Hvor ofte har revolutionære marxister ikke hørt denne replik? Husk at den samme indvending ofte bliver brugt til at afvise forsøg på at opbygge et revolutionært socialistisk parti bare i et enkelt land. Men hvad er meningen med at opbygge en revolutionær Internationale?

1. En Internationale er vores bevægelses historiske arv

Marx oprettede selv Første Internationale. Hvis man læser det kommunistiske manifest er det skrevet som et udkast til et program for et internationalt parti –Kommunisternes Forbund – forløberen  for Internationalen – til dets kongres i 1848. Allerede samme år blev det oversat til flere europæiske sprog. Det var aldrig et dokument for én nation. I betragtning af, at kapitalismen på det tidspunkt endnu ikke var globaliseret i særlig høj grad, er det bemærkelsesværdigt, hvor fremsynede Marx og Engels var. Siden da er kapitalismen kommet til at dominere planeten og har endda generobret samfund som Sovjetunionen, der var påbegyndt en overgang til socialisme. Hvis kapitalismen er et globalt system, hvor virksomhedernes investeringer og imperialismen ikke kender nogen grænser, så må arbejdere i hele verden stå sammen. Manifestet slutter med parolen: ”Arbejdere i alle lande, foren jer!”. Den slår fast, at arbejderne har en ‘verden at vinde’. Nationalismens lænker måtte brydes.

Lenin, Trotskij og Rosa Luxembourg brød med Anden Internationale, fordi de tyske socialdemokrater og deres ligesindede andre steder kapitulerede og bakkede deres eget borgerskab op i støtten til den inter-imperialistiske Første Verdenskrig. På det tidspunkt var den revolutionære internationalistiske holdning et meget lille mindretal. Men den russiske revolutions sejr og dens indvirkning blandt arbejdere og bønder verden over gjorde det muligt for Lenin og Trotskij at oprette Tredje Internationale. Den fungerede som en revolutionær kraft til forandring med partier, der havde en reel massebasis. Man gjorde ikke alt rigtigt, men hvis man læser dokumenterne fra de første fire kongresser, er der righoldige debatter om revolutionær taktik og strategi, som stadig har en vis relevans i dag.

Stalins magtovertagelse i Sovjetunionen og den fysiske undertrykkelse af Trotskij, Venstreoppositionen og enhver anden udfordring mod hans styre resulterede i ødelæggelsen af ​​den demokratiske Tredje Internationale. Derefter oprettede Stalin Komintern, som blev fuldstændig kontrolleret fra Moskva og forsvarede det bureaukratiske diktaturs interesser frem for den internationale arbejderklasses.

I den spanske borgerkrig omfattede Kominterns rolle f.eks. at splitte kræfterne mod Franco. Uafhængige revolutionære partier som POUM blev undertrykt. Deres leder, Andres Nin, og andre frihedskæmpere blev myrdet af Stalins agenter. Trotskij oprettede, før han blev myrdet af en stalinistisk agent, Fjerde Internationale i 1938 med de få revolutionære strømninger, som både var antistalinistiske, antikapitalistiske og antiimperialistiske.

2. Økologiske kriser gør international organisation endnu mere relevant i dag

I løbet af de sidste par årtier er vi blevet mere og mere opmærksomme på, at kapitalismen ikke blot udnytter flertallet af mennesker til profit, men truer alt menneske-, dyre- og planteliv på grund af dets uendelige behov for at vokse og udnytte naturens verden. Marxister, revolutionære og økoaktivister ser mere og mere sig selv i praksis som økosocialister. Forurening kender ingen grænser. Virksomheder, som udvinder råstoffer og fossile brændstoffer, opererer vilkårligt over hele kloden.

