Den antikapitalistiske venstrefløj i USA og rundt i verden står overfor et paradoks. For bare fem år siden gik den kapitalistiske verdensøkonomi ind i en en ny lang periode med faldende profitter, stagnerende akkumulation og stigende langtidsarbejdsløshed og underbeskæftigelse. Men det er en ny populistisk højrefløj, der har kanaliseret meget af den folkelige vrede.

af Charlie Post

Finanskrisen i 2007-08 truede med at sende en bølge af konkurser gennem den kapitalistiske verden. Det virkede som et forvarsel om et sammenbrud i større dele af den industrielle og finansielle sektor. Det herskende økonomiske dogme – neoliberalismen med dens dyrkelse af de uregulerede og selvkorrigerende markeder – lå i ruiner.

Kapitalistiske regeringer verden over hældte milliarder ind i deres økonomier for at afværge en økonomisk sammenbrud og for at stimulere nye investeringer. I februar 2009 gik en leder i det amerikanske mainstream tidsskriftet Newsweek så langt, at man erklærede: ”Vi er alle socialister nu!” En meningsmåling i 2009 fra analyseinstituttet Rasmussen fandt, at kun 53 procent af dem, man havde spurgt, foretrak kapitalisme for ”socialisme” (regeringsregulering af den kapitalistiske økonomi), mens 20 procent foretrak socialisme og hele 27 procent var i tvivl.

Men alligevel er det en ny militant ”frimarkeds”, populistisk højrefløj, der har kanaliseret meget af den folkelige vrede, der blev antændt af den økonomiske krise i USA og efterfølgende i den kapitalistiske verden. I slutningen af 2009 var det den højreorienterede Tea Party-bevægelse , der dominerede gaderne. De mobiliserede titusinder til modstand mod Obamas sundhedsreform som ”socialisme” – på trods af dens massive tilskud til private sundhedsforsikringsselskaber. Venstrefløjen, arbejderbevægelsen og bevægelserne for farvede mennesker, kvinder og bøsser blev fuldstændig marginaliseret, mens det nye højre nærede en republikansk flodbølge ved kongresvalget i 2010. I 2010 havde Tea Party sin største indflydelse på de republikanske primærvalg og udfordrede nogle ”swing”-stater, som Demokraterne havde vundet med relativt små marginaler i 2008. Med et betragteligt mindretal af Tea Party-fanatikere, der drømmer om en ny tid med nedskæringer og økonomisk afregulering, vandt Republikanerne flertallet i Repræsentanternes Hus og frarøvede Demokraterne deres filibustersikre super-flertal i Senatet. Som præsidentkampagnen 2012 udvikler sig, var kandidater tilknyttet Tea Party – Ron Paul, Newt Gingrich og Rich Santorum i stand til at ryste den Republikanske establishment-kandidat Mitt Romney, ved at vinde primærvalg og holdt sig inde i kampen langt ind i marts 2012.

Liberale (i amerikansk politik betyder dette nærmest "venstrereformistiske" eller "socialliberale", red) og venstreorienterede har fremlagt en række forklaringer på fremvæksten af denne provinsielle, arbejderfjendske og libertære populistiske højrefløj. Mange har påstået, at 2010-valget viste den amerikanske befolknings grundlæggende konservatisme. I nogle udlægninger var det et udtryk for, at Obamas reformprogram var ”for radikalt” for de fleste amerikanere, og at de blev skubbet tilbage i armene på den republikanske højrefløj. I andres øjne var valget af Obama en afvigelse, et midlertidig brud til venstre i et grundlæggende ”centrum-højre” samfund.

Har USA bevæget sig mod højre?
Exit poles fra valgene i 2008 og 2010 støtter ikke påstanden om, at den amerikanske befolkning har rykket sig til højre. Den jordskælvsagtige ændring i Repræsentanternes Hus i 2010 var et resultat af meget små ændringer i valgdeltagelsen blandt nogle nøglegrupper. I 2008 opnåede Demokraterne i alt 54,2 procent af stemmerne med en valgdeltagelse på næsten 62 procent og vandt 58 procent af pladsene i Repræsentanternes Hus. I 2010 fik Republikanerne 53,8 procent af stemmerne, mens kun 40 procent deltog i valget, og vandt 55 procent af pladserne i Huset. En ændring på otte procent ved et valg, hvor kun 40 procent stemte – et skifte på omtrent tre procent af det totale vælgerkorps udgør Republikanernes sejr.

