content-picture.php

Magten over Københavns udvikling er ved at glide indbyggerne af hænde. Bystyret og staten sælger det fælles gode til højestbydende. Resultatet er kommercialisering og stigende banalitet. En ny bog beskriver, hvordan det står til.

af Arne Lund

Nævn ti gode ting i København: Cykelstier – havnebadet – torve og pladser – NGO’ere – klima- og miljøbevidstheden – (dele af) den kollektive trafik – gårdrydninger på broerne – cafeerne – jazz-festivalen – kultur og kunst.

 

Og nævn så ti dårlige ting i København: Kommercialisering – ejendomsspekulation – biler – fejlslagen byudvikling – ulighed i boligpolitikken – stress – By & Havn – masseturisme – “der skal ske noget” – amerikanisering.

 

Nu tænker læseren måske, at en blanding af godt og skidt vel er det, der kendetegner en by, og her ser det ud til at være en slags balance. Desværre nej, for det dårlige er ved at få overtaget og har haft held til at fortrænge meget af det, der engang gjorde København til noget særligt.

 

København på lattergas

Om byens gradvise forfald og banalisering skriver Jens Kvorning og Carsten Thau (arkitekter) og Martin Zerlang (litteraturforsker) i København på lattergas – Når byen bliver banal. En ny bog, der fint supplerer to andre nyligt udgivne bøger om Københavns udvikling: Peter Schultz Jørgensens Byernes jorder, og Karsten Ifversens Kapitalen.

 

Bogen angriber det falske fremskridt, der fører til en kulturel og æstetisk forarmelse af byen, og den åbenlyse banalisering, der sker i arkitekturen og byplanlægningen, med det forenklede, det “fælles”, som ikke støder nogen, hvor alle forstår, hvad det drejer sig om. Hvor banaliteten kammer over i ligegyldigheder og konformitet.

 

De nye bydele i Nordhavn og Ørestaden kritiseres for manglen på variation i såvel planlægning som byggeri: Der bygges for tæt, for ensartet, og uden tanke for, at de mennesker, der bor der, også har andre behov end en kasse, hvor man kan opholde sig uden for arbejdstiden. Fx er manglen på fællesarealer og grønne områder i Nordhavnen slående. Er det ikke rimeligt at forvente et liv efter fødslen?

 

Allerværst er den banalisering, der er sket med de indre bydele – især Strøget og Nyhavn, – unikke bymiljøer, der af hensyn til omsætning, arbejdspladser og vækst i dag er trivielle indkøbsgader og spisesteder i historiske rammer. Om Hovedbanegården hedder det, at “her har madkæderne fået frit løb i en hørm af friturestegte pomfritter… en mangel på pietetsfølelse og respekt for den smukke, imponerende bygning.”

 

Det værdifulde forsvinder

Bogen er ikke nostalgisk, vil ikke have fortiden tilbage. Men den er indigneret over alt det værdifulde, der rask væk forsvinder, blot fordi det ikke passer ind i developernes forenklede begrebsverden. Og indigneret over, at det lidt, By & Havn og ejendomsinvestorerne har at byde på, ofte er så banalt, og hvor kvaliteten hyppigt er ringe. Hvordan kan det fx være, at velrenommerede arkitekter siger ja til at tegne Bohrs Tårn på Carlsberggrunden, der ikke harmonerer med omgivelserne, og er så elendig bygget, at facadebeklædningen nu falder ned, blot tre år efter indvielsen?

 

Med rette kritiseres bystyret for at være skødesløs, når det gælder om at bevare værdifulde miljøer, fx Slagterboderne, der blev ryddet for at give plads til banalt etagebyggeri. Eller unikke butikker og spisesteder – ofte de første af sin slags. Ældre læsere husker Tokanten på hjørnet af Rådhusstræde og Vandkunsten – et snurrigt Pippi Langstrømpested med surrealisme, Cobra-kunst – i stedet kom en diner ved navn Manhattan. Logisk nok, for vi lever i en tid, der søger at udviske andre spor end dem, der vedrører os selv, som om alt er nutid.

 

Bogen gør en del ud af at påpege, hvilken fattiggørelse det er at vokse op i en verden, der kun afspejler ens egen tid, ens klasses smag og normer. Tidligere var bydelene blandede, og folk levede i brogede klynger. Det er ved at være slut, og kvartererne er nu opdelt efter “segment,” økonomi, bilmærke og holdninger.

 

Arkitekten Jan Gehls tanker om det gode liv mellem husene har sejret (ad helvede til?). Køben-havn er blevet rarere, nemmere og mere sikker. Men tag ikke fejl: Prisen har været høj, for det nemme liv, og det rekreative, som vægtes højt af bystyret, developerne og af borgerne, er jo ikke det samme som det kreative. Blot fordi vi slapper af, får vi ikke nødvendigvis et skabende og uforudsigeligt miljø, hvor byens borgere kan udfolde sig på egne betingelser.

