Det voldelige angreb fra den yderste højrefløj på Capitolbygningen i Washington den 6. januar har kaldt fascismens spøgelse frem. Men hvad indeholder begrebet fascisme? Marxismen tilbyder et svar.

af Scott Cooper

5.
februar
2021
Forbered udskrift | Send denne artikel til en ven Send denne artikel til en ven |
Læsetid: 10 minutter

Nazimøde i Nürnberg, 1936. Foto Wikimedia. Bundesarchiv, Bild – CC BY-SA 3.0 de

 

For mange mennesker kalder en højrefløjskampagne, der opmuntrer til politisk vold mod sine modstandere, herunder regeringen, et ord frem: fascisme. Mange til venstre i det politiske spektrum, der kun bygger på overfladiske indtryk, bruger simpelt hen begrebet som et skældsord. Igennem USA´s historie er politiske figurer, herunder senatorerne Joseph McCarthy og Barry Goldwater, præsident George W. Bush og mange andre, blevet kaldet for fascister. Der er blevet smidt meget rundt med dette ord efter optøjerne den 6. januar ved og inde i den amerikanske Capitolbygning.

 

Begreberne fascisme og fascister kan imidlertid ikke bare reduceres til fornærmelser og skældsord. De har en præcis betydning – som er blevet overleveret til os af førende marxister, først og fremmest Leo Trotskij. Som han skrev i et brev til en engelsk kammerat den 15. november 1931:

 

”For at kunne være i stand til at forudse noget som helst vedrørende fascisme, er det nødvendigt at have en definition af denne ide. Hvad er fascisme? Hvad er dens grundlag, dens form, og dens egenskaber? Hvordan vil den udvikle sig? Det er nødvendigt at gå frem på en videnskabelig og marxistisk måde”.

 

Marxismens definition af fascisme

Næsten et tiår tidligere, den 20. juni 1923, fremlagde Clara Zetkin en rapport om kampen mod fascismen – The Struggle Against Fascism – som var et nyt fænomen i Italien på dette tidspunkt – til det tredje plenum af 3. Internationales Eksekutiv Komité (ECCI). Zetkin var en kommunist, der havde arbejdet sammen med Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg på den yderste venstrefløj i den tyske marxistiske bevægelse og havde været med til at grundlægge landets kommunistparti. Hun var kommunistisk parlamentsmedlem i der Reichstag i Berlin fra 1920 indtil 1933, da Hitler greb magten.

 

”Der har været meget forvirring omkring fascismen”, fortalte hun sine kammerater i plenummet”, ikke bare blandt den brede masse af proletarer men også indenfor dens revolutionære avantgarde, blandt kommunister…. Til at begynde med var den fremherskende opfattelse, at fascisme ikke var andet og mere end voldelig borgerlig terror…”, men

 

”Fascisme er noget helt andet. Det er slet ikke borgerskabets hævn over proletariatets militante opstand… Med de historiske briller, objektivt betragtet, kommer fascismen langt mere som en straf…. Og roden til fascismen består ikke af en lille kaste, men brede sociale lag, brede masser, der endog strækker sig ind i proletariatet. Vi må forstå disse grundlæggende forskelle for succesfuldt at kunne håndtere fascismen. Udelukkende militære midler, hvis jeg må bruge denne betegnelse, kan ikke besejre den; vi må også bryde den til jorden politisk og ideologisk”.

 

Zetkin kom også med en anden vigtig pointe, som blev helt central i Trotskijs senere analyse. Fascismen udtalte hun,

 

”… stiller proletariatet overfor en specielt farlig og skræmmende fjende. Fascisme er det stærkeste, mest koncentrerede og klassiske udtryk i denne tid af borgerskabets generelle offensiv. Den må øjeblikkeligt bringes til fald… Det er også et spørgsmål om overlevelse for alle almindelige arbejdere, et spørgsmål om brød, arbejdsforhold, og livskvalitet for millioner og millioner af de udbyttede”.

