Karol Modzelewski trådte frem i 1960’erne som en fremtrædende kritiker af Polens statssocialistiske diktatur – men han forblev socialist til det sidste.

af David Ost

Karol Modzelewski, en monumental skikkelse på den polske venstrefløj, døde 28. april, 81 år gammel. Han er bedst kendt i Vesten som medforfatter (sammmen med Jacek Kuron) af 1964-manifestet ’Et åbent brev til Partiet’, der fordømte Polens bureaukratiske diktatur og opfordrede til en revolution for at virkeliggøre en ægte socialisme, baseret på arbejderdemokrati. Men i Polen er han i lige så høj grad kendt som en principfast kritiker og socialistisk tænker gennem de efterfølgende 55 år, og som den klareste og mest konsekvente modstander af kapitalismen siden statssocialismens kollaps i 1989.

 

For dem, der er bekendt med samtidige politiske valg, kan Modzelewskis liv måske forekomme selvmodsigende. Hvordan kunne han være den mest standhaftige modstander af det kommunistiske partivælde og sideløbende med det den mest konsekvente kritiker af det kapitalistiske stormløb, der fulgte? Hvordan kunne han arbejde så hårdt for at bringe statssocialismen til fald og trods tre fængselsophold holde fast i sin overbevisning, og så bagefter sige til sine gamle Solidarność-kammerater, at han ’ikke sad i fængsel i 8 ½ år for at opbygge kapitalisme?’

 

For Modzelewski var der slet ikke nogen modsigelse i dette. Han var forkæmper for en socialisme, der styrkede arbejderne, og han betragtede det bureaukratiske diktatur og det liberalistisk-kapitalistiske demokrati som lige fjendtlige over for arbejderklassens interesser. Det er den kampånd, som han rækker videre til den polske venstrefløj i dag.

 

Interessante tider

Fra sit livs begyndelse var Modzelewski omhyllet af store forandringer. Født i Moskva i 1937 af kommunistiske forældre, da Stalins udrensninger var på sit højeste, var han mindre end tre uger gammel, da hans far blev arresteret af sovjetiske sikkerhedsstyrker. Da han var bare 8 år giftede hans mor – datter af en mensjevik, der også havnede i fængsel – sig med den polske kommunist Zygmunt Modzelewski, der selv tilbragte to år i sovjetiske i fængsler, efter at være blevet arresteret og tortureret i forbindelse med Stalins tilintetgørende anslag mod det polske kommunistparti (PCP).

 

Stalin havde, ud fra den vildledning, at PCP var en ’spionrede’, beordret partiet opløst. Stort set enhver polsk kommunist, som Stalin kunne få fat i, blev enten smidt i fængsel eller skudt. Ironisk nok var de eneste, der gik fri, dem, der allerede befandt sig i det højreekstremistiske polske regimes egne fængsler, eller modige nok til at kæmpe imod Franco i de Internationale Brigader i Spanien.

 

Men efterhånden som Anden Verdenskrig klingede af, fandt Stalin ud af, at han alligevel havde brug for polske kommunister. Zygmunt blev udpeget til at være med i den nye polske regering, og flyttede med Karol og hans mor til Warszawa. Karol lærte polsk, mens hans far gjorde tjeneste som Polens udenrigsminister fra 1947 til 1951.

 

Som det var typisk for kommunistiske forældre dengang, så fortalte hverken hans mor eller far ham noget om Stalins forfølgelser. Og da de gjorde, i 1954, hvor hans far var døende, oplevede Polen den første bølge af post-stalinistisk marxistisk humanisme.

 

Denne nye tilgang blev fulgt op af tesen om, at socialisme kræver et fuldt udviklet arbejdspladsdemokrati, der er uforeneligt med et autoritært bureaukratisk styre – en tese, der tit tog udgangspunkt i nyligt oversatte skrifter af den unge Marx. Alt det gjorde Karol til en stærkt venstreorienteret revisionist, der var fast besluttet på at rive den virkelige socialisme ud af det jerngreb, som den blev holdt i af et statssocialistisk bureaukrati, der kun plejede sine egne interesser.