 

Den hektiske jagt på oplevelser har reduceret de steder, hvor bymennesket kan fundere og blot være. Byen har ikke længere tomme pladser. En byplanlægger må ikke lave en plads, hvis ikke der er en eller anden aktivitet: En boldbane, petanque, cafeer osv. Hvad med bare nøjes med en lille fontæne, børn, der klapper en hund, tegner på fliserne, pensionister, der spiller skak. Det går ikke, siger stadsarkitekten, folk må ikke kede sig.

 

Med den begrundelse er byen blevet renset for alt det gedulgte der gjorde byen mystisk og rum-mede det ukendte: Plankeværker og tomme grunde, baggårde med underlige skure, og de vildnis, som børn har brug for. Fortiden er fyldt med ubehag, og snart er der kun de gamle banearealer ved Bussevejen tilbage, men det er en stakket frist, for også det område har developerne fået øje på.

 

Brokvartererne

Brokvartererne har både vundet og tabt ved gårdrydningerne. Beboerne er glade for at have fået lys og luft og grønne plæner til leg, afslapning og sammenkomster – det har været savnet, siden husene blev opført sidst i 1800-tallet.

 

Sammenlignet med andre bydele, så er brokvartererne de mest attraktive dele af København. Her er der stadig masser af muligheder for at skabe miljøer, hvor folk trives. Dertil bidrager de små butikker, der kan overleve, fordi huslejen er beskeden. Så længe det varer, for ejendomsinvestorerne har fået øje på broernes kvaliteter, og skruede fx i Ndr. Frihavnsgade huslejen op til 53.000 kr., – og så måtte grønthandleren lukke. I stedet kom endnu en burgerbar og en ejendomsmægler.

 

Gå en tur ad Ravnsborggade, der tidligere var antikkræmmernes gade. Nu er den blevet smart med fancy spisesteder, vinforretninger og boutiquer. Det er ikke mange år siden, at der i den Sorte Firkant og tilstødende gader var et solidt flertal imod EU. Nu er det slut, og der er flertal af folk, der stemmer radikalt eller på Alternativet.

 

Det er sket i takt med, at lejeboliger er blevet andelsboliger, og så tager fanden ved folk, for nu presses “værdien af egen bolig” i vejret, så der kan lånes til et hus i forstæderne. Beboersammen-sætningen forrykkes, og de, der vil have en billig bolig, går forgæves.

 

Bacillen fra ejendomsspekulationen i Indre By er ved at nå brokvartererne, som bogen påpeger.

 

Byggesjusk

Ældre arkitekter er bekymrede for, at tidens hotte arkitekter sjusker med materialerne, og at der ikke er gjort nok ud af væsentlige detaljer. Bjarke Ingels 8-tallet er et eksempel på et smart udtænkt byggeri, der er dårligt udført. Åben for de sydvestlige vinde, der suser ind fra Kalveboderne, og hen over det flade Sydamager. Arkitekter skulle tvinges til at bo i de huse, de tegner.

 

Byggesjusk er omfattende, og om 5-10 år, måske mindre, skal man til at reparere på bygninger, der burde kunne holde i generationer. Det kan lyde reaktionært, men under lavkonjunkturer tænker folk sig mere om og ødsler ikke med tingene som nu, hvor der er fuld damp på.

 

Bogen gør grundigt rede for, hvorfor boligerne i Nordhavnen og i Ørestaden er så flade og banale, sammenlignet med byggeriet på brokvartererne. De første har ingen variationer i vinduernes udformning og i murværket omkring vinduer, døre og balkoner. Derved mangler der det lys-skyggespil, som solen danner, selv på gråvejrsdage. Facaderne i moderne byggeri er enten lys eller skygge og er uden de mange nuancer, der gør facaderne på broernes ældre byggeri så rigt facetterede. Hertil kommer, at i Nordhavnen bruges mursten i 2-3 brune eller grå nuancer. Igen vinder broernes farverigdom. Hvorfor er det sådan? Fordi der er flere penge i at bygge i store enheder og med ensartet design.

 

Mere glas

En fællesnævner for det nyere byggeri er den udstrakte brug glas. Enten i privatboliger, hvor enhver ved aftenstide kan se, når genboen klør sig i øret, eller i kontorer og offentlige bygninger. Glas signalerer åbenhed og gennemsigtighed: Nykredit skrev om sit glaskontorhus, at “det udtrykker et åbent og demokratisk formsprog – et bevidst nordisk udtryk i løsningerne.”

 

Men det er jo løgn. Glas eller ej, så fortsætter magtens udøvere med at begå de vante slyngel- streger, og der indgås ikke færre lokumsaftaler. Intet er blevet mere åbent, fordi man holder til i et glashus. Tværtimod, magten lukker sig mere og mere om sig selv, den statslige som den private.