Den republikanske sejr i 2010 var ikke bare et resultat af det kraftige fald i den samlede valgdeltagelse, sammenlignet med 2008, men det markerer en ændring i den sociale sammensætning af vælgerbefolkningen. Demokraterne genindtog Repræsentanternes Hus i 2006 med en valgdeltagelse på kun 40 procent.

Men der var et radikalt skifte i, hvem der stemte. Især i adskillige demokratiske nøglevalgkredse dukkede farvede mennesker, unge og fagforeningsmedlemmer op i langt mindre antal i 2010. I 2008 udgjorde farvede mennesker (afro-amerikanere, latinoer (spansktalende, red), asiater og andre) næsten 26 procent af vælgerne. I 2010 var kun 22 procent af stemmerne farvede. Vi ser et endnu skarpere fald i de unge vælgeres deltagelse. Vælgere på under 45 år udgjorde næste halvdelen af vælgerne (47 procent) i 2008, men kun omkring en tredjedel (34 procent) i 2010. Endelig er andelen af vælgere fra familier med medlemskab i en fagforening faldet med næste en femtedel mellem 2008 og 2010, fra 21 procent til 17 procent. For at sige det enkelt: En markant del af dem, der stemte på Obama og Demokraterne i 2008, og skaffede dem et afgørende flertal i Repræsentanternes Hus og i Senatet, stemte ikke i 2010. Vi så med andre ord en tilbagevenden til det mønster i valgdeltagelse, der har været i USA siden de sene 1970’ere – en valgdeltagelse med overrepræsentation af faglærte fra middelklassen og funktionærer, hvide, ældre og forstadsfolk.

Et yderligere bevis på, at den offentlige mening i USA ikke er svinget mod højre, er meningsmålinger, der viser en stabil støtte blandt mulige vælgere for en ikke-interventionistisk udenrigspolitik, en udvidelse af den sociale service og en øget regulering af kapitalen. Nylige Gallup-målinger viser, at flertal af mennesker i USA hele tiden siden 1984 har ment, at rigdom og indkomst burde være fordelt mere ligeligt. I de seneste målinger mente 57 procent, at indkomst skulle fordeles mere ligeligt, og 47 procent mente, at regeringen skulle hæve skatterne for de velhavende. Næsten to tredjedele af dem, der tjente under 30.000 dollar om året, og lidt over halvdelen af dem, der tjener mellem 30.000 og 75.000 dollar, ønskede højere skatter for de rige. Alt i alt var der en massiv utilfredshed i arbejderklassen, blandt mindretallene og de unge både med de amerikanske politiske partier, der muliggjorde det republikanske højres valgsejr, og et yderligere højredrejning af amerikansk mainstream politik.

Kapitalistisk manipulation?
En alternativ argumentation går på, at det er den kapitalistiske klasse, der står bag Tea Party højrefløjen, dens gadeaktioner og valgsejre. Mange peger på den rolle, som højrefløjens milliardærer som Koch-brødrene spiller i finansieringen af Republikanernes angreb på retten til kollektive forhandlinger i Wisconsin og hen over Midtvesten i USA. Det er tydeligt, at store dele af kapitalen i USA støtter en genoplivet og militant neoliberalisme – med krav om balancerede budgetter på nakken af arbejderne og fattige mennesker, stramninger af social bistand, og nye angreb på offentligt ansattes fagforeninger Der er også overvældende beviser på, at dele af de kapitalistiske medier – især det højreorienterede Fox News – har spillet en nøglerolle i at skabe og fremme Tea Party bevægelsen. Men der er kun få beviser på, at kapitalister har ledet, finansieret eller dirigeret den voksende populistiske højrefløj.

