Læsetid: 3 minutterDet er en omhyggeligt spundet historie om borgerretsbevægelsen på et kritisk tidspunkt i dens historie, fortalt med James Baldwins vidunderlige ord, som fokuserer på tre af de centrale ledere af bevægelsen i 1960’erne: Medgar Evers, Martin Luther King og Malcom X. Deres liv blev på tragisk vis afbrudt af snigmordere, hvad der betød en strategisk svækkelse af bevægelsen, som den aldrig overvandt.
Fra en fattig og stor arbejderfamilie er Baldwin blevet på den amerikanske scene fra slummen i Harlem til at blive en af de store manuskriptforfattere af sin tid, endog internationalt. I 1940’erne udvandrede han til Paris for at undslippe den kraftige homofobi i Amerika og blev en fantastisk forfatter og digter. I 1957 vendte han tilbage til New York og blev en særdeles velformuleret propagandist og teoretiker for den voksende borgerretsbevægelse og en magtfuld stemme for de sorte amerikanere.
De tre centrale ledere i denne kamp var Medgar Evers, Martin Luther King og Malcom X. Baldwin havde kendt dem personligt og betragtede dem som sine venner. Alle tre blev myrdet inden for en periode på fem år i 1960’erne.
”… Alle tre blev stemplet som farlige og skulle derfor væk, siger instruktøren Raoul Peck, ”fordi de fik fjernet tågen over den racistiske forvirring, ” i en lille bog med samme titel som filmen.
Det særlige ved Pecks dokumentar er, at den bygger på et ufærdigt manuskript til en bog, som Baldwin var begyndt på kort før sin tidlige død i 1987. Instruktøren siger, at Baldwin ”var besluttet på at udlægge de komplekse bånd og ligheder mellem Medgar Evers, Martin Luther King og Malcom X. Han ville som sin sidste bog skrive en revolutionær fortælling om deres liv med titlen ”I Remember This House”.
Pecks dokumentar er et strålende billede på dette ufærdige værk. Under forberedelsen af manuskriptet lænede instruktøren sig i høj grad op ad Baldwins noter, som Gloria – Baldwins lillesøster, velvilligt overlod ham. Disse noter udgør skelettet til fortællingen.
Gennem en meget subtil sammenvævning af arkiverede optagelser, interviews, stereotype billeder fra racistiske annoncer fra 1930’erne og 1940’erne, og fra samtidige tv-udsendelser, får vi en historisk ramme og en utrolig grafisk beskrivelse af den betydningsfulde borgerretsbevægelse, som skyllede ind over de amerikanske sydstater i disse år, sit-ins på spisesteder reserveret hvide, den modige kamp for et integreret uddannelsessystem, kampagnerne for vælgerregistrering osv.
Jeg beundrede især filmen for dens objektive måde, hvorpå den behandler Malcolm X, som mente, at sorte skulle stå sammen uafhængigt under deres eget lederskab og som en nation, for at gå op imod den hvidemagtstruktur. Malcolms rolle i historien bliver ofte forvrænget, især i mediernes poppede fortællinger, som typisk kalder ham en ”sort racist”. Men i Pecks dokumentar oplever vi ham som en legitim del af bevægelsen, hvor han taler med sin egen stemme som revolutionær.
Når man på skærmen ser billeder af den hvide pøbels vold og politiets brutalitet, må vi huske, at der ikke er ændret så meget for sorte i Amerika siden mordene på disse tre sorte ledere. Peck, instruktøren, fortæller so noget meget vigtigt her: Racismen ligger stadig dybt i det amerikanske samfund.
Det er rigtigt, at sorte ikke længere bliver lynchet – og i filmen er der chokerende billeder af det fra datidens film, men manglen på fremskridt for de sorte i det amerikanske samfund over tid er et af de centrale ideer bag filmen, som igen og igen bliver bekræftet med forfærdelige billeder fra nutidige overskrifter af politiets nedskydning af ubevæbnede sorte, som regel dokumenteret på video af vidner til begivenhederne.
Først og fremmest er det James Baldwins stemme, som fremsætter denne tese gennem filmen, men filmen er dygtigt fortalt af Samuel L. Jackson, en af Hollywoods førende sorte skuespillere, som lægger stemme til Baldwins ord på en så flot måde, at man skulle tro, det var ham selv.
Den James Baldwin, vi ser i filmen – da han var blev en fremtrædende intellektuel, var særdeles efterspurgt i talkshows og debatter om forholdet mellem hvide og sorte i Amerika. Han er skøn at lytte til. Vi ser ham trygt og tålmodigt fremsætte sine ideer, på en smuk og næsten prosagtig måde. Alene af den grund er det værd at se filmen.
Jeg opfordrer dig til at gå ind og se filmen, endda to gange, hvis det er muligt. Vi kan lære mange ting fra den.
2. april 2017
Ernest Tate er mangeårigt medlem af Fjerde Internationale, bosat i Canada. Filmen vises i øjeblikket i danske biografer.
Anmeldelsen er oversat fra https://socialistproject.ca/bullet/1395.php
Ernest Tate har skrevet sine erindringer: revolutionary avtivism in the fifties and sixties. Hvor han besktiver sin opvækst i Belfast, sit politiske arbejde i Canada og England. Af særlig interese for danske læsere beskriver han arbejdet med Russeltribunalet, som skulle vurdere beviserne for USAs krigforbrydelser i Vietnam. Tribunalet foregik på Roskilde Internationale Højskole og i Stockholm. Bøgerne kan købes på Amazon.