 

Analyse af fascismen under dens fødsel

Undersøgelsen af fascismen under dens tilblivelse blev så meget mere kraftfuld af den kendsgerning, at Trotskij ikke beskrev fænomenet ved at se tilbage på noget i historien; han analyserede den medens den udviklede sig i Europa på dette tidspunkt. Medens han, ligesom Zetkin, begyndte at behandle fænomenet da det oprindeligt opstod med Mussolinis sejr i Italien i 1922, forsatte han med at uddybe sin analyse op til Hitlers triumf i Tyskland i 1933. Han forsatte så med sin analyse og hjælp til at organisere i kampen mod den, indtil han blev myrdet af en af Stalins agenter i 1940.

 

I sin forklaring af hvorledes fascismen fremkommer og hvis interesser det er meningen, den skal tjene, drog Trotskij en klar skillelinje til dem, hvis overfladiske karakteristik lægger hovedvægten på højrefløjsideologi og autoritære holdninger. Han forklarede fascismens indhold og formål i ”Hvordan Mussolini triumferede”, en del af hans ”Hvad Nu? Livsvigtige spørgsmål for det tyske proletariat”.

 

”I det øjeblik det borgerlige diktaturs “normale” politi- og militærmidler, sammen med det parlamentariske skærmbræt, ikke længere er tilstrækkeligt til at holde samfundet i en tilstand af ligevægt – kommer turen til fascismen. Med fascisternes mellemkomst sætter kapitalismen det forrykte småborgerskab og banderne af deklasserede og demoraliserede lumpenproletarer i bevægelse – alle de utallige mennesker, som finanskapitalen selv har bragt til desperation og vanvid”.

 

Med andre ord, fascismen kommer efter at den herskende klasse, som klasse, har udtømt sine normale tilgange til at fastholde sin kontrol over arbejderklassen. Den er ikke blot en værre udgave af den klassiske funktion af statens repressive apparat – det ”normale politi”, for eksempel – men en erstatning for hvad disse væbnede beskyttere af kapitalen har vist sig ude af stand til at gøre på egen hånd. Det er ikke blot indførelsen af mere højreorienterede, proborgerlige, repressive love, men en afvisning af den parlamentariske tilgang til fordel for et direkte, voldeligt angreb på arbejderklassen og dens organisationer.

 

Borgerskabet er tvunget af omstændighederne, af sit behov for at beskytte sin parasitære kontrol over samfundet, når denne er udfordret på et eksistentielt niveau, der tvinger det i armene på fascismen. At tage dette skridt er på ingen måde noget kapitalisterne foretrækker; borgerskabet ville langt hellere beholde den relative stabilitet i borgerligt ”demokrati” – en langt bedre måde at fastholde hegemoni over arbejderklassen og endog til at løse konflikter indenfor den herskende klasse. Men i krisetider, er disse normale mekanismer for kapitalistisk herredømme ikke tilstrækkelige. Som Trotskij skrev i 1932 i Borgerskabet, småborgerskabet og proletariatet:

 

”Alligevel ser det etablerede borgerskab heller ikke særlig venligt på den fascistiske metode til at løse sine problemer, for rystelserne og optøjerne er, skønt de frembringes i det borgerlige samfunds interesse, ikke uden fare for dette. Dette er kilden til modsætningerne mellem fascismen og borgerskabets traditionelle partier … Storborgerskabet kan lige så lidt lide fascismen, som en mand med tandpine kan lide at få sine tænder trukket ud”.

 

I ”Hvordan Mussolini triumferede” fortsatte Trotskij,

 

”Borgerskabet kræver, at fascisterne udfører arbejdet grundigt; når først det er tyet til borgerkrigsmetoder, forlanger det fred i en årrække. Og de fascistiske mellemmænd gør virkelig arbejdet grundigt ved at bruge småborgerskabet som rambuk og rydde alle hindringer af vejen. Efter at fascismen har sejret, samler finanskapitalen direkte og øjeblikkeligt som i en skruestik alle regeringsorganer og -institutioner, statens udøvende, administrative og uddannelsesmæssige kræfter i sine hænder: hele statsapparatet sammen med hæren, kommunerne, universiteterne og den korporative bevægelse. Når en stat bliver fascistisk, betyder det ikke bare, at regeringens form og metode forandres i overensstemmelse med den model, som er skabt af Mussolini – forandringen på dette område spiller til syvende og sidst en mindre rolle – men det betyder først og fremmest, at arbejderorganisationerne er tilintetgjorte, at proletariatet er atomiseret, og at der er skabt et administrativt system, som trænger dybt ned i masserne, og som tjener til at ødelægge enhver uafhængig udkrystallisering i proletariatet. Præcist deri består fascismens kerne…”.

