Netmagasinet Solidaritet

Indien: Kakerlak-protesterne udfordrer Modis regering

{{brizy_dc_image_alt entityId=
Indiens "kakerlak"-ungdomsbevægelse har nu tvunget landets undervisningsminister til at træde tilbage. Det begyndte som en protest på et enkelt spørgsmål, men har udviklet sig til en af ​​de hidtil største udfordringer for premierminister Narendra Modi.
Af Komal Mohite
Læsetid: 10 minutter

 

Titusinder af studerende fra hele landet demonstrerede i New Delhi den 20. juli 2026. Foto: Sumita Roy Dutta - CC BY-SA 4.0 – Wikimedia

 

Studenterprotesterne i Indien kan spores tilbage til en satirisk social medieside kaldet "Cockroach Janta Party" (CJP – Kakerlakkernes Folkeparti). Aktivisten Abhijeet Dipke oprettede siden som et svar på en nedsættende bemærkning fra den indiske højesteretspræsident, der sammenlignede unge aktivister med "kakerlakker", fordi de stillede spørgsmålstegn ved regeringen.

 

Det begyndte som en onlinekampagne, men udviklede sig hurtigt til en landsdækkende protestbevægelse mod uregelmæssigheder ved sommerens eksamener. Det vakte særlig stor vrede, at adgangseksamenen for de 2,2 millioner ansøgere til læge- og tandlægestudiet blev aflyst, fordi spørgsmålene var blevet lækket. Det fik mange studerende i hele landet til at begå selvmord.

 

Protesterne tog ekstra fart, da Sonam Wangchuk, uddannelsesekspert og social aktivist fra Ladakh [og rådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke 2007-2010, o.a.], sluttede sig til kampagnen og iværksatte en tidsubegrænset sultestrejke [som sluttede 23. juli, o.a.] med krav om, at uddannelsesminister Dharmendra Pradhan skulle fyres. Lørdag den 25. juli kunne kampagnen fejre, at Pradhan blev tvunget til at træde tilbage.

 

Fra sociale medier til gaderne

Selvom den oprindelige agitation fokuserede på en enkeltstående dagsorden, har den nu udviklet sig til en bredere bevægelse mod korruption anført af CJP og unge mennesker, som vil stille den højreorienterede, autoritære regering Bharatiya Janata Party (BJP)-regering til ansvar. Titusinder af studerende sluttede sig til CJP's opfordring til en march mod parlamentet i New Delhi den 20. juli 2026, og protesterne har nu udviklet sig til en af ​​de største sociale bevægelser i Indien i de seneste år.

 

Den har fået støtte fra et bredt spektrum af oppositionspartier, herunder venstrefløjen, samt fremtrædende offentlige personer og kendisser. Bevægelsen har også tiltrukket sig betydelig international opmærksomhed gennem kampagner på sociale medier og en omfattende dækning i uafhængige medier og den udenlandske presse, i et omfang der ikke er set siden bondeprotesterne i 2020-21. [se SI-artikel]

 

BJP og dets støtter reagerede på deres sædvanlige hårdhændede måde med et kor af bagvaskelse og kaldte demonstranterne for "antinationale", "udenlandsk finansierede", "antihinduistiske", "terrorister" osv. Da alle disse forsøg på at bagtale protesterne mislykkedes, fik BJP politiet til at pågribe Sonam Wangchuk ved demonstrationspladsen ved Jantar Mantar Road. Wangchuk blev indlagt på et statsdrevet hospital, hvor han var isoleret fra familie og politiske venner.

 

Efter CJP's opfordring til en march til parlamentet den 20. juli satte indenrigsminister Amit Shah politi og paramilitære styrker ind for med vold at sprede de studerende, der var samlet omkring Jantar Mantar Road. Angrebet omfattede forstyrrelser af internetadgang nær proteststedet og brug af tåregas mod demonstranter, som blev slået med politistave, bombarderet med sten og udsat for vilkårlige tilbageholdelser.

 

Flere kvindelige studerende oplevede også seksuel vold fra politiets side. Der blev rapporteret om brugen af ​​luftpistoler fra urobetjente: Selvom Delhi-politiet benægter at have brugt sådanne våben, blev mindst to demonstranter indlagt på hospitalet med skader fra luftpistoler. Snesevis af studerende blev alvorligt såret.

 

Uro under Modi

Overgrebet var en del af en velkendt strategi, som BJP-regeringen gentagne gange har anvendt mod kritikere, især under protesterne mod lovforslagene om ændring af statsborgerskab i 2019-20, der søgte at fratage stemmeretten for en betydelig del af det muslimske samfund i Indien.

Se artikel: https://socinf.dk/modi-er-maaske-alligevel-gaaet-for-vidt-denne-gang/

 

Denne strategi involverer direkte afvisning af dialog, vedvarende smædekampagner mod demonstranter (forstærket af BJP's it-enhed) og brug af overdreven politistyrke til at undertrykke demonstrationer, hvor aktivister bliver anholdt i henhold til drakoniske antiterrorlove.

