Vi lever i krigens tidsalder. Siden 2014 har vi historisk set haft mange krige hvert år. I 2022 havde vi 56 igangværende krige, ifølge Uppsala Universitets respekterede konfliktdataprogram UCDP. 237.000 mennesker skulle være dræbt i krig i 2022, hvilket er det højeste dødstal siden 1994, rapporterer det norske fredsforskningsinstitut PRIO. Mange af krigene foregår i skyggen, som krigen i Etiopien, hvor 100.000 mennesker døde i det dystre 2022.

PRIO rapporterer også, at krigene bliver mere og mere internationaliserede med forskellige udenlandske magter, der træder ind og støtter den ene side for at fremme deres egen geopolitiske interesser. Våbenindustrien er en af ​​de drivende faktorer, som direkte tjener på krig og konflikt.

Samtidig er der en helt anden dimension, som den verdensberømte forfatter Naomi Klein har beskrevet som chokdoktrinen. Et samfund i og især efter en krig er pivåbent for massive privatiseringer og dereguleringer, hvor udenlandsk kapital strømmer ind og tjener kassen.

I skyggen af ​​Ruslands blodige angrebskrig mod Ukraine har Zelensky-regeringen indført en gennemgribende arbejdsmarkedsreform ved mod fagforeningerne, gennemført massive privatiseringer og lempelser for udenlandske virksomheder med færre sociale krav og lukrative skattelettelser. På den ukrainske regerings hjemmeside rettet mod udenlandske investorer bliver Ukraine udråbt som et land, der er “omkostningseffektivt” at investere i – et kodeord for “forarmet af en brutal krig”. Så sandsynligvis er der drivkræfter til endnu mere krig.

Krigen i Gaza beskrives af vægtige stemmer som et igangværende folkedrab, og de humanitære konsekvenser af en krig, der får lov til at fortsætte i yderligere uger og måneder, er helt uoverskuelige. Der er også en åbenlys risiko for en større regional konflikt, hvis Hizbollah, houthierne i Yemen og det iranske regime med dets hykleriske retorik føler sig presset til at gå i aktion for at bevise deres loyalitet over for den palæstinensiske sag. For det islamiske regime i Iran er den regionale indflydelse naturligvis også på spil, hvis Israel får frie hænder til at drive palæstinenserne ud til Egypten og så ser sig selv styrket til at gøre, hvad man vil i regionen. Den skrøbelige balance både i Mellemøsten og mellem Rusland og NATO risikerer at blive smadret.

I denne alvorlige situation er der brug for lande, der kan spille en konstruktiv rolle for freden. Desværre vælger næsten alle partier i Sveriges Rigsdag en internationalt destruktiv og også for os selv meget farlig rolle. Sverige underskrev en meget vidtrækkende militær samarbejdsaftale den 6. december med USA kaldet DCA. Aftalen skal godkendes af Rigsdagen, hvilket i øjeblikket ser ud til at være en ren formalitet. USA skal have ubegrænset adgang til 17 svenske militærbaser, og der er ingen stop for atomvåben på svensk jord i aftaleteksten. Regeringen forsøger at undgå atomvåbenkritikken ved at sige, at “den svenske holdning er velkendt”, og at USA vil respektere den.

Den svenske holdning er desværre alt andet end klar i disse dage. I slutningen af ​​november afstod Sverige fra at deltage i FN’s konference om forbud mod atomvåben med den begrundelse, at konventionen er uforenelig med NATO’s principper. Hvis USA vil placere atomvåben her, har Sverige intet i aftaleteksten at støtte sig til, og alt afhænger af regeringens mod og vilje til at stå op mod supermagten. Der er en grund til, at Norge, som indgik en lignende aftale for et par år siden, inkluderede en afvisning af amerikanske atomvåben.

På en række områder udhules Sveriges selvbestemmelse: Amerikanske soldater og deres medfølgende pårørende vil leve under amerikansk jurisdiktion, og det kan i praksis være helt umuligt at stille dem for retten, hvis de begår kriminalitet. Det næste i rækken er også de svenske regler om våbeneksport til krigsførende lande og diktaturer, som kan udhules endnu mere for at tilpasse sig præmisserne for NATO-medlemskab.

Hver søndag afholdes demonstrationer til støtte for de nødlidende mennesker i Gaza. Fredsbevægelsen ser trods alt ud til at leve i bedste velgående på trods af politikere, der varierer fra skamløst krigsmageri til skamløs passivitet. Der er mere brug for os end nogensinde. Vi må sige nej til udenlandske militærbaser på vores jord!

Ovenstående kommentar blev bragt den 14. december 2023 som leder i ugeavisen Internationalen, som udgives af Socialistisk Politik, den svenske sektion af Fjerde Internationale. Oversat af Åge Skovrind