Læsetid: 14 minutter

Foto: Demonstrationsplakat fra Hong Kong: Jeg er parat til at tage en kugle for dig, er du parat til at gå i strejke for mig?

 

Gennem adskillige måneder i 2019 var der næsten dagligt forsidehistorier om Hong Kong-bevægelsen mod Udleveringsloven i verdens nyhedsmedier. Imidlertid syntes de internationale medier at tabe interessen mod slutningen af året, efter at gadevolden mindskedes, og de heftige kampe ved to universiteter endte med nederlag til studenterne og deres støtter. Da den verdensomspændende opmærksomhed flyttede andre steder hen, kunne man have troet at bevægelsen var afgået ved en stille og naturlig død. Det var den ikke. Det er her, min kronik begynder sin fortælling. Det var her, at bevægelsen tog en ny retning, hvor aktivister begyndte at opbygge fagforeninger og gennemførte hamskiftet til en begyndende organiseret bevægelse.

 

Solidaritet i uenighed 
Paraplybevægelsen, der sluttede i 2015, affødte dannelsen af et antal mindre grupper og politiske partier ved siden af de ”gamle” pro-demokratiske politiske partier med forskellige politiske overbevisninger. Denne svampelignende vækst førte til konkurrence og splid, som igen undergravede effektiviteten af den politiske aktivitet. Med blik for denne erfaring har bevægelsen mod Udleveringsloven, der for alvor begyndte i juni 2019 og på sin højde fik omkring en million mennesker på gaden, udvist ubøjelig solidaritet frem til i dag. Forskellene er blevet lagt til side, og bevægelsen har samlet sig omkring tre sammenhængende idealer.

 

Det første er udtrykt i det allestedsnærværende slogan ”Fem krav, intet mindre”, et sæt af politiske krav som er brede nok til at kunne rumme alle politiske holdninger. Det andet var den musketer-ed, der er indeholdt i talemåden ”brødre bestiger et bjerg; hver især gør sit bedste” (兄弟爬山, 各自努力), som betyder at alle benytter den strategi, som de mener bedst kan føre frem mod målet, medens man ikke kritiserer eller blander sig i andres handlinger eller strategier. Gennem dette havde man held til at føre de to vigtigste blokke i protestbevægelsen sammen: ”De Modiges Fraktion” (勇武派) og den ”Fredelige, Rationelle og Ikke-voldelige Fraktion” (合理非派).

 

Den første består hovedsageligt af studenter og yngre mennesker, der alle er indstillede på og villige til at tage kampen op med politiet.

 

Den anden er sammensat af mennesker, som enten ikke ville, eller ikke kunne, deltage i voldelige sammenstød i frontlinjen, men i stedet kunne spille en støttende rolle fra bagtroppen – for eksempel gennem at give materiel støtte, organisere og deltage i fredelige demonstrationer, deltage i andre fredelige aktiviteter som ”fælleslunch” (和你lunch) eller ”fællessang” (和你sing), indsamle penge, danne menneskekæder, og tage del i et utal af andre idéprægede aktioner. For at symbolisere enheden i formålet med disse to sjæle i bevægelsen, blev der endog spøgefuldt udviklet et nyt kinesisk tegn, der kombinerede dele af tegnene for ”fredelig” (禾) og ”modig” (勇) til et nyt tegn.

 

Det tredje ideal var en enighed om, at der er ”intet stort bord”, dvs. at der ikke findes ledere rundt om et bord, som styrer bevægelsens retning. Enhver kunne komme med forslag – virkelig enhver ide og aktionstype – når som helst og hvor som helst gennem den sociale medieplatform Telegram, der ikke kræver navneregistrering hos sine brugere. Som sloganet siger, skulle bevægelsen være ”som vand” – dvs. ikke planlagt, uforudsigelig, flydende og spontan, en form for byguerilla-taktik med demonstranter, der pludselig dukkede op og derefter forsvandt ind i butikscentre eller ned i undergrundsstationer. Samtidigt forsatte de store demonstrationer, som blev organiseret af pro-demokrati partierne og de veletablerede organisationer med at være vel besøgte. Marchen med to millioner deltagere, som fandt sted den 16. juni 2019, var den talmæssigt største demonstration af enhedens styrke.

 

Fagforeninger i Hong Kong
Efter at måneder med aktioner på gaden ikke havde aftvunget nogle indrømmelser fra myndighederne, forgrenede en del af protestbevægelsen sig ud i en ny retning, der var mere formel og organiseret – den begyndte at danne kim til uafhængige fagforeninger.