 

Dette er noget ganske andet end det, som disse impressionister har slynget skældsordet mod gennem de næsten hundrede år, der er gået siden fascismen først fremkom, herunder gennem de seneste dage. Det er selve borgerskabet – en hel (eller den overvejende del af) social klasse, ikke en enkeltstående ideolog – som slipper pøblen løs til sin egen fordel, for at sikre sit hegemoni i en krisetid.

 

Senere i ”Det borgerlige demokratis sammenbrud” (1934) ”The Collapse of Bourgeois Democracy” , skrev Trotskij om krisen i Frankrig og udsigterne til fascisme der. Han forklarede at ”det franske folk længe troede at fascismen ikke havde noget som helst at gøre med dem” for så kun i begyndelsen af februar at blive stillet overfor ”adskillige tusinder af fascister og royalister, bevæbnede med revolvere, køller og barberknive” under indførelsen af en ”reaktionær regering… under hvis beskyttelse fascistiske bander fortsatte med at vokse og bevæbne sig”. Men selv dette var endnu ikke fascisme, fordi der var en manglende brik, som det fremgik af pointerne ovenfor – specifikt, et kvalitativ skift i kapitalismens krise, som er

 

”….dømt til at vakle fra krise til krise, fra nød til elendighed, fra dårligt til værre. I de forskellige lande, er kapitalismens forfald og opløsning udtrykt på forskellige måder og i ujævn rytme. Men de grundlæggende egenskaber ved processen er overalt de samme. Borgerskabet leder dets samfund til total bankerot. Det er hverken i stand til at sikre folket brød eller fred. Det er netop derfor, det ikke længere kan tolerere den demokratiske orden. Det er tvunget til at knuse arbejderne og bønderne ved brug af fysisk vold. Arbejderne og bøndernes utilfredshed kan imidlertid ikke blive bragt til ophør blot gennem brug af politiet. Desuden er det ofte umuligt at få hæren til at marchere mod folket. Den vil begynde at gå i opløsning og det ender med at store dele af soldaterne går over på folkets side. Det er derfor finanskapitalen er nødt til at danne særlige bevæbnede bander, der er trænede til at bekæmpe arbejderne ligesom særlige hunderacer er trænede til at jage vildt. Den historiske funktion af fascismen er at knuse arbejderklassen, ødelægge dens organisationer, og kvæle politiske friheder. Når kapitalisterne finder sig ude af stand til at regere og dominere ved hjælp af det demokratiske maskineri… Det borgerlige regime kan kun bevares gennem sådanne morderiske metoder. Gennem hvor lang tid? Indtil det bliver omvæltet af proletarisk revolution”.

 

Igen er dette noget ret anderledes end det, vi har være vidner til i USA, trods voksende ultrahøjre terrorisme.

 

Småborgerskabets rolle

Det er her på sin plads med en kort forklaring af hvad Trotskij mener med ”småborgerskab” og ”lumpenproletariat”. Småborgerskabet er i marxismen defineret som en gruppe i samfundet, der befinder sig mellem dem, der ejer produktionsmidlerne (borgerskabet) og derigennem akkumulerer den overvældende del af rigdommen og dem, der tvunget til at sælge deres arbejdskraft til borgerskabet (proletariatet). Småborgerskabet er placeret ind imellem dem: de arbejder selv, og ejer samtidigt et mindre produktionsmiddel (for eksempel et lille maskinværksted) eller en mindre servicevirksomhed eller lille butik af en eller anden slags – små selvstændige. I mere bred forstand inkluderer man ofte også folk fra mellemlagene såsom direktører, teknikere, nogle kunstnere, og endog nogle andre lønmodtagere, der har særlige privilegier, der synes at placere dem mellem de to hovedklasser.

 

Ud fra et ideologisk synspunkt er et medlem af småborgerskabet typisk fokuseret på at stige op til at blive en del af borgerskabet, og frygter intet mere end at synke ned i proletariatet.

 

Som Trotskij skrev i Frygter småborgerskabet revolutionen?

 

”Naturligvis foretrækker den lille ejendomsbesidder ro og orden, så længe forretningen går godt, og han håber, at den vil gå endnu bedre i morgen.