Bidrag til Kongresvalgkampen i 2010 viser ikke nogen markant kapitalistisk begunstigelse af Republikanerne eller højrefløjen. Faktisk tyder data på, at kapitalistiske donorer havde en svag forkærlighed for Demokraterne i 2010. Ud af et samlet beløb på 1.331.535.623 dollar, der er givet af enkeltkapitalister og Sammenslutninger af Politiske Aktionskomiteer (PACs), gik 640.651.184 (48 procent) til demokratiske kongreskandidater. Kun 616.930.199 (46 procent) var bidrag til Republikanerne.

PAC-bidrag blev ligeligt delt mellem Republikanere og Demokrater, mens Demokraterne modtog 50 procent og Republikanerne 48 procent af individuelle kapitalisters donationer i 2010. Ligesom Obama den 1. marts 2012 havde skaffet i alt 137 million dollar, mens Romney, Gingrich, Paul og Santorum til sammen kun havde nået i alt $130 million. Helt enkelt sagt, så fortsætter USA’s kapitalistklasse med at finansiere både Demokraterne og Republikanerne.

I praktiske politiske spørgsmål er kapitalen klart villig til at støtte op om det nye populistiske højre, hvis deres interesser falder sammen, at skubbe på for skattenedskæringer for de rige, nedskæringer af den sociale service, og en yderligere deregulering af kapitalen. I forhold til de to partiers neoliberale enighed er spørgsmålet om indvandring og villigheden til at risikere en stasbankerot på forbundsniveau adskiller Tea Partyhøjrefløjen sig fra resten af det politiske establisment. De to vigtigste politiske planlægningsgrupper – finansieret og ledet af kapitalister – Business Roundtable og U.S. Chamber of Commerce (Det Amerikanske Handelskammer) har offentlig distanceret sig fra det nye højre på disse spørgsmål.

Handelskammeret, der repræsenterer et bredt udsnit af kapitalister i USA, hilste Obamas budgetforslag for 2010 velkommen og ”forpligtede sig til et samarbejde med administrationen, det nye flertal i Repræsentanternes Hus og de demokratiske lovgivere omkring ”Kammerets” prioriteringer i løbet af det næste år”. Samtidig med at de støtter nedskæringer i den sociale service, inklusiv socialhjælp (Social Security) , Medicare og Medicaid, ønsker Handelskammeret også at hæve det føderale gældsloft. I en meddelelse til Handelskammerets medlemmer, der rådede dem til at kontakte deres kongresrepræsentant, fremførte Bruce Josten, Handelskammerets Handelskammerets vicepræsident i regeringsforhold: ”Og vi skal igen minde jer om: Hvis det ikke lykkes for Kongressen at hæve gældsloftet, vil det få alvorlige konsekvenser for alle amerikanere. Renten vil stige for alle – hvilket betyder højere priser for amerikanske forbrugere og de små virksomheder, der er hjulene i vores økonomi. Billån, prioritetsrenter, og virksomheds- og studielån vil alle blive dyrere.” ”Nu skal man ikke tage fejl. For stort forbrug og behovet for en virkelig reform af ejendomsmarkedet har ført til den gældskrise, vi står i i dag. Men svaret er ikke at sætte vores lands kreditværdighed og finansielle sikkerhed på spil ved at afvise at indgå kompromisser.”

I forhold til indvandring har Handelskammeret fordømt Arizonas anti-immigrations lov, og har anlagt sag ved Forbundsdomstolen, støttet af ACLU (Sammenslutningen for Civile Rettigheder) og forskellige latino-organisationer og erhvervsorganisationer i Arizona, hvor de udfordrer den forfatningsmæssige holdbarhed i SB 1070. Handelskammeret er også gået sammen med grupper for indvandrerettigheder i at fordømme Obama-administrationens ”kontrolkampagner” – hvor embedsmænd fra udlændingemyndighederne (ICE) undersøger arbejdsgiveres ansættelselses-kontrakter og tvinger arbejdsgiverne til at fyre arbejdere uden papirer. Det er ikke overraskende, når man tænker på, at mange af Handelskammeets medlemmer er små og mellemstore firmaer i arbejdsintensive brancher, der er afhængig af den billige og ”fleksible” arbejdskraft fra papirløse indvandrere.

