Læsetid: 11 minutter

(Denne tekst blev postet på hjemmesiden hos organisationen Solidarity i USA, red.)

 

Det gælder den latinamerikanske befrielsespædagogik (se for eksempel hvordan bell hooks bruger Paolo Freire i “Teaching to Transgress”) og i de kvæker-inspirerede freds-/ikke-voldsbevægelser (især konsensusbeslutning).

 

Feministiske ideer om organisatorisk proces og kultur blev videreudviklet, da ikke-hvide kvinder udfordrede hvide feminister til at konfrontere deres egen racisme. Feminister har bidraget til og lånt fra den indsigt, der er udviklet af bevidsthedsskabende projekter, der konfronterer hvidt overherredømme og træner folk i, hvordan man arbejder på tværs af raceforskelle.

 

Den praksis, der er opstået på denne historiske baggrund, er ikke svær eller kompleks at beskrive, men den kræver en indsats at lære og praktisere. Det skyldes at den i nogle henseender er meget forskellige fra den form for interaktion, dette samfund værdsætter, og fordi den kræver bevidsthed og opmærksomhed på ens egen ageren, hvilket er noget, der hverken undervises i eller opmuntres til i samfundet eller i mange af vores politiske organisationer. Disse normer for interaktion inden for en organisation kan i starten føles formel og unaturlig. Men hvis folk følger dem, vil det, som for enhver anden social praksis, over tid føles mere naturligt og personligt.

 

Den opmærksomhed og bevidsthed om egen ageren som feministisk og antiracistisk proces kræver, handler både om tænkning og følelser. Mange venstreorienterede betragter enhver opmærksomhed på følelser som “apolitiske”, som en afledning fra rigtigt arbejde. Men som det feministiske slogan “det personlige er politisk” beskriver, er virkeligheden den, at de institutionaliserede magtrelationer former vores mest personlige interaktioner. Feminister har udfordret den dualistiske modsætning mellem offentlig/privat og intellekt/følelse. Følelser er der altid, og vi har dem i enhver social interaktion. Jo mere vi er opmærksomme på vores egne og andres følelser, jo bedre er vi i stand til at have en konstruktiv intellektuel udveksling.

 

For det første skal “privilegerede” folk erkende og genkende de mange måder, hvorpå privilegier fungerer – hvide privilegier, middelklasse privilegier, heteroseksuelle privilegier, maskuline privilegier, kønsnormative privilegier osv. Dette er selvfølgelig kompliceret, da næsten alle befinder sig på den ene eller anden måde som “undertrykt” eller “undertrykker” i disse relationer.

 

For det andet bliver vi nødt til at erkende og håndtere de følelsesmæssige konsekvenser af at anerkende privilegier og opleve undertrykkelse. Venstrefløjen er særligt modstandsdygtig på dette punkt på grund af vedholdenheden af ​​den mandsdominerede kultur, som definerer det meste af dens historie.

 

Lad os et øjeblik dvæle ved nogle grove generaliseringer for at definere den “maskuline” kultur i det kapitalistiske samfund. Til trods for prægning af race og klasse, undertrykker maskulin kultur andre stærke følelser end vrede og fjendtlighed, værdsætter konkurrencemæssig stræben i højere grad end at tage sig af andre, og definerer maskulin potens som evnen til at vinde i kampe med andre mænd.

 

Kvinder er naturligvis udmærket i stand til at tilpasse sig disse værdier og opføre sig i overensstemmelse med dem, så vi taler ikke her om mænd alene. Også mange mænd er i konflikt med den maskuline kultur. Ydermere har den feminine kultur sin egen unikke, og på nogle måder komplementære forvrængninger, så vi taler ikke om en slags kvindelig overlegenhed. Faktisk demonstrerer selve kvindebevægelsens historie ganske godt, at den også er underlagt et ikke-erkendt magtspil, privilegier og aggression, uløste og skadelige konflikter samt svigtende empati.

 

Feministisk proces og etablering af normer
Feministisk proces er et forsøg på at identificere et sæt normer, der kan bruges i enhver organisation uanset dens kønssammensætning. Feministisk proces validerer og sætter fokus på det følelsesmæssige fundament for vores intellektuelle og politiske relationer.

 

Målet med feministisk proces er at give mere plads til deltagelse og at skabe et klima, hvor de mindst selvsikre blandt os føler, at det er sikkert at sige sin mening.

