Hvorfor melder de sig ud? Eller hvorfor melder de sig aldrig ind? Kan fagbevægelsen forsvare danske arbejdere, hvis mindre end halvdelen har en overenskomst, og endnu færre er medlemmer? Måske er fagbevægelsens reklamekampagner endelig afgået ved døden og erstattet af det, som virker: Tilbage til rødderne og organisering fra hus til hus?

af Benedicte Toftegård

En ny rapport fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet viser, at organisationsprocenten i fagbevægelsen er faldet fra 69,1 i 2000 til 53,2 i 2018. Analysen viser, at de traditionelle fagforeningers faldende organiseringsgrad skyldes tre forskellige bevægelser: 1) tab af medlemmer til de gule organisationer, 2) tab af medlemmer til manglende organisering og 3) et øget antal uorganiserede lønmodtagere, der er komme ind på arbejdsmarkedet.

 

Spørgsmålet er, hvad det skyldes, hvad det betyder, og hvad kan man kan gøre for at vende denne udvikling.

 

For at komme nærmere et svar tænker jeg på en lørdag tilbage i november 2019. HK Privat afholder kongres, og formandskabet har bestilt et konsulentbureau (Wilke) til at lave workshops. Men først optræder de med en peptalk, der har nogenlunde følgende budskab: ”Unge opfatter det at tage kontakt til en tillidsrepræsentant eller til HK som en eskalering af konflikterne.” ”Det er vigtigere at være der til tiden end at være til stede … Unge vil have svar med det samme, og proceduren med at gå gennem tillidsmanden går alt for langsomt.”

 

Nede i salen sidder vi og sukker. Alt det der har vi hørt på i 20 år, og vi ved, at det er en overfladisk analyse.

 

Sjovt nok har dagbladet Information få dage før trykt en kronik, der henviser til en undersøgelse om, at danske unge er blevet langt mere interesseret i solidaritet og sammenhold end for 10 år siden.

 

Der sidder tillidsfolk nede i salen, som har masser af erfaringer med at organisere også unge mennesker, og vi undrer os. Vi ved ikke, hvorfor HK betaler mange penge for at få et konsulentbureau til at udlægge lektien. Men vi ved til gengæld, at fagforeningen ikke kan begejstre unge, hvis det er en organisation uden indhold, som ikke tør tage de vigtige kampe.

 

Fra annoncer til organizers

Da det gik op for LO-fagbevægelsen (engang i 1990’erne), at de begyndte at tabe medlemmer til de gule, og at flere valgte medlemskabet helt fra, var deres umiddelbare reaktion, at det nok bundede i tidsånden. Og tidsånden var borgerlig og individualistisk. Værst så det ud i HK, og det var her, man i 1997 lavede en bemærkelsesværdig annoncekampagne på busser og togstationer: ”Vær solidarisk med dig selv.”

 

Et udsagn, som dybest set er nonsens, men som handlede om, at man ville have fat i en ”egoistisk/forkælet/individualistisk ungdom” og overbevise dem om et fagforeningsmedlemsskab med argumenterne: ”Det betaler sig. Du tjener på det. Det er ligesom en forsikring”.

 

HK blev med rette kritiseret for kampagnen, men HK var ikke de eneste, som gjorde sig i ungdomsseminarer og andre medlemsarrangementer med underholdning og et minimum af politik for ikke at skræmme nogen væk. Jeg selv blev medlem af HK i 2000, overført fra Grafisk Forbund/Dansk Typografforbund og vi trykkere (hvis profession dengang stadig var at blande farver manuelt) morede os, da HK indbød til kurset ”Kend dine farver”. Eller også græd vi indvendigt. Kurset handlede om makeup/stil for unge kvinder.

 

Fagbevægelsen er heldigvis blevet klogere. Meget klogere. Sjovt eller paradoksalt nok med inspiration fra England, hvor organisationsprocenten er så lav, at man er nødt til at agitere ansigt til ansigt. Hvor der skal tilkæmpes overenskomst fra arbejdsplads til arbejdsplads, afholdes blokader og samles aktivister til at demonstrere foran varehuse og lagerbygninger. Flere og flere steder i fagbevægelsen begyndte man op gennem 00’erne at ansætte ”organizers”, ikke mindst i byggefagene og 3F. Man fandt folk, som talte polsk og rumænsk til at tage med ud på pladserne. Også i HK begyndte man. IT-medie og Industri i København var og er fortroppen.

