1. Zionismen betegnes ofte af sine fortalere som “det jødiske folks befrielsesbevægelse.” Den påstand er ikke alene falsk, den er også noget vrøvl. Verdens jøder udgør delvis overlappende fællesskaber, der er løst forbundet af historiske erfaringer, kultur og en fælles religiøs praksis – eller erindringer om fælles praksisser. Der findes bestemt en jødisk identitet (eller identiteter), men ikke noget, der ligner en global nationalitet: Verdens jødiske folk er hverken en nation eller nogen som helst form for en kollektiv politisk enhed.

Hertil kommer, at zionist-bevægelsen ikke havde til hensigt, at organisere den jødiske befolkning mod dens undertrykkere, men at overføre jøder til et andet sted (ofte med bistand af de selv-samme undertrykkere). Ud af denne plan opstod et absurd ideologisk krav om, at Palæstina var “et land uden et folk, for et folk uden et land.”

Zionistiske ledere vidste godt, at Palæstina var beboet – men ud fra det kolonialistiske værdisæt, der var gældende i det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede, så betragtede de områdets befolkning som “tilbagestående” og uden en kultur af nogen betydning. I samme ånd så zionist-ernes europæiske lederskab ned på Mizrahi-jøder (der kom fra Mellemøsten og Nordafrika), der allerede fra den zionistiske bosætterbevægelses begyndelse blev rekrutteret som arbejdskraft i stedet for palæstinensiske arabere.

Europas jødeforfølgelser skabte Israel

2. Skønt zionismen ikke er og aldrig har været en “national befrielsesbevægelse,” så var den ikke desto mindre en udløber af det 19. århundredes europæiske nationalisme. I Øst- og Centraleuropa gjorde opkommende nationalistiske bevægelser i stigende grad tilværelsen vanskelig for jøderne. Især blev jøderne i det 19¨århundredes Østeuropa undertrykt og forfulgt og blev i perioder udsat for voldelige angreb. (Disse katastrofer udviklede sig ud fra komplekse historiske årsager fra midten af det 17. århundrede, især efter opløsningen af det 700 år gamle polske kongedømme, hvor jøderne havde levet beskyttet og haft forholdsvis gode forhold).

Under det russiske zarstyre, forværredes jødernes tilværelse katastrofalt, særlig slemt blev det hen mod slutningen af det 19. århundrede. Disse kriser skabte grobund for såvel nationalistiske som socialistiske, anarkistiske og liberale bevægelser.

I denne sammenhæng opstod zionismen som en speciel form for nationalisme, der ville overføre en befolkning til et andet landområde, i stedet for befri dem på den jord, hvor de boede. Ideen blev bittert modarbejdet af den progressive jødiske nationalistbevægelse i Østeuropa, Bund, der så jødisk frigørelse som et led i en større, overordnet social transformation, mens andre jøder så det som en del af en bredere russisk revolutionær bevægelse.

3. Den politiske zionisme, der stræbte efter en “uafhængig jødisk stat” i Palæstina, søgte fra begyndelsen efter en kolonial sponsor. Tilsidesatte andre zionistiske visioner som fx et spirituelt jødisk hjemland eller bi-national stat (når vi i dag taler om “zionismen”, så betyder det politisk zionisme med mindre andet er nævnt).

Den dominerende politiske zionisme var, hvad vi i dag vil kalde en imperialistisk bosætteraktivitet. Dets historiske ledere – fra Theodor Herzl til den “venstreorienterede” Ben-Gurion og til de militante højreekstremister, Vladimir Jabotinsky – skammede sig ikke over det de var og er og skjulte det heller ikke. De zionistiske bosættelser og den trinvise overtagelse af Palæstina, blev muliggjort og beskyttet af det britiske mandatstyre (1917-1948) – og altid på trods af palæstinensernes protester og modstand.

Israels sejre skyldtes masser af udenlandske våben

4. Forud for 2. verdenskrig var zionismen en minoritetsbevægelse blandt jøder, globalt såvel som i Europa. Nazisternes folkemord og ændringen af talrige grænser efter 1945 forandrede alting – og naturligvis ikke kun Palæstina. I årene efter krigen, endte hundredtusinder af statsløse europæiske jødiske flygtninge i Palæstina, nogle af eget valg, de fleste fordi alle andre muligheder var ude-lukket. Den kaotiske afslutning på det britiske mandat, resulterede i krig og etnisk udrensning af 750.000 palæstinensere. Med FN’s dårligt planlagte delingsplan i hånden erklærede Israel sig som uafhængig stat i 1947. I 50’erne fulgte en storstilet indvandring af jøder fra de arabiske lande.

Israels sejr betød ikke “et mirakel stik imod alle forventninger.” Det var snarere et resultat af overlegen våbenmagt (leveret fra Tjekkoslovakiet, der som eneste land nægtede at deltage i våbenembargoen af de krigsførende parter) – samt nøje planlagt ødelæggelse af hundredvis af palæstinensiske landsbyer og fordrivelse af deres indbyggere.

5. Fra 1948 og frem til i dag har der været en række krige, og gennemført yderligere etniske for-drivelser. I 1967 erobrede Israel Vestbredden og Gaza (der blev rømmet i 2005) i takt med den israelske stats behov for mere land og vand.

