Lærerkonflikten går nu ind i sin tredje uge, og foreløbig er en afslutning ikke i sigte. Med omkring 50.000 deltagere i demonstrationen på Slotspladsen sidste torsdag viste lærerne og mange andre, at vi ikke bøjer nakken. Men efterhånden som strejkekasserne tømmes, trænger et spørgsmål sig på: Hvad er strategien for at vinde konflikten?

af Rasmus Keis Neerbek og Åge Skovrind

I den private sektor bliver arbejdskonflikter afgjort af pengekassen. Arbejderne mister løn, når de strejker, men arbejdsgiverne mister profit, kunder og troværdighed på markedet, hvis de ikke kan producere og levere. I den offentlige sektor sparer arbejdsgiverne derimod penge, så længe konflikten kører. Derfor handler konflikten mellem lærerne og KL/staten først og fremmest om at vinde den offentlige mening. Det er også forståelsen og sympatien for lærernes sag, der kan få andre faggrupper til at vise solidaritet.

I skrivende stund fører Danmarks Lærerforening i popularitetsmålingen. Ifølge Epinions daglige meningsmåling var resultatet nogenlunde konstant i konfliktens anden uge med 40 procent støtte til lærerne og 30 procent til KL. Indtil videre har strategien fungeret. Dels har man konstant fokuseret på budskabet om, at lærerne gerne vil undervise, og at det er KL, som har taget kampskridtet og lockoutet. Og dels har man kørt strategien om, at det skulle være Davids kamp mod Goliat. Det var også budskabet i Anders Bondos tale ved den store demonstration 11. april. Her var han klar i spyttet, dette er en kamp mod teknokraterne! Regnedrengene i finansministeriet, som ene og alene kan tænke i tallene på bundlinjen. En efterlysning af visionære politikere, som ikke bøjer nakken, men tør tænke kreativitet og kvalitet. Et budskab der rammer meget bredt. Han truede endda med at smide politikerne ud fra Christiansborg – ”så finder vi nogen andre, der kan finde ud af det.” Gad vide, hvem han tænkte på?

Ganske besynderligt var det, at KTO-forliget blev godkendt. Den 4. marts besluttede KTO’s Repræsentantskab, på forslag fra Dennis Kristensen, at man skulle vente med at godkende dette, til der lå en løsning på lærerkonflikten. Et budskab som DLF tog rigtigt godt imod. Men den 4. april underskrev man alligevel forliget, endda på opfordring fra Anders Bondo. Det samme gjorde Sundhedskartellet. Denne tilsyneladende mystiske strategi skal ses i sammenhæng med, at man ikke ønsker at vise DLF som den aggressive part. Muligvis handler det også om, at sygeplejerskernes og pædagogernes strejkekasser stadig ikke er fyldt op efter konflikten i 2008.

Sympatikonflikt
Men omvendt må det pointeres, at parolen ”Lærerne er de første, hvem bliver de næste?” i højeste grad vækker genklang og bekymring hos de andre offentligt ansatte. Yderligere har man også afvist sympatikonflikt fra det private område. Jyllands Posten skrev den 12. april: "I alt 9.000 medlemmer af 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening er klar til en sympatikonflikt, hvis blot lærerne siger til." Igen afvises dette af DLF.

På den ene side kan taktikken være smart. Man bibeholder offerrollen, hvilket kan være en fordel, når et regeringsindgreb bliver en realitet. Men på den anden side indeholder den også problemer. En fagforening får også legitimitet ved at vise sin styrke. Det er en farlig kurs at afskrive sig sine våben. Det kan på sigt ramme DLF som en boomerang. Skulle en KL-model blive resultatet af et regeringsindgreb, kan mange med rette stille spørgsmålet, hvad fagforeningen egentlig har at kæmpe med. Der er kun en mediestrategi.

Det stående spørgsmål er, om denne taktik holder i længden? Der er ingen garanti for, at opbakningen fortsætter. I takt med at konflikten trækker ud, og problemerne med at finde pasning til børnene vokser, ja så kan kravet om et indgreb vinde større opbakning i befolkningen, herunder også kravet om at DLF må opgive arbejdstidsaftalen.

Konflikter rammer ikke kun eksternt, også internt har det store konsekvenser. Det begynder så småt at vise sig, her efter de første to uger. Folk har ondt i økonomien. For mange af de lockoutede vil den strejkestøtte, som vil blive udbetalt for april måned, ikke fuldt ud kompensere for den udeblevne løn. Hvis man har stram økonomi og udsigt til efterfølgende forhøjet konfliktkontingent (som i virkeligheden er afbetaling af et lån), skal man være meget politisk eller faglig bevidst, for at blive ved med at argumentere for at kæmpe kampen til ende. Diskussionen popper op rundt omkring, efterhånden som konflikten trækker ud. Det bør blive en anledning til at stille spørgsmålstegn ved DLF’s nej tak til sympatikonflikt.

