De store erhvervs-virksomheder og finans-institutionerne sparer op i en grad, som ikke er set siden 1944. Det ikke bare skader beskæftigelsen, men fastholder økonomien i en langvarig stagnation. Opsparingsmanien virker ulogisk set fra et kapitalistisk synspunkt, hvor motivet for at eje penge er at avle penge. Så hvorfor sparer kapitalistklassen dog sådan op?

af Anders Hadberg

Det er de fleste bekendt, at private husholdninger ikke svinger dankortet nok til at gøre økonomer og politikere tilfredse. Husholdningerne holder på pengene, og sætter dem i banken eller i en pensionsopsparing. Også det udbetalte efterlønsbidrag ser ud til at gå direkte ind på bankbogen i stedet for til forbrug. Forbrug er det samstemmende mantra fra Folketingets politikere og økonomer; det sætter gang i hjulene og løser krisen.

Ét er husholdningernes forbrug. Men hvad de færreste ved er, at virksomhederne i Danmark sparer op i en grad, som udgør en stopklods for investeringerne i dansk kapitalisme. ”Investeringskrisen” er et begreb, der så småt er begyndt at indfinde sig i også i dagspressens erhvervssektioner. For det kan dårligt holdes skjult længere, at årsagen til den nuværende krise i samfundsøkonomien hidrører fra et historisk fald i investeringerne. Til skade for beskæftigelsen, som har bidt sig fast i et højt niveau.

Den vigende investeringslyst skyldes en pludselig og historisk stor opsparingsiver hos de danske selskaber. Siden 2010 er der sat rekord i opsparingsoverskuddet; ikke siden 1944 har danske selskaber lagt så mange penge til side hvert år. Men hvorfor sparer kapitalistklassen sådan op? Svaret på spørgsmålet skal findes i den logik, som præger det økonomiske system kapitalismen, og den dynamik, som præger de tilbagevendende systemiske kriser i kapitalismen.

Denne artikel ser på dynamikken i den nuværende økonomiske krise fra gennemslaget i 2008 til 2012.

Krisen, ofte kaldt ’den store recession’ med reference til 1930’ernes ’store depression’, har nu varet i fire år. Med fare for at lave et bidrag til kriseanalysen som hurtigt bliver forældet, vil jeg alligevel fremhæve tre blivende træk ved den foreliggende analyse.

For det første genbesøg af kriseteorien hos Marx, og Ernest Mandels formulering heraf i teorien om de lange bølger.

For det andet et bidrag til forståelsen af den dynamik, som har drevet den nuværende recession.

For det tredje nogle forsigtige bud på kapitalismens udviklingsretning – som den tegner sig for kapitalistklassens fyrtårne og de objektive produktionsregimer, den omhandler.

Når dette er sagt, så er det klart, at fremtiden afgøres ”på banen”, som man siger i sportens verden. Med andre ord er det udviklingen i klassekampen, der afgør fremtiden for kapitalismen.

Pengetankene bugner
Lad os i første omgang vende tilbage til opsparingen. For her ligger en del af nøglen til at forstå, hvorfor den nuværende krise ikke blot er en lidt-dybere-end-sædvanligt konjunkturnedgang. Opsparings-trangen er nemlig et udtryk for, at det går rigtig dårligt med at finde steder at placere pengene, så de giver et gennemsnitligt afkast (profit). For der er nemlig ikke tale om håndører.

Når man ser på den private sektor som helhed – dvs. uden den offentlige sektor – så er opsparingsoverskuddet steget voldsomt. I 2009, 2010 og 2011 var opsparingsoverskuddet (målt ved den såkaldte nettofordringserhvervelse) henholdsvis 100 milliarder, 145 milliarder og 155 milliarder kroner i selskaber og husholdninger. Heraf tegnede husholdningerne sig for en negativ opsparing på henholdsvis -17 milliarder, -13 milliarder og -20 milliarder kroner i 2009, 2010, 2011. Negativt opsparingsoverskud vil sige, at man bruger flere penge end indkomsten rækker til – enten gældsætning eller forbrug af formue. Samlet set, svarede det store opsparingsoverskud til ca. 10 procent af BNP i 2011.

