Omdrejningspunktet i de to sager (se Arbejdsretten) er, hvorvidt det er forskelsbehandling af deltidsansatte, hvis ikke de modtager samme honorering som fuldtidsansatte, når de udfører merarbejde. De to faglige voldgifter kom frem til, at det er forskelsbehandling, og dermed skal overenskomsterne bringes i orden, og rettes til.
På det offentlige område var der yderligere rejst sag om, at deltidsansatte, som har udført merarbejde, skulle kunne rejse et økonomisk krav tilbage i tiden for deres manglende overarbejdsbetaling/afspadsering – også det fik de offentlige fagforbund medhold i.
Dermed er der tale om, at reglerne skal ændres for op mod 900.000 offentligt ansatte. Omfanget af ”gamle krav” er ukendt, men er sikkert i omegnen af flere hundrede tusinder, som nu kan have krav på efterbetaling. Det er umuligt at beregne en samlet økonomisk konsekvens, men det løber op i rigtig mange penge.
På det private område, var der ikke rejst krav om en eventuel efterbetaling bagudrettet. Men også her lægger dommens præmisser op til, at det nok vil være tilfældet, hvis sagen rejses. Så hele det private arbejdsmarked kommer også til at kigge nærmere på dommen og muligvis rejse sager.
Stop for misbrug af deltidsansatte
Dermed skal der sættes endelig prop i det hul, der har været i overenskomsterne, hvor deltidsansatte, der blev beordret på ekstraarbejde, ikke fik overarbejdsbetaling. Det har især været udbredt på det offentlige arbejdsmarked, og omfanget har været massivt stigende de senere år.
Reglerne skal nu bringes i orden, og dermed er der også smidt en bombe ind i forhandlingerne om fornyelsen af overenskomsterne på det offentlige område, som der forhandles om i disse uger.
Spørgsmålet er, hvilken type løsning man kan forhandle sig frem til. Det åbenlyse vil være, at deltidsansatte fremover modtager fuld overarbejdsbetaling (ofte et tillæg på 50 procent), men de offentlige arbejdsgivere vil nok næppe acceptere en løsning, som kan koste mange millioner.
Kan medarbejdere udnytte et nyt hul?
Den store frygt hos arbejdsgiverne er, at medarbejdere fremover (særligt i de brancher, der mangler arbejdskraft, som f.eks. sygeplejersker) kun vil acceptere deltidsansættelser på f.eks. 30 timer, så de fremover vil få overtidsbetaling når, man arbejder time 31 – fremfor at få normal timeløn de første 37 timer.
Overfor det står selvfølgelig svaret, at det alene er arbejdsgiverne, der beslutter hvilken type ansættelse de udbyder, og at de alene leder og fordeler arbejdet. I teorien kan de så bare planlægge med, at deltidsansatte kun arbejder deltid, og ikke udnytte dem som fleksibel arbejdskraft.
Et andet ubesvaret spørgsmål, som er blevet voldsomt større de senere år, og som kan blive endnu en bombe, er udbuddet af timelønnede og 0-timekontrakter mm. Hvis man skal følge dommens logik, så er alt dette jo ”deltidsansatte”, hvis de ikke reelt har ageret vikarer. Dermed kan også deres lønkrav være historisk store.
”Klassedomstolen”, ”EU-forræderiet” og fagbevægelsens ageren?
Man kan undre sig over, at problemet overhovedet opstår. I dommens præmisser står det klart, at formålet med det EU direktiv, som ligger til grund for dommen, var at beskytte mod forskelsbehandling af deltidsansatte. Hvorfor har fagbevægelsen overhovedet så accepteret at medvirke til en lavere honorering for deltidsansatte? Hvordan kan det ende med at være ”klassedomstolen” i form af tre højesteretsdommere og en faglig voldgift, som skal sikre lønmodtagerne den største sejr i nyere tid – hvilende på et direktiv fra det nyliberale EU?
Det virker til, at systemet er vendt på hovedet. Man kan også undre sig over, at fagbevægelsen har været to år om at rejse en sag, når kendelser fra EU-domstolen klart viste, at det her var en tydelig forskelsbehandling, som særligt ramte kvinder.
Opgaven bliver nu at sikre, at også de privatansatte får deres retsmæssige krav tilgodeset, samt at fagtoppen ikke indgår overenskomstaftaler, hvor den fremadrettede betaling til deltidsansatte finansieres af ”hundens egen hale” i form af forringelser andre steder.
