content-picture.php

Dette interview med Kevin Lin forklarer, hvordan sundhedspersonalet i Wuhan i Kina slog alarm i slutningen af december, da corona-virussen begyndte at sprede sig. Efter en første periode med benægtelse og udpegning af syndebukke greb den kinesiske ledelse til forskellige handlinger for at inddæmme virussen, selv om nogle af disse handlinger fik utiltænkte konsekvenser.

af No Borders News

Mens dødsfald fra Covid-19 topper rundt omkring i verden, står Kina over for en mulig genopblussen af pandemien og en voksende økonomisk krise, som vil sætte det kommunistiske parti på en prøve. Og selv om det civile samfund i Kina og gadeprotester i Hong Kong er blevet undertrykt, så kan krisen åbne en dør for, at faglig, feministisk og demokratisk organisering spreder sig til ungdommen, selv mens nationalistiske spændinger mellem USA og Kina er på vej op.

 

No Borders News: Kan du beskrive det første udbrud af corona-virus i Wujan? Hvordan blev det opdaget, og hvilke skridt tog myndighederne, eller hvilke undlod de at tage, i løbet af de første dage og uger?

 

Kevin Lin: De første tegn på noget nyt og meget smitsomt kan spores tilbage til December 2019, selv om der senere var mistanke om, at smitten måske startede tidligere. Læger i Wuhan var dem, som opdagede en mulig ny virus, som de troede var mage til SARS, men mistanken blev mest delt blandt venner og kollegaer. Den første reaktion fra regeringen i Wuhan var at undertrykke det, som de stemplede som rygter, så politiet tvang dem til at underskrive en tilståelse, hvor de afviste rygterne.

 

Men med det stigende antal tilfælde i Wuhan og de omkringliggende byer gav regeringen i Wuhan oplysninger til den nationale regering for at få retningslinjer. Det tog flere dages overvejelser, før den nationale regionale regering besluttede at tage virussen alvorligt. Mellem identifikationen af de første tilfælde og handling fra den nationale regering gik uger spildt, som kunne have inddæmmet smittespredningen. At sikre social stabilitet og at stoppe eksplosive ”rygter” – det blev prioriteret over en rettidig og omhyggelig undersøgelse. Der er en udbredt opfattelse af, at det har kostet dyrebar tid.

 

NBN: Da først udbruddet var forstået, hvilke initiativer tog de lokale og nationale myndigheder så? Hvor total var lukningen af Wuhan? Hvor udbredt var testningen, og hvad skete der med dem, der blev testet positive?

 

KL: Da først alvoren var anerkendt, gik den nationale regering i panik og lukkede først Wuhan, og derefter hele Hubei-provinsen, ned. Folk fik kun kort tid til at forberede sig på nedluknngen, og omkring 5 millioner flygtede fra byen i panik og bragte højst sandsynligt virussen til andre dele af Kina. På det tidspunkt var det begrænset, hvilke tiltag man kunne gribe til, men selv da blev det kritiseret i Kina, at nedlukningen var så drastisk. Censur af medierne fulgte så efter for at stoppe offentlig kritik.

 

Nedlukningen af Wuhan var meget restriktiv. Inge kunne komme ind eller ud af byen. Inden i byen blev de folkelige bevægelser også kontrolleret. Enkelte boliger og selv hele boligblokke kunne forsegles, hvis der blev konstateret tilfælde. Det haltede med testning, og hospitalerne var simpelthen overfyldte. Dem, der blev testet positive, blev enten hjemme eller blev behandlet på hospitaler, herunder beslaglagte bygninger og nyopførte, præfabrikerede hospitaler. Men dem med andre sygdomme led under, at hospitalerne prioriterede behandling af corona-patienter.

 

NBN: Hvorfor spredte corona-virus sig ikke til resten af Kina? Hvad er risikoen for en ny smittebølge?