 

Modzelevski blev politisk voksen i 1956 under den ’polske oktober’, hvor der kom krav fra mange sider om en humanistisk marxisme som et alternativ til Polens stalinistiske post-1945-model. Nye arbejderråd var blevet oprettet på fabrikker over hele landet i kølvandet på den blodige undertykkelse af metalarbejdernes strejke i Poznan i juni 1956, den polske stalinismes sidste krampetrækninger. Rådene blev hurtigt den demokratisk-socialistiske oppositions støttepunkter, parate til at forsvare deres autonomi mod angreb fra Partiet og endda imod en mulig sovjetisk invasion som den, der kort efter kom til at finde sted i Ungarn.

 

Den polske stalinisme kuldsejlede i oktober, og Modzelewski støttede i starten den nye leder af partiet, Wladyslaw Gomulka. Men da Gomulka opløste arbejderrådene og genetablerede det bureaukratiske diktatur, fordybede Modzelewski og hans kammerat Jacek Kuron – en historiestuderende, som han havde mødt på universitetet i Warszawa i 1962 – sig i alle de oppositionelle marxistiske værker, som de kunne komme i nærheden af, og forfattede det banebrydende ’Åbne brev’.

 

Det vil være noget af en underdrivelse at hævde, at denne tekst blev en inspirationskilde for antistalinistiske venstreorienterede over hele verden. I de 35 år, der var gået, siden Trotskij blev deporteret fra Sovjetunionen, var der ikke blevet offentliggjort noget systematisk venstreorienteret manifest, der kom indefra. Der havde været masser af kritik og klagemål, og i 1955 skabte Milovan Djilas stort røre med ’Den nye klasse’, der angreb systemet for at forråde sande socialistiske principper. Men i stedet for bare at begræde forræderiet mod socialismen, så stillede Modzelewski og Kuron en marxistisk, i alt væsentligt trotskistisk diagnose, og agiterede for en ny arbejderrevolution for at smide det statsfikserede bureaukrati i historiens skraldespand, og ordinerede en ægte socialisme, baseret på arbejdermagt og medbestemmelse.

 

For at ’offentliggøre’ det Åbne Brev (i alt 17 maskinskrevne og duplikerede eksemplarer) blev Modzelewski, der dengang var Ph.D.-studerende i middelalderhistorie, belønnet med sin første fængselsstraf, og afsonede 2 ½ år, før han blev løsladt, just som en ny generation af studenter, anført af Adam Michnik, forberedte sig på en ny bølge af protester.

 

Selv om Modzelewski kun havde perifer berøring med studenterbevægelsen i 1968, så blev han, da demonstrationerne begyndte, betragtet som en så stor trussel mod regimet, at han hurtigt igen blev arresteret, og denne gang kom til at afsone næsten 3 år. Da han blev løsladt i 1971, i en rolig, men trøstesløs periode som følge af den nylige undertrykkelse af studenterbevægelsen i 1968 og af værftsarbejdernes omfattende protestaktioner i 1970, flyttede han til Warszawa for at fortsætte sine studier, det eneste sted, hvor myndighederne ville give ham lov til det.

 

Men da arbejderne i Gdansk gik i strejke i 1980 for at danne Solidarność, bidrog Modzelewski med opbygningen i Warszawa, og han blev hurtigt bevægelsens nationale talsperson – hvad der førte til fængselsophold nr. 3, da de kommunistiske myndigheder indførte militær undtagelsestilstand i december 1981, hvor han så afsonede yderligere 3 år før sin løsladelse i 1984.

 

For en demokratisk socialisme

Modzelewski havde forandret sig meget siden det ’Åbne brev’. Efter 1968 opfordrede han ikke længere til revolution, som han opfattede som både uanvendelig og uønsket ud fra den betragtning, at revolutioner tilsyneladende altid indebærer en forkastelse af demokratisk deltagelse nedefra, begrundet i interessen i at beskytte det ’sande’ demokrati, som de revolutionære selv er de lige så sande repræsentanter for. Han tilsluttede sig den afstandtagen fra avantgardisme, som det Nye Venstre i Polen i 1970’erne agiterede for, til fordel for en uafhængig samfundsmæssig og politisk aktivisme.

