Daniel Ortega, i juli 2024. Foto: duma.gov.ru, Wikimedia, CC BY 4.0
I en tale til en jublende menneskemængde på op til 100.000 mennesker på Revolutionspladsen sagde Ortega, at hans regering afskaffer valg og politiske partier for at imødegå en USA-inspireret kontrarevolution, der ville bringe den tidligere diktator Anastasio Somozas tilhængere til magten. ”Historien om partier oprettet af yankeerne og somocisterne, der forsøger at overtage magten, er forbi. Aldrig mere.” Med denne meddelelse har Ortega slået det sidste søm i revolutionens kiste – det endelige hammerslag i en lang proces.
Det ville måske være mere korrekt at sige, at Ortega afskaffede de fingerede valg, som for længst er ophørt med at være frie og retfærdige. Siden Ortega vendte tilbage til præsidentposten i 2007 – han havde også været præsident fra 1985 til 1990 – har han ændret sin egen politik og den, som Den Sandinistiske Nationale Befrielsesfront (FSLN) stod for. Han brød med den venstreorienterede fløj i den katolske kirke med befrielsesteologer og gik over til det konservative hierarki. Han og hans kone, Rosario Murillo, blev viet i kirken og iværksatte en kampagne mod abort. Ortega og andre sandinistiske ledere berigede sig selv og indgik alliancer med landets velhavende forretningsmænd og jordbesiddere. Han ændrede forfatningen, så han kunne sidde endnu en periode, og ændrede den derefter igen for at gøre sin kone til sin medpræsident. Han satte familiemedlemmer og nære venner i spidsen for FSLN, som blot blev en loyal vælgerbase. Ortegas regering etablerede en modus vivendi med USA, hvor man undgik konflikt, samtidig med at man kritiserede kolossen i nord, udelukkende for at opretholde sit radikale ry. I de sidste tyve år under Ortega er Nicaragua blevet et almindeligt kapitalistisk land med en autoritær regering.
Da protesterne mod regeringens nedskæringer i pensionerne i 2018 smeltede sammen med de unges krav om demokrati i de største demonstrationer i Mellemamerikas historie, sendte Ortega politiet, militæret og FSLN’s sikkerhedsstyrker ud, undertrykte bevægelsen, dræbte 350 og fængslede over 700. Herefter var Ortega færdig med at tolerere nogen form for opposition. I februar 2023 tog han først statsborgerskabet fra 222 politiske fanger, der blev udvist af landet, og derefter fra 94 fremtrædende dissidenter, som ligeledes mistede deres statsborgerskab og blev udvist. I alt blev 450 mennesker frataget deres statsborgerskab og fik deres ejendom konfiskeret. Al denne undertrykkelse blev gennemført med en påstand om, at det var et forsvar af den sandinistiske revolution.
(Der er en længere historie om Ortegas og FSLN’s problemer med demokratiet, som jeg diskuterer i min bog What Went Wrong? The Nicaraguan Revolution: A Marxist Analysis og i en artikel, der opsummerer bogen, i New Politics).
Hvad vil USA gøre?
Præsident Donald Trump og udenrigsminister Marco Rubio vil, selvom de aktivt genbekræfter USA’s dominans på den vestlige halvkugle og især i Latinamerika, sandsynligvis ikke gøre noget på kort sigt. USA er i øjeblikket optaget af en enorm, kostbar og vanskelig krig mod Iran – en krig, som landet taber så grundigt, at det nu er begyndt at angribe civile mål og dermed udsætter sig for beskyldninger om krigsforbrydelser. I modsætning til Venezuela har Nicaragua ikke enorme olieressourcer, og i modsætning til Cuba har landet aldrig nationaliseret sin økonomi og udgjort en trussel mod kapitalismen. Ortega har været omhyggelig med at opretholde et samarbejde med USA og holde kanaler til forhandlinger åbne. En kapitalistisk økonomi samt udenrigshandel og udenlandske investeringer – som Nicaragua har – er langt vigtigere for USA end demokrati.
Hvordan vil det nicaraguanske folk reagere?
Vi kan ikke forvente nogen umiddelbar reaktion på Ortegas dekret fra det nicaraguanske folk.
Titusinder på Revolutionspladsen jublede og klappede ved bekendtgørelsen, og mange følte uden tvivl, at de var nødt til det. Der findes tavse modstandere af Ortega-regimet, nogle konservative og andre socialdemokratiske, men i lyset af undertrykkelsen føler de ikke, at de kan sige et ord. Modstandere, der er blevet udvist eller er emigreret til udlandet, opretholder uformelle netværk, men har kun svage forbindelser til dem, der er blevet tilbage i landet. Der findes ingen samlet opposition hverken inden for eller uden for Nicaragua.
De magtfulde og velhavende, der styrer Nicaragua – en nation med 7,1 millioner indbyggere – sidder på toppen af et samfund bestående af fattige mennesker. Trods regimets påstande om økonomisk udvikling og befolkningens velfærd er Nicaragua fortsat det næstfattigste land på den vestlige halvkugle. Kun Haiti er fattigere. Omkring 25 til 30 procent af befolkningen, hovedsageligt i landdistrikterne, lever under landets egen fattigdomsgrænse. Det er ikke overraskende, at læger og hospitaler med tilstrækkeligt personale og udstyr kun er tilgængelige for de bedre stillede, der bor i byområderne. Men selvom der er alvorlige sociale problemer, er der i øjeblikket ingen protester fra folket.
Når det nicaraguanske folk beslutter sig for at handle for at forbedre deres liv og indføre demokrati, bør vi være parate til at hjælpe dem.
23. juli 2026
Dan La Botz er medlem af redaktionen på New Politics. Se mere om ham og hans udgivelser på danlabotzwritings.com
Oversat fra New Politics af Charlotte Valløe