Business Roundtable, som er talerør for de største transnationale virksomheder, har i endnu højere grad lagt afstand til Tea Partys mest radikale standpunkter. Mht. indvandring er Business Roundtables dagsorden helt forskellig fra Tea Partys krav om at sætte militær ind ved grænserne, og om kriminalisering af papirløse indvandrere og massedeportationer. For koncerncheferne ved de største transnationale selskaber er immigrationssystemet ”gået i stykker”, fordi det ikke var i stand til at levere den ”fleksible” arbejdskraft, de har brug for: ”Immigrationsreformer må rette sig mod det amerikanske erhvervslivs behov for kvalificeret, højtudannede fagfolk fra hele verden for at bevare konkurrenceevnen. Reformer må også rette sig mod det nuværende greencard-efterslæb af vores kinesiske og indiske ansatte og skulle omfatte et loft for arbejdsvisa, der er fleksibelt og baseret på markedets behov”.

Busines Roundtable støtter ligesom Det amerikanske Handelskammer højrefløjens krav om nedskæringer i virksomhedsskatter og svækkelse af socialhjælp og Medicare, men er klare modstandere af ethvert forsøg på at undergrave Forbundsregeringens troværdighed. På et møde den 30 marts 2011 udtrykte Ivan Seidenberg, formand og koncernchef for Verizon Communications, og formand for Business Roundtable holdningen ganske klart:

”Jeg tror ikke, at nogen koncernledelse ønsker et regeringskollaps. Jeg tror, vi vil se alle former for forstyrrelser i værdikæden, forsyningskæden og regeringens tjenesteydelser – så forhåbentligt bliver det undgået”.

Den 7.april 2011 udsendte Business Roundtable følgende pressemeddelelse:

”Vi anmoder indtrængende regeringen og kongressen om at blive enige om en forsvarlig budgetløsning så hurtigt, at vi undgår, at regeringen lukker ned. Et kollaps vil få negative og uforudsigelige konsekvenser, inklusiv en forhøjet usikkerhed og en forstyrrelse af de grundlæggende erhvervsmæssige kontakter til myndighederne.”

Buisness Roundtable sendte den 2. august 2011 et brev både til Republikanernes og Demokraternes ledere i Kongressen, medunderskrevet af Det Amerikanske Handelskammer og adskillige dusin industribaserede sammenslutninger med krav om at hæve gældsloftet. De argumenterer med at:

”Forhøjelse af det det lovbefalede gældsloft er afgørende for at sikre globale investorers tillid til USA’s kreditværdighed. Med en økonomi, der langsomt er ved at komme op i omdrejninger, har vi ikke råd til at sætte denne vækst på spil ved sådanne massive forhøjelser af låneomkostninger, der vil være resultatet, hvis vi misligeholder vores forpligtigelser….. Når vi kommer med disse anbefalinger, er vi stadig meget bekymret over det føderale gældsniveau og det store årlige budgetunderskud…Skrappe krav til det offentlige forbrug skal gøres til en del af debatten om budgettet, og vi er enige i, at en genopretning af balancen i finanserne vil kræve, at regeringen bruger mindre og gør det mere klogt.”

Obamas 2012-kampagne har allerede skaffet 46.3 millioner dollar fra juli 2011, mere end alle hans mulige republikanske udfordrere tilsammen. Omtrent 40 procent af disse bidrag er indsamlet af ”bundlers”, dvs. rige enkeltpersoner der har indsamlet hundrede tusinder af dollars.

En fællesplan om at hæve gældsloftet og beskytte USA’s kredit blev vedtaget på trods af protester fra de ultrahøjreorienterede republikanere i Kongressen. Mens Tea Party-støtter på højrefløjen modsatte sig enhver stigning i den føderale gældsætning og et lille antal demokrater fortsatte med at kræve små skattestigninger for de rige og af virksomhederne, var kapitalistklassen i stand til at holde disciplin blandt sine politiske repræsentanter og undgå en amerikansk bankerot . De nedskæringer, der kommer ud af det – især på social service og uddannelse, vil blive alvorlige. Oprettelsen af en fælles kongreskomite, hvis forslag til fremtidige nedskæringer vil blive en for-eller-imod afstemning uden mulighed for ændringsforslag, vil begrænse den nye middelklasse-højrefløjs mulighed for at modsætte sig den amerikanske kapitalistklasses krav.

