Solidaritetsdemonstration i Paris 9. oktober med parolen “Kvinde, Liv, Frihed”. Copyright : Photothèque Rouge /Martin Noda / Hans Lucas

Hvad er baggrunden for denne mobilisering?

Der har været så mange ting før. For at komme til sagen, så er der de dårlige leve- og arbejdsforhold, manglen på individuel og kollektiv frihed og en meget alvorlig økonomisk krise, som har stået på i meget lang tid, og som bliver forværret dag for dag. Dette går hånd i hånd med en øget brutal undertrykkelse af enhver protest. Alt dette i sammenhæng var med til at starte denne kamp; alt hvad det krævede var en enkelt dråbe, og så er vi endt her.[MA2]

Spørgsmålet omkring kvinder var selvfølgelig begyndelsen. Måden hvorpå den Islamiske Republik behandler kvinder og i særdeleshed de regler om påklædning, som den pådutter kvinderne, især at bære hijab, mobiliserer alle emnerne omkring dem. Det er noget meget slående, det var en særlig udløser.

Bliver mobiliseringen fremført af kvinder eller er den bredere?

Det er meget bredere nu, det omfatter alle lag i samfundet, alle aldersgrupper. Det startede med kvinder og unge, men det har nu spredt sig, selvom kernen stadig består af universitets- og gymnasieelever. Hele befolkningen tager nu del i denne bevægelse. Det har spredt sig til de mest folkelige sociale lag. I går var der en vigtig mobilisering i Teherans fattige kvarterer.

Hvilke krav kæmper befolkningen for?

Jeg tillader mig at sige, at dette ikke er en protestbevægelse, det er et oprør. Man forventer intet af regimet. Parolerne går på at vælte regimet: ”Ned med diktaturet”, ”Ned med den åndelige leder”. Det er det politiske regime, som vreden er direkte retter sig mod, folket stræber efter at vælte det.

Er der en sammenhæng med de forskellige opstande i de arabiske lande?

Helt sikkert. Nogle af rødderne til utilfredsheden er de samme. Det er det samme overalt: dårlige livsvilkår, dårlige økonomiske og sociale forhold, politisk og social undertrykkelse osv. Alt dette er med til at fremme folkelige bevægelser.

Men der er også “iranske særegenheder”: Vi har at gøre med et teokratisk regime, et islamisk diktatur, som påtvinger kvindelige og mandlige borgere sharialoven. Det betyder et angreb på kollektive og individuelle friheder, især mod kvinder. Det siddende regime prøver at gøre kvinder halvt så meget værd som mænd. Det undertrykker kvinders rettigheder i den grad, at det kontrollerer, hvordan kvinder skal klæde sig, og tvinger dem til at bære det islamiske tørklæde i det offentlige rum. Og det er ikke tilfældigt, at dråben, der fik bægeret til flyde over, var mordet på en ung pige, mens hun var i moralpolitiets varetægt. Alt dette forklarer, hvorfor sloganet ”Kvinde, Liv, Frihed” er blevet det centrale motto for bevægelsen.

Er der en udvikling med selvorganisering?

Helt sikkert. Det er både sporadiske og mere eller mindre organiserede organiseringer, som for eksempel på universiteterne. På gaden samles folk, råber slogans, diskuterer, men ordensmagten intervenerer. Demonstrationer bliver organiseret samtidigt i flere bydele for at sprede og forvirre politiet.

Er den officielle fagbevægelse involveret?

Lederne af de centrale fagforeninger har været fængslet de seneste seks måneder. De var involveret i mobiliseringerne på det tidspunkt i alle de små- og mellemstore byer, hvor der var demonstrationer, især blandt lærerne. Det rystede landet med demonstrationer, sit-ins, strejker. Buschauffører i Teheran blev for eksempel også mobiliseret. Fængslingen af lederne gør dem usynlige i gaderne, men den politiske forbindelse eksisterer.

Hvilket rolle spiller solidaritet her?

Den er meget vigtig. Heldigvis er solidaritetsbevægelsen meget udbredt, over hele verden og i alle lande, selv i vestlige lande. Jeg ville gerne have, at den radikale venstrefløj var mere til stede, for der er en tendens til, at højrefløjsgrupper og royalister erobrer bevægelsen. Tilstedeværelsen af den radikale venstrefløj er vigtig for at bekæmpe denne udvikling.

Sidste nyt (12. oktober): Siden mandag den 11. oktober har arbejdere på det petrokemiske anlæg i byen Asaluyeh i det sydlige Iran strejket og blokeret hovedvejen. Strejken er en støtte til den igangværende opstand. I 1979 blev især oliearbejdernes strejke et vigtigt element i revolutionen, som bragte Pahlavi-dynastitet til fald.

Oversat fra International Viewpoint af Mike Ashtari