 

Den nye arkitektur er underlig anonym. Er det et kontor, et udstillingscenter, eller en lufthavn? Find selv ud af det, for arkitekten er ikke til megen hjælp. Ét af de værste eksempler herpå er BLOX for enden af Vester Voldgade. Et design- og arkitekturcenter bygget af Realdania (ejet af Danske Bank). Om BLOX skriver forfatterne, at det er generisk arkitektur – noget der er svært at definere, og uden bestemte egenskaber, et nulpunkt.

 

Ligeså slem er den lyserøde lagkage, der er blevet nabo til den fine Østerport station. Atter har bystyret sagt ja til noget, de ikke anede, hvad var. Bygningen, der skal rumme kontorer til konsu-lenter og advokater i den dyre prisklasse, har fået flere priser som det grimmeste byggeri i 2019.

 

I 2016 fremhævede. arkitekt, Jan Gehl, Ørestaden som et pejlemærker for hvordan de nye bydele kunne udvikle sig. På blot fire år er hans advarsel blevet realiseret.

 

Hvem har ansvaret?

Hvem ejer byen? Ikke Københavns Kommune, for den råder i dag kun over 7 procent af byens jorder. Resten er via By & Havn solgt til højestbydende, og det er ofte banditter i habitter, investeringsselskaber som Blackstone, der har opkøbt store dele af Indre By.

 

Udenlandske investorer finder det attraktivt at investere her i landet. Finansmarkedet er stabilt, renten lav. Politikerne er velvillig indstillet og generer ikke med kontrol og høj skat. Derfor er det nemt at belåne de købte ejendomme, og for de lånte penge at erhverve nye ejendomme. Pengene hentes hjem ved at skrue huslejerne op. Her har investorerne dog forregnet sig, for stedse flere butikker og erhvervslejemål kan/vil ikke betale de opskruede huslejer – bortset fra amerikansk ejede butikskæder, der kun sjældent betaler skat her i landet.

 

I bogen interviewes otte kendisser, der alle siger noget begavet om byen. Bedst (synes jeg) om Søren Ulrik Thomsens klare blik for det skæve og det snurrige, og for hans forsvar for det, bystyret og developerne vil fjerne. Også billedkunstneren Morten Strædes indlæg om det u-sketes værdi er tankevækkende.

 

Stjernearkitekterne

Lige så bidsk bogen er overfor bystyret, kommercialiseringen og developerne, lige så tam er den overfor tidens stjernearkitekter. To af dem, Lene Tranberg og Dorthe Mandrup, interviewes i bogen. Uimodsagt får de lov til at udbrede sig om deres gode intentioner, og hvad de vil med deres metier. Og her er der bestemt meget godt at hente, fx Tranbergs rustikke skuespilhus. Men når hun så begynder at tale om sociale forpligtelser og hensyn, da burde forfatterne have spurgt hende, hvorfor hun så har sagt ja til tegne Axel Towers til ét af landets mest magtfulde advokatfirmaer, placeret på kanten af middelalderbyen, tæt på kollektiv trafik og med plads til 300 biler.

 

Mandrup udbreder sig om sin “verdensåbnende arkitektur og sociologiske fantasi,” men bliver ikke spurgt om, hvordan det stemmer overens med hendes 320 meter høje Bestellertårn i Brande.

 

Der refereres hyppigt til tidens arkitektoniske darling, Bjarke Ingels, der nok har mange ideer, der dog ikke alle er lige gennemtænkte, set i forhold til den funktion, de skal opfylde. Forbrændingsanlægget Amager Bakke er spektakulært med sin 85 meter høje skiløjpe. Men hvad har den at gøre ovenpå et forbrændingsanlæg, der ikke har affald nok til at være rentabel. For at få værket til at løbe rundt, skal der årligt importeres 30.000 tons affald fra England, Irland, Tyskland og Italien.

 

I årene efter Første Verdenskrig, og frem til omkring 1970 – den arkitektoniske guldalder – kørte byggeriet parløb sammen med samfundets sociale ambitioner om at skabe en progressiv arkitektur. Trods stram økonomi og periodiske lavkonjunkturer var byggeriet gennemgående af høj kvalitet.

 

Dygtige arkitekter – ofte med en håndværkerbaggrund – spurgte sig selv: Hvem bygger jeg for? For dem, der skal bo i huset eller have gavn af bygningen som en funktionel brugsgenstand, der kan holde i mange år? Eller bygger jeg for dem, der finansierer byggeriet?

 

I dag arbejder arkitekter på tegnestuer med flere hundrede ansatte, hvor man er afhængig af store bestillingsarbejder for at kunne få det til at løbe rundt.

