For 150 år siden [den 22. april] blev Lenin født i byen Simbirsk. Vladimir Ilyich Ulyanov var født. Det er i sig selv ikke en særlig vigtig begivenhed; når det kommer til stykket, bliver vi alle sammen født et eller andet sted på et eller andet tidspunkt. Ulyanov skulle senere blive bedre kendt under navnet Vladimir Ilyich Lenin, teoretiker og leder af revolutionen i Rusland 1917. Lenins rejse sammen med andre bolsjevikker fra eksilet i et forseglet tog gennem Tyskland, hans ankomst til Finlandstationen i Petrograd og forkyndelsen af Aprilteserne til de jublende revolutionære masser, er alle blevet til en del af mytologien om den Store Russiske Revolution.

Men som marxister forstår vi, at historien ikke skabes af store mænd og kvinder. Masserne skaber historie, når de kaster sig ud i klassekamp under de betingelser, de nu er blevet givet både gennem udbytningen af dem og deres modstand mod samme. Igennem alle sine bidrag til marxistisk teori tog Lenin selv denne forståelse alvorligt, anvendte den og udviklede konklusioner fra den. Skønt fødselsdatoen ikke er vigtig, giver den dog os et påskud til at se nærmere på de teoretiske landvindinger, der er blevet forbundet med Lenin, og at vurdere leninismens bidrag til den marxistiske teori.

Den russiske revolution

Revolutionen i 1917 kom som et lyn fra en klar himmel, og det er denne begivenhed, der sikrer, at Lenin bliver husket i det omfang i dag, som han bliver det. For første gang i verdenshistorien blev det demonstreret, at den kapitalistiske stat trods alle sine udspekulerede træk, og med sin avancerede form for undertrykkelse, ikke var uovervindelig. Men ikke nok med det: At dette skulle blive afsløret, ikke i de avancerede kapitalistiske lande i Vesteuropa med deres parlamentariske arbejder-massepartier, men i det ”tilbagestående” Rusland, var en skandale i øjnene på den marxistiske ortodoksi i det tidlige 20. århundrede. Lenin deklarerede dannelsen af en Tredje Internationale, som et brud med den miskrediterede Anden Internationale, hvis ledere i deres respektive lande havde ladet sig trække ind i chauvinistisk støtte til Første Verdenskrig. I de følgende år gjorde Lenins deltagelse i og ledelse af revolutionen ham til et ikon, både som en forkæmper for alle undertrykte i hele verden og især i den succesfulde antikoloniale bevægelse, der rystede verden efter verdenskrigene, men også som bussemand under koldkrigens paranoia.

Hvis vi imidlertid skal høste frugterne af leninistisk teori, må vi lære at vikle den ud af den specifikke historie om den russiske revolution og de historisk begrænsede mytologier, som denne har skabt, for i stedet at anvende den forståelse, som leninismen i sig selv kan give os, i vore egne aktiviteter. Leninismen er mere end bare en enkelt persons ejendom, vi må forstå den som et sæt af praksisser og analyser som, skønt oprindeligt udviklet i sammenhæng med det revolutionære Rusland, er relevante i alle klassesamfund.

Demokratisk centralisme

”Leninisme” er ofte blevet brugt som synonym for en bestemt model for ”demokratisk centralisme” i partiopbygningen, både blandt Lenins støtter og hans kritikere. Lenins tekster er blevet brugt, som var de bibelske vers eller bud til både at ophøje og fordømme leninismen; der er enten blevet slået ned på selvmodsigelserne, eller disse er blevet fornægtet. Men vi må være helt på det rene med, at Lenin ikke altid havde ret – ikke engang i sin egen samtid. Lenin som individ skiftede mening, genvurderede sine positioner og begik fejltagelser. Mange, som nu insisterer på, at Lenin kun er af begrænset historisk betydning, er selv blevet ofre for myten om den ufejlbarlige Lenin – en mand, der i sin samtid ikke kunne begå fejl. Denne højtideligholdelse af det romantiske billede af ”Lenin, den store leder”, en mester i strategi, som havde et færdigt svar på enhver begivenhed, er rent faktisk en måde, hvorpå på man helgenkårer leninismen, en måde hvorpå man forviser den til historien.

