Læsetid: 8 minutter

Strejkeplakat fra den tyske fagforening ver.di

 

”Efter strejken oplevede jeg, at en ældre sygeplejerske kom hen og omfavnede mig. Hun sagde, at hun aldrig havde troet, at vi ville opnå det, vi gjorde, aldrig havde troet at vi kunne stå sammen. Det var noget af det største, hun havde oplevet i sit liv.”

 

Ordene kommer fra Stella Marendine, sygeplejerske på en skadestue i Berlin. Stella var en af de tre lokale frontkæmpere, som var inviteret til at fortælle om den lange arbejdskamp, der kulminerede i oktober 2021. De to andre var David Weisei (medicinsk tekniker) og Mohammed Adeel (kantinemedarbejder). For noget af det, som gjorde denne arbejdskamp unik, var, at den ikke kun involverede sygeplejersker, men også jordemødre, ambulanceførere, rengøringspersonale, sosu-assistenter, laboranter … alle, der arbejder på et hospital.

 

Som Muhammed forklarede: ”Vi, der arbejder i kantinen, kan slå folk ihjel, hvis vi ikke har tjek på, hvor meget salt og sukker, der må være på tallerkenen til en diabetiker. Rengøringspersonalet har et stort ansvar for at hindre bakterier i at brede sig. Vi er alle vigtige!”

 

Kampen handlede om dårlige lønninger og nedskårede bemandinger, men også om retten til at bruge sin viden til at sikre værdige behandling af patienterne

 

Umuligt uden Rosa og Zoom

Jeg hører til dem, som hader og helst undgår møder på nettet, men jeg må samtidig bøje mig for dette arrangement aldrig kunne være blevet til virkelighed uden. Hverken af praktiske eller økonomiske grunde. Arrangørerne var Rosa Luxemburg Stiftung (se note), og man kunne deltage, hvis man på forhånd havde indsendt oplysninger om nationalitet og hvilken fagforening, man kom fra. Og ja, du læste ikke forkert. Der var 1400 deltagere, og de kom fra 80 forskellige lande. Oplægsholderne talte enten engelsk eller tysk, men der var simultan-oversættelse til en del flere sprog. (spansk, arabisk og hindi) Det fungerede rimeligt, og selv jeg der ikke er stiv i fremmedsprog kunne godt hænge på.

 

Jane McAlevey, amerikansk forfatter og fagforeningsaktivist, fungerede som tovholder på mødet. Hun forklarede, at kampen har forskellige vilkår i forskellige lande, ikke mindst i forhold til hvad der er lovligt, men der er også ting, som er de samme. I USA kan arbejdsgivere erstatte strejkende arbejdere med andre. Det kan man ikke i Tyskland. Men begge steder er der brug for kollektive aktioner med det klare mål at vinde kampen. Det er nødvendigt med stor inddragelse af arbejderne, stor indbyrdes solidaritet og stor åbenhed både i forhandlingerne og i kontakten med lokalbefolkningen. Det er nødvendigt at bygge en bevægelse, og der er gode og dårlige måder at lave organiseringsarbejdet på.

 

”Denne gang ville vi vinde!”

Debatten om de dårlige arbejds- og lønforhold i sundhedsvæsenet i Tyskland har stået på i ti år, og der har været mange kampe. Hvad gjorde denne kamp til noget særligt?

 

For det første havde arbejderne denne gang lagt en detaljeret plan, trin for trin.

 

Første del startede i januar 2021. Man vidste, at der skulle være parlamentsvalg i Tyskland i september 2021, og at man derfor havde en unik mulighed for at lægge pres på politikerne.

 

Aktivisterne arrangerede ”power workshops”, der agiterede for fælles kamp mellem alle grupper på hospitalet. Parolen var: Vi er én samlet bevægelse. Der blev lavet analyser af styrke og svagheder. ”Hvem skal vi tale med? Hvordan får vi vores sag på dagsordenen?”

 

Der var mange negative folk og meninger. ”Du kan ikke strejke på et hospital, for ingen af os vil efterlade patienterne uden pleje”.

 

Stella fortalte, at skadestuen var det sværeste sted at strejke. Arbejdsforholdene har længe været ringe, og under corona var det kun blevet værre:

 

”Ledelsen har gennem flere år dikteret, at vi skulle arbejde langt under den fastsatte bemanding, hvilket er uansvarligt. Så udgangspunktet var, at vi tog folk ud i strejke svarende til den bemanding, som arbejdsgiverne tidligere havde tvunget os til at leve med. Faktisk en smule bedre, for vi tænker på patienternes liv og velfærd. Faktisk mere end ledelsen gør.”

 

”Vi måtte bekæmpe magtesløshed, og det skete ved at samle opbakning i lokalsamfundet. Hospitalsledelsen forsøgte at modarbejde os. Operationer måtte aflyses, men de sendte ikke meddelelse til patienterne om, at det var blevet udskudt. Når de mødte op, sendte de dem ned til strejkevagterne med beskeden. ”Det er deres skyld, at I ikke skal opereres alligevel”.

 

”Men vi vendte situationen til vores fordel, for vi fortalte dem, hvorfor vi strejkede. At der ikke ville være personale til at tilse dem på en opvågningsstue. At der ofte er en sygeplejerske til 40 personer. Og mange forstod os. Det skete på alle 12 hospitaler,” forklarede Stella.

