Læsetid: 2 minutterDer har været aktioner på fem kontinenter. I mere end 80 lande og næsten tusinde forskellige byer har man set hundredtusinder af unge og voksne marchere i protest mod regeringernes håndtering af den internationale økonomiske krise. Disse regeringer har travlt med at redde de private institutioner, som er ansvarlige for det økonomiske kollaps, og som også udnytter situationen til styrke neoliberale tiltag: massive fyringer i den offentlige service, direkte besparelser i sociale udgifter, massive privatiseringer, angreb på social solidaritet (offentlige pensioner, arbejdsløshedsydelser, kollektive lønforhandlinger…) Overalt bruges tilbagebetaling af offentlig gæld som påskud for at forværre stramningerne. Overalt anklager demonstranterne bankerne.
I februar 2003 var vi vidne til den bredeste internationale mobilisering, der har forsøgt at afværge en krig: invasionen af Irak. Mere end 10 mio. mennesker samledes i uendeligt mange demonstrationer over hele planeten. Siden da er dynamikken i den globale retfærdighedsbevægelse, der så dagens lys 90’erne, gradvist blegnet, men er aldrig helt døet ud. Den 15. oktober 2011 var næsten en million mennesker på gaden.
Den finansielle og økonomiske krise, som startede i USA i 2007, har spredt sig – især i Europa – siden 2008. Gældskrisen som udviklingslandene stod overfor, har bredt sig mod nord. Det er forbundet med fødevarekrisen, som har ramt mange af udviklingslandenes regioner siden 2007-08. Ikke at forglemme klimakrisen, der først og fremmest mærkes af folk i Syd.
Denne systemiske krise kommer også til udtryk på institutionelt niveau: Lederne af G8-medlemslandene ved, at de ikke har midlerne til at klare den internationale krise. Derfor har de samlet G20. I tre år har sidstnævnte nu vist sig ude af stand til at komme op med nogle brugbare løsninger. Denne krise bliver også en civilisationskrise. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved forbrugerismen, den generelle markedsgørelse, den manglende evne til at tage højde for miljømæssige konsekvenser af økonomiske aktiviteter, vækst-filosofien, jagten efter at pleje private interesser på bekostning af offentlighedens interesse, stormagternes systematiske brug af vold, fornægtelsen af grundlæggende menneskerettigheder for f.eks. palæstinenserne… Kapitalismen er oftest kernen i det, der bliver udfordret.
Der har ikke været én central organisation bag disse mobiliseringer. Indignados-bevægelsen blev født i Spanien i maj 2011 i efterdønningerne fra det tunesiske og egyptiske oprør i de foregående måneder. De spredte sig til Grækenland i juni 2011 og til andre europæiske lande. De har bredt sig over Nordatlanten siden september 2011 (og blev til Occupy-bevægelsen efter Occupy Wall Street – den første af sin slags, red.).
Selvfølgelig støtter en række radikale politiske organisationer og organiserede sociale bevægelser denne bevægelse, men de leder den ikke. Deres indflydelse er begrænset. Det er en bredt baseret spontan bevægelse, for størstedelen unge med et enormt potentiale til at udvikle sig, som er meget foruroligende for politiske ledere, lederne i de største firmaer og alle politistyrker på planeten. Den kan vise sig bare at være et kort glimt eller at være gnisten, som starter ilden. Ingen ved det.
Den 15. oktober 2011 var det mest folk i storbyer og mellemstore byer på den nordlige halvkugle, herunder planetens finanscentre, som reagerede på opfordringen til demonstrationer, hvilket er meget lovende. De indignerede ”occupy”-bevægelser har udløst kreative og frigørende dynamikker. Hvis du endnu ikke er med, så prøv at tilslutte dig, eller start en gruppe, hvis den endnu ikke findes der, hvor du bor. Kom med og deltag i en autentisk frigørelse.
Eric Toussaint er formand for CADTM Belgien (Komiteen for Sletning af den Tredje Verdens Gæld, www.cadtm.org). Artiklen er oversat til engelsk og bragt i International Viewpoint, hvorfra den blev oversat til dansk af Bodil Olsen.