Men for revolutionære i dag er leninismens dybe betydning, at den er en teoretisk orientering, der tager spørgsmålet om organisering alvorligt. Dette indebærer mere end de mekaniske apeller om at ”bygge partiet”, hvormed Lenin er blevet forbundet. Når man læser Lenins værker, får man en dyb følelse af, hvordan han værdsatte at tale med folk, at dele deres erfaringer, af alle de prosaiske praktiske detaljer i organiseringsarbejdet. Medens Lenin på ingen måde var den første til at organisere, eller den første til at tage spørgsmålet om organisering alvorligt, var det, som Lenin gjorde, at bruge de organisatoriske konsekvenser til udvikling af marxistisk teori. Disse konklusioner handlede ofte om abstrakte emner som statsmagtens eller verdensimperialismens natur. Men de vendte altid tilbage til den fundamentale tese: ”Marxismens sjæl er en konkret analyse af en konkret situation”.

”En konkret analyse af en konkret situation” kan synes som noget selvindlysende, men det, som er ”konkret”, er ikke blot det, som er ”umiddelbart”, det som man kan se med egne øjne. Enhver, som beskæftiger sig med politisk organisering, vil vide, hvor let det er at glide ned i en praksis med at opbygge livløse strukturer, eller omvendt at opleve delsejre og succeser, som man så ikke kan generalisere, fordi man ikke i tide har opbygget de organisatoriske former og praksisser, som ville kunne have ført dem videre fremad. Enhver, som har deltaget i kampagner, vil kende til frustrationen over forpassede muligheder og omvendt, den kedelige formalisme i tomme vaner. En ”konkret analyse” indebærer det praktiske arbejde med først at lytte og dernæst planlægge frem mod et klart og veldefineret mål. Det ”konkrete” er snævert forbundet med parametrene for både det, som er nødvendigt, og det, som er ønskeligt. At udvikle en ”konkret analyse of en konkret situation” betyder at møde folk der, hvor de er, og så føre dem derhen, hvor de har behov for at komme. Det involverer arbejdet med at lave en vurdering af tingene, ”som de er”, i en sammenhæng med et sæt af abstrakte mål, som hjælper med at definere, hvordan en sejr kan se ud.

Spontanisme og dogmatisme

Dette forfinede sammenspil mellem det konkrete og det abstrakte er det, som vi finder i det, som er blevet set som den første vigtige ”leninistiske” tekst. I ”Hvad bør der gøres” identificerer Lenin de to tendenser, der truer alle forsøg på at organisere: ”spontanisme” og ”dogmatisme”. Det første handler om kun at bevæge sig i samme hastighed som de langsomste, hvor man giver efter for de øjeblikkelige betingelser og svigter opgaven med at give den ledelse, der er nødvendig for at identificere og vinde mål ud over de kampe, der bliver en påtvunget af den umiddelbare materielle nødvendighed. Den anden, ”dogmatismen”, beskriver den stædige nægtelse af at tage hensyn til de faktiske forhold, og i stedet forsøge at anvende abstrakte modeller på situationer, som de ikke passer til. I den russiske arbejderbevægelse i det tidlige 20. århundrede fordømte Lenin spontanismen hos dem, der simpelt hen ville underlægge sig tempoet hos de fremvoksende fagforeninger. Hans argument var, at hvis denne strategi blev fulgt, ville den føre til politisk ufrugtbarhed, begrænset til kampe for arbejdernes løn og arbejdsforhold, der ikke forholdt sig til det større billede af tsaristisk diktatur.

I stedet argumenterede Lenin for, at ”uden revolutionær teori kan der ikke være nogen revolutionær bevægelse”. For at kunne organisere er det nødvendigt at udvikle en teoretisk forståelse af verden: At drage abstrakte konklusioner, som løfter os op over blot spontant at reagere på begivenheder, og som kan hjælpe os til finde en vej til at forvandle selve den kampplads, som vi kæmper på.