 

Men det var og er ikke uden sværdslag. Afdelingerne er suveræne, og hvis kontingenterne ikke må stige, kan det kun løses på to måder. Enten tager du det personale, du har i forvejen, og lærer dem op til at gå ud på arbejdspladserne og agitere. Det er desværre ikke altid, de har lysten eller evnerne til det. Eller også skærer du ned et andet sted. Ofte handler denne politiske kamp bl.a. om de svulmende kommunikationsafdelinger. Og det er ikke nok, hvis organiseringskampagnerne kun handler om antallet af kontingentbetalere.

 

Nærhed og hjælp til selvhjælp

Mit eget første møde med fagbevægelsen var i 1975. Jeg havde fået et job som piccoline på dagbladet Politiken, og lønnen var for lav. Jeg gik over på Vodroffsvej, hvor ”Lager og Handel” (3F) havde til huse. Straks blev jeg inviteret indenfor og sat på en stol på formandens kontor. Han lyttede til mig. Han sagde ikke: ”Det skal vi nok klare.” Han sagde: ”Nu går du tilbage og får de andre til at melde sig ind. Vi hjælper dig med at få et møde i stand, og når I er med alle sammen, så forhandler vi.” Så lænede han sig tilbage og så ud af vinduet, før han tilføjede: ”Og da I alle sammen er under 18 år, så vil I kunne aktionere, uden at de kan idømme jer bod. Så det finder vi nok også ud af.”

 

Formanden hed Kurt Johansen og var en ”god socialdemokrat”. Jeg gjorde, som han sagde. Det tog tid og kræfter, men det endte med, at vi strejkede og vandt.

 

Et at fagbevægelsens store problemer er det manglende nærvær. Et ungt menneske, der ringer til HK, kan nemt fare vild i et callcenter. Og får man svar på sit spørgsmål? Ja, du får svar på, hvad du har krav på i feriepenge, og at ”nej, du må ikke gå hjem, selvom der er 30 grader på kontoret, hvis der er hedebølge udenfor”. Men hvor tit er der nogen, som forstår at begejstre dig? Nogen, som får dig til at forstå, at en fagforening skal være et sted, hvor du får en hånd og et godt råd, men som først og fremmest skal lære dig selv at kæmpe sammen med dine kolleger?

 

Det er ikke tilfældigt, at det bl.a. er den københavnske afdeling ”Rør og Blik”, som kan præstere medlemsfremgang. Elektrikerne, snedker-tømrerne  og HK IMI, der organiserer laboranter, grafiske og IT-folk. De ved det der med at organisere fra hus til hus, og de ved også, at medlemmerne skal gøres aktive, blive tillidsfolk, arbejdsmiljørepræsentanter og oprette faglige klubber.

 

Selv er jeg fællestillidsmand i en tværfaglig klub, hvor vi bruger aktivisme og socialt sammenhold. Vi protesterer mod uretfærdigheder og udvikler alternative løsninger. Vi skaber modkultur til ledelsen og er ikke bange for at have en anderledes version af, hvad der er godt for arbejdspladsen. Heller ikke for lidt ”civil ulydighed”. Vi inddrager mange i forskellige små opgaver, og vi er naturligvis 100 procent organiserede. Måske fordi de først og fremmest er medlem af Fællesklubben og i mindre grad det anonyme HK.

 

”Noget for noget” kan ikke løse problemerne

En del af årsagen til, at folk ikke længere melder sig ind i fagbevægelsen er nok, at de aldrig bliver spurgt. LO sparede for flere år siden skole-kontakt-arbejdet væk. Det er hårdt, besværligt og tidskrævende at optræde på nye græsgange. FAOS-rapporten nævner, at der er opstået 190.000 jobs siden 2000, som slet ikke er organiseret. Udenlandske arbejdere, vikarer i callcentre, prekære jobs? Ingen ved det i virkeligheden. 3F gør det godt med deres støtte til Wolt-budene. HK IMI har gang i et projekt med at organisere unge i E-sporten. Det pibler frem med aktivitet, men det store apparat er bagud. Meget bagud.

 

Det store ømme punkt er, når det kniber for fagbevægelsen at skabe reelle løsninger. Jovist bliver der skaffet resultater og hjulpet medlemmer, men ofte tør fagforeningerne ikke tage de sager, hvor arbejdsgiverne åbenlyst prøver grænser af. Juristerne i FH (LO og FTF) ved godt, at taber man en sag i HK, vil det blive brugt som præcedens i Metal eller Teknisk Landsforbund.

