Forskellige faggrupper var da også på pletten, da timestrejkerne mandag den 13. september ramte Herlev Hospital. Foran hovedindgangen til Herlev Hospital kunne man mandag også finde den nyoprettede støttegruppe af pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere, der kom for at vise opbakning til de hospitalsansattes kamp. Det samme gjorde strejkestøttekomiteerne fra Frederikssund og København.

Støtten til det aktionerende hospitalspersonale er imidlertid mere end moralsk. I flere byer er der oprettet støttekomiteer, der har sat sig for at samle penge ind, så sygeplejerskerne kan blive kompenseret for løntræk og eventuel bod for at nedlægge arbejdet.

En egentlig indsamling er også startet op den og kan findes på Facebook.

“Sygeplejerskerne står ikke alene”, indleder initiativtagerne og fortsætter: “Store dele af den danske befolkning kan nu tydeligt se igennem den pseudoforhandling, der har været ved OK21 for de offentlige ansatte. På vegne af sygeplejerskerne vil der derfor blive oprettet en indsamling, som har til formål at sikre økonomi til, at kampen mod overmagten kan fortsætte.”

Man kan støtte på bankkonto: reg.nr. 6192 kontonr. 17914790.

Med støtte kan sygeplejerskerne fortsætte deres faglige kamp – “en kamp for et sundhedsvæsen, der kommer befolkningen til gode, og som ikke gør de ansatte syge”, lyder det fra initiativtagerne.

Aktionerne har rullet rundt i hele landet fra Herlev, til ugen slutter i Aalborg.

Vi bringer her den tale, som uddannelsesvejleder Christina Nielsen holdt til sygeplejerskernes arbejdsnedlæggelse på Herlev Sygehus mandag morgen 13. september.

****

Jeg hedder Christina, og jeg er uddannelsesvejleder og HK-tillidsrepræsentant i Ungdommens Uddannelsesvejledning i København. Jeg taler her på vegne af mig selv. Jeg er ansat, bruger og fagligt aktiv i kampen for den offentlige velfærd.

Jeg har skrevet min tale til jer i nat, da jeg ikke kunne sove. Mens jeg lå i min seng, tænkte jeg på, at jeg gerne ville tage forbi jer her for at vise min solidaritet med jer og min respekt for jeres mod, kampvilje og sammenhold. Så tænkte jeg på, at det ville være svært at nå inden mit arbejde, og på, at min kalender i forvejen er rigeligt presset.

Jeg tænkte på, at det også ville være bedst, hvis jeg havde fået talt med nogle af mine kollegaer og fået dem på at tage herover. Og så tænkte jeg, at jeg nok bare skulle droppe det, ligesom jeg gjorde i går og i forgårs. Men det faldt jeg ikke i søvn af. Og så skrev jeg i stedet en tale.

I mit arbejde som uddannelsesvejleder taler jeg bl.a. med unge mennesker i skolens ældste klasser om forskellige uddannelser og job og hjælper dem i deres proces med at finde ud af, i hvilken retning de gerne selv vil prøve gå. Noget der fylder en del for os vejledere, er den politiske forventning om, at vi skal bidrage til få flere unge til at søge mod de uddannelser og fag, hvor der er – eller ser ud til at blive – mangel på arbejdskraft.

I denne sommer har der været ekstra fokus på problemet med, at for få unge søger ind på velfærds- og sundhedsuddannelserne – ikke mindst uddannelsen til sygeplejerske. Søgetallet til denne uddannelse var i år det laveste siden 2013. Også søgningen til uddannelserne til bl.a. pædagog, socialrådgiver og jordemoder og social- og sundhedsassistent er faldende.

Jeg er selvfølgelig helt enig i, at vi som vejledere skal gøre vores bedste for at give de unge indsigt i de spændende og værdifulde sider af alle uddannelser og fag. Samtidig er jeg sikker på, at mange unge udmærket godt ved, at krisen kradser i mange af de offentlige sundheds- og velfærdsfag. Ikke mindst i mange af de kvindedominerede fag, hvor arbejdstempoet og kravene hele tiden sættes op, mens lønnen stadig halter gevaldigt bagefter.