 

Kammerater har udtrykt to hovedbekymringer om den feministiske proces. Den ene er, at organisationen bliver for personlig, eller for internt fokuseret, at vi vil bruge for meget tid på “navlepilleri” i forsøget på at “perfektionere” vores forhold til hinanden. Selvom dette er en forståelig bekymring, mener vi, at vores organisation er så langt fra sådanne resultater, at sandsynligheden for at blive afpolitiseret er minimal. Desuden vil vi mene, at Solidarity på sigt vil være langt mere effektiv som politisk organisation, hvis vi kan udvikle sociale normer, der giver os mulighed for at løse vores personlige konflikter godt frem for at vrede, sårethed og frustration koger over i sarkasme, bebrejdelser, indirekte bemærkninger og klikedannelse.

 

En anden bekymring, der er blevet udtrykt, er, at sociale normer ikke kun er kønsbestemt, men også knyttet til klasse og race/etnisk kultur. Derfor vil vi ved at skabe nye sociale normer uforvarende påtvinge den dominerende, hvide middelklasses kultur. Også dette er en forståelig bekymring. Men de sociale normer, der foreslås af feministisk proces og antiracistisk dialog er med succes blevet vedtaget og brugt af mennesker med mange forskellige racer og etniciteter. De har også vist sig at være et særligt vellykket grundlag for at skabe og opretholde multi-race organisationer. Disse erfaringer tyder på, at disse normer ikke så meget afspejler den hvide middelklassekultur, som de er en del af den moderne politiske kultur i antiracistiske og anarko/socialistiske/radikale feministiske grupper.

 

Et eksempel: Normer for hvordan vi taler til hinanden
Hvad betyder det konkret at anvende feministisk proces? Et vigtigt eksempel er, hvordan vi taler til hinanden, herunder hvordan vi interagerer en-til-en såvel som på afdelingsmøder, landsmøder, kongresser og andre organer.

 

Vores mål er at opnå en respektfuld dialog, hvor alle føler sig bekræftet i værdien af ​​deres ideer og deres bidrag til gruppen. Det betyder, at vi skal tale på bestemte måder, og vi skal lytte/høre på bestemte måder. Respektfuld dialog kræver, at selvom vi er uenige i en idé eller en adfærd, er vi meget omhyggelige med ikke at tale på en måde, der nedgør den anden person eller vedkommendes ideer. Respektfuld dialog kræver, at vi engagerer os i aktiv lytning – en teknik, der hjælper os til at reagere mindre defensivt på kritik eller uenighed.

 

Respektfuld dialog er især vigtig for at moderere virkningen af ​​stærke følelser, som vi ofte oplever omkring konflikter – konflikter om ideer eller konflikter om nogens adfærd. Men selv uden skarp konflikt, er folks identitet og følelse af værdi ofte knyttet til deres ideer. Så vi bør være opmærksomme på vores ansvar for at støtte hinanden og for at argumentere på måder, der altid anerkender værdien af ​​hinandens synspunkter.

 

Vi bør forvente, at vores ledelse (medlemmer af landsledelsen, afdelingsbestyrelser, udvalg osv.) er eksemplariske i respektfuld dialog. Dette omfatter overholdelse af visse normer, herunder, men ikke begrænset til, følgende:

 

Lyt aktivt
Opmærksom, aktiv lytning kræver, at vi fokuserer på den person, der taler, snarere end på, hvad vi måtte have at sige, og venter med at tage stilling, indtil de er færdige med at tale, og vi er sikre på, at vi forstår deres synspunkt.

 

I gruppediskussioner kræver aktiv lytning som minimum:

•             Ingen sideløbende samtaler eller udveksling af noter

•             Kropssprog, der indikerer støttende opmærksomhed (f.eks. øjenkontakt med taleren)

•             Intet kropssprog, der er hånligt (suk, øjerullen, mumlen, eller kvikke kommentarer efter taleren er færdig).

Respekter de personer, der er valgt til at lede diskussionen
Med mindre en mødeleder beder om dit input, så lad dem gøre deres arbejde. Undlad at afbryde, råbe eller på anden måde underminere deres autoritet. Mødeledere bør regelmæssigt bede gruppen om feedback. Det giver mulighed for at de, der ønsker en anden fremgangsmåde, kan forslå dette.

 

Giv tid nok til en grundig diskussion
Når man planlægger møder, skal man være opmærksom på, at en rigtig god diskussion tager meget tid. Det er bedre at have færre emner, hvor flere kan deltage. At have tid nok bidrager også til en positiv stemning, fordi folk er mindre tilbøjelige til at blive frustrerede. Invester i facilitering. Identificer klare mål for diskussionen. Afsæt tid til at opsummere synspunkterne. Bed om feedback under diskussionen.

 

Giv plads til andre
De, der taler meget, skal træde et skridt tilbage for at give mere plads til andre. Diskussioner kan kun tage en vis tid; derfor skal de, der er mere aktive talere i gruppen, give plads til, at andre kan deltage.

 

Hvis nogen allerede har sagt det, du ville sige, så lad være med at tage ordet – også selvom de ikke var så velformulerede, som du tror, ​​du er.