Arbejdstidsaftalen
Den centrale arbejdstidsaftale er vigtig på flere måder. Det handler om lærernes sikring af arbejdstiden, men bag dette ligger i virkeligheden en sikring af hele den danske folkeskole.

I dag er det den lokale ledelse, der har det overordnede ansvar for at fordele arbejdet mellem medarbejderne. Det handler om fordelingen af timer, kurser, hvem skal være klasselærer osv. Det foregår hvert år i en fagfordelingsproces, der de fleste steder foregår med god inddragelse af lærerne. Det, som derimod ikke er genstand for ledelsens fordeling, er den kommunalt aftalte faktortid, som sikrer, at en undervisningstime ikke kan gives, uden at der samtidig gives timer til forberedelse, efterbehandling mv. af denne.

Lokalt på lærerværelserne betyder dette, at lærerne ikke er i intern kamp om forberedelsestid. Det er ikke den enkelte lærers forhold til lederen, som er afgørende for, hvor meget tid man får. Med en opsigelse af den centrale aftale vil dette blive anderledes. Det betyder ikke, at skolelederen bare kan fordele, som han lyster. Tværtimod betyder det, at han vil blive mødt af kollektive krav fra lærergruppen, som ikke vil acceptere denne ”del og hersk”-metode. Ledelsesfunktionen vil være reduceret fra pædagogisk ledelse, til ordinær arbejdsgiverfunktion. Det vil med sikkerhed føre til flere konflikter og dårligere arbejdsmiljø på skolerne.

Kvalitet
Men der er et væsentligt aspekt mere, der handler om kvalitet. Det budskab må formidles i langt højere grad. Vi er mange lærere, som lige nu render rundt i t-shirts med teksten ”Kvalitet eller discount” – eller som medlemmerne af Uddannelsesforbundet siger: ”Vi forbereder os på det bedste”. Vi har i dag et lovfast minimumstimetal i folkeskolen. Den centrale arbejdstidsaftale sikrer i virkeligheden, at der også er et reguleret timetal, som sikrer kvaliteten af undervisningen. Med en opsigelse af denne, er der åbnet en ladeport for besparelser.

Kommunerne har i forvejen en stram økonomi. Med ”Vækstplan DK – stærke virksomheder, flere job” fra februar 2013 er det regeringens mål, at ”moderniseringen” af den offentlige sektor skal frigøre 12 mia. kr. frem mod 2020. Det er 7 mia. kr. mere end forudset i den tidligere plan ”Danmark i arbejde” fra maj 2012. Det er indlysende, at denne målsætning sætter kvaliteten under massivt pres.

Argumentet om, at lederen som på andre arbejdspladser skal have fuld råderet over arbejdstiden, skal ses i lyset af, at den samlede mængde tid til rådighed vil blive kraftigt reduceret. Så kan selv den bedste leder have nok så gode intentioner, men han vil blive mødt med krav oppefra om besparelser. Disse kan ikke tages fra undervisningstiden, som er lovreguleret, men må tages fra forberedelsen. Altså et kvalitetsfald. Det vil medføre yderligere fyringer blandt lærerne. I forvejen er der siden 2009 i gennemsnit blevet 10,3 procent færre lærere i kommunerne – men kun et fald i elevtallet på 2 procent. For hver time, der undervises ekstra om ugen, vil man skulle se på, om der skal fyres medarbejdere, hvilket selvfølgelig betyder, at de tilbageværende skal undervise mere – og dårligere.

Arbejdsglæde
Det handler også om faglighed og dertil hørende engagement. De fleste, der udfører et arbejde, vil gerne gøre det på en måde, så man oplever tilfredshed med resultatet. Det giver arbejdsglæde, engagement og positiv dynamik. Hvis arbejdstiden derimod er tilrettelagt på en måde, så man ikke har mulighed for at præstere et resultat, man er tilfreds med – eller måske endda stolt af, ja – så får man medarbejdere, som er ligeglade og resignerer. Det giver selvsagt en dårligere folkeskole.

På dette område er KL’s strategi klar. Sine Sunesen, direktør i KL, fremlagde i efteråret visionerne i videoen ”KL’s langsigtede arbejdsgiverpolitik”. Her løftede hun sløret for en del af taktikken. Efter- og videreuddannelse skulle kunne foregå udenfor arbejdstiden, altså i fritiden uden betaling. Dette er i sig selv groft nok, men der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at dette skal skabe en åbning for, at mange andre opgaver også kan foregå i fritiden. Dele af forberedelsen, kontakten med forældre, mulighederne er ubegrænsede. Den faglige stolthed, som mange føler, bruges nu offensivt af arbejdsgiver til at presse medarbejdere til gratis arbejde.