Middelklassens radikalisering
Samlet set er opkomsten af en ny populistisk højrefløj, der angriber indvandrere, farvede mennesker og fagforeninger under den aktuelle økonomiske krise, hverken et resultat af, at flertallet af amerikanere har taget deres politik til sig, eller af den amerikanske kapitalistklasses intriger. Tea Party repræsenterer en radikalisering af den hvide forstadsmiddelklasse af håndværkere, erhvervsledere og småhandlende, som har samlet støtte fra et mindretal af hvide indfødte arbejdere.

Som Matthew Rothschild siger:
”Nu hvor den økonomiske smerte er på det højeste niveau nogensinde for de fleste amerikanere, og hvor især minoriteterne er hårdt ramt, ser vi et oprør blandt den hvide middelklasse. Det er et oprør mod selve ideen om, at staten skulle have en positiv rolle i at hjælpe folk. Det er et oprør mod latinamerikanske indvandrere. Det er et oprør mod muslimske amerikanere. Og det er et oprør mod…en sort præsident… Opportunistiske og højrefløjs republikanere, politikere, erhvervspressionsgrupper og medieudgydelser som Fox har pustet til hadet”

Kapitalen er mere end villig til at bruge denne lokalpatriotiske, racistiske og antiarbejder-bevægelse blandt middelklassen, når deres interesser falder sammen. Men det nye højre har en dagsorden, der er uafhængig af og på nogle punkter (som indvandrelove og det føderale gældsloft) i modsætning til kapitalens interesser.

Det er klart, at Tea Party bevægelsens vækst har opildnet den stadig lille og marginale fascistiske højrefløj – Klanen (Ku Klux Klan, o.a.) , hvide kristne militante og lignende. Selvom der er ideologiske ligheder mellem denne nye højrefløj og den klassiske fascisme, mobiliserer Tea Party dele af middelklassen især som passive vælgere, ikke som bevæbnede paramilitære, der angriber fagforeninger, farvede og indvandrere.

Paul Street og Anthony DiMaggio har på overbevisende måde vist, at Tea Party var et helt igennem ovenfra og ned, fortrinsvis valgkamps- og mediestyret fænomen, der ikke har nogen af de elementer, der karakteriserer en social bevægelse (medlemsorganisationer osv.) – selv klassiske højrefløjs populistiske bevægelser.

Ultimativt er fremvæksten af højrefløjen i USA – som i resten af den kapitalistiske verden – et produkt af den liberale reformismes (i resten af verden socialdemokratiske) dobbelte krise i at tackle den økonomiske krise, og for arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser i at opstille et politisk og socialt alternativ til liberalismens fallit. På den anden side er det mislykkedes for Obama og Demokraterne at klare den økonomiske krise, især de hårdnakkede tal for arbejdsløshed og underbeskæftigelse, der stadig holder sig omkring 15 til 20 procent på trods af de sidste få måneders ”opsving”. Det er nærmere sådan, at Obama og Demokraterne fortsætter med at abonnere på den neoliberale politik med lave erhvervsskatter, afreguleringer af erhvervslove og global ”frihandel” og forbundsbudgetter, der balancerer på ryggen af de fattige, folk i arbejde og de gamle. Deres villighed til at tillade yderligere budgetnedskæringer, også på ”støtte”-programmer som socialhjælp og Medicare, for at undgå, at Republikanerne lukker forbundsregeringen ned. Det viser endnu en gang, at Demokraterne har forpligtet sig til neoliberalisme.

På den anden side formår arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser – især deres officielle lederskab – ikke at mobilisere arbejderbefolkningen til støtte for vores egen sag. I stedet for at mobilisere for en øjeblikkelig afslutning på krigene i Irak og Afghanistan, sygesikring, generel amnesti for papirløse indvandrere, forsvar for, og udvidelse af den offentlige uddannelse og offentlig service, så er de officielle ledere af vores bevægelse hoppet med på Obamas og Demokraternes erhvervsvenlige dagsorden. Sagt på en anden måde: I stedet for at udstikke en progressiv og klasseorienteret retning på den stigende vrede over arbejdsløshed og faldende levestandard, har den officielle reformismes kræfter – forbundsledelsen af AFL-CIO og CTW, lederne af de etablerede bevægelser for borgerrettigheder, indvandrere, kvinders rettigheder, LGBT og anti-krigsbevægelser – hjulpet med til at skabe det politiske råderum for den nye racistiske, fremmedfjendske og pro-imperialistiske højrefløj. Tea Party udfylder ganske simpelt det tomrum, der er skabt af liberalismens og arbejderbevægelsens og de social bevægelsers svigt.

