Premierminister Narendra Modi, lederen af ​​det hindunationalistiske Bharatiya Janata Party (BJP). Foto: GODL-India, Wikimedia

I det tætbefolkede Vestbengalen oplevede Mamata Banerjee, Indiens mest magtfulde kvindelige politiker, der havde siddet på magten i 15 år, at hendes Trinamool Congress Party (TMC) blev besejret af BJP (hun har nægtet at acceptere resultatet). Og i den lille sydlige delstat Kerala væltede det erhvervsvenlige Kongresparti den regerende venstreorienterede alliance i en jordskredssejr, hvor BJP også vandt fodfæste i delstaten for første gang nogensinde. BJP kontrollerer nu 21 af Indiens 28 delstater.

Ved parlamentsvalget i 2024 beholdt premierminister Narendra Modi, lederen af ​​det hindunationalistiske Bharatiya Janata Party (BJP), magten. BJP blev dannet af medlemmer af, hvad der grundlæggende var et hinduistisk religiøst fascistisk parti, Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS), en organisation modelleret efter Mussolinis Sorte Brigader. Modi var et mangeårigt medlem af RSS, som derefter problemfrit gik ind i BJP.

Efter at have vundet magten i 2014 har Modi i stigende grad cementeret sin kontrol over regeringen. Det nationalistiske BJP ses nu som 'erhvervsvenligt', men det er stadig dedikeret til at forvandle et multietnisk og multireligiøst Indien til en hinduistisk stat, hvor minoriteter, især muslimer, vil blive reduceret til andenrangsborgere. Med stigende selvtillid har Modi-regeringen undertrykt enhver offentlig uenighed fra liberale demokrater og socialister mod denne tendens. Mange oppositionspolitikere er blevet fængslet i lange perioder på opdigtede anklager og forhindret i at deltage i valg og i offentlig debat.

Så hvordan er det muligt, at BJP og Modi er så populær? For det første fordi størstedelen af ​​BJP's politiske støtte kommer fra landdistrikterne og de mere tilbagestående områder i dette enorme land, som ikke har nydt godt af den voldsomme fremgang for indisk kapitalisme i byerne. Disse områder er bolværker for hinduistisk nationalisme, som bliver opmuntret af frygt for muslimer.

Den anden grund er den totale fiasko for Kongrespartiet - i årtier for det største kapitalistiske parti og bannerfører for indisk uafhængighed. Det er ikke lykkedes Kongrespartiet at forbedre levestandarden og vilkårene for de hundredvis af millioner, ikke kun på landet, men også i byens slumkvarterer. Kongrespartiet fremstår for millioner som det etableredes parti kontrolleret af et familiedynasti (Gandhierne), mens BJP for mange fremstår som det populistiske parti for det glemte folk.

Nu er selv en venstreorienteret regering i den lille stat Kerala i det sydvestlige Indien, overvejende kristen, ikke hinduistisk eller muslimsk, faldet. Kerala promoveres konstant på den internationale venstrefløj som en succeshistorie for offentlige investeringer og støtte til de fattige frem for de rige. Virkeligheden er mindre optimistisk. Regeringen anført af Left Democratic Front (LDF) ser ud til at have mistet kontakten med arbejdende mennesker. Tag disse eksempler fra en enkelt kilde:

I 266 dage strejkede sundhedshjælpere (ASHA-arbejdere) i det offentlige sundhedssystem, som LDF praler af i internationale forsamlinger, for en løn på 21.000 rupees (ca. 1.400 kroner, o.a.) om måneden). De modtog kun 7.000 rupees. Efter 10 måneders protester hævede regeringen den til 8.000 rupees. Den venstreorienterede regering hævdede, at strejken var en konspiration, som Kongrespartiet stod bag.

Venstreregeringens valgprogram fra 2021 havde lovet en minimumspris på 250 rupees pr. kilo gummi, men den var ikke højere end 200 rupees i 2025. Landmænd i gummibæltet klagede over, at de ikke kunne overleve, og at deres børn blev tvunget til at migrere til Golfen og andre steder. Arbejdsløsheden blandt unge har nået 30 procent, og blandt unge kvinder 47 procent, næsten tre gange det nationale gennemsnit. Regeringen lovede at skabe højtlønnede jobs på fem år, men ingen var blevet til noget.