 

Få politikerne i tale

David Weisei, der arbejder som medicinsk tekniker, deltog fra starten i de interne diskussioner, men tvivlede på, at de havde en chance for at opnå deres krav. Det var først, da han deltog på det kæmpe strejkemøde på stadion, at han tænkte: ”Jo vi kan vinde!”

 

Mange arbejdere gik på talerstolen. De sagde bl.a., at de aldrig ville glemme, at arbejdsgiverne nægtede at tale med dem i starten. Men efter to ugers konflikt ændrede de mening. Nu ville de gerne forhandle og kom med et tilbud. De sagde: Hvis I ikke accepterer dette udspil, vil forhandlingerne slutte. Men de strejkende ville ikke acceptere det.

 

”Kampen handler om, at alle skal organiseres, men også om, at politikerne skal kende til vores reelle arbejdsforhold og krav. Vi strejkede for patienternes liv og sundhed. Der blev også afholdt et stort møde med politikere i en kirke, der handlede om, hvad privatiseringer betyder for vores samfund.

 

Vi havde masser af konkrete historier, der viste mangler og brud på ansvarlighed. Vi indbød politikerne til et møde og truede med at offentliggøre historierne, hvis ikke politikerne tog det seriøst. Ingen skal kunne sige, at de ikke kender arbejdsforholdene og forholdene for patienterne. 90 procent af befolkningen ved, ikke hvad der foregår på et hospital. Det, politikerne gør, har konsekvenser. Men du må gå ud og fortælle det trin for trin,” sagde David.

 

Muhammed Adeel fortalte, at kantinearbejderne i starten var usikre på, om det overhovedet var tilladt for dem at gå med i en sådan strejke:

 

”Det har aldrig været muligt for os at opnå lønforhøjelser, selv når de andre fik det. Kun ganske få var medlem af fagforeningen, så vi skulle opbygge det hele fra bunden. Vi begyndte at forstå, at vi var nødt til at stå sammen. Og så fandt vi ud af, at vi havde samme ret til at strejke som de andre. Det var godt for os og for vores fremtid, for det er ikke okay med uligeløn. Det krævede stærk disciplin. Især fordi arbejdsgiverne hele tiden prøvede at splitte os, ved at komme med forkert information. Vi var rystede i starten, men vi var nødt til at tro på os selv. I kantinekøkkenet var der også store diskussioner. Ledelsen sagde, at folk ikke kunne få mad, patienterne ville dø. Vi følte os ansvarlige, hvad skulle vi stille op? Men der er altid en vej. Vi lavede vores egne strukturer, der sikrede den nødvendige omsorg.”

 

Strejkeskolen havde også inviteret Dana Lützkendorf, som sad i ledelsen af sygeplejerskernes fagforening. Hun fortalte om, hvordan man havde overtalt fagforeningen til at indføre mere åbenhed i forhandlingerne

 

”Vi ville ikke have den sædvanlige lille delegation, men en større. Vi samlede en teamdelegation på 75 repræsentanter (udenfor), som hele tiden skulle involveres. Og vigtigst af alt: Ingen måtte sige ja til noget, før vi have spurgt den store forsamling.”

 

Hun fortæller, at de stadig måtte gå på kompromis, men de kompromisser, de lavede, blev accepteret bedre, fordi mange folk havde været involveret fra starten.

 

1:1 samtaler – lyt til folks frustrationer

Aktivisterne talte i månedsvis med arbejderne én-til-én. Som oftest på hospitalet eller til fyraften over en kop kaffe. De havde organiseringssamtaler på en halv time: ”Vi sagde, at vi havde et forslag. Nogen var imod. Vi søgte at bevæge dem. Vi spurgte: Hvad er de tre ting, som du gerne vil ændre på din arbejdsplads? Vores bevægelse kan gøre det. Vil du være med? Vil du være med i fagforeningen? Hvad sker der, hvis du ikke er i fagforening? Tror du at du får en bedre arbejdsplads fremover?”

 

Når man organiserer folk til at gå med i bevægelsen, må man acceptere at det tager tid at få svar. Det er ikke altid nok med et enkelt møde. Der skal være en opfølgningsplan. ”Har du lyst til at vi snakker sammen igen?”

 

Din kollega kan være bange for at miste jobbet og for, hvad der sker med familien … lad ikke ham/hende være alene med sin angst. Uddan dig selv, stå sammen og tænk over … drøm om en anden fremtid. Vil du arbejde hele livet uden at få frugterne af din indsats? Eller vil du rive ”bygningen” ned?

 

Mødet varede halvanden time, og det var passende. Hvis det havde varet længere, var jeg faldet fra. Næste strejkeskole foregår den 3. maj.

 

Du kan deltage ved at gå ind og tilmelde dig på dette link

 

Note:

Rosa Luxemburg Stiftung er en tysk tænketank dannet i 1990. Den er tilknyttet partiet ”Die Linke” og har sæde i Berlin. Formålet er forskning i demokratisk socialisme, europæisk arbejderbevægelse., kritiske analyser og meget andet. RLS har kontorer i Europa, Afrika, Asien, Mellemøsten og USA og fondens aktiviteter støttes af to tyske ministerier.