USA har også formået at bruge NATO til at føre krig, f.eks. mod det tidligere Jugoslavien i 1999, mod Irak efter besættelsen i 2003 eller under borgerkrigen i Libyen i 2011. NATO er ikke blot en forsvarsorganisation, men er blevet og kan blive brugt til militære angreb. At blive medlem af NATO betyder, at Sverige vil blive trukket endnu mere ind under USA’s overherredømme og tvunget til at deltage i militære operationer på USA’s side. Et NATO-medlemskab øger heller ikke Sveriges nationale sikkerhed, men vi bliver helt sikkert et mål for atomangreb.

Samtidig skal det siges, at Sverige for længst har bevæget sig tættere på NATO, for eksempel gennem værtslandsaftalen fra 2014 eller gennem deltagelse under NATO-kommando i Afghanistan. Endnu længere tilbage, da det alliancefrie Sverige vovede at føre en mere anstændig udenrigspolitik, var der et samarbejde “bag kulisserne” med USA.

Den svenske højrefløj har altid været for NATO og støttet USA. Men den offentlige mening har været imod. Processen med Sveriges optagelse i NATO blev derfor muliggjort af to hovedfaktorer: Putin-regimets angreb på Ukraine og den kupagtige og hurtige ændring i ledelsen af det socialdemokratiske parti. Krigen skabte de rette betingelser i form af frygt for Rusland. Skiftet i den socialdemokratiske ledelse, med en intern “partidialog” bestående af en række stramt styrede digitale møder, ændrede så alt.

Det blev ikke bedre af, at Vänsterpartiets ledelse agerede meget svagt i spørgsmålet, og at partilederen gav udtryk for, at partiet accepterede en beslutning fra flertallet i Rigsdagen, på trods af at det ikke var en politik, de socialdemokratiske vælgere havde stemt for. Og på trods af, at der ikke blev afholdt nogen folkeafstemning.

Nu ser det ud til, at medlemskabet stadig er forsinket. Alle regeringens intriger og dens modbydelige kryben for Erdoğan-regimet har endnu ikke været nok. Men der er meget stærke kræfter, der arbejder for Sveriges NATO-medlemskab. Deres massive propagandakampagne
har helt sikkert formået at skabe et stort skift i den offentlige mening. Situationen ser derfor vanskelig ud for os NATO-modstandere. Men vi giver ikke op. Heller ikke selv om Sverige bliver medlem af NATO.

I stedet må vi nu også overveje, hvordan vi kan og bør agere, hvis vi bliver en del af NATO. For selv om militaristernes propagandasejr i brede lag af befolkningen ikke kan benægtes, er det også sådan, at det er den faktor, der kan ændre sig. At regeringen kapper båndene og underskriver aftalerne vil på mange måder være et stort tilbageslag. Men det betyder ikke, at vi ikke kan påvirke den offentlige mening. Selv i NATO-landene har vi set eksempler på vellykkede kampe mod militarisme, krig og atomvåben. Både gennem massedemonstrationer mod imperialistiske krige, som Irak-krigen i 2003, eller da italienske havnearbejdere i Genova i 2019 nægtede at laste skibe med våben til Saudi-Arabiens krig.

“Spørgsmålet om militærnægtelse vil også blive et stridsspørgsmål den dag, unge svenske mænd og kvinder beordres ind i nye imperialistiske krige.”

Vores kamp for international solidaritet, fred mellem folkene og mod atomvåben må fortsætte. Som den gamle socialdemokrat Pierre Schori har påpeget, var Olof Palmes demonstration i 1968 mod USA’s krig i Vietnam en “luksus”, som blev muliggjort af, at Sverige ikke var med i NATO, da de socialdemokratiske broderpartier i NATO-landene forholdt sig tavse om USA’s krig. Men vi kan tilføje, at Palmes deltagelse ikke ville have fundet sted uden en stærk (og forandret) offentlig opinion. Vi kan også tilføje, at medlemskabet af NATO ikke forhindrede en stærk offentlig opinion i disse lande i at samle sig mod USA’s krig. Så vi må fortsætte med at organisere international solidaritet uanset vores højreorienterede regering og dens indtræden i NATO.

Spørgsmålet om militærnægtelse vil også være et stridsspørgsmål den dag, unge svenske mænd og kvinder bliver beordret ind i nye imperialistiske krige

Vi må også fortsætte med at kæmpe mod atomvåben. Det handler stadig om at få Sverige til at underskrive traktaten om forbud mod atomvåben. Vi må også på alle måder modsætte os indførelsen af atomvåben på svensk territorium. Dels gennem afsløringer og forskellige fredelige kampmetoder, og dels ved at kræve den type lovgivning, som findes i nogle NATO-lande mod opstilling af atomvåben på deres eget territorium.

17. august 2023

Kommentaren blev bragt i den svenske ugeavis Internationalen, som udgives af den svenske sektion af Fjerde Internationale. Oversat fra Internationalen af Peter Kragelund