En sådan økosocialistisk Internationale er noget andet end det, Marx, Lenin, Luxembourg og Trotskij havde forestillet sig. Selv den nye venstrefløj efter 1968 var langsom til at se vigtigheden af ​​den økologiske kamp. En ny revolutionær Internationale sigter ikke kun på, at arbejdende mennesker skal eje og kontrollere produktionsmidlerne. Vi har også brug for en økologisk plan for at omstille produktionen i harmoni med Moder Jord. Det bureaukratiske diktatur i det tidligere Sovjetunionen forurenede og ødelagde naturen lige så meget som kapitalisterne i Vesten. For eksempel betød industrialiseret bomuldsdyrkning, at Aralsøen blev ødelagt.

En revolutionær Internationale i dag er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved de traditionelle forestillinger om vækst og overflod, som vores bevægelse tidligere arbejdede med. Så behovet for en revolutionær Internationale er ikke bare en slags rituel anerkendelse af vores marxistiske eller leninistiske forfædre. Vi må tage udgangspunkt i nutidens forhold, og hvordan disse påvirker arbejdere og bønder.

3. At skabe en reel internationalisme

Opbygning af internationale partier er med til at nedbryde indgroede nationalistiske/imperialistiske reflekser, som kan påvirke selv marxistiske aktivister, der udråber sig selv som internationalister. Århundreder med kolonialisme og imperialisme vil efterlade dybe ideologiske og psykologiske spor, ligesom sexistisk adfærd kan fortsætte med at finde sted blandt venstreorienterede. En aktiv opbygning af et internationalt parti kan mindske disse risici.

Der er nogle interessante erfaringer fra forskellige strømninger, der arbejder på at opbygge en Internationale. Det stærkeste parti bliver til et center, der støtter mindre grupper i andre lande med økonomiske midler. Det selvudnævnte center bestemmer i det væsentlige den politiske linje til enhver tid og griber ind i sine satellitgrupper, hvis de afviger. Det er svært at få et reelt input og afbalanceret lederskab, der inkluderer det globale syd, selvom udviklingen af ​​ny teknologi kan hjælpe.

Klassekampspartier til venstre for reformismen er opstået i de seneste årtier, for eksempel Syriza (Grækenland) eller Podemos (Spanien) De var ikke en del af en international strømning og derfor mere tilbøjelige til at bukke under for presset for at slutte sig til ‘nationale samlingsregeringer’. Se på Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) i Tyskland, ledet af Sahra Wagenknecht, som splittede sig fra Die Linke på en nationalistisk, indvandrerfjendtlig dagsorden.

Det kan også ske for grupper og enkeltpersoner, der er tilknyttet revolutionære internationale strømninger – det er tidligere sket i Brasilien og Sri Lanka for Fjerde Internationale (FI). Men ved at etablere strukturer og skoling, der bevidst arbejder for at udvikle en internationalistisk kultur, kan man forsøge at minimere sådanne tab.

4. Er det nødvendigt med et stort gennembrud i ét land først, før man bygger en Internationale?

Nogle på venstrefløjen accepterer måske i princippet behovet for en Internationale, men siger, at det er for tidligt at prioritere det lige nu. Skal vi ikke koncentrere os om at lave et antikapitalistisk gennembrud i ét land, som så kan udgøre en ressource og en model for revolutionære kræfter overalt? Se på, hvordan den russiske revolutions sejr virkelig boostede Tredje Internationale. Perioden, der dækkede de første fire kongresser i Tredje Internationale, var den eneste gang, hvor vi så massepartier indgå struktureret i en Internationale.

Isaac Deutscher, Trotskijs store biograf, hævdede, at det var for tidligt at oprette Fjerde Internationale i 1938. Men det er svært at argumentere for, at det var lettere efter Anden Verdenskrig, da stalinistiske partier blev stærkere efter Sovjetunionens rolle i kampen mod Hitler og kommunistpartiernes engagement i modstandsbevægelserne.

Hvis først man erkender, at den revolutionære kontinuitet er fatalt brudt, så må man starte forfra igen, ligesom Lenin gjorde i 1914 med ringe opbakning. Det faktum, at en vis kontinuitet gennem Fjerde Internationale blev opretholdt frem til den nye venstre fløj, der udviklede sig efter 1968, betød, at den unge generation kunne få adgang til en anti-stalinistisk, revolutionær tradition, der går tilbage til den klassiske marxisme.