 

KL: Corona-virus spredte sig til resten af Kina, men kun i begrænset omfang, sammenlignet med hvad vi har set i andre lande. Den totale nedlukning af Wuhan kan have hjulpet med til at begrænse spredningen, men den sendte også folk på flugt fra byen og spredte på den måde sygdommen til andre dele af landet. Men uden for Hubei forhindrede en række tiltag tilsyneladende social kontakt. Der var tale om en stram begrænsning af folks bevægelser (håndhævet via Kinas fintmaskede system med social kontrol på boligblok-niveau), udbredt temperaturmålinger, brug af digital overvågning til at spore folks adfærd, og med politiet til at understøtte disse tiltag. Folk tilpassede sig også hurtigt til smitten og passede på.

 

Den sandsynlige kilde til corona-virus i en enkelt by begrænsede også udbredelsen. Omvendt står andre lande efterfølgende med internationale rejsende, først fra Kina, og derefter fra hele verden. De må derfor forholde sig til mange kilder til smittespredningen. Det gør det sværere at inddæmme lokalt. Kina hævder nu at have nærmest nul indenlandsk smittespredning, og at det kun sker via rejsende fra udlandet. Det er en udfordring, som andre asiatiske lande også har nu. Af denne grund har Kina indført radikale tiltag for at teste og sætte alle indenrigsrejsende i karantæne i regerings-organiserede lokaliteter, og samtidig forbudt alle udlændinge indrejse bortset fra diplomater.

 

NBN: Kan du beskrive tilstanden for det kinesiske sundhedsvæsen? Er der stor forskel på, hvad arbejderne og de fattige får tilbudt, sammenholdt med eliten? Og påvirkede disse forskelle kvaliteten af behandlingen i Wuhan?

 

KL: Kinas sundhedssystem har ændret sig i de sidste årtier. Det bærer på arven fra det maoistiske universelle sundhedssystem, hvor alle blev behandlet gratis, om end kvaliteten var svingende. I Mao-perioden betød sundhedsklinikker i tilknytning til arbejdspladser og barfodslæger på landet, at sundhedstilstanden blev forbedret. Siden 1980’erne har overgangen til kapitalisme gradvist afviklet dette system og erstattet det med et kommercielt system. Regeringen trak støtten tilbage og lod hospitalerne selv være ansvarlige for deres økonomi.

 

Det førte til korruption blandt sundhedspersonalet, som begyndte at gå efter profit og modydelser fra medicinalfirmaer, hvad der førte til et kraftigt fald i folks tillid til hospitaler og læger. I 1990’erne og 00’erne var medierne fulde af skrækhistorier om alvorligt syge patienter, som blev afvist af læger, fordi de ikke kunne klare at betale for behandlingen. I erkendelse af, at disse problemer rummer en potentiel risiko for sociale eksplosioner har regeringen i de seneste år udvidet sundhedsplejen for befolkningen, men det er stadig svært for migrantarbejdere at få adgang til en ordentlig behandling

 

NBN: Forklar omfanget af den økonomiske krise, som Kina nu står overfor, bade med hensyn til genstart af produktion og transport, og med hensyn til, hvordan det globale tilbageslag vil påvirke Kinas arbejdere og forretningsliv.

 

KL: Kinas økonomiske vækst har allerede været langsommere i et årti, lige siden den store recession [den internationale finanskrise 2007-09, o.a.], fra over 10 procent til 8 procent og nu 5-6 procent om året. Men indtil virusudbruddet er det stort set lykkedes Kina at holde sig kørende, trods mangeartede problemer med industriel overkapacitet, lokale regeringer og bankgæld, o gen boligboble. Landet har også kæmpet med en industriel omstrukturering fra startfase- til slutfasefremstilling i henhold til Made in China-politikken og skiftet til en serviceøkonomi.