Men ligesom vi må anvende teoretiske konklusioner som ledetråde for vore aktiviteter, må vi også forstå, at marxisme ikke er et eksempel på en sandhed, der hæver sig op over alle erfaringer. De indsigter, vi kan udvikle fra vore egne og andres aktiviteter, er ikke bare frit i luften svævende kendsgerninger, ligesom så og så mange datapunkter, men observationer af tendenser. Når Lenin analyserede imperialisme, identificerede han tendenser, fra monopoliseringen og centraliseringen af kapital, til imperialistisk konkurrence mellem stater, ligesom han identificerede spontanisme og dogmatisme som tendenser, der begrænser vores bestræbelser på at organisere. Analysen af tendenser er så meget mere umiddelbar vigtig for vor praktiske organisering, fordi i stedet for blot at finde en bestemt destination og så trampe i den retning, gør de det muligt for os at tage højde for tovtrækkeriet mellem de politiske og sociale strømninger, som i øjeblikket påvirker os, selv når disse er så abstrakte fænomener som imperialistisk konkurrence eller sammenbruddet af et aktiemarked. At, gennem analyse, forstå de forskellige tendenser, som påvirker vor organisering, giver os mulighed for at vide, hvor og hvornår vi skal gribe aktivt ind for at påvirke begivenhederne til vores fordel og forvandle forhåbningerne og mulighederne for os selv og dem, vi organiserer os sammen med.

Det er i denne sammenhæng vi skal forstå Lenins insisteren på at identificere det ”svageste led” i kæden. Når vi organiser, står vi overfor en kolossal mængde af muligheder for udvikling, utallige strategier vi kunne følge. Nøglen er, imidlertid, at tage højde for situationen og identificere det ”svageste led”, det enkelte spørgsmål eller trykpunkt, som hvis vi aktivt sætter ind, kan få ”kæden til at knække, eller hoppe af”, og derigennem forvandle handlemulighederne.

Kampen om teorien

Det kan derfor ikke overraske, at så mange af de tekster, som Lenin har efterladt os, har form af ”indgreb”; hastigt skrevne pamfletter og afhandlinger for at rette og opklare politiske spørgsmål. Vi skal ikke heraf udlede, at Lenin blot var en pedant, som ville sætte kendsgerningen på plads. Disse indgreb fortæller os noget om selve metoden i at gribe ind. De demonstrerer, at leninismen indeholder et påtrængende engagement i det, som Lenin kaldte den ”teoretiske kamp”: Kampen om fortolkningen og anvendelsen af teoretiske indsigter. Vigtigheden af den teoretiske kamp er baseret på en grundlæggende forståelse af viden: At teoretiske konklusioner ikke eksisterer adskilt fra de politiske begivenheders bølgen frem og tilbage. Teoretiske spørgsmål er organisatoriske spørgsmål, og de smedes i kamp.

I starten af ”Staten og Revolutionen” skrev Lenin, at Marx var blevet helgenkåret som et ”harmløst ikon”, hvilket havde gjort det muligt at ”stjæle selve indholdet ” af hans teori. Denne afvæbning af marxistisk teori illustrerer, at teori i sig selv er et spørgsmål om klassekamp. Der kan begås overgreb mod hårdt erobrede forståelser, og deres pointer må forsvares kompromisløst. Teori eksister ikke i et fredet reservat i sikkerhed mod forvitring eller forvrængning. Det er derfor, at skønt trænet som sagfører, kunne Lenin ikke stille sig tilfreds med at behandle politik som et spørgsmål om uforanderlige love. Når politiske kampe bølger frem og tilbage, er det ofte nødvendigt at lægge større vægt på bestemte punkter, på bestemte svage led, at overkompensere, da politik netop ikke er et spørgsmål om statiske og ubøjelige love, men om tendenser.

Indeholdt i denne indsigt er forståelsen af, at der ikke findes endegyldige domme, og der findes heller ikke institutioner, som kan være overdommere over vore forståelser og udtale sig med ultimativ autoritet. Det overgreb mod leninismen, som stalinismens ødelæggende politik begik, lærer os kun dette alt for vel, med Lenin selv ”helgenkåret” som den russiske statskapitalismes ikon, konserveret og udstoppet i sit mausoleum i Kreml.

Men Lenins tilgang til staten var ikke uklart, som enhver kan læse sort på hvidt. I ”Staten og Revolutionen” producerede Lenin sit indgreb ”for at genetablere, hvad Marx virkeligt lærte os om emnet staten”. I en tekst, der under Stalin blev afvist som en anarkistisk afvigelse, slår Lenin igen og igen fast, at en central lære i marxismen er, at staten er et organ for klasseundertrykkelse, der igen springer ud af klassemodsætninger, en lære der underligt nok dengang var gået i glemmebogen. Endnu engang minder dette os om, at vore forståelser, vores viden, vores teori, kan lide skade under fjendtlige angreb, men også om, at de, som hævder at tale med den autoritet, at man har det sidste ord – de, som styrer vore liv, ikke er uforanderlige. Deres skæbne bliver også afgjort gennem kamp.