 

I tre uger i januar var jeg i Hong Kong for at forske i disse spirende fagforeninger. Ved denne lejlighed gennemførte jeg flere interviews ved adskillige rekrutteringsboder, som de frivillige i disse nye fagforeninger havde opstillet foran metrostationer, travle gadekryds og indgange til hospitalerne i frokostpauserne, efter fyraften og i weekender.  Jeg mødtes med nyvalgte medlemmer af de nye foreningsbestyrelser (eller forberedende komitéer), deltog i et par fagforenings-organiserede kursusmøder om arbejdsmarkedslovgivning, og havde møder med lokale akademikere og personale fra NGO´er med speciale i arbejdsforhold. Jeg interviewede også personale fra den etablerede Fællesorganisation i byen. Siden dengang i januar har jeg fulgt med i udviklingen gennem sociale medier og online samtaler.

 

Hong Kong er et verdensomspændende forretningsmæssigt center, som domineres af troen på det frie marked og med en relativ svag fagforeningskultur. Den største fællesorganisation er Hong Kongs Føderation af Fagforeninger (HKFTU), med 253 tilsluttede foreninger og 420.000 medlemmer. Den er veludrustet og i store træk kontrolleret af regeringen i fastlands-Kina som lillebror til det officielle LO i Den Kinesiske Folkerepublik – en masseorganisation som er underlagt Kinas Kommunistiske Parti og den eneste fagbevægelse, som er lovlig i Folkerepublikken. Ligesom sin storebror på fastlandet, fungerer HKFTU mest som en velfærdsorganisation, der fordeler penge og anden støtte til sine loyale Beijing-følgere. En konkurrerende fællesorganisation som har en lang historie er Hong Kong og Kowloon Fagforeningsrådet (HKTUC), som historisk havde forbindelser til Kuomintang-regimet i Taiwan og som nu er i kraftig tilbagegang. Begge disse fællesorganisationer har ofte fungeret mere som forlængede arme af deres mentorer end som egentlige fagbevægelser.

 

I dag er den føderation, der er mest aktiv i at organisere arbejdere og hjælpe dem i faglige kampe, Hong Kongs Konføderation af Fagforeninger (HKCTU), som blev dannet i 1990 og i dag har 160.000 medlemmer og 61 tilsluttede foreninger. Eftersom den ikke er direkte forbundet til et politisk parti, er den en uafhængig faglig organisation, som politisk placerer sig i pro-demokrati lejren. De nye protestfagforeninger har søgt hjælp og råd hos HKCTU, skønt lederne af denne organisation har modsat at spille en ledelsesrolle for dem, da de er tøvende overfor at blive set som indblandet i en ny spontan faglig bevægelse.

 

De nye fagforeninger, der er dukket op gennem det sidste år, lagde ikke ud med traditionelt, fagligt organiseringsarbejde. I stedet opstod de ud fra krav om politiske forandringer til støtte for protestbevægelsen, uden en dagsorden om arbejdsforhold og lønninger. De tidligste frivillige organisatorer kom fra mellemlagssektorer som bankvæsnet, revisionsfirmaer, medicinalfirmaer, sundheds-, social- og uddannelsessystemet.

 

Læger, sygeplejersker og reddere såvel som journalister fra frontlinjerne i sammenstødene så gentagne gang demonstranter blive alvorligt sårede af politivold, og de oplevede medlemmer af sikkerhedsstyrkerne storme ind på hospitalerne og kræve at komme til at afhøre demonstranter og få adgang til deres sygejournaler. Disse professionelle aktører blev ofte selv ramt af tåregas og peberspray eller fik tæsk for at prøve at hjælpe de sårede og oplevede traumatiske begivenheder ved frontlinjerne. Nogle af dem oplevede også, at pro-system-ledere på deres arbejdspladser begyndte at forfølge dem, der vovede at udtrykke støtte til pro-demokrati-lejren. Da disse mennesker følte sig sårbare, vrede og frustrerede, begyndte de at diskutere med hinanden ansigt til ansigt og gennem sociale medier for at få støtte fra deres kolleger, hvor de så kunne dele fælles erfaringer og få ørenlyd.