Desværre har mange dele af den anti-kapitalistiske venstrefløj bidraget til denne situation ved at søge ”strategiske alliancer” med Obama, Demokraterne og reformistiske kræfter i fagbevægelsen. Mange tror, at en koalition af venstrefløjen, de faglige ledere og lederne af de sociale bevægelser kan presse Demokraterne til venstre – til at tage mere progressive krav op for at mobilisere de utilfredse arbejdere, farvede, kvinder og bøsser til at genindtage Repræsentanternes Hus og det Hvide Hus i 2012.

Desværre har Demokraterne aldrig flyttet sig til venstre, og de vil ikke gøre det for at ”generobre deres basis”. I stedet vil de fortsætte, som de har gjort de sidste 35 år, med at bevæge sig til højre for at tiltrække middelklassevælgere og erhvervsdonationer.

Over hele landet er demokratiske delstatspolitikere og guvernører som New Yorks Andrew Cuomo og Californiens Jerry Brown gået sammen med republikanere for at skære i sociale ydelser, sænke skatter på firmaerne og de rige, og angribe de offentlig ansattes fagforeninger. På forbundsniveau vil Obama-administrationens og Kongressens Demokraters villighed til at møde det republikanske lederskab på ”halvvejen” bare opildne Tea Party-højrefløjen til at kræve endnu dybere nedskæringer i skatter og forbrug. Selv før truslen om forbundsregeringens nedlukning og bankerot, havde Obamas skattekommission udarbejdet en plan for reduktion af det offentlige underskud i december 2010, der indeholdt ingen nye skatter til de rige mennesker og selskaber, nye asociale skatter (nationale handelsskatter, stigende benzinafgifter) og dybe nedskæringer i social velfærd, inklusiv bidrag til bistandsmodtagere, Medicare og Medicaid. På trods af oppositionen fra Moveon.org og andre venstre-liberale organisationer, gik Demokraterne frivilligt med til igen at ofre levestandarden for sine vælgere blandt arbejderklasse og fattige for at afværge en amerikansk stasbankerot.

”Det mindste ondeer en blindgyde
Historisk har det ført til splittelse og nedgang i bevægelserne og et ryk til højre i amerikansk politik, hver gang man har forsøgt på samme tid at opbygge en alliance med det Demokratiske Partis centrister og at skabe sociale bevægelser. Gang på gang – fra fagforbundet CIO’s opstand i 1930’erne, over borgerrettigheds- og Black Power bevægelserne i 1960’erne og 1970’erne til bevægelserne imod Vietnamkrigen – har beslutningerne fra lederne af magtfulde og mulige radikale sociale bevægelser om at søge en alliance med Demokraterne afsporet disse kampe.

I dag vil forsøg på at ”skubbe Demokraterne til venstre” eller ”få Demokraterne til at kæmpe” ikke bare være omsonst, men det vil reelt styrke Tea Party højrefløjen. Sådanne krav lød højere i kølvandet på Obamas tale den13. april 2011, hvor han afslørede sin plan for gældssanering. Obamas plan indeholdt blandt andet et forslag om at fjerne Bush’ skattenedskæringer for de rigeste familier, alvorlige nedskæringer i social velfærd, Medicare og Medicaid, små besparelser på forsvarsudgifterne og mindre generelle nedskæringer på føderale sociale programmer end republikanerne. En støtte til Obamas forslag vil, endnu engang, føre til, at venstrefløjen begrænser sin organisering og sine krav, så de ikke går imod eller sætter Demokraterne i vanskeligheder.