 

Men denne gang har BJP's aggressive tilgang givet et spektakulært bagslag. Folkemængderne fortsatte med at vokse efter nedkæmpelsen den 20. juli, og CJP-ledelsen kræver nu premierminister Narendra Modis afgang.

 

BJP's vanskeligheder med at kontrollere fortællingen stammer delvist fra det faktum, at studenterbevægelsen taler til bekymringer, der deles af indiske unge på tværs af klasse-, kaste- og religiøse skel. En betydelig del af demonstranterne kommer fra hinduistiske middelklassefamilier, der har været solide støtter af Modis hindu-nationalistiske (Hindutva) politik.

 

Samtidig ville det være en fejltagelse at affeje den nuværende protestbevægelse som enten et flygtigt "Generation Z"-fænomen eller en bevægelse, der udelukkende er drevet af middelklassens bekymringer. Selvom den deler visse træk med de seneste mobiliseringer blandt unge i nabolande som Nepal og Bangladesh, er bevægelsen solidt forankret i modstanden mod de omfattende neoliberale reformer af uddannelsessystemet, som BJP-regeringen har gennemført.

 

Afvikling af offentlig uddannelse

Ledelsen af CJP har begrænset sine krav til at stille myndighederne til ansvar, men protesterne har rod mere generelt i den neoliberale politik, som BJP har ført. Den nationale uddannelsespolitik (NEP), som BJP rullede ud i 2020, har accelereret markedsgørelsen såvel som centraliseringen. Statens engagement i den offentlige uddannelse er blevet mindsket, mens virksomheder og store it-firmaer har fået mulighed for at omstrukturere uddannelsessystemet.

 

Den stigende afhængighed af computerbaserede test og flere ​​eksamener med multiple-choice - også inden for humaniora og samfundsvidenskab, hvor der er vægt på kritisk ræsonnement og skriftlig, analytisk fremstilling - afspejler den bredere satsning mod standardisering og digitalisering af uddannelserne. NEP 2020 har også styrket centralregeringens kontrol over uddannelsesinstitutioner og regulerende organer, hvilket har mindsket institutionernes uafhængighed og muliggjort større politisk indflydelse på udnævnelser og beslutninger i øvrigt.

 

Denne udvikling har hjulpet BJP's forsøg på at revidere læseplanerne ud fra en ideologi om hinduistisk overherredømme. Samlet set har politikken forstærket eksisterende klasse- og kasteforskelle ved i stigende grad at gøre adgangen til kvalitetsuddannelse afhængig af private ressourcer og dermed svække den historiske rolle, som uddannelser har spillet som en vej til social mobilitet blandt lav- og mellemindkomstgrupper.

 

Regeringen offentliggjorde for nylig en rapport, efter lang forsinkelse (som det har været normen under BJP-styret), baseret på All India Survey on Higher Education (AISHE). Den fastslår, at Indien over hele landet oplevede et kraftigt fald i antallet af bachelorstuderende mellem 2022 og 2024inden for store fagområder som kunst, videnskab og handel. Dette er særligt markant i betragtning af, at bachelor-uddannelserne udgør 75 procent af det samlede antal studerende på videregående uddannelser, som også omfatter kandidatuddannelser, ph.d. og andre certifikatkurser.

 

Denne periode har også set en betydelig stigning i antallet af videregående uddannelsesinstitutioner, der deltager i AISHE-undersøgelsen, hvilket indikerer, at der har været en udvidelse af private universiteter. Samtidig har vi været vidne til systematisk nedprioritering af offentlige institutioner, der tilbød offentligt støttet uddannelse ikke kun til de fattige og middelklassen, men også var forfatningsmæssigt forpligtet til at reservere pladser til dalitter [kasteløse] og andre historisk undertrykte grupper. Kombineret med den stigende arbejdsløshed i landet signalerer disse udviklinger en akut krise i den indiske økonomi, hvilket giver næring til en massiv vrede mod regeringen.

 

Indiens økonomi i krise

Arbejdsløsheden er særlig høj blandt den universitetsuddannede og kandidatuddannede. Omkring 12 millioner kandidater søgte 8.868 jobåbninger i det statsejede Indian Railways-selskab i 2025. Det er væsentligt, at de kandidater, der søgte disse job, har en tendens til at være overkvalificerede i forhold til jobkravene. Ud af de 2,5 millioner ansøgere til 53.000 ledige ufaglærte jobs i Jaipur [hovedstad i delstaten Rajasthan, over 3 millioner indbyggere, o.a.] var mange universitetsuddannede, og nogle havde endda ph.d.'er.

 

Ledighedskrisen forværres yderligere af de høje leveomkostninger, stigninger i benzinpriser og ekstreme vejrforhold såsom hedebølger og luftforurening, der har gjort livet særligt uudholdeligt for arbejdende mennesker. Mange fra arbejderklassen har sluttet sig til CJP’s protester for at kræve en bedre fremtid for deres børn, så de ikke behøver at gennemgå de samme strabadser som generationerne før dem.