Ser man alene på selskabernes opsparing, kan man tydeligt se, at opsparingsoverskuddet var det højeste i 2009-2011 inden for den periode, som der er offentligt tilgængelige tal for – nemlig perioden 1981-2011. Under krisen – det vil sige fra 2007 til 2011 – steg opsparingen fra 1 procent af BNP til 10 procent af BNP. Krisen har med andre ord fået selskaberne i den private sektor til at spare voldsomt op.
I historisk sammenligning er der tale om et højt niveau. I Nationalbankens ”Kvartalsoversigt” fra andet kvartal 2011, hedder det, at den ”private sektors opsparingsoverskud ligger nu på det højeste niveau siden 2. Verdenskrig.” Ikke siden 1944 har opsparingsoverskuddet været så stort, som det er nu, konkluderer Nationalbanken.

Selskabernes opsparing er massiv
Det er især ikke-finansielle selskaber (erhvervsvirksomhederne), der har øget opsparingen kraftigt. Fra et opsparingsunderskud i 2007 svarende til minus 2 procent af BNP havde virksomhederne i 2011 et stort opsparingsoverskud svarende til næsten 6 procent af BNP. I årets priser havde de ikke-finansielle selskaber et overskud på 98 milliarder kroner i 2011. De finansielle selskaber har ligeledes et højt opsparingsoverskud, som er oparbejdet siden år 2001. I 2011 var det på 78 milliarder kroner.

Husholdningerne har traditionelt et negativt opsparingsoverskud – dvs. et egentligt opsparingsunderskud. Under krisen er underskuddet imidlertid blevet minimeret, så der gennemsnitligt er en næsten balance mellem indkomst og forbrug i husholdningssektoren. Når husholdningerne har negativ opsparing betyder det, at de enten låner penge eller nedsparer, dvs. bruger af formuen. Den kraftige opbremsning i forbruget er det problem, som økonomer og politikere oftest taler om.

Opsparing sker på bekostning af investeringer og beskæftigelse
Opsparingen sker på bekostning af investeringerne i virksomhederne. Ser man på investeringsniveauet i danske virksomheder, så er det kollapset siden krisens udbrud i 2008. Især maskininvesteringerne nåede i 2011 ned på et niveau, der ifølge Det Økonomiske Råd (DØR 2011:112) (note 1) er ”et af de laveste niveauer i
de seneste 15 år, mens bygningsinvesteringskvoten for tredje år i træk ventes at sætte ny bundrekord”.

Samtidig er opsparingen sikret gennem en kraftig reduktion i omkostningerne. I dette tilfælde betyder det, at virksomhederne har fyret mange medarbejdere. For eksempel kunne Berlingske (28.03.2011) (note 2) berette om, hvordan ”Danfoss brugte finanskrisen til at gennemføre massive fyringsrunder og nedskæringer” for at skaffe sig et historisk stort overskud i 2010. Den slags ”hård krisestyring” genfindes også i virksomheder som fx Grundfos, hvor 600 blev fyret i 2009 og mere end 1000 sendt på arbejdsfordeling. (note 3)

Den historiske reservefond af kapital
Hvorfor sparer virksomhederne så massivt op? Det skader beskæftigelsen og produktionen, når virksomhederne ikke investerer og ansætter arbejdere.

Årsagen er, at kapitalisterne ikke vil investere så længe, der ikke er udsigt til at få et tilstrækkeligt højt afkast på den investerede kapital. Opsparingen er med andre ord et symptom på, at kapitalismen som selvudfoldende (stadigt voksende) system ikke fungerer. Pengene avler ikke flere penge – akkumulationen af kapital befinder sig i en fase af langvarig stagnation.

Derfor hamstrer virksomhederne kapital. En del af virksomhederne bruger opsparingen på at afdrage på lån (note 4). Men uanset det umiddelbare formål med opsparingen, så er det åbenbart, at de enorme summer af merværdi – hvis de fortsætter i noget der ligner et årti, vil udgøre en kæmpe ”historisk reservefond af kapital”, som Ernest Mandel påpegede. Denne reservefond, sagde han, er en funktion af krisen og en forudsætning for, at der kan iværksættes en ny lang optur. Denne ledige pengekapital vil kunne kastes ind i investeringer, som vil forny produktionsapparatet, når vendingen på den lange stagnation er synlig.

Det skal gøre ondt – meget mere ondt
Men hvad venter kapitalisterne på – hvorfor ikke blot investere den ophobede kapital allerede nu?