 

Fra løst sand til enhedsfront
Opfordringen fra studenter og andre unge mennesker til en generalstrejke som en del af protesterne blev en katalysator i at danne nye fagforeninger. Skuffede over at deres ”vær som vand” flydende gadeprotester ikke havde aftvunget nogen indrømmelser fra Hong Kongs regering, gik de tidligt i august ud på de sociale medier og bønfaldt alle i Hong Kong om at gå i en såkaldt ”tredobbelt strejke” (三罢), som fik sit navn, fordi den skulle omfatte arbejdere, studenter og forretningslivet. Den 5. august, den dag der var valgt til strejken, deltog omkring 600.000 i massemøder, der blev afholdt forskellige steder i byen. De, der støttede protesterne, nægtede at gå på arbejde eller meldte sig syge. Da de nåede frem til møderne, organiserede nogle af de protesterende sig i grupper efter beskæftigelse eller fag. Dette viste sig at være en lejlighed til indbyrdes at diskutere en strategi om at deltage i protesterne med en markering af deres faglige identitet.

 

Den 2. september blev der igen indkaldt til en ”tredobbelt strejke”, men denne gang dukkede der kun omkring 40.000 mennesker op til det centrale møde. Frygten for modvilje hos arbejdspladsernes ledere havde afskrækket mange andre. I sin tale ved mødet henvendte Carol Ng, formand for HKCTU, sig til de forskellige grupperinger, der deltog, som ”sektorer” (界别), fordi ideen om at danne nye fagforeninger endnu ikke var opstået blandt dem. Imidlertid begyndte nogle af de fremmødte at diskutere muligheden for at skabe en kollektiv støttegruppe. Dette førte igen til dannelsen af en ”tværsektoral kampforberedende komité” (跨界别抗争预备组) og en begyndende diskussion om at danne fagforeninger.

 

I slutningen af oktober, efter den mistænkelige død af en student fra Hong Kong Universitetet, der var faldet ned fra et parkeringshus, ønskede vrede aktivister at indkalde til endnu en generalstrejke. Plakater blev opsat over hele Hong Kong, herunder en dramatisk, med en tekst der lød: ”Jeg er villig til at stoppe en kugle for dig. Er du villig til at gå i strejke for mig? (se illustration). Denne tredje ”tredobbelte strejke” fandt sted den 11. november i mange dele af Hong Kong og endte med barrikader og vold.

 

På dette tidspunkt dukkede der en ny paraplygruppe kaldet ”To millioner tredobbelt strejke Enhedsfronten” (二百万三罢联合阵线) op på de sociale medier, der posterede nyheder om dannelsen af fagforeninger og delte nye ideer om mulige strategier i kampen. De argumenterede for, at denne gang skulle en generalstrejke være bedre organiseret ud fra arbejdspladserne, og at den blev nødt til at være tilstrækkelig stor og stærk for at kunne tvinge regeringen til indrømmelser. Den første påtrængende opgave for de spirende fagforeninger var at rekruttere flere medlemmer. For at få mere opmærksomhed fra offentligheden, opstillede fagforeningsaktivister ”forenede fagforeningsboder” (联合跨站), som hver især hejste deres foreningers flag. Ved et massemøde den 1. januar 2020 i Wanchai-distriktet koordinerede de nye foreninger deres aktiviteter, og repræsentanter for en del af dem stod sammen på et foto, hver især med deres eget flag og med et fælles banner, der bar sloganet ”Fagforeninger mod Tyranni” (工会抗暴政).

 

Da størstedelen af initiativtagerne til de nye fagforeninger kun havde vage ideer om fagforeningsarbejde eller de relevante arbejdsmarkedslove, begyndte de at invitere arbejdsmarkedsjurister og HKCTU-ledere til at lede seminarer og kursusmøder. Ifølge Hong Kongs arbejdslovgivning er politiske strejker ulovlige, og derfor blev en forståelse af lovgivningen om strejker, og hvordan man udvikler strategier, et hovedfokus. Derudover blev organisatorerne for første gang stillet over for de forskellige aspekter af arbejdspladsrettigheder, herunder faglige rettigheder gennem disse kurser og i processen med at registrere deres foreninger hos regeringen. Løbende fik motivationen til at danne fagforeningerne flere dimensioner, i stedet for med et enkelt fokus på at støtte politiske strejker. I tillæg til protestbevægelsens fem politiske hovedkrav, begyndte fagforenings-folderne også at inkludere krav om kortere arbejdstid, højere mindsteløn, bedre frynsegoder, mere retfærdige bonusser, og ikke mindst retten til overenskomster.

 

Mod forventning var de nye fagforeninger, der først blev organiserede og registrerede, inden for funktionærlignende fag, såsom kontorarbejdernes fagforening, fagforeningen for den finansielle sektor, den nye fagforening af embedsmænd og fagforeningen af sundhedsarbejdere. Da jeg kom med kommentaren om at ”Jeg er forbavset over, at du er interesseret i at danne en fagforening, da du er fra middelklassen og ikke er arbejder”, var der adskillige af de interviewede, der tog til genmæle: ”Nej, vi er arbejdere”. En af dem gjorde det helt tydeligt: ”Der findes kun to slags mennesker – chefer og arbejdere. Vi er arbejdere”.