 

Når vi har overenskomstforhandlinger, er den danske model til eksamen. I de sidste 20-30 år har medlemmerne kun i begrænset omfang oplevet resultater, der ikke er blevet modsvaret af forringelser et andet sted. Økonomisk fremgang er blevet betalt med fleksibilitet på arbejdsgivernes betingelser. Da jeg deltog på tillidsmandskurser i typografforbundet i 80’erne, lærte vi, at når arbejdsgiverne blev rigere, skulle vi have en større del af kagen. Og vi lærte, at fagforeningen er en kamporganisation. Nu er budskabet: ”Hvis vi skal have noget, er vi nødt til at give noget andet væk”.

 

Jeg er af den overbevisning, at den danske fagbevægelse i kraft af vores kollektive overenskomstsystem har haft et bedre værn mod globalisering og social dumping end de lande, vi sammenligner os med. Men vi er ramlet ind i muren.

 

”Noget for noget” duer ikke. Slet ikke, når opgaven er at skaffe anstændige vilkår for de prekært ansatte. Den kamp får aldrig opbakning, hvis det er de fastansatte, som skal betale med ringere vilkår. Det samme med sygeplejersker og andre kvindejob i det offentlige, som aldrig kan blive rykket op i løntrin, så længe rammerne er så små og stramme. Lagkagestykket er blevet så lille, at det ikke kan bruges til at udfase uretfærdigheder. Vi kan kun rykke rundt på femører. Og det mærker medlemmerne derude.

 

Metal har altid haft en klar strategi for klassesamarbejde. ”Vi forsvarer medlemmernes interesser bedst ved at sikre, at industriarbejdspladser forbliver i Danmark. Vi sidder med ved bordet, vi ved, kære medlemmer, at I er nødt til at være mere fleksible og arbejde i weekenden på lange vagter, men stol på os, vi har snor i det.”

 

Det har de så ikke. Mistet indflydelse på egen arbejdstid kontra fritid er et af de største tilbageskridt for arbejderne i Danmark, og det har bredt sig. Ikke underligt, hvis der er nogen derude, som føler sig svigtet. De lavtlønnede, de arbejdsløse og løsarbejderne skal finde penge et eller andet sted, og måske ender det med, at fagforeningskontingentet bliver valgt fra. Det er i øvrigt sært at fagbevægelsen åbenbart synes det er helt fint med procentvise lønstigninger, men ikke går ind for procentvis kontingentbetaling efter indtægt.

 

 

Løsning for hvem?

Også i 2008 forsøgte HK sig igen med en annoncekampagne. ”En del af løsningen” hed den og viste bl.a. et portræt af Anders Fogh. Ikke mange medlemmer forstod, hvad det gik ud på. Et typisk eksempel på, hvor galt det går, når kommunikationsafdelingen har taget magten. Budskabet var: Vi får den bedste af alle verdener, hvis vi forstår, at alle meninger har betydning, og det handler om at finde konsensus.” I virkeligheden stod man og bød sig til: ”Kære arbejdsgivere, kan I ikke godt se, at det også er godt for jer, hvis vi har en dialog … og at tillidsfolk er ren værdiskabelse for virksomheden.”

 

Lad mig citere daværende adm. direktør i Dansk Industri (DI), Hans Skov Christensen. Han udtalte sig meget klart i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2010, hvor HK Privat var ude i en af sine mest aktive kampagner nogensinde for afskaffelse af den forhadte 50 procents regel. DI ville ikke give sig, for de mente, at ”HK jo altid havde haft sværere ved at organisere medarbejderne end andre forbund”:

 

”På HK-området har der ikke været en tradition for at organisere sig i samme grad. Vi har alligevel for en del år siden sagt, at det er ok med overenskomst, selv om kun 50 procent er omfattet. Men vi har aldrig nogensinde kunne acceptere, at et mindretal på en arbejdsplads skal kunne opnå majoritetsrettigheder. På de øvrige overenskomstområder har der været massiv medlemstilslutning på 80-90 procent,” sagde han til Berlingske Tidende 23/2 2010.

 

Det kan vi så tænke lidt over elleve år efter, hvor FAOS-rapporten taler om 53 procents reel organisering i gennemsnit. Det er skræmmende, hvis arbejdsgiverne hverken gider eller behøver forhandle med os. Derfor er kampen for at vende udviklingen og genopbygge fagbevægelsens styrke, både lokalt og tværfagligt, en af de vigtigste politiske kampe i dag. Vi skal have flere medlemmer og især flere aktive medlemmer.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com