Endnu værre var det, at der opstod korruption. Et mineselskab betalte omkring 2 millioner kroner til statsministerens datters IT-virksomhed mellem 2017 og 2020 uden påviselige tjenester. I valgkampen droppede den venstreorienterede alliance sin sekulære tilgang og forsøgte at bejle til hindu-nationalister. Som en kilde udtrykte det: "Kerala stemte kommunistisk i 1957, fordi venstrefløjen talte for arbejderen, lejeren, dalitten (kasteløse), fiskeren, kvinden i køkkenet og på marken. I Kerala begyndte den i 2026 kun at tale for sig selv."

Den 'kommunistiske' venstrefløj og Kongrespartiet har undladt at tilbyde et klart alternativ til BJP, som fortsat praler med, at indisk økonomi har opnået en ubeskrivelig succes, siden Modi kom til magten. De indiske medier og vestlige økonomer roser den stærke økonomiske vækst, som Indien tilsyneladende nyder under Modi-regeringen.

Mainstream-økonomer er så begejstrede over den indiske kapitalismes succes under Modi, at snak om hans neofascistiske fortid og nuværende undertrykkende tiltag ignoreres. I stedet handler al snak om, at Indien vil 'indhente' Kina og endda snart opnå et højere BNP. For eksempel forudser Goldman Sachs, at Indien vil have verdens næststørste økonomi inden 2075. Modi gjorde økonomien til en vigtig del af sin valgkamp og lovede at løfte landets økonomi "til den øverste position i verden". Dette er nonsens, som jeg har vist andetsteds. Det er sandt, at verdens næststørste land målt på befolkning har haft en meget hurtig økonomisk vækst på i gennemsnit 5-6 procent om året (faktisk lidt langsommere i 2020'erne), selvom man kan sætte spørgsmålstegn ved de officielle tal.

Kilde: IMF, forfatteren

Ifølge officielle tal er fattigdommen i Indien også mindsket betydeligt både på landet og I byerne. Med udgangspunkt I den officielle fattigdomsgrænse er fattigdommen på landet faldet fra 64,9 procent i 2011-212 til 19,3 procent i 2023-24, mens fattigdommen i byerne faldt fra 39,7 procent til 8,6 procent. En tilsvarende tendens gælder for den “ekstreme fattigdom”, som faldt fra 30,7 til 3,1 procent pålandet og fra 17,4 til 1,4 procent i byerne i den samme periode.

Men man må sætte spørgsmålstegn ved disse beregninger. Data fra arbejdsmarkedet angiver et meget større ulighed i indtjening, hvor de 10 procent højest lønnede har en indkomst, der er 17 gange højere end de laveste 10 procent. Faktisk har Indiens økonomiske vækst efter pandemien været ulige, eller ”K-formet” (hvor de rige har skummet fløden, mens de fattige fortsat kæmper). Indien kan nok være den femte største økonomi i verden målt på BNP, men målt på indkomst per indbygger er det stadig nede på plads nummer 140. Uligheden er vokset til den højeste i 100 år ifølge undersøgelser fra World Inequality Database! De 10 procent rigeste af den indiske befolkning sidder nu på 77 procent af den totale nationale værdier. Stigningen i uligheden har været særlig markant siden BJP kom til magten i 2014.

I 2022-23 nåede den rigeste ene procents andel af indkomster og formuer (22,6 og 40,1 procent) de højeste tal, og den andel af de samlede indkomster, som Indiens ene procent indkasserer, er nu en af de største i hele verden.

Til sammenligning har mange almindelige indere ikke adgang til den nødvendige sundhedspleje. 63 millioner af dem bliver skubbet ud i fattigdom hvert år på grund af sundhedsudgifter – næsten to personer hvert sekund. Faktisk ville det tage 941 år for en mindstelønsarbejder i landdistrikterne i Indien at tjene, hvad den toplønnede leder i en førende indisk beklædningsvirksomhed tjener på et år. Selvom landet er en populær destination for 'medicinsk turisme', har de fattigste indiske stater højere spædbørnsdødelighed end i Afrika syd for Sahara. Indien tegner sig for 17 procent af de globale dødsfald blandt mødre og 21 procent af dødsfaldene blandt børn under fem år.