Dette er drømmescenariet for keynesianere som fx Jesper Jespersen, der taler om at ”aktivere det private opsparingsoverskud”, dvs. få forbrugerne til at bruge penge eller virksomhederne til at investere (note 5). Fra politisk hold taler keynesianere og neoklassiske økonomer om at lave tiltag, der skal lokke kapitalisterne til at investere. Fx ved at give dem gunstige vilkår eller engangs-fordele ved investeringer.

Men det vil ikke hjælpe ret meget på den korte bane. For kapitalisterne venter på noget helt andet. Historisk kan man se, at de store investeringsbølger er kommet efter en periode med kraftig stigning i udbytningen af arbejdskraften. Det vil sige, at når det er lykkedes at bringe reallønnen kraftigt ned i forhold til produktivitetsudviklingen.

Det var tilfældet i Europa umiddelbart efter Anden Verdenskrig, hvor krigen havde atomiseret arbejderklassen og dens organisationer og medført stigende udbytning (note 6). På samme måde lykkedes det nyliberale regeringer i tæt samarbejde med arbejdsgiverorganisationer i begyndelsen af 1980’erne at sætte afgørende angreb ind på arbejderbevægelsen, som betød, at lønudviklingen blev bragt under streng kontrol af private arbejdsgivere og regeringer (note 7). Og nøjagtigt samme effekt kan man iagttage under denne krise.

Arbejdsgiverne er i samarbejde med de faglige ledelser lykkedes med at sikre reallønsfald for store grupper på arbejdsmarkedet. Det har bidraget til en stigning i udbytningsgraden. Reallønsudviklingen har siden 4. kvartal 2010 således været negativ for store grupper på både det private og offentlige arbejdsmarked, og dette er forklaringen på den stigende profitkvote. Klassekampen på fabriksgulvet er ved at blive tabt.

Krisen i 2008-2009 førte til en nedadgående profitkvote i selskaberne i Danmark. Fra 2010 blev trenden imidlertid skarpt vendt om, og i 2011 formåede kapitalisterne at bevare profitkvoten på et højt niveau. Profitkvoten ligger nu på niveau med profitkvoten før krisen. Samtidig peger regeringens seneste prognoser på et fortsat fald i lønkvoten (note 8).

Men det er slet ikke nok. Det vidner de seneste tal fra Danmarks Statistik om. Opsparingsoverskuddet i erhvervsvirksomhederne overgik i første halvår af 2012 opsparingen i samme periode sidste år. Det skal altså gøre meget mere ondt på danske lønmodtagere, før kapitalisterne igen kan se en fordel i at investere.

Er øget udbytning nok til at løse investeringskrisen?
Det korte svar er, at stigning i udbytningsgraden isoleret set ikke er nok til at løse krisen. Der må andre faktorer til, jf. min tidligere artikel om de lange bølger og betingelserne for en ny lang optur. Et centralt element er her en ny teknologisk revolution.

Øget udbytning alene fører til reduktion i den relative købekraft og reducerer afsætning af konsumvarer. Imidlertid kan et land, hvis kapitalistklasse har en favorabel placering i verdensøkonomien, finde afsætning i andre lande – i dansk business-lingo hedder det at ”eksportere sig ud af krisen”.

Dansk eksport er ganske vist inde i en gylden periode. Siden 2007 er indtægterne fra dansk eksport af varer og tjenester til udlandet steget kraftigt. Handelsbalancen viser et stort overskud – ikke mindst på grund af skibstransporten – og der er samtidig store overførsler af kapital fra udlandet til Danmark. Medvirkende hertil er, at dansk eksport i høj grad baserer sig på kvalitetsprodukter, som ikke står i direkte priskonkurrence med andre landes varer – fx tyske varer – og derved kan sælges for en højere pris (note 9).

Samtidig har dansk industri en placering i den internationale arbejdsdeling, der sikrer afsætning i større eksportindustrier – især Tyskland. LO anslår, at blot ca. 15 pct. af industriens produktion anvendes til direkte forbrug i Danmark. Den resterende produktion indgår enten som input i anden produktion (33 pct.) eller eksporteres (52 pct.) (note 10).

Det er naturligvis muligt, at efterspørgslen efter de produkter, som dansk industri eksporterer, er meget uelastisk, dvs. at efterspørgslen ikke ændrer sig meget på trods af krisen. Det kunne gælde produkter fra medicinalindustrien, fx insulin, ligesom fødevarer og søtransport umiddelbart virker resistente overfor krisen. Imidlertid kan den fortsatte krise, BRIK-landenes stigende betydning og dermed begrænsede afsætningsmuligheder på eksportmarkederne hurtigt sætte en stopper for denne kriseløsning.