Argument er lidt det samme, som når folk i en national sammenhæng siger, at det er for tidligt at oprette en revolutionær organisation, før der er en klassekamps-massebevægelse og en højere bevidsthed blandt arbejdermasserne. Problemet her er, at man ikke kan overlade det hele til sidste øjeblik. Revolutionære kriser vil ikke danne grundlag for en revolution, med mindre der eksisterer en gruppe af en vis støreelse af revolutionære kadrer, der kan give lederskab til at føre revolutionen fremad.

Hvor mange gange har vi ikke set en folkelig massebevægelse ryste den borgerlige stat – kun for at fordampe på grund af mangel på en bevidst fortrop? Det er også rigtigt, at vi ikke bør miste jordforbindelsen i små grupper, som proklamerer, at vi allerede er den revolutionære kerne, og folk bare skal slutte sig til os.

5. Hvorfor en Internationale er nyttig for revolutionære aktivister

En Internationale er nyttig både til politiske diskussioner og til handlinger, der kan skabe politiske forandringer. Revolutionær bevidsthed har gavn af løbende, struktureret debat med andre i hele verden. En fungerende Internationale giver denne mulighed for regelmæssigt at mødes og diskutere. De debatter, som har været ført i FI om kvindefrigørelse, socialistisk demokrati og økosocialisme har ofte været nyttige for brede lag af aktivister. Nogle gange blev disse spørgsmål taget op, før de blev mere mainstream i den bredere bevægelse. Bøger og publikationer sponsoreret af IIRE (International Institute for Research and Education) og udgivelsen af International Viewpoint/Inprecor bidrager til at sprede disse ideer.

Internationale strukturer handler ikke kun om at udarbejde politiske analyser eller vedtage udtalelser om aktuelle spørgsmål, men kan hjælpe med at koordinere aktioner på internationalt plan. FI blev genopbygget delvist gennem sit solidaritetsarbejde med befrielsesbevægelserne i Cuba, Algeriet og Vietnam. Senere gjorde man en kæmpe indsats for at opbygge solidaritet med Nicaragua (i sin radikale fase), Solidarność i Polen og den britiske minearbejderstrejke i 1984-85 for blot at nævne nogle få eksempler. I dag er kammerater i Italien i centrum for solidariteten med kooperativet, som driver den besatte GKN-fabrik. Vi har arrangeret internationale møder for at dele erfaringerne med solidaritetsarbejdet med det palæstinensiske folk.

En Internationale kan hurtigt formidle praktisk information om konkrete kampe. Man kan arrangerer solidaritetsbesøg af kammerater, som er involveret i eksemplariske kampe i andre lande. En anden nyttig aktivitet er at samle unge aktivister i en årlig ungdomslejr, der afholdes på skift i forskellige lande. Grupper eller enkeltpersoner fra det globale syd kan til en vis grad støttes økonomisk af partier i de rigere kapitalistiske lande. Dette gælder også i forhold til internationale skolingskurser, som afholdes i Amsterdam eller dens satellitter i Asien. Disse skoler er også åbne for aktivister, der ikke er medlemmer af FI.

Vi kan også drage fordel af at dele artikler skrevet af kammerater over hele verden og offentliggjort på International Viewpoints hjemmeside. En ting, der kan være meget irriterende, er, når folk belærer os om begivenheder andre steder uden at give ordet til de aktivister, der selv kommer fra disse lande. For eksempel reducerer nogle mennesker på venstrefløjen invasionen og besættelsen af ​​Ukraine til en inter-imperialistisk konflikt fremkaldt af amerikansk pres på Rusland. Kontakter med sympatisører i Ukraine giver os mulighed for at imødegå sådanne forenklede analyser og give ukrainere lejlighed til selv at forklare sig.

