvungne tilbagesendelser af syriske flygtninge og fremtidige økonomiske muligheder under genopbygningsfasen – at stække kurdiske forhåbninger om autonomi og mere specifikt underminere Rojava. For det kunne skabe præcedens for kurdisk selvbestemmelse i Tyrkiet.

Tyrkiets udenrigsminister Hakan Fidan oplyste under en fælles pressekonference med HTS-leder Ahmed al-Sharaa, at Syriens territoriale integritet er “ikke til forhandling”, og at PKK “ikke har nogen plads” i landet. Et par dage senere erklærede præsident Erdogan, at SDF “enten vil sige farvel til deres våben, eller blive begravet i syrisk jord”. Den tyrkiske hær har også kontinuerligt bombet civile og kritisk infrastruktur i den nordøstlige del af Syrien siden slutningen af 2023.

Mens HTS ikke har deltaget i nogen militære konfrontationer mod SDF i de seneste uger, har organisationen ikke udtrykt modstand mod de tyrkisk-ledede angreb, tværtimod. Murhaf Abu Qasra, en topkommandant i HTS og nyligt nomineret forsvarsminister for overgangsregeringen, erklærede, at “Syrien vil ikke blive delt, og der vil ikke være nogen føderalisme, inshAllah. Om Gud vil, vil alle disse områder være under syrisk myndighed”.

Desuden fortalte al-Sharaa en tyrkisk avis, at Syrien vil udvikle et strategisk forhold til Tyrkiet, og tilføjede: “Vi accepterer ikke, at områder i Syrien truer og destabiliserer Tyrkiet eller andre steder”. Han udtalte også, at alle våben skal under statslig kontrol, også dem i de SDF-kontrollerede områder. Tidligere har HTS gentagne gange støttet tyrkiske offensiver mod SDF.

Alt sammen på trods af, at SDF-repræsentanter har fremsat ønsker om forhandlinger med HTS. SDF-kommandør Mazloum Abdi har udtalt, at de går ind for statslig decentralisering og selvadministration, men ikke for føderalisme, og at de samtidig er åbne for at indgå som en del af en fremtidig syrisk national hær (med garantier). Han slog fast, at SDF ikke udgør en forlængelse af PKK, og at man er klar til at udvise ikke-syriske krigere umiddelbart efter at have opnået en våbenhvile.

I sin seneste tale udtalte al-Sharaa, at de forhandlede med SDF for at løse krisen i det nordøstlige Syrien, og at det syriske forsvarsministerium vil integrere kurdiske styrker i sine rækker.

USA’s militære tilstedeværelse i det nordøstlige Syrien er i øjeblikket den største hindring for Tyrkiets totale eliminering af SDF i disse områder. Donald Trumps ankomst til Det Hvide Hus kan dog potentielt lede til en aftale med Ankara, der medfører USA’s tilbagetrækning. Dette ville give grønt lys for en tyrkisk invasion med katastrofale konsekvenser for civile, især kurdere, og ville sætte en stopper for Rojava-projektet.

Svag solidaritet
Det er usandsynligt, at HTS er villig til at støtte kravene fra SDF og myndighederne i Rojava, især hvad angår kurdiske nationale rettigheder. De nordøstlige regioner er nemlig rige på naturressourcer, især olie og landbrug, og derfor strategisk og symbolsk vigtige.

I sidste ende er HTS ikke anderledes end de øvrige syriske oppositionsgrupper i eksil, som er fjendtlige over for kurdiske nationale rettigheder (Det Syriske Nationalråd og Den Syriska Nationale Koalition af Revolutions- og Modstandsstyrker).

Overordnet er hovedproblemet – ligesom da det gjaldt Afrin i 2018 – fraværet af organiseret solidaritet eller modstand mod den tyrkisk-ledede militæroffensiv mod SDF-områder og truslerne mod kurdiske civile. Det er et vigtigt spørgsmål, da det er en politisk nødvendighed for Syriens demokratiske, progressive og pluralistiske fremtid.

At kridte en ny bane op ville også være et bidrag til at tackle den etniske opdeling mellem arabere og kurdere. Progressive og demokratiske kræfter må føre en kamp mod arabisk chauvinisme for at skabe solidaritet mellem disse befolkninger. Det har været en udfordring lige fra starten af ​​den syriske revolution i 2011 og det skal løses, hvis landets befolkning virkelig skal blive befriet.

Der er et desperat behov for at vende tilbage til opstandens oprindelige forhåbninger om demokrati, social retfærdighed og lighed – herunder at fastholde kurdisk selvbestemmelse. For selvom SDF eller YPG kan kritiseres for fejltagelser og undertrykkelse, udgør de ikke den største hindring for solidaritet mellem kurdere og arabere. Det er derimod den krigeriske holdning blandt arabiske oppositionsstyrker i Syrien, såvel som HTS og SNA i dag.

Den kurdiske befolkning i Syrien er blevet diskrimineret siden statens oprettelse i 1946. Kurdere har lidt under forbuddet mod deres sproglige og kulturelle traditioner, udholdt arabisk koloniseringspolitik, blevet frataget deres nationale og grundlæggende sociale rettigheder og oplevet en underudvikling af områder, hvor de udgjorde flertallet.

I denne sammenhæng må progressive kræfter arbejde for et samarbejde mellem syriske arabere og kurdere, herunder Rojava. Trods alt repræsenterer Rojava og regionens politiske institutioner store dele af den kurdiske befolkning og har beskyttet den mod forskellige lokale og eksterne trusler.

Oprøret i 2011 medførte en hidtil uset dyb kurdisk national dynamik i Syriens historie. Det kurdiske spørgsmål rejser flere andre spørgsmål om landets fremtid, herunder om potentialet for en pluralistisk identitet, som ikke udelukkende bygger på hverken arabisk identitet eller islam. Men også om statens karakter og dens sociale opbygning. I sidste ende er alle disse udfordringer uløseligt forbundet med ønsket om ægte frigørelse af Syriens befolkningsgrupper.

29. december 2024

Joseph Daher underviser ved Lausanne Universitet i Schweiz og Gent Universitet i Belgien. Han er forfatter til flere bøger om forhold i Mellemøsten. Følg ham på Twitter: @JosephDaher19

Artiklen er oversat fra Newarab.com af Anne Haarløv