 

Men når han mister dette håb, bliver han hurtigt ophidset og er parat til at gribe til de mest yderligtgående forholdsregler. Hvordan kunne han ellers have væltet det demokratiske styre og bragt fascismen til magten i Italien og Tyskland? De desperate småborgere ser i fascismen først og fremmest en kampstyrke mod storkapitalen og tror, at i modsætning til arbejderpartierne, som kun handler i ord, så vil fascismen bruge magt for at skaffe mere “retfærdighed””.

 

Lumpenproletariatet (lumpen betyder lurvet på tysk) er laget helt nede på bunden af det kapitalistiske samfund, dets medlemmer bliver ofte betragtet som umulige at ansætte og ude af stand til at sælge deres arbejdskraft under normale omstændigheder. De kan således let udnyttes af borgerskabet til at spille en reaktionær rolle i udbytte for et minimum af underhold og udsigten til at gøre noget ”vigtigt”.

 

Det er ”det forrykte småborgerskab og banderne af deklasserede og demoraliserede lumpenproletarer”, som Trotskij formulerede det i ”Hvordan Mussolini triumferede”, der er de fodsoldater, der lystrer borgerskabets ordrer i det øjeblik, den herskende klasse sætter fascismen på dagsordenen. Dette indebærer ikke, at hele arbejderklassen er immun, men den arbejder, der vælger at gå over til fascismen, kæmper så mod selve den klasse, som fascismen tilsigter at ødelægge – sammen med dens organisationer såvel som de borgerligdemokratiske statsinstitutioner.

 

Kampen mod fascisme

Hvordan bekæmper arbejderklassen fascisme? Trotskij formulerede et perspektiv om massemobiliseringer gennem arbejdernes enhedsfront – en fælles kamp af hele arbejderklassen, gennemført af dens partier og organisationer, for at ødelægge fascisterne og endog forberede arbejderklassen til en direkte kamp om magten. Når alt kommer til alt, vil spørgsmålet om magten være sat på dagsordenen, når det tidspunkt er kommet, hvor fascismen er ved at komme ovenpå.

 

Trotskij udviklede dette især i forbindelse med Hitlers opstigning i Tyskland, som gjorde enhedsfronten mere påtrængende end nogensinde før. Han advarede om, at Hitlers sejr ville medføre den totale smadring af arbejderbevægelsen, og formanede den tyske arbejderklasses to vigtigste partier til at lægge alt, der i øvrigt skilte dem, til side og forene sig omkring et fælles mål om at knuse den fascistiske trussel – og fremlagde dette detaljeret i For en arbejderenhedsfront mod fascismen fra december 1931.

 

Trotskij mente, at arbejderenhedsfronten også kunne være nødt til, parallelt med nødvendige massemobiliseringer, at bevæbne sig til masseselvforsvar, gennem ”kamporganisationer” og ”specialiserede kadrer”. Kampen mod fascismen er ikke en opgave, man bare kan overlade til fredelige protester. Det er en krig ført af arbejderklassen mod en fjende, hvis mål er intet mindre end klassens udryddelse.

 

”Intet forstærker fascisternes uforskammethed så meget som den “slatne pacifisme” fra arbejderorganisationernes side”, skrev han i Arbejdermilitsen og dens modstandere (1934).

 

”At overlade forsvaret mod fascismen til uorganiserede og uforberedte masser ville være at spille en rolle, der er uendeligt ringere end Pontius Pilatus’ rolle… Men uden organiserede kampenheder vil de heroiske masser blive smadret bid for bid af de fascistiske bander… Militsen er et middel til selvforsvar”.

 

Trotskij forklarede, at det at vente på en ”revolutionær situation” er en opskrift på katastrofe, et argument som ”betyder, at arbejderne må acceptere at blive slagtede, indtil situationen bliver revolutionær”. Kampen må organiseres af arbejdermilitser, ”den eneste seriøse måde, hvorpå den borgerkrig, som fascismen kaster proletariatet ud i, kan reduceres til et minimum”.

 

Dette er ikke en form for ultravenstre-eventyrpolitik. Trotskij talte ikke om en hemmelig milits. Det ville være ”naivt at tro, at en milits kunne blive skabt usynligt og hemmeligt indenfor fire vægge”.