 

Regeringens udvanding af ​​sociale programmer og stærkt ekskluderende regler på arbejdsmarkedet har efterladt mange arbejdere, især i den uformelle sektor, i en akut usikker situation og gjort dem sårbare over for udnyttelse på arbejdspladsen. Regeringen reagerede på den seneste faglige uro i industribyerne i det nordlige Indien med en lignende nedkæmpelse som den, CJP-protesten blev mødt med, og flere unge aktivister og studerende, der støttede de kæmpende arbejdere, blev arresteret.

 

En anden vigtig faktor, der driver folks vrede mod regeringen og dens velhavende støtter, er det faktum, at mange af de ledende personer har sendt deres børn til at studere og bosætte sig i udlandet. Undervisningsministerens datter er i øjeblikket studerende på Tufts University i USA, mens hendes far fører tilsyn med det smuldrende uddannelsessystem derhjemme. Den indiske elite lever fjernt fra de barske realiteter, som landets arbejdende befolkning står over for.

 

Dette afspejler også den større tendens til, at eliten "forlader" den indiske økonomi, hvad enten det er ved at flytte til udlandet eller gennem et stort forbrug af importerede luksusvarer, der ikke bidrager til indenlandsk vækst og beskæftigelse.

 

Den indiske regering styrker disse tendenser ved at sænke toldsatserne på import af udenlandske varer. For eksempel kan den foreslåede indisk-amerikanske handelsaftale resultere i, at Indien yderligere lemper toldsatserne på amerikanske varer, som allerede er nede på 14,6 procent. Sænkningen af ​​toldsatserne kan omvendt have en negativ indvirkning på landmænd og små virksomheder, og flere grupper af bønder forbereder sig på protester mod aftalen, hvilket yderligere sætter regeringen under pres.

 

Mere end en enkeltsags-protest

CJP-protesterne har fanget den nationale bevidsthed, netop fordi de har haft succes med at udnytte den ulmende vrede mod BJP blandt unge, landmænd og arbejderklassen, såvel som oprindelige samfund, der står over for udbredt ødelæggelse af deres hjem og levesteder på grund af regeringens politik for udvinding af råstoffer. Det ser ud til at være første gang, at en bevægelse omkring et enkelt emne har udviklet sig til en bevægelse mod BJP, mod premierminister Modi.

 

Tidligere var der blandt andet de landsdækkende protester mod de ekskluderende ændringer af statsborgerskab. De spredte sig over hele landet, men kunne aldrig blive til en decideret anti-BJP-bevægelse. Den mest spektakulære agitation i nyere tid var mobiliseringen af ​​landmænd mod nye landbrugslove i 2020. [se SI-artikel]

 

Selv om de var i stand til at udvide mobiliseringen ved at inkludere krav fra kvinder og dalit-arbejdere, udvidede landmændenes agitation sig ikke til modstand mod selve regeringen, hvilket CJP-bevægelsen tilsyneladende har formået.

 

Den knusende vægt af den økonomiske uro, der hærger landet, uden nogen form for pusterum i sigte, synes at have samlet en stor gruppe mennesker, hvis bekymringer rækker langt ud over uddannelsessektoren alene. Dette har forvandlet CJP-protesten til en mobilisering mod Modi og BJP, hvilket alvorligt har sat premierministerens personkult i en knibe. Det er bemærkelsesværdigt, at de unge deltagere i bevægelsen kæmper for sekularisme ved kategorisk at afvise BJP's splittende antimuslimske politik.

 

Modi-regeringen bruger alle de værktøjer, den har til rådighed, til at knuse studenterbevægelsen. Den bemyndiger politiet til at bruge invasiv AI-aktiveret overvågning til ansigtsgenkendelse og truer med at annullere pas for identificerede aktivister og tilbageholde dem vilkårligt i en længere periode.

 

Den indiske venstrefløj må stå sammen og mobilisere deres kadrer og faglige fraktioner til at gå med i protesterne. Det er bemærkelsesværdigt, at studenterfraktionerne i Indiens største kommunistpartier har deltaget i bevægelsen lige fra begyndelsen. Kun venstrefløjen kan føre studenterbevægelsen videre frem fra dens enkeltsags-dagsorden til at realisere dens radikale, transformative potentiale.

 

Det er ret usikkert, om disse protester kan omsættes til håndgribelige valgresultater. Det var, hvad man så efter bøndernes protester i 2020. Ikke desto mindre giver det venstrefløjen en mulighed for at forankre sig dybere i disse bevægelser og give kampene mod den neoliberale omstrukturering af uddannelsessystemet en antikapitalistisk brod.

 

26. juli 2026

 

Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Er du menneske? - Udregn regne stykket her ved siden af.Captcha