For at fremstå ”realistiske” kræver vi ikke virkelig, progressiv beskatning af personer og virksomheder, sygesikring for alle”, fjernelse af militærbudgettet og udbygning af den offentlige service. Når vi igen tilpasser vores politik til Demokraterne, vil de endnu engang have frie hænder til at lave ”kompromisser” med Republikanerne med skattenedskæringer for de rige og nedskæringer i ydelserne til arbejdere og fattige. Hvis vores bevægelse bliver endnu svagere og mere usynlig, vil vores ”alliance” med Demokraterne betyde, at det nye højre bliver ved med at være den eneste militante opposition til Demokraternes fejlslagne politik.

På samme tid er den anti-kapitalistiske venstrefløj nødt til at gøre sig klart, at den stigende desillusion ikke spontant vil føre til en venstreorienteret radikalisering. Det er tydeligt, at der de sidste par måneder har været nogle opmuntrende tegn på, at der er markante mindretal blandt arbejderbefolkningen, som leder efter et klassealternativ til liberalismens fallit og til højrefløjens vækst. Howie Hawkins valgkamp for de Grønne til guvernørvalget i New York, og Dan La Botzs erklærede socialistiske kampagne til Senatet i Ohio i november 2010 markerede med høj profil bevægelsen mod de store selskabers grådighed og holdningen hos den anti-kapitalistiske venstrefløj. Vreden fra tidligere Obamastøtter som Cornell West og Keith Obermann og de overraskende positive reaktioner på den uafhængige Senator Bernie Sanders fra Vermonts forsøg på en filibusterdebat (udmattelsesdebat, oa.) ved skatteloven sidste år er også opløftende tegn. Endnu mere opmuntrende er de seneste kampe mod forfølgelse af fagforeninger og mod kriseindgrebene. Det vigtigste var i Madison, Wisconsin i marts 2011 og ”Occupy”-bevægelsen i efteråret 2011. Det viser klart, at der er nogle arbejdere, der er parate og villige til at kæmpe.

Reorganiseringen af det ”militante mindretal”
Men erfaringerne fra kampene i Wisconsin og ”Occupy” viser både mulighederne og begrænsningerne i arbejderklassens og den folkelige modstand i USA i dag. Alle vi på den antikapitalistiske venstrefløj blev inspireret af synet af titusinder af arbejdere, studenter og lokale beboere, der blev mobiliseret dag efter dag for at blokere Guvenør Walkers lov til ødelæggelse af fagforeningerne. Kampens militans og kreativitet, og deres evne til at inddrage arbejdere, der ikke selv blev direkte ramt af loven (politi, brandmænd, privatansatte arbejdere) og den massive mobilisering gjorde det udsagn til skamme, at amerikanske arbejdere er håbløst konservative og passive.

Men de officielle fagforeningsledere i Wisconsin var i stand til at holde kampen indenfor rammer, der var acceptable for Demokraterne. På den ene side accepterede fagforeningslederne både nedskæringer i den offentlige service og indrømmelser fra de offentlige ansatte arbejdere for at få ”budgetterne til at balancere”.

På den anden side lykkedes det dem at undergrave forsøg på at sprede strejkeaktionerne, som sygemeldingerne fra lærerne ved Madisons folkeskoler, til en bredere strejkebevægelse, der kunne have forpurret Walkers angreb på den offentlige arbejdsstyrke og servicesektoren. Mens der var og stadig er forsøg på at organisere fagllige tillidsfolk og beboeraktivister til at bekæmpe nedskæringerne og opbygge mere militante aktioner, gør deres relativt lille antal dem ude af stand til at være et effektivt alternativ til fagforeningslederne og deres demokratiske allierede.

Occupy-bevægelsen var meget bredere og mere militant end opstanden i Wisconsin, især på vestkysten, hvor den inspirerede til arbejdsnedlæggelse (Oakland ”generalstrejken”), da den fejede hen over USA i efteråret 2011, men bevægelsen viste trods dette lignende begrænsninger. Og selvom den for en tid flyttede den offentlige debat til venstre – ved at sætte spørgsmålet om den stigende ulighed mellem den ene procent (kapitalen) og de 99 procent (resten af os) – lykkedes det ikke for bevægelsen at vinde mange konkrete sejre. I begyndelsen af 2012 blev mange af dem, der var blevet radikaliseret af Occupy mødt med et enormt pres fra fagforeningsledere om at ”rykke fra protest til politik” – at forkaste de militante demonstrationer, besættelser af offentlige pladser, arbejdsnedlæggelser for i stedet at gå ind i Obamas valgkamp.