 

Men denne omfavnelse af bred medborgerlig deltagelse forblev rodfæstet i en traditionel venstrefløjsforestilling om arbejderklassens særlige betydning, og det trådte allertydeligst frem i hans arbejde i Solidarność. Det Solidarność, som Modzelewski arbejde i og arbejdede for, der alt for tit blev betragtet som en antisocialistisk bevægelse ud fra, hvad der skete, da deres ledere kom til magten i 1989, byggede på stærke fagforeninger, forankret i den enkelte arbejdsplads, som grundsten i et nyt demokratisk samfund.

 

Han kæmpede inden for Solidarność for en fredelig omdannelse af systemet, hvor stærke arbejderorganisationer og bred medborgerlig deltagelse ville føre frem til en demokratisk socialisme, baseret på enten fortsat statsligt ejerskab eller omfattende økonomiske indgreb, baseret på demokratiske strukturer over alt i samfundet. (Der var rigeligt med aktivistiske brushoveder i bevægelsen, som Modzelewski huskede det, ’men der var ingen, der gik ind for privatisering af økonomien, eller for at tilbagelevere ejendom, konfiskeret af staten i 1945. Ingen.’)

 

Hans vedvarende tilknytning til den gamle venstrefløj, kom også klart frem i hans mest berømte ord, da han som Solidarność-aktivist, en uge før indførelsen af militær undtagelsestilstand, advarede partiet om, at hvis de skred ind over for Solidarność, ville det blive ’deres allersidste kamp’, som der står i den sidste linje af den polske version af Internationale.

 

Modzelewski tog ikke del i de rundbordsdiskussioner, der gjorde ende på statssocialismen i 1989, selv om han gik med til at stille op til senatet ived det efterfølgende valg. Men da hans tidligere Solidarność-kammerat Jacek Kuron tilskyndede til en hurtig opbygning af en neoliberal kapitalistisk økonomi, hvor han især lagde vægt på at udgrænse arbejderne, fordi den proletariske vrede nu blev opfattet som den største fare for ’demokratiet’, brød Modzelewski med ham. Sammen med andre tidligere systemkritiske venstrefløjsfolk medvirkede han til dannelsen af et nyt socialdemokratisk parti. Da projektet mislykkedes, trak han sig tilbage fra officiel politik og vendte tilbage til sit arbejde som historieprofessor, suppleret med hyppige artikler, hvor han skarpt kritiserede det økonomiske system, som  hans kammerater havde skabt.

 

Solidaritetens død?

På trods af løfterne fra de nye ledere, så faldt lønninger og beskæftigelse drastisk i 1990’erne, og al solidaritet i samfundet forsvandt. Den nye norm blev, at man bare skulle tænke på sig selv. I begyndelsen af det nye årtusinde, hvor den neoliberale kapitalisme i accelerende grad blev den hovedmodstander, der skulle bekæmpes, og en ny generation uden erfaringer med statssocialismen begyndte at dukke frem, begyndte folk at genopdage Modzelewski, og hans konsekvente socialisme og sans for solidaritet vakte ny respekt og beundring. Og da det højreekstremistiske Lov og Retfærdigheds-parti vandt valget i 2015, begyndte selv liberale at tænke, at den måde, som kapitalismen havde hærget det polske samfund på, måske ikke var den bedste vej til at opbygge et stabilt demokratisk samfund.

 

Også højrefløjens opkomst havde Modzelewski forudset. I en tekst fra 2002, som han havde skrevet sammen med Jacek Kuron (der nu fortrød sin tid tid som arbejdsminister i 1990 og vendte tilbage til sine tidligere overbevisninger), talte de gamle ’Åbne Brev’-rebeller om behovet for et nyt venstreorienteret parti for at forhindre højrefløjen i at få held til at mobilisere på den økonomiske utilfredshed: ’Det er ikke konservative eller liberale, der kommer til at fremstå som alternativ’ til en svag eller ikke-eksisterende venstrefløj, ’men populister uden for de gængse politiske skillelinjer. Vi skal ikke nære nogen illusioner: Det vil blive dem, der får greb om loyaliteten hos de mennesker, som venstrefløjen lod i stikken.’