Med en fungerende international struktur kan du opbygge en politisk kultur, der starter med at forstå vilkårene og interesserne for arbejdere og bønder i forskellige lande. Dette er særligt vigtigt i betragtning af den lejrtænkning, som i dag eksisterer på venstrefløjen. For lejr-tilhængerne er revolutionær handling hovedsageligt bestemt af konflikten mellem de imperialistiske magter. Hvis den vigtigste og eneste opgave er at svække amerikanske interesser, så ofrer man de behov og interesser, som arbejdere har i lande på den forkerte side af denne kløft. Således forsvarede nogle på venstrefløjen Assad som et mindre onde, eftersom USA angreb ham. Russiske bombninger og krigsforbrydelser i Syrien blev bagatelliseret eller ignoreret, fordi Putin støttede et regime, der angiveligt var en del af en modstandsakse mod USA og Israel. De ser Assads fald som et massivt nederlag for arbejderne.

6. En international, der ikke lyder eller ser mærkelig ud

Da jeg lyttede til Aaron Bastani på Novaras udsendelse om året (værd at se – her på YouTube

) blev jeg imponeret over hans sidste kommentar om venstrefløjens behov for at opbygge en antikapitalistisk strømning, der ikke er ‘underlig’ (engelsk: ”weird”, o.a.). Jeg tror, ​​han har fuldstændig ret i behovet for, at venstrefløjen skal være tilgængelig og åben for folk uden for venstrefløjens egen boble. Det gælder også vores engagement for behovet for en Internationale.

Den første læresætning må være: Lad være med at foregive at være det internationale proletariats verdensparti, og lad især være med at udråbe dette i jeres publikationer. Proklamationer i den stil placerer en i afdelingen for tosser.

Vi må acceptere, at vi står, hvor vi står. Selvom vi siger, at vi ikke må udskyde opbygningen af ​​en Internationale i dag, ser vi os selv som en mulig del af noget meget større. Omgruppering med strømninger, der kommer inde fra eller uden for den trotskistiske tradition, er afgørende. Faktisk definerer FI sig officielt ikke som trotskistisk, og der er sektioner i nogle lande, der kommer fra maoistiske eller andre traditioner.

I Storbritannien organiserer både Socialist Party med CWI (Committee for a Workers International) og SWP med IST (International Socialist Tendency) sig internationalt med deres ligesindede. Ingen af dem er til stede internationalt eller struktureret på samme niveau som FI, men vi udelukker ikke at arbejde hen imod en sammenslut med sådanne strømninger.

En Internationale er nødt til at afvise enhver pseudo-leninistisk idé om, at en slags center skal bestemme det politiske linje at tage i hvert land. Hver sektion skal bestemme sin egen strategi og taktik. Det er kun, når en sektion i et land beslutter sig for at krydse klassegrænserne ved for eksempel at indgå i en borgerlig regering eller bryde en strejke, at den internationale ledelse vil tage disciplinære skridt. Bare for at give et eksempel på den demokratiske funktionsmåde i dag i FI: Der er nuancer i dag i holdningen til Ukraine. Mens alle grupper kræver tilbagetrækning af de russiske tropper, er det ikke alle, som støtter våbenleverancer til Ukraine fra vestlige regeringer. Internationalens publikationer afspejler denne pluralisme, men gør det samtidig klart, hvilken holdning de internationale organer faktisk har vedtaget.

Endelig bør vi også huske på en anden grund til international organisering. Den yderste højrefløj er organiseret internationalt og har mange flere ressourcer end os. Steve Bannon [toprådgiver for Trump i starten af hans første præsidentperiode, o.a.] og andre organiserer hele tiden internationale møder og sender penge fra deres rige bagmænd til grupper rundt om i verden. Penge fra Putins Rusland finder også vej til den yderste højrefløjs kasse. Venstrefløjen bør organisere sig på internationalt plan, hvad enten det er os som revolutionære økosocialister eller bredere massebevægelser som fagforeninger eller arbejderpartier.

Dave Kellaway er medlem af Anti*Capitalist Resistance og af Labours partiafdeling i Hackney and Stoke Newington. Han skriver jævnligt til International Viewpoint og Europe Solidaire Sans Frontieres.

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Åge Skovrind