Med udgangspunkt i David Croteaus undersøgelser, peger Sheila Cohen (i en en artikel i New Politics) på, at det ikke er et resultat af en iboende ”social konservatisme”, når menige arbejdere ikke formår effektivt at gå imod den kapitalistiske offensiv. Arbejderne er nemlig stort set enige i alle de venstreorienteredes krav på spørgsmål om krig, miljø osv. Forskellen var, at de ikke kunne se, hvordan man kunne nå målene. Undersøgelsen opstiller en vigtig skelnen mellem det ”ekspressive” og det ”instrumentale” fokus hos disse to grupper. Mens de venstreorienterede finder trøst i en oplevelse af ”bevægelsen” og kampen i sig selv, er det afgørende spørgsmål for arbejderne ikke kravene, men hvordan de skulle indfries. Det dominerende var en opgivende holdning: ”Jo, men hvad kan man gøre?”

Roden til krisen i arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser er den langstrakte tilbagegang for det ”aktivistiske mindretal” – arbejder- og beboeraktivister, der bliver ved med at organisere, uddanne og kæmpe mellem de store kampe, uafhængigt af arbejderbevægelsens og de sociale bevægelsers officielle ledere. Der er ganske simpelt for få aktivister, som er dybt forankret på deres arbejdsplads, lokalsamfund, skole og universitet, og som har en radikal vision og organisations-strategi, til at kunne udgøre et reelt alternativ til den officielle reformismes politiske blindgyde. Et resultat heraf er det, som den canadiske socialist Alan Sears kalder ”uenighedens infrastruktur” – arbejder- og folkelige organisationer (fagforeninger, lejerbevægelser, grupper for indvandreres rettigheder osv.) og institutioner (kulturcentre, boglader, aviser osv.) – er langt svagere end i 1960’erne og 1970’erne.

Det er ikke nogen overraskelse, at de fleste arbejdere har været tvunget til forfølge individuelle løsninger på den faldende levestandard de sidste 30 år. Sagt helt enkelt, så er arbejdernes mulighed for at kæmpe og vinde blevet kraftigt svækket. Arbejderklassens og de folkelige bevægelsers svaghed skaber grobund for en stigende kynisme, der lægger markante dele af arbejderklassen åben for den populistiske højrefløj.

Kampen mod højrefløjen vil kræve en genopbygning af arbejderklassen og de folkelige kampe, der effektivt kan udgøre et alternativ til den nuværende neoliberale offensiv fra begge de store partier. Der vil blive muligheder for at opbygge brede politiske udfordringer – en valgkampagne vendt mod de store virksomheder, koalitioner mod budgetnedskæringer og social nedskæringer, mobiliseringer mod krigen. Men når der ikke er erfaringer med massekampe, militans og vellykkede kampe, så er lydhørheden for en bred bevægelse mod neoliberlismen begrænset. Den antikapitalistiske venstrefløj er nødt til at forpligte sig ikke kun til skoling og agitation for alternative politiske programmer og krav, men også den langsigtede proces med at genopbygge arbejderklassens evne til at organisere og kæmpe på arbejdspladserne, i lokalsamfundene og i gaderne. Denne genopbygningsproces vil begynde med meget umiddelbare og ”begrænsede” krav – tempo-opskruning eller fyringer på en arbejdsplads, lukning af en skole eller et hospital, eller imod forhøjelse af studiegebyrer. Det er kun gennem erfaringer med kollektiv organisering og handling mod kapitalen og staten – gennem nogle konkrete sejre, at vi vil være i stand til at vende skuffelse over liberalismen til venstreorienteret radikalisme.

Charlie Post er medlem af den amerikanske socialistiske gruppe Solidarity, og er aktiv i fagforeningen på City University i New York, hvor han underviser i sociologi.

Artiklen blev første bragt i New Politics og er oversat af Martin Mørch. En lang række noter er udeladt i den danske oversættelse.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com