 

Modcelewski er på globalt plan en fascinerende og meget vigtig skikkelse, hvis politiske skrifter i høj grad fortjer at blive oversat og diskuteret mere bredt i disse tider, hvor fascismen er vendt stærkt tilbage, i takt med at vi stadig mere intenst konfronteres med en global politisk krise med revolutionære udviklinger inden for sit mulighedsfelt. Modzelewski efterlader en venstreorienteret arv, der er overdådig, lige netop fordi den hverken er entydig eller monologisk. Selv om han var en konsekvent socialist hele sit liv, så gav han forskellige svar på, hvordan socialismen kunne opbygges i den konkrete situation.

 

Han brød tidligt med det polske kommunistparti, men det var, fordi det var fjendtligt over for arbejderdemokrati, ikke over for det borgerlige demokrati. Selv om han sad i fængsel i 1971, da Edward Gierek overtog magten efter Gomulkas blodige undertrykkelse af værftarbejdernes strejke, så var Modzelewski begejstret over Giereks personlige besøg på skuepladsen for demonstrationerne og hans direkte appel til arbejderne om at opbygge en ny type socialisme sammen.

 

Mens yngre medlemmer af oppositionen som Adam Michnik betragtede dette som det rene hykleri, så kunne Modzelewski momentant nære forhåbninger til, at en eller anden form for arbejderdemokrati kunne vokse frem inden for det eksisterende system. Selv i 1980’erne, hvor andre medlemmer af oppositionen enten forkastede partiet totalt, eller syntes, det var bedre at samarbejde med liberale reformtilhængere for bare at opbygge et liberalistisk demokrati, så vendte Modzelewski ind imellem tilbage til håbet om at en arbejdervenlig politik alligevel kunne finde udviklingsmuligheder inden for partiets cirkler.

 

I de seneste år tumlede han med de samme dilemmaer, som hjemsøger nutidens globale venstrefløj. Han blev overbevist om vigtigheden af borgerligt demokratiske institutioner, og tog fuldstændig afstand fra det nuværende højreekstremistiske parti Lov og Retfærdigheds-parti på grund af dets angreb på disse institutioner. Han mente dog ikke, at nutidens ekstreme højre kan besejres ved en tilbagevenden til liberalismen, der ikke forholder sig til det problem, der ligger i marginaliseringen af arbejderklassens interesser.

 

Der dukker stadigvæk nye spørgsmål op. Hvad betyder arbejderdemokrati i en tid, hvor arbejderklassen har det svært med tiltagende fleksibilitet med hensyn til løn og arbejdsvilkår, og hvor borgerskabet har det nemt med hensyn til at flytte kapital mellem landene og slippe for at betale skat? Skal arbejderne bestemme på deres arbejdsplads, eller bare garanteres højere løn og økonomiske goder? Skal fagforeningerne, der repræsenterer langt færre arbejdere end på noget andet tidspunkt i de seneste to generationer, have vetoret, eller skal socialismen i dag styrke en bred mangfoldighed af borgergrupper?

 

Modzelewski tumlede med andre ord indtil sin død med de store spørgsmål, som alle socialister står over for i post-1989 perioden. Hans livsværk, de ting, han har oplevet, og de erfaringer, som han gjort igennem sit liv indeholder en rigdom af uvurderlig lærdom for venstrefløjen, i Polen og alle andre steder. Hans arv vil række længe.

 

David Ost er professor i politisk videnskab ved Hobart and William Smith Colleges og forfatter til ’The Defeat of Solidarity: Anger and Politics in Postcommunist Europe’.

 

Oversat fra Jacobin af Niels Overgaard Hansen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com