 

Prøv at lytte til en hel diskussion, før du deltager. Se hvad der sker.

 

Tag ansvar for, hvordan alle i gruppen oplever diskussionen
Mange mennesker definerer ledelse som evnen til at formulere de ideer, der vil bringe gruppen fremad. Som sådan er de ofte fokuseret på at få deres egne ideer frem så meget som muligt, så andre mennesker kan få gavn af at høre dem.

 

Der er dog andre modeller. Som Barbara Ransby påpeger i sin biografi om borgerrettighedslederen Ella Baker, konceptualiserede Baker ledelse som det at udvikle andres evne til at formulere deres ideer, og hun gjorde dette ved at gå i dialog med dem i stedet for at fortælle dem, hvad hun vidste eller tænkte.

 

Anerkend din egen sociale placering og modificer din deltagelse i overensstemmelse hermed
Tag ansvar for at sikre, at de, der ikke har magt eller status (på den ene eller anden måde) opfordres til at tale.

 

Lav ikke antagelser om folks motiver
Dette er ofte en form for nedgørelse, der giver sig ud for at være analyse. Vi kan ikke kende årsagerne til, at en person udtrykker en idé eller opfører sig på en bestemt måde. Tag kun fat på adfærden/ideen og vær specifik.

 

Brug jeg-udsagn
Der er ikke noget ophøjet sted med viden, hvorfra du taler, uanset hvor meget du ved eller tror, ​​du ved. “Jeg tror”, “​​jeg føler”, “ud fra min erfaring” osv. alle er måder at udtrykke sig på, som åbner plads til, at den næste person kan deltage i dialogen.

 

Når nogen gør dig vred, så tag fat i adfærden, lad være med at udskamme eller bebrejde andre
Vi begår alle fejl, og uanset hvor vred en andens fejl gør dig, har du et ansvar for at håndtere det på en så empatisk måde, som du kan. For eksempel, “da du sagde eller gjorde X…”, “da X skete…”, “følte jeg…”, “tænkte…”

 

Hvis det er muligt, så prøv at sige, hvad der ville have fungeret bedre, foreslå alternativer eller giv et specifikt eksempel.

 

Vær ikke bange for at undskylde eller bede om en undskyldning
Vi begår alle fejl, så vi er nødt til at anerkende dem uden at forsøge at undskylde eller forklare vores adfærd – bare at sige, du er ked af det, er godt nok

 

Og vi er nødt til at acceptere andres undskyldninger og så komme videre.

 

Det inter-personlige som politisk: Udvidelse af vores definition af god proces
En grundlæggende politisk indsigt i feminismens anden bølge var, at interpersonelle forhold er et sted, hvor magten opererer. Denne indsigt har åbnet op for nytænkning om, hvordan organisationer fungerer, og især hvordan en organisations sociale normer og kultur kan reproducere undertrykkende sociale relationer eller hjælpe folk med at udfordre dem. Solidarity har en fin tradition for at institutionalisere den demokratiske proces. Men vi har forstået dette mål for snævert. For eksempel har vi været tilbøjelige til at antage, at hvis reglerne giver alle mulighed for at komme til orde, så er det tilstrækkeligt til at sikre, at folk tager ordet. Som svar på mænds klare tendens til at tale hyppigere end kvinder, har vi sagt, at før en anden mand kan tale, skal ordstyreren spørge, om en kvinde ønsker at tale.

 

Det, vi ikke har analyseret, er, om den måde, vi taler til hinanden på, også udgør en barriere for deltagelse. Vores praksis tyder på, at mange mennesker i organisationen har antaget, at den bedste måde at opmuntre kvinder til at tale på er at træne dem til at være hårde – det vil sige at kunne interagere med andre på en maskulin facon. Vi har ikke overvejet, om vi burde sætte spørgsmålstegn ved den debatstil og tænke over, hvordan den udelukker ikke kun kvinder, men mange andre mennesker fra deltagelse.

 

Ved at være opmærksom på denne vigtige dimension af, hvordan organisationer fungerer, har den feministiske proces potentialet til at hjælpe Solidarity med at vokse. Vi tror, ​​at de sociale normer, der foreslås her, vil hjælpe os til at:

 

•             Arbejde på tværs af vores race/køn/seksualitet/klasseforskelle på måder, der understøtter følelsesmæssigt og derfor er mere produktive

•             Være meget dygtigere til at håndtere konflikter – over adfærd såvel som over ideer

•             Skabe en organisationskultur, hvor alle føler, at de har vigtige ideer og noget at tilbyde gruppen

 

20. februar 2008

Oversat fra Solidarity (USA) af Lars Hansen

Se også Enhedslistens pjece Feministisk praksis