De unge ønsker – som vel de fleste af os – et uddannelses- og arbejdsliv,

– hvor de kan komme til at bruge og udvikle deres interesser, evner og engagement,

– hvor de kan trives både fysisk og psykisk,

– hvor de kan være stolte af deres fag.

– hvor deres arbejde vil blive værdsat,

– og hvor de vil blive respekteret og anerkendt for deres indsats.

Hvis vi vil sikre flere dygtige unge mennesker til at varetage sundheds- og velfærdsopgaverne i vores samfund, så bliver vi nødt til at sikre nogle bedre fremtidsudsigter for fagene og for arbejdslivet i dem. Så bliver vi nødt til at kæmpe for rimelige og attraktive løn- og arbejdsvilkår i hele den offentlige sundheds- og velfærdssektor.

Det handler selvfølgelig om anerkendelse via kroner, ikke bare søde ord og honninghjerter. Men det handler mindst lige så meget om tid til at gøre arbejdet ordentligt. Det handler om indflydelse og mulighed for at bruge vores viden og erfaringer til at tilrettelægge arbejdet og udvikle vores fag i fællesskab med vores gode kollegaer.

Det handler om, at vi kan gå videre ud i livet, når vi har fri, og stadig have energi til vores familier og fritidsliv – hvad enten det er fyldt med sport, musik, politik eller andet, som kan være mindst lige så vigtigt som lønarbejdet. Det handler om, at vi skal kunne holde til vores arbejde, både fysisk og psykisk, i mange år frem.

Det handler om, at vi oprigtigt skal kunne fortælle vores børn og unge, at det vi bruger så så stor en del af vores liv og energi på, giver mening, og er det værd.

Jeg ser jeres modige aktivisme – de ofre som I, og også jeres kollegaer, der ikke er herude i dag, har gjort i forbindelse med dette års åbne konflikt – som en del af denne kamp for en bedre fremtid. Ikke kun for jer selv, men også for alle os andre, som arbejder i eller er brugere af vores fælles offentlige sundheds- og velfærdssystem. Det er en fælles kamp, som alle os, der vil være med til at forsvare, genoprette, styrke den fælles velfærd – i uddannelsessystemet, i sundhedsvæsenet, i dagtilbuddene, på socialcentrene – må støtte aktivt op om.

Jeg er ikke sygeplejerske, og jeg ikke medlem af hverken Dansk Sygeplejeråd, Foreningen af Danske Sygeplejersker eller af nogen hemmelig aktivist-facebookgruppe. Jeg er uddannelsesvejleder, og jeg er tillidsrepræsentant for en lillebitte HK-gruppe på min arbejdsplads. Jeg ved ikke, hvor meget forskel jeg kan gøre i vores fælles arbejde for en bedre fremtid for os selv og for dem, som kommer efter os. Men jeg ved, at I gør en forskel!

TAK, fordi I vover og vælger at gå forrest, selvom vejen er usikker.

TAK, fordi I giver håb.

TAK, fordi I inspirerer mig og mange andre til også finde modet og viljen frem og gå aktivt med i kampen for ordentlige arbejdsvilkår og for vores fælles velfærd.

Aktiv solidaritet – i det store som i det små – er vejen frem nu. Jeg er glad for at være her og vise min opbakning, selvom det nok bliver en lidt lang træt dag, og selvom jeg måtte komme alene denne gang. Næste gang håber jeg, at jeg får nogle af mine kollegaer med mig. Jeg tror godt, de vil, hvis jeg bare taler med dem om det, og hvis vi tager afsted sammen. Lad os inspirere og støtte hinanden i vores fælles bevægelse – her og nu – for en bedre fremtid i vores fag og i vores velfærd.

TAK!