A- og B-skoler
Dertil kommer, at kommunernes økonomi er meget forskellig. I dag giver det sig til udtryk ved, at der er forskel på fx vedligeholdelse, materialeindkøb og lignende. I en KL-model vil der også være markant forskel på, hvor meget forberedelsestid hver enkelt time er tillagt fra kommune til kommune og fra skole til skole. Det vil både medføre kvalitetsforskel på selve undervisningen, men det vil også medføre en forrykkelse af lærerkræfterne, hvor de mest ressourcestærke vil flytte efter den bedste forberedelsestid.

Resultatet er klart: De fattigste kommuners folkeskoler vil blive massivt forringet, og vi vil i endnu højere grad end nu stå med A- og B-skoler, hvor man reelt vil kunne stille spørgsmålstegn ved, om vi har en fælles folkeskole.

Hvad må der gøres?
Der skal kæmpes på mange fronter.

Lærerne skal fortsætte kampen om den offentlige mening. Sætte fokus på kvalitet og kampen mod teknokraterne. Bevare dialogen lokalt med forældre og andre.

Der skal hamres hegnspæle i internt. Den kampgejst og solidaritetsfølelse, der er blandt de aktionerende lærere, skal danne grundlag for tiden efter konflikten. Uanset udfaldet må man fastholde, at individuelle aftaler ikke skal finde sted. Det bliver en kamp, hvor den faglige klub og tillidsrepræsentanten kommer til at spille en nøglerolle, men de subjektive forhold har aldrig været bedre, da konflikten har revitaliseret den faglige bevidsthed, samt bevidstheden om at det er lærernes egne aktioner/handlinger, der skaber resultaterne.

Arbejdsmiljørepræsentanterne må være forberedte på kamp. Skulle man lokalt skrue op for arbejdsgiverkrav om at være til stede på arbejdspladsen uden for undervisningstiden, skal dette mødes med arbejdsmiljøloven, hvor krav om ordentlige arbejdspladser, separate frokoststuer mv. massivt skal rejses.

Solidariteten mellem faggrupperne skal fastholdes og udbygges. Dette er afgørende i kampen mod regeringens 2020-plan, hvor man helt sikkert ønsker at spille faggrupperne ud mod hinanden. Vi må forklare, at dette kun er begyndelsen til en gigantisk spareøvelse i den offentlige sektor, som vil gøre arbejdsforholdene ringere for alle ansatte og betyde et dårligere velfærdssamfund. Dette kræver, at vi også på gulvplan agerer solidarisk, skaber netværk.

Gymnasielærerne på Frederiksberg er de første til at vise vejen, med deres opfordring til landsdækkende faglige klubmøder. Det er ikke centralorganisationen, men aktive menige medlemmer, som er drivende i dette. Blandt lærerne er der brug for at forankre en forståelse for, at næste gang er det måske dem, der skal vise solidaritet med de andre. Det vil være et stort fremskridt i forhold til strejkerne på pædagog- og sundhedsområdet i 2008.

Skulle resultatet blive, at regeringen griber ind til fordel for KL, så er der brug for et massivt modtræk. Vi skal ikke lægge os fladt ned. Et sådant indgreb bør mødes med så kraftige protester som muligt, meget gerne med andre faggrupper. I denne sammenhæng er vi tilbage ved det triste forhold, at man har godkendt KTO-forliget, hvilket ellers kunne have dannet et godt grundlag for et fælles kampskridt.


Enhedslisten

Enhedslisten må fortsætte det politiske pres. Det gælder både i Folketinget, hvor Corydon og co. ikke skal have mulighed for at gribe ind i konflikten så let, som de umiddelbart regnede med. Jo mere Enhedslisten står til at vinde vælgere fra regeringspartierne ved et indgreb, der ensidigt følger arbejdsgivernes ønsker, jo større er chancen for, at lærernes krav i en eller anden grad vil blive imødekommet. Men det gælder også lokalt, hvor man både nu og efter en konflikt – blandt andet i den kommunale valgkamp til efteråret – skal rejse krav, der støtter kvaliteten i skolerne og sikrer en fordeling af forberedelsestiden.

Enhedslisten som organisation har en vanvittig vigtig rolle at spille i koordineringen af alt dette. Denne konflikt viser, at partiets faglige netværk, som fx lærernetværket, kan spille en afgørende rolle for at styrke og inspirere til den daglige kamp. Mange lærere føler sig med rette svigtet af deres (regerings)partier og er blevet og vil blive medlemmer af Enhedslisten i forbindelse med lockouten. Det betyder også, at Enhedslisten har en vigtig, men vanskelig opgave med inddrage nye såvel som gamle menige medlemmer på arbejdspladserne i det videre arbejde.

Rasmus Keis Neerbek og Åge Skovrind er lockoutede lærere i hhv. Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com