Israels militære overlegenhed, som USA bakker op om og leverer våben til, er foregået siden 1967. Frem til 1977 var landets domineret af arbejderpartiets zionister. Siden da har det nationalistiske højre siddet på magten (bortset fra Rabins Arbejderpartiregering 1992-95), og har gennemført en uhæmmet neoliberal politik, der kasserede landets “socialistiske” fortid, og siden har udviklet sig til et enormt ulige samfund.

Den israelske uafhængighedserklæring fra 1948 lovede et demokratisk samfund uden indbyrdes eller religiøs diskrimination. Virkeligheden har i stigende grad tømt løftet for indhold. Det kulmine-rede da loven om Israel – jødernes land blev vedtaget som en slags grundlov, der svarer til den forfatning, Israel aldrig har fået. Staten hævder nemlig, at den repræsenterer alle verdens jøder – ikke kun dets egne statsborgere.

Den jødiske demokratiske stat er et bedrag

Der findes i hundredvis af diskriminerende love og praksisser, der gør nar af ideen om en “jødisk og demokratisk stat,” sådan som den israelske propaganda påstår. Den nuværende etniske udrensning af kvartererne Sheikh Jarrah og Silwan i Øst-Jerusalem, er blot de seneste eksempler.

Kort sagt, så er der umuligt, at skjule den barske virkelighed: Israel er i dag en stat med utilsløret jødisk overherredømme, og med talrig træk, der minder om en apartheidstat, om end den ikke er identisk med Sydafrika.

Alt dette er hvad professor Rashad Khalidi kalder resultatet af “hundred års krig mod palæstinen-serne.” Hvorvidt det zionistiske projekt ville have skabt et andet resultat er spekulativt. Fokus må fortsat være på de bevægelser, der kæmper for social retfærdighed og solidaritet.

Det er derfor, at et stigende antal amerikanere, især unge samt et stigende antal jøder, er kritiske overfor USA’s militære, økonomiske og politiske støtte til Israel, og det forklarer også hvorfor BDS (boykot-Israel-kampagnen) der støtter palæstinensernes rettigheder, har fået en så voldsom frem-gang, såvel i USA som internationalt. Og det er derfor den israelske regering forsøger at få den amerikanske kongres til at kriminalisere bevægelsen.

To-stats-løsningen er diplomatisk tomgangssnak

6. Det er ligeledes spekulativt om hvorvidt to-stats-løsningen dog i det mindste kunne være en delvis løsning.

Israels de-facto indlemmelse af de besatte palæstinensiske områder, bistået og tilskyndet af USA, har fjernet muligheden for en to-stats-løsning, men giver fortsat næring til diplomatisk tomgangs-snak. Realiteten er, at der eksistere en et-stats-kolonialistisk apartheidstyre med to nationaliteter, en israelsk-jødisk undertrykker, og en undertrykt palæstinensisk nation.

Det er absolut nødvendigt, at understøtte alle kampe – også BDS’ – der peger mod lige ret for israelere og for palæstinensere, indenfor den israelske stats grænser (der ikke omfatter Golan-højderne og besatte libanesiske områder) samt enhver kamp mod det Human Rights Watch præcist benævner som Israels “kriminelle apartheid og forfølgelse.” Ud fra et socialistisk perspektiv, gives der ingen kortvarige “løsninger” indenfor grænserne af det lille territorium.

Vi tror, at en socialistisk overgang er nødvendig for at fjerne den statslige struktur af undertrykkelse og racisme, som den politiske zionisme har skabt – og som i dag er flettet sammen med Israel og den regionale kapitalisme. For at åbne op for en fremtid med national lighed, demokrati og frihed for undertrykkelse af arabiske og israelske palæstinensere, israelske jøder og de andre minoriteter, der lever i det historiske Palæstina.

Vi kan ikke tilbyde et handlingsplan for hvordan de, de bor her, frit kan skabe deres egen fremtid. Det er vores opfattelse, at det vil kræve en revolutionær, demokratisk overgang af den mellem-østlige region, uanset hvor stærke og permanente imperialismens og reaktionens kræfter end syner i dag.

7. Udvalgt læsning:

• Human Rights Watch, “A Threshold Crossed: Israeli Authorities and Crimes of Apartheid and Persecution,” https://www.hrw.org, April 22, 2021.
• Ilan Pappe, Den etniske udrensning af Palæstina, 2006
• Rashid Khalidi, The Hundred Years’ War on Palestine. A History of Settler Colonialism and Resistance, 1917-2017. Metropolitan Books: Henry Holt and Company, 2020.
• Jeff Halper, War Against the People: Israel, the Palestinians and Global Pacification. Pluto Press, 2015, and Decolonizing Israel, Liberating Palestine. Zionism. Settler Colonialism, and the Case for One Democratic State. Pluto Press, 2021 (reviewed in ATC 213).
• Gilbert Achcar, The Arabs and the Holocaust. The Arab-Israeli War of Narratives. Metropolitan Books: Henry Holt and Company, 2010.
• Essays by Moshé Machover, Israelis and Palestinians. Conflict and Resolution. Chicago: Haymarket Books, 2012.
• Jenny Bourne, “Homelands of the Mind: Jewish Feminism and Identity Politics,” Race and Class 29:1 (July 1987): 1-24.

15. september 2021

David Finkel er redaktør af Against the Current, der udgives af den amerikanske socialistiske organisation Solidarity

Oversat og bearbejdet fra Against the Current nr. 214 af Arne Lund