 

Undertiden kom mine interviewofres klagemål uopfordret væltende ud. Boligspørgsmålet var et tilbagevendende smertepunkt. Når lejligheder på 50 kvadratmeter koster op imod fem millioner Hong Kong Dollars [godt 4 mio. kr.; o.a.], har selv folk med universitetsuddannelser ikke råd til at leje endsige købe et hus. Gennem de sidste par årtier, i takt med at leveomkostningerne og uligheden fortsat er vokset, er folk i traditionelle middelklassefag, begyndt at tillægge sig en arbejderklasseidentitet. Et andet område for utilfredshed drejede sig som arbejdssikkerhed og –sundhed. Da coronavirussen begyndte at sprede sig til Hong Kong, havde ansatte i bogholderbranchen, som af deres firmaer blev udsendt for at undersøge underleverandører i fastlands-Kina, alvorlige klager om manglen på respekt for deres arbejdssikkerhed. Endelig var der nogle få, der klagede til mig over, at deres egen sektor i økonomien i stigende grad bliver domineret af fastlandsejede firmaer, eller at de på deres arbejdsplads må konkurrere om jobs og forfremmelser med uddannede indvandrere fra fastlandet, og at deres chefer favoriserer disse på grund af deres forbindelser til firmaer i Folkerepublikken.

 

Fagforeningerne deltager i valgpolitik
I slutningen af november satte de spirende fagforeninger sig et nyt mål, efter at pro-demokrati lejren uventet fik en jordskredssejr ved valget til bydels-distriktsrådene, hvor den fik flertal i 17 ud af Hong Kongs 18 Distriktsråd. Tidligere havde pro-demokratilejren aldrig seriøst deltaget i disse lokalvalg, da man afviste rådene som værende uden magt og derfor ikke værd at investere tid og penge i at deltage i. Siden 2007 havde rådene været domineret af pro-system-lejren, men sidst i 2019, efter et halvt år med gadeprotester, bød der sig pludselig en mulighed for at kanalisere anstrengelserne ind i valgpolitik. Triumfen ved dikstriktsvalgene var en stor opmuntring. Når protestbevægelsen vandt dette valg, ville de kunne være i stand til at erobre et betydningsfuldt antal mandater ved de næste to valg: Først til Hong Kongs delvist valgte Lovgivende Forsamling (LovFo), som er berammet til at finde stede i september 2020; og derefter til den komité, der udpeger Hong Kongs Øverste Leder, som forventes afholdt i juni 2021.

 

Nogle af mandaterne i begge organer er reserveret til fagforeningerne, der har status som en af de ”funktionelle valgkredse”, som disse organer sammensættes af. I årevis har disse sæder været domineret af pro-Beijing fællesorganisationen HKFTU, der som nævnt har det største medlemstal. Før 2019 havde HKCTU ikke lagt kræfter i at organisere og registrere nye fagforeninger for at konkurrere inden for denne funktionelle valgkreds af en række årsager. Først havde organisationen ikke ressourcerne til at udkonkurrere HKFTU, og betragtede derfor ethvert forsøg som spild af tid. Som en fagforening foretrak den at lægge sin indsats i problemer på arbejdspladserne og beskyttelsen af arbejdsrettigheder, to aspekter som HKFTU altid har forsømt. For det andet, med en by domineret af en nyliberal ideologi, havde hong kongerne indtil nu kun vist lille interesse i fagforeningsaktivitet. En af de ansatte i HKCTU bemærkede, at under de tidlige protester mod Udleveringsloven, var der kun få af de deltagende, der gad tage imod de materialer, hun uddelte.

 

Overraskende nok er proceduren for at danne en ny fagforening i Hong Kong imidlertid ganske enkel. Minimumskravet er blot, at syv mennesker dukker op i Arbejdsstyrelsen for at registrere en ny fagforening, afgrænset enten ved fag, sektor eller beskæftigelse. De syv initiativtagere skal så udfylde blanketter, der gør rede for den nye fagforenings formål. At få officiel anerkendelse tager så normalt en måned eller to. Når godkendelsen er på plads, skal stifterne så afholde en generalforsamling for at vælge en bestyrelse, og herefter er foreningen så formelt registreret. Organisatorer forsikrede mig om, at de ansatte i Arbejdsstyrelsen var hjælpsomme, og at de ikke havde oplevet forsøg på at besværliggøre registreringen. Denne lethed i registreringsprocessen forklarer den store udbredelse af nyregistrerede pro-protest fagforeninger i løbet af blot få måneder. Rent faktisk startede aktivister et program døbt ”7 Up”, der opfordrede alle, som var i stand til at samle syv personer, til at ansøge om at danne en fagforening. Regeringerne i både Folkerepublikken og Hong Kong havde stolet alt for meget på, at pro-Beijing lejren ville kunne fortsætte med at monopolisere den faglige funktionelle valgkreds, fordi hong kongerne aldrig tidligere havde udvist nogen større interesse i at melde sig ind i fagforeninger.