 

Den økonomiske nedfrysning siden slutningen af januar forstyrrede ikke kun de lokale erhvervsliv, men også den globale forsyningskæde. I en periode kunne de store internationale bilfabrikanter ikke fortsætte produktionen, fordi de ikke kunne få leveret bildele fra Kina. I starten af februar anså den kinesiske regering nedlukningen for at være for ekstrem, men alvoren i smittespredningen afholdt folk fra at komme tilbage til arbejde. Siden slutningen af februar er Kina langsomt begyndt at genstarte økonomien og folk er vendt tilbage til arbejde, selv om mage fortsat arbejder hjemme, og der gælder stadig rejserestriktioner nogle steder, især for migrantarbejderne. Der kan også komme en forsinket effekt, og det vil tage lidt tid, før vi kender det fulde omfang af den økonomiske krise.

 

NBN: Hvordan vil det Kommunistiske parti reagere på krisen i forhold til den nationale økonomiske politik? Har de reserver til at gentage den ekspansive politik, som skærmede Kina fra den store recession?

 

KL: Dette kan meget vel blive den værste økonomiske krise i Kina siden Kinas overgang til kapitalismen. Kinas vækstrate risikerer ikke kun at gå ned, den kan endda blive negativ. Indtil nu har man svaret med en meget forsigtig pengepolitik for at understøtte erhvervslivet. Mens USA og Europa nu stiller store hjælpepakker til rådighed, er det uklart, om den kinesiske regering stadig har evnen og viljen til at rulle en stimuluspakke ud, som den gjorde under den store recession, og som reddede ikke kun den kinesiske økonomi, men sandsynligvis også den globale økonomi. Men den førte også til gæld hos de lokale regeringer, som regeringen stadig slås med.

 

Handelskrigen mellem USA og Kina har ligeledes svækket Kinas økonomiske kapacitet. Og nu, hvor Kina har satset på en blød overgang fra en fremstillings- til en serviceøkonomi for at skabe beskæftigelse, som kan opsuge tabet af fabrikjobs, så kan den økonomiske nedtur – både i Kina og globalt – skabe en massiv arbejdsløshed, som vi allerede ser andre steder. Under den store recession mistede anslået 20-30 millioner migrantarbejdere deres job, men stimuluspakken reddede dem. Kina vil ikke nødvendigvis være lige så heldig denne gang.

 

NBN: Har krisen åbnet op for, at der kan komme et modsvar fra græsrødder i boligkvarterer eller fra sundhedspersonale eller andre folkelige netværk i fagforeninger, borgergrupper eller studerende? Har det Kommunistiske Parti taget monopol på krisestyringen, eller har krisen sået sprækker inden for partibureaukratiet?

 

KL: Krisen ramte Kina på et tidspunkt, hvor det civile samfund har været under xx angreb. Uanset om det er faglige og feministiske bevægelser, menneskerettighedsgrupper eller andre bevægelser for civile rettigheder, så har de statslige myndigheder slået ned på dem i et halvt årti. Det civile samfund var allerede begrænset inden da, men de seneste år har der været en mere systematisk forsøg på at undertrykke sociale bevægelser og alle former for utilfredshed. Faktisk var statslige myndigheder i slutningen af december midt i en proces med at arrestere en gruppe af borgerrettigheds-aktivister og advokater alene for at mødes og diskutere politik. Også faglige aktivister er blevet arresteret gennem det sidste halvandet år og har fået deres organisationer lukket ned. Alt dette underminerede alvorligt en mere organiseret græsrodsreaktion, selv om der var udbredt skepsis over for regeringens humanitære tiltag.

 

Trods alt dette mobiliserede kinesiske borgere for at købe og forære værnemidler til hospitaler og sundhedsarbejdere, og frivillige hjalp med at støtte de svageste i samfundet. En kampagne fra feminister mod vold i hjemmet hjalp med til at kaste lys over et emne, som kun blev værre med indespærringen. Dette er helt sikkert et øjeblik, hvor der sker en politisk opvågnen blandt folk, især blandt unge. Omfanget af pandemien og det unødvendige tab af et stort antal menneskeliv har uundgåeligt gjort det hele politisk, ligesom det er sket andre steder. Hvis unge mennesker er i stand til at kanalisere deres energi ind i progressive aktiviteter efter krisen, så kan vi komme til at se en opblomstring af de bevægelser, som er blevet svækket gennem en lang årrække.

