content-picture.php

Hugo Blanco, den legendariske bondeleder fra Peru, kommer til Danmark i starten af marts. Vi bringer i den anledning en omtale af bogen 'We the Indians: The Indigenous Peoples of Peru and the Struggle for Land', en samling af hans skrifter gennem årene. Bogen vil kunne købes på møderne i København og Aarhus (se annonce nederst).

af Andrew Ryder

Hugo Blanco er en person med stor betydning for vor tids tænkning omkring det revolutionære potentiale. Hans ideer og praktiske engagement har to gode perspektiver:

 

For det første den trotskistiske tradition, der udspringer af erfaringerne fra arbejderrevolutionen i Rusland, den vitale kritik af ​​dens bureaukratiske degenerering og forræderi, og anbefalingen af en ny væbnet defensiv kamp til forsvar for den autonomi, arbejderklassen har vundet. For det andet de indianske (oprindelige) folks lange og uophørlige modstand mod beslaglæggelsen af ​​deres jord og mod levevilkår under emsige koloniale interesser. I dag må vi spørge os selv, om marxismen kan udstrækkes og imødekomme behov og ønsker blandt de indianske folk, når de afviser at lade sig assimilere i kapitalistiske produktionsmåde. Blancos arbejde er et vigtigt eksempel på potentialet til at bygge bro over disse to holdninger og metoder.

 

We the Indians: The Indigenous Peoples of Peru and the Struggle for Land, udgivet af Resistance Books, IIRE og Merlin Press, præsenterer en ny engelsksproget samling af Blancos skrifter på tværs af hans lange historie med handling og erfaringsopsamling. Bogen indeholder optegnelser over hans organisatoriske indsats, hans fængsling og sultestrejker og hans refleksioner over oprindelige folks samfundsværdier og miljømæssige erfaringer. Arbejdet omfatter også hans korrespondance med den store peruvianske romanforfatter José María Arguedas og hans voldsomme kritik af Mario Vargas Llosas neoliberale position.

 

Hugo Blanco var en 1960’ernes store guerilla-ledere. Men hans strategi adskilte sig især fra den kamp, der blev praktiseret tværs over kontinentet i samme epoke, inspireret af den cubanske revolution og formuleret af Che Guevara. Blanco påpeger selv, at han afviste metoden med små, mobile grupper af dedikerede soldater, der har til formål hurtigt at konfrontere og vælte staten. I stedet opfordrede Blanco til en defensiv bevæbnet kamp for at opretholde autonomien i Andes’ indianske områder, således at en langvarig demokratisk social revolution kunne finde sted i disse områder. I den henseende overtog Blanco delvist visse ideer formuleret af Leon Trotsky, som foreslog folkelige militser som den socialistiske form for militær organisation. I 1960’erne, da Blanco var medlem af den Fjerde Internationale, troede Blanco, at dette var et led i en større revolutionær strategi, der i sidste ende kunne overvinde staten og være forspil til en ny socialistisk produktionsmetode. Blanco’s tilgang forudser også den metode, der senere blev praktiseret af Zapatista-hæren for National Befrielse.

 

Zapatisterne endte også med at afvise foco-strategien [at en lille kerne gennem væbnede guerilla-aktioner kunne vinde massernes opbakning] til fordel for en milits under indiansk demokratisk kontrol i den sociale proces. Ligesom Subcomandante Marcos besluttede Blanco til sidst, at målet om at besætte statsmagten lå uden for den nuværende konjunkturs politiske horisont, og at det ville være mere realistisk og effektivt at antage en defensiv attitude, der ville være mere eller mindre permanent. Dette repræsenterer et betydeligt tilbagetog fra Trotskijs tidligere antagelse, som insisterede på en uundgåelig konfrontation med statsmagten og behovet for at tilpasse sig arbejderklassesektorer på andre områder.

 

Dette er et væsentligt spørgsmål for en samformulering af marxistiske og oprindelige folks kampe. Den marxistiske tanke taler for, at arbejderklassen er genstand for revolutionær forandring. I nogle dogmatiske udtalelser kan dette føre til marginalisering af landdistrikter og sociale kollektiver, der ses som rester af fortiden. Men som bekendt forsvarede Marx selv den mulighed, at præ-kapitalistiske samfund i sig kunne bære kimen til den nye socialistiske orden, og ikke nødvendigvis skal opløses i de dominerende urbane produktionsforhold. José Carlos Mariategui udviklede en berømt analyse af den indfødte ayllu, det traditionelle samfundsmæssige rum, som et rum for modstand mod den kapitalistiske akkumulation og disciplin og de potentielle grunde til socialistisk revolutionær handling. Blanco udlever praktisk taget det potentiale, som Mariátegui indkredser.

 

Dette efterlader imidlertid spørgsmålet om, hvordan indianske folks kampe kan påvirke udsigterne for byens (mestiz) arbejderklasse. Blanco siger selv, at modsætningen mellem land og by er forældet, fordi neoliberalismen har forarmet masserne som helhed. Dette peger på, at solidaritet mellem forskellige sektorer i arbejderklassen fortsat er et væsentligt mål; indianske bondesamfund er ikke radikalt uden for kapitalprocesserne, de udgør derimod snarere et usædvanligt lag af arbejderklassen, som er særligt heterogent i forhold til det kapitalistiske samfunds værdier. Dette lag bevarer således en bredere bevidsthed om en national og international revolutionær bevidsthed, snarere end en accept af lokalpatriotisme.