Krisen er global, og alle kapitalistklasser forsøger samtidig at presse lønnen ned. Effekten er, at krisespiralen fortsætter nedad. Spørgsmålet er derfor, om eksport-håbet kan holde meget længere. Fra Tyskland er meldingen, at den kraftige vækst, som især er drevet af eksport, er aftagende. Tysklands aftagerlande oplever ligeledes vigende købekraft, og det betyder, at afsætningen vokser langsommere eller er direkte aftagende.

Modstand mod de borgerliges moralske krise-dilemma
Arbejderklassen må under alle omstændigheder vende sig mod en kriseløsning, som indebærer øget udbytning. Alene fordi den er helt i arbejdsgivernes favør og sker på bekostning af arbejderklassen.

Socialdemokraterne og deres allierede i toppen af fagbevægelsen støtter løntilbageholdenheden, og sender dermed kriseregningen til arbejderklassen. For der er ingen jobs i den anden ende – hvilket vi ellers skal tro, når Børsting og hans forgænger Hans Jensen krævede ”jobfest før lønfest”. For jobfesten udebliver, så længe det er op til arbejdsgiverne at diktere, hvornår der er behov for arbejdskraften i samfundets produktion.

Den borgerlige økonomiske teori har ikke noget svar på dette. Den er fanget i et moralsk dilemma, hvor den både anbefaler øget forbrug og på den anden side fordømmer overforbrug i opgangsperioden før krisen. På den ene side skal vi styrke det ”private indenlandske forbrug” for nu at tale med Lars Løkke Rasmussen, men samtidig skal vores løn være mindre eller i det mindste vokse langsommere og den offentlige sektor skal barberes ned.

Dette er ikke en løsning, det er et krise-dilemma. Og det vil forstærke krisen for arbejderklassen på bekostning af arbejdsgivere og spekulanter. Konsekvensen er en endnu dybere krise, som skal gøre meget mere ondt på arbejderklassen, før kapitalismen igen kommer på fode.

Noter:
1) Det Økonomiske Råd, 2011: ”Dansk Økonomi, efterår 2011”.
2) Berlingske, 28.03.2011: ”Rekordregnskab fra Danfoss”.
3) Berlingske (23.03.2011): ”Industrigiganter i bonusjubel” ; Arbejderen (16.12.2011): ”Danske ansatte løber hurtigere”.
4) Nationalbanken, 2011: ”Erhvervsvirksomhederne afdrager på deres gæld”.
5) Se fx Jespersens bog ”Euroen”, DEO.
6) Danmark udgør delvist en undtagelse herfra, idet lønkvoten faktisk steg fra slut-1940erne, hvilket skal ses på baggrund af den sociale og økonomiske situation i landet. Imidlertid var der forud gået 15 år med kraftigt fald i lønkvoten. Fra 1930 til 1944 faldt lønkvoten 7 procentpoint fra 56 pct. til 49 pct. af nettofaktorindkomsten (alle erhverv undtagen landbrug), hvilket svarer til et procentuelt fald på 12,5. Altså en drastisk øgning af udbytningsforholdet af arbejderklassen. Se Erling Olsen (1962): ”Danmarks økonomiske historie”. Gads Forlag. København. Side 201, samt bilag til kapitlet.
7) Se min artikel i Kritisk Debat fra 2008, ”Nyliberalismen i Danmark – forudsætninger og konsekvenser”; eller ”Nyliberalismens rødder i den herskende klasse i Danmark”, Arbejderhistorie 2009/03-2010/01.
8) Regeringen (2012): ”Økonomisk redegørelse, august 2012”, side 194.
9) Andersen, C. H., Jakob Isaksen og Morten Spange (2012): ”Danmarks konkurrenceevne og eksportformåen”, i Nationalbanken ”Kvartalsoversigt”, 2. kvartal 2012, s. 39-79, samt
Pedersen, F.I. og Jeppe Druedahl (2010): ”Stigende markedsandele tyder ikke på et særligt konkurrenceevneproblem”. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
10) Se fx LO (2012): ”Dansk eksport, produktivitet og vækst sandsynligvis undervurderet”.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com