 

I stedet, skrev han:

 

”Vi behøver titusinder og senere hundredtusinder af militsfolk. De vil kun komme, hvis millioner af mandlige og kvindelige arbejdere – og bag dem bønderne – forstår militsens nødvendighed og skaber en atmosfære af brændende sympati og aktiv støtte omkring de frivillige. Den konspiratoriske omhu kan og må kun gælde sagens tekniske aspekter. Den politiske kampagne må føres åbent, på møder, på fabrikker, på gader og offentlige pladser”.

 

Trotskij forestillede sig ”fabriksarbejdere, der er organiseret i forhold til deres arbejdsplads, som kender hinanden, og som er i stand til at beskytte deres kampenheder mod fjendtlige agenters provokationer langt lettere og sikrere end de mest ophøjede bureaukrater”. Og hvor ville de få deres våben fra? Som den altid revolutionære optimist beskrev Trotskij det i detaljer: ”Fascisterne er selvfølgelig rigere end vi. Det er lettere for dem at købe våben. Men arbejderne er flere, mere beslutsomme, mere selvopofrende, når de er overbevist om at have en beslutsom revolutionær ledelse. Som supplement til andre metoder kan arbejderne bevæbne sig på fascisternes bekostning ved systematisk at begynde at afvæbne dem… Når arbejdernes arsenaler begynder at vokse på bekostning af de fascistiske våbendepoter, vil banker og truster blive mere forsigtige med at finansiere bevæbningen af deres morderiske bander. Det vil endog være muligt i dette tilfælde – men kun i dette tilfælde – at de opskræmte myndigheder faktisk vil begynde at forhindre bevæbningen af fascisterne for ikke at skabe en yderligere kilde til våben for arbejderne”.

 

Arbejdermilitserne til kamp mod fascisme ”forudsætter en vilje til proletarisk aktion”. I samarbejde med, ikke i modsætning til, organiseringen af kampenheder, opfordrede Trotskij til militant arbejderklasse-aktion gennem organisering af strejker. Med et citat fra en stor strateg inden for krigens kunst skrev han: ”Ifølge en fremragende sætning af den store militær-teoretiker Clausewitz er krig en fortsættelse af politik med andre midler. Denne definition gælder også fuldt ud for borgerkrig. Fysisk kamp er kun “et andet middel” for den politiske kamp. Det er utilladeligt at sætte det ene op i modsætning til det andet, eftersom det er umuligt efter behag at standse den politiske kamp, når den af indre nødvendighed går over til at blive en fysisk kamp…”.

 

En revolutionær sejr kan kun blive mulig som resultat af en langvarig politisk agitation, en langvarig periode med uddannelse og organisering af masserne.

 

Fascisme i dag eller i morgen?

For at opsummere er fascismen et angreb af borgerskabet, ikke imod det. Den bliver sluppet løs af borgerskabet for at redde sig selv, når de eksisterende normale herskermekanismer svigter og kun deres ødelæggelse og erstatning kan redde kapitalen.

 

Der findes tydeligt nyfascistiske og proto-fascistiske kræfter i USA i dag, men der er kun få eller ingen beviser på, at kapitalistklassen har vendt sig til disse kræfter med henblik på at ødelægge og erstatte de borgerlig-demokratiske herskerinstitutioner og knuse arbejderklassen. Den tid kan selvfølgelig komme, og derfor må vi være forberedte. En del af denne forberedelse indebærer at være helt tydelig omkring, hvad begrebet præcist betyder – hvad fascisme er og ikke er – og en del af dette er at vide, hvad det vil kræve at besejre den, når den for alvor begynder at stige op. Den forkerte forståelse, og den forkerte forberedelse, ville kunne have dødelige konsekvenser.

 

Det kan godt være, at borgerskabet ikke ønsker fascismen nu, men hvis og når det bliver nødvendigt, vil hele den herskende klasse – herunder det Demokratiske Parti og de ”liberale” i borgerskabet – omfavne den. Vi bør ikke have nogen illusioner. Historien har tydeligt vist, at sådanne tvivlsomme ”allierede” vil åbne døren for fascismen, når den kommer og banker på. Det eneste, der kan stoppe fascismen, er arbejderklassens uafhængige og organiserede kraft.

 

Oversat fra Left Voice af Peter Kragelund

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com