 

Hermed berører vi spørgsmålet om en definition af oprindelige folks identitet. Blanco har forpligtet sig til at forsvare Quechua og Aymara folkene. Ligesom Mariátegui tror han, at de har arvet et kommunistisk verdensbillede, der er uforeneligt med den udbyttende individualisme og den arbejdsdeling, der karakteriserer den kapitalistiske produktionsmetode. Der er så et delvist forsvar af etnisk partikularisme; denne befolkning er særligt sårbar over for kapitalistisk nedslidning men også rustet til modstand og kamp. Det er bemærkelsesværdigt, at Blanco afviser at definere befolkningsgruppen i relation til genetisk arv, men at han snarere ser dens identitet som kulturel, og han ser denne kultur som en, der er åben for udenforståendes deltagelse, udenforstående, der kan transformeres, og som kan adoptere de indianske værdier.

 

Han skriver, at “blonde mennesker med blå øjne” kan deltage i det indianske samfund, og at blodarv er unødvendig. Blanco selv er af mestiz-oprindelse; Eduardo Galeano beskrive ham som “den kloge, skøre mand, der besluttede at være en indianer, selvom han ikke var, og han viste sig at være den mest indianske af alle.” Jeg tror, ​​forsvaret af indfødtes særegenhed, således her præsenterer muligheden for en bredere social forandring; ikke kun muligheden for “respekt for forskel”, men en transformation af den sociale orden som helhed ved at rette opmærksomhed på de erfaringer og den viden, der opretholdes og bevares af disse samfund.

 

Blanco opretholder til tider en demokratisk humanisme. For eksempel fastslår han, at “kampen for menneskeheden kan opsummeres som kampen for ægte demokrati.” Ayllu udgør for ham kernen i et direkte demokrati, der overhaler det repræsentative fremmedgørende, der er iboende i de kapitalistiske stater. Blanco’s humanisme bør imidlertid også forstås med reference til hans dybe respekt for ikke-menneskelige sociale agenter. Han skriver:

 

Jeg beder dig, af hensyn til vores søster slangen, vor broder tudsen, vor broder billen, af hensyn til de træer og planter, de sommerfugle, hjælpe os med at overleve og stoppe dem myrde Amazonas regnskov.

 

Han taler endda om den “dødelige skam, det er at tilhøre menneskeheden.”

 

For Blanco er et socialistisk synspunkt mere end menneskeligt; han afviger fra den moderne europæiske forestilling om menneskelig frigørelse som synonym med en hersken over naturen. Her er han i modstrid med Trotskys berømte kommentarer i 1924 om, at man regulerer naturen efter sin egen smag. Blanco taler om “den stærke længsel efter at være en sjakal, hugorm, tudse, ethvert dyr der kun dræber for at spise, ethvert dyr der aldrig torturerer.” Blancos tanker om revolution kan forstås som en opfordring til at genopfinde et koncept for, hvad menneskeheden, demokrati og revolution kan være i overensstemmelse med de grundlæggende erkendelsesteorier, der er fundamentale i den indianske kultur.

 

En peruviansk antropolog Marisol de la Cadena, har hjulpet til at belyse dette verdenssyn, der bygger på ti års samtaler med Mariano Turpo – en Quechua-tænker, der mødte og blev inspireret af Blancos politiske engagement. De la Cadena udvikler det indianske koncept for “jord-væsener”, økologiske og materielle agenter, som har deres egen egenskaber, sårbarheder og ønsker. Hun forstår også ayllu som ikke blot et rum for demokrati og kollektivt ejerskab for mennesker, men også et sted, hvor mennesker er dybt opmærksomme på deres interaktioner med ikke-menneskelige elementer. Jeg tror, ​​at en læsning af Blanco kombineret med Mariano Turpo hjælper os med at forstå, hvordan den indianske livsverden præsenterer nye politiske muligheder, som kan integreres dialektisk i den marxistiske tradition.

 

I de senere år har vi set en række komplekse bestræbelser på at integrere den revolutionære marxistiske tradition med indiansk tanke og praksis. Blandt andet har Roxanne Dunbar-Ortiz, Raúl Zibechi Alvaro Garcia Linera, Jeffery R. Webber og Glen Sean Coulthard bidraget til denne proces. Hugo Blanco er særligt værdifuld på grund af hans dybe engagement og selvopofrelse samt varigheden af ​​hans indsats. Han præsenterer et link til Trotskijs indsigt i den russiske sammenhæng, til Latinamerikas guerillaoplevelse og til den nye ånd i den indianske kamp, ​​der har vundet ny vitalitet i dette gøre sig klart, hvordan vores politiske og kulturelle forståelse kan beriges af hans opdagelser.

 

Andrew Ryder er lærer ved Texas Christian University. Han har skrevet adskillige artikler om marxismen, afkoloniseringskampe i Latinamerika og den moderne kontinentale filosofi. Oversat fra Socialist Resistance af Charlotte Valløe.

 

 

Mød Hugo Blanco

Den indianske bondeleder kommer til Danmark, hvor han vil tale om oprindelige folk, retten til jorden og solidaritet med Latinamerikas undertrykte folk. Gratis adgang. Tolkning spansk/dansk

Lørdag den 9. marts kl. 14-17 hos Mellemfolkeligt Samvirke, Fælledvej 12, København

Søndag den 10. marts 2019 kl. 13.00-16.00, Remisen på Godsbanen, Skovgaardsgade 3, Århus

single.php