Fattigdom på landet, stagnation og faldende landbrugsindkomster har ført til en række protester fra landmænd. Ifølge Samyukta Kisan Morcha, en paraplyorganisation for bondeorganisationer, har over 100.000 landmænd begået selvmord i de sidste ti år under Modis regeringsledelse. Indien rangerer som nummer 111 ud af 125 nationer i rapporten Global Hunger Index (2023). Indien er hjemsted for over en tredjedel af verdens underernærede børn, hvilket ikke kun er en sundhedskrise, men har en bredere indvirkning på økonomien. En fælles rapport fra 2023 fra FAO, UNICEF, WHO og WFP viste, at 74 procent af befolkningen ikke har råd til sund mad.

Nøglen til indisk kapitalisme (som det er for al kapital) er rentabiliteten i landets erhvervsliv. Indisk kapitals rentabilitet faldt enormt i 1970'erne, ligesom rentabiliteten gjorde globalt. Under successive regeringer ledet af Kongrespartiet blev der ført en neoliberal politik for at øge rentabiliteten. Så kom den store recession og den efterfølgende lange depression, og rentabiliteten og væksten begyndte at falde. Modi kom til magten som følge heraf. Under Modi har indisk kapital opretholdt en relativt høj profitrate, hvilket har gjort det muligt for den at udvide investeringerne og økonomien.

Kilde: Penn World Tables 11.0-serien

Investeringer i forhold til BNP nåede 42 procent på toppen af ​​kreditboomet i 2007. Efter den store recession i 2008-9 og den efterfølgende lange depression i 2010'erne faldt investeringerne i forhold til BNP dog betydeligt, indtil Modi-regimet stabiliserede skibet for indisk kapital efter COVID-pandemiens nedtur.

Kilde: IMF

Modi-regeringen opfordres af de internationale økonomiske institutioner til at fortsætte med at opmuntre indisk kapital. I sin seneste rapport udtalte Verdensbanken: "Det vil være afgørende at fremme den private sektors vækst for at styrke den økonomiske modstandsdygtighed og støtte flere unge i at komme ind på arbejdsmarkedet. Et forudsigeligt, erhvervsfremmende miljø vil bidrage til at frigøre investeringer og skabe arbejdspladser i stor skala i prioriterede sektorer som energi og infrastruktur, industriproduktion, turisme, sundhedspleje og landbrugsvirksomhed."

Men Indiens økonomiske fremtid er usikker. "Indien er ikke immun over for disse globale ændringer. Indien er tæt forbundet med globale værdikæder og står over for eksterne chok og akutte virkninger af disse globale politiske ændringer, herunder højere toldsatser og ustabile kapitalstrømme." Indien importerer næsten 90 procent af sin råolie og 50 procent af sit behov for naturgas. Konflikter i Mellemøsten, såsom forstyrrelsen i Hormuzstrædet, udgør en alvorlig risiko for denne energiforsyning og kan potentielt skabe høj inflation og hæmme den økonomiske aktivitet. Hvis oliepriserne forbliver høje i en længere periode, kan det påvirke Indiens betalingsbalance væsentligt og øge regeringens udgifter til støtteprogrammer. Den industrielle aktivitet i starten af 2026 har været blandet, hvor industriproduktion og minedrift udviser robusthed, mens elproduktion fungerer som en hæmsko.

Så den indiske økonomi forbliver sårbar over for globale økonomiske kriser, især på grund af høj afhængighed af energiimport og geopolitiske forstyrrelser. Eksterne modvinde som konflikter i Mellemøsten og globale forstyrrelser i forsyningskæden truer momentum. Hvis der kommer en global økonomisk nedtur, vil Indien blive en del af den.

8. maj 2026

Oversat fra Michael Roberts blog af Åge Skovrind