 

Men alt i alt, i fraværet af et stærkt civilsamfund og politisk organisering, var det regeringen, som tog monopol på krisestyringen og –fortællingen gennem forstærket censur og statsstyret mediedækning. Den strenge nedlukning i boligkvarterer og begrænsningen af foks bevægelsesfrihed ind og ud af deres boliger, begrænsede også gensidig hjælp på græsrodsniveau og gjorde folk afhængige af statens krisehåndtering. Samtidig betyder det også, at alle succeser og fejltagelser bliver placeret direkte hos regeringen. Indtil nu ser den kinesiske stat disciplineret ud, og der har ikke udviklet sig nogen seriøs eller organiseret opposition inden for staten. Men der kan godt komme opgør i de kommende måneder i forhold til, hvordan regeringen håndterede krisen.

 

NBN: Her har vi kun haft en overfladisk snak, så kan du anbefale nogle steder, hvor man kan man læse mere og følge med i udviklingen i Kina?

 

KL: Magasinet Chuang har en fremragende artikel om coronavirus, og har i det hele taget mange nyttige analyser af Kina. Positions har fungeret som platform for mere teoretiske bidrag. Humans of Wuhan bringer historier fra enkeltpersoner med forskellig baggrund. Der er også en ressourceside, som opregner erfaringer fra frivilligt hjælpearbejde, som kan være nyttigt for folk i andre lande. Tidsskriftet Made in China, hvor jeg er medredaktør, bringer mere generelle analyser med fokus på den sociale, politiske og kulturelle udvikling i Kina.

 

NBN: Kan du sige et par ord om, hvordan coronakrisen har påvirket demokratibevægelsen i Hong Kong?

 

KL: den omfattende protestbevægelse i Hong kong var allerede ved at ændre sig i slutningen af 2019 – før udbruddet af coronavirus – fra gadeprotester til forskellige former for mere dagligdags kampe. Hvis man sympatiserer med demokratibevægelsen, handler man for eksempel ind i de forretninger, som er mærket som gule. Det er dem, som har støttet bevægelsen. Inden for en række industrier har der været en bølge af faglig organisering, som har skabt mange nye aktive fagforeninger og faglige aktivister. Men gadeprotesterne er gået ned, fordi regeringen har arresteret så mange demonstranter, mens andre er blevet udmattede efter mange måneder med uafbrudte protester. Udbruddet har gjort det sværere at gennemføre gadeprotester. Men de ansatte på hospitalerne, som netop er blevet fagligt organiserede, formåede at organisere en strejke i starten af februar med krav om bedre beskyttelse og lukning af grænsen mellem Hong Kong og Kina.

 

Udbruddet har også ført til mere nationalistiske svar inden for bevægelsen. For eksempel har gule restauranter afvist at servere for folk fra Kina under påskud af at forebygge coronavirus. I Hong Kong er der, ligesom andre steder, gået racisme i virussen, hvilket har styrket de lokalorienterede og ”indfødte” strømninger i bevægelsen. Måske er den vigtigste udvikling den skærpede konflikt mellem USA og Kina. Trump-administrationen har udnyttet pandemien til at forstærke den nationalistiske og racistiske retorik mod Kina, mens Kina har forsøgt at slå tilbage mod USA. Det kan kun føre til en mere farlig verden efter pandemien.

 

1. april 2020

 

Kevin Lin er aktivist og forsker i den kinesiske arbejderbevægelse. Han er medlem af Internationalt Udvalg i Democratic Socialists of America (DSA) og skriver til Jacobin, Labor Notes, New Politics, Democratic Left, New Labor Forum, International Viewpoint, og Socialist Forum. Han er medredaktør på tidsskriftet Made in China, som er frit tilgængeligt på nettet. Dette interview indgår i en international dækning af coronavirus fra No Border News.

 

Oversat fra No Borders News af Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com