Tænke politisk

Den store samling af tekster, som Lenin har efterladt os, kommer først og fremmest i form af spredte og insisterende salver rettet mod utallige forskellige spørgsmål, men de vender alle tilbage til spørgsmålet om, hvordan man mobiliserer almindelige mennesker. Hvordan man kan tale i et sprog, der både omfatter paroler og teoretiske afklaringer; at zigzagge mellem det abstrakte og det konkrete. Til syvende og sidst kan vi endog sige, at hvad alle disse spørgsmål vender tilbage til, er selve kernen i, hvad det vil sige at tænke politisk. At samtidig tage højde for den umiddelbare situation og placere den i en bredere sammenhæng. At udvikle et perspektiv, der samtidigt er påtrængende subjektivt (med alle den praktiske aktivitets konsekvenser) og socialt (at forstå mulighederne og begrænsningerne i den øjeblikkelige konjunktur).

Leninismen føjer sig ikke bare til marxismen, som man lægger mursten oven på hinanden, tilsvarende som Einstein ikke bare ”føjede til” Newtons fysik. Hvad leninismen gør, er at omforme marxismen. Den viser os en bestemt måde at praktisere politik på. Leninismen realiserer i en ny form Marx’ tese om, at “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.”

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at leninismen ikke gik nye veje. Lenin var et individ, som levede og kæmpede sammen med millioner i den første succesfulde socialistiske revolution i verdenshistorien. Denne erfaring trak nye spørgsmål frem i forgrunden, spørgsmål som påtrængende havde brug for svar. Hvordan kan arbejderklasse styre sig selv? Hvordan kan masserne stå op imod kræfterne i statsmagten og imperialismen, som de blot er påbegyndt at afvikle? På grund af dette giver leninismen os også noget meget specielt. Ved at forholde sig til spørgsmål, som rækker ud over de ydre grænser for, hvad der stilles indenfor et kapitalistisk samfund, giver den et glimt af vor egen fremtid. Vi kan i erfaringerne fra den russiske revolution læse de første foreløbige svar på spørgsmål, som vi selv vil være nødt til at besvare i vor kamp for at bygge en ny verden.

Partiopbygning

Selv Lenins mest berygtede arv – i hånden på ideologer, der formaner andre til ”bygge partiet” – er i virkeligheden ikke et produkt af hans dogmatiske domme. Nødvendigheden af ”partiopbygning” blev ikke fremsat fra oven, som et bud om at tjene partielitens interesser, som liberale historikere vil have os til at tro. Nødvendigheden af uafhængige revolutionære infrastrukturer og organisation, og i sidste ende, nødvendigheden af et revolutionært parti, var også for Lenin et resultat af en konkret situation; en nødvendig konklusion, der sprang ud af betragtningen af tendenserne inden for det kapitalistiske samfund til, at kræfterne i statsmagten med held havde neutraliseret og forvrænget arbejdernes organisering og bevidsthed.

Hvad leninismen efterlader os, i den kæmpe række af dens fortolkninger, vi har arvet, er et specielt sæt af lærdomme fra de hundredtusinder af mænd og kvinder, der for et århundrede siden havde modet til at storme himlen. Disse lærdomme handler om, hvad det vil sige at tænke politisk, at bevæge sig mellem det konkrete og det abstrakte; og for at kunne anvende dem er vi nødt til at adskille dem fra den konkrete historie om Lenin og revolutionen – at tage de abstrakte konklusioner, vi har fået til vores rådighed, og anvende dem på vores konkrete situation. I en nedlukket verden, der glider ned i ruin under den værste kapitalistiske krise, som vi, der er i live, nogensinde har set, skylder vi os selv ikke at ”kanonisere” Lenin, eller at berøve revolutionær teori dens indhold. For over et hundrede år siden trådte de russiske masser deres første foreløbige skridt ind i fremtiden. De viste os, at det er muligt at forandre verden, og det er blevet overladt os at følge dem. Hvis vi lærer af deres lærdomme, kan vi håbe på at komme endnu videre.

22. april 2020

Oversat fra rs21.org.uk af Peter Kragelund

Se også tidligere artikler i Socialistisk Information om den russiske revolution og Lenin