 

I Politikens nyhedsbrev Byrum 27.01. 2020 skrev arkitekt og byplanlægger Hanne Schmidt, at “finanskapitalen har overtaget byudviklingen, og giver ikke plads til at bygge og planlægge til gavn for mennesker, miljø og natur. Arkitekterne siger ikke stop; de bidrager ukritisk til fremkomsten af det ene golde bykvarter efter det andet. Det politiske og sociale fokus er helt forvundet med den neoliberalistiske udvikling…engagerede arkitekter og planlæggere synes forsvundet fra det offentlige rum. For hvor er standens højlydte protesterne over den asociale byudvikling, vi er vidne til i dag, hvor hele byggebranchen synes at være i lommen på finans-kapitalens spekulanter….Den kapital, der investeres i byggeri og byudvikling… stammer fra skatteunddragelser, bestikkelser, våbensalg og hvidvask, som byggebranchen og arkitekterne velvilligt bidrager til at vaske hvide. Især boligmarkedet spiller en væsentlig rolle for denne kapital, hvor overakkumulation både giver nem adgang til kredit og en omsætning med mulighed for at tjene tykt på salærer og gebyrer, renter og realkredit. Vi er vidne til enorm finansiel gældsætning indhyllet i tåger af boliglån, gebyrer og kriminelle penge, og med liberaliseringer i 90’erne ses svag eller manglende planregulering i forhold til tidligere planlove.”

 

Løsningen er standhaftige arkitekter, samt bygherrer og kommunalbestyrelser, der forlanger kvalitet. En byggetilladelse bør ikke gives, førend bygherren kan garantere projektets arkitektoniske kvalitet.

 

Modstand

Bogens titel København på lattergas referer til den kortvarige rus, som lattergassen og oplevelses-samfundet giver, og den efterfølgende “ro” – en vægtløs tilstand uden påtrængende problemer. Også politikerne får en kortvarig rus, fordi de nu igen har fået solgt et stykke af byen, og dermed flere penge i kommunekassen.

 

Forfatterne kunne godt have gjort mere ud af københavnernes begyndende modstand mod ureguleret værtshusstøj, masseturismens hærgen, tivoliseringen, og det stigende antal tomme butikker mv.

 

Ej heller gøres der meget ud af de muligheder, indbyggerne har for at få bystyret til at ændre politik, fx begrænse antallet af restaurationer og cafeer i et givet område, eller sikre mindre butiks- og værkstedslejemål, så de store kæder ikke optager de mest attraktive gader med forretninger, der kan ligge andre steder. For slet ikke at tale om ikke at forgribe sig på ethvert ledigt areal, der skal bebygges, så By & Havn kan afdrage på metrogælden på 40 milliarder krober.

 

I den berettigede kritik af byudviklingen skydes med spredehagl uden blik for, hvor mange mennesker, der lever et liv uden ret meget kommerciel påvirkning. Som ikke skal have det sidste nye, som selv reparerer, når noget går i stykker, som bytter eller dyrker, som deler og slår sig sammen i indkøbsforeninger og andre netværk for at undslippe kapitalens fangarme. Og som er optaget af at skabe en modstrøm til masseforbrugets banaliteter.

 

Selvbyg!

En trediedel af bogen handler om Strøget, og det er at gøre for meget ud af den fortærskede gade. Nok udgår meget herfra, men andre bydele har vel også en ret i sig selv.

 

Bogen forsømmer at se på, hvorfor planerne om at gøre Carlsberg til en bilfri by led skibbrud. At det ikke skete viser, hvor bilcentreret en by København er, og hvor frygtsom bystyret er, når det gælder om at trodse billobbyen og By & Havn.

 

I vore nabolande er der en anden tilgang til byggeriet. Den hollandske stat, der ejer al jord i landet, favoriserer selvbyggerier ved udleje grunde billigt til dem. Modellen giver mulighed for at kombinere boligen med en butik, værksted eller kontorer. Finansieringen sker via crowdfunding, andelsbevægelser eller alternativt sameje – for bankerne vil ikke finansiere den slags byggerier. De skyder kun penge i det, der retter sig mod kernefamilien, og det ejendomsmæglerne ved, de kan få solgt.

 

Her til lands er Christiania vist det eneste danske eksempel, hvor selvbyg og bæredygtigt byggeri trives. Uheldigvis har det omgivende samfund ikke lært af de erfaringer, man har gjort på Christiania i snart 50 år.

 

Kritikpunkterne til trods har de tre forfattere begået en tankevækkende og lærerig bog, der graver dybt i arkitekturen og belyser, hvordan magthaverne udtrykker sig gennem den valgte arkitektur. Roberto Fortunas billeder understøtter og supplerer teksten på fremragende vis.

 

Jens Kvorning, Carsten Thau og Martin Zerlang: København på lattergas – Når byen bliver banal. 271 sider Gads forlag, 2020 Pris: 200 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com