 

Det første af de to kommende valg er til den Lovgivende Forsamling, der er berammet til september 2020. Under systemet med funktionelle valgkredse er arbejdssektoren tildelt tre pladser ud af 35, og disse har, som jeg tidligere nævnte, altid været domineret af pro-Beijing-lejren. Da hver fagforening har en stemme i et ”vinderen-tager-alt”-system, vil det sige, at med mindre den demokratiske lejr øger antallet af pro-demokrati fagforeninger, vil pro-Beijing lejren med sit store antal tilsluttede fagforeninger, få alle tre LovFo sæder. Uheldigvis er det et krav for at kunne stemme, at en fagforening har været registreret i mindst et år før valget. Da bølgen med at danne fagforeninger ikke for alvor gik i gang før oktober/november 2019, indebærer dette, at de nye foreninger ikke vil få lov til at stemme ved det kommende valg. Til trods for dette, blev der indgivet 735 ansøgninger om registrering fra juni 2019 til februar 2020, fulgt af en anden ”tsunami” af ansøgninger siden da. Ifølge officielle data fra Arbejdsstyrelsen kom der i de første tre måneder af 2020 1.578 ansøgninger, medens der blot havde været mellem 10 og 30 de foregående år.

 

Skønt mange af de nye fagforeninger ikke vil være i stand til at deltage i valget her i september, vil de være berettigede til at stemme ved valget af Valgkomitéen i juni 2021. Valgkomitéen, der har 1.200 pladser, vil så igen stemme om, hvem der skal være den Øverste Chef for Hong Kong i 2022. Her har arbejdsvalgkredsen 70 sæder. Igen er det sådan her, at jo flere pro-demokrati foreninger der findes, jo større chance har de for at få flertal. Desværre for pro-demokraterne har pro-Beijing lejen også startet et kapløb for at oprette nye fagforeninger. I hvilken udstrækning pro-demokraterne kan få en fornuftig del af de 70 pladser vil afhænge af, hvorvidt de forskellige tendenser i bevægelsen kan samarbejde om at undgå at stille op mod hinanden. Det er også værd at bemærke, at ved siden af dannelsen af nye fagforeninger er der også en løbende, yderst velorganiseret kampagne for at øge registreringen af almindelige vælgere.

 

En prøve på fagforeningernes solidaritet
Prøven på, hvorvidt lederne af de nye foreninger, der sprang op under protesterne – folk som kun få måneder før kun havde lidt begreb om fagligt arbejde – kunne modstå presset fra politisk side og fra firmaernes ledelser, kom i slutningen af januar i år. Coronavirussen spredte sig hastigt i fastlands-Kina og begyndte at trænge ind i Hong Kong, der ikke var rustet til at afværge pandemien. Hospitalerne manglede sengepladser, værnemidler, og personale. På dette tidspunkt opfordrede Alliancen af Ansatte Ved Sundhedsmyndighederne (AAVS), som aktivt havde rekrutteret nye medlemmer og på dette tidspunkt havde 18.000 medlemmer ud af de 80.000 ansatte i byen, regeringen til at lukke grænsen til Kina på grund af frygt for, at områdets hospitaler ville blive overvældet, hvilket igen ville udgøre en trussel mod sundhedspersonalet. Med andre ord drejede dette krav sig om risikoen for arbejdsskader – et at de nøglespørgsmål på arbejdspladserne som fagforeninger normalt fokuserer på.

 

Den 31. januar nægtede den Øverste Chef, Carrie Lam, at gøre dette, med en udtalelse om, at det ville indebære diskrimination mod borgere i Folkerepublikken. Bestyrelsen i AAVS, med en ung forkvinde, som åbent indrømmede, at hun kun et halvt år tidligere kun havde bekymret sig om at nyde livet og ikke anede noget om fagligt arbejde, foreslog medlemmerne at gå ud i en to-trins strejke. Med 3.123 ja-stemmer ud af de afgivne 3.164, var medlemmernes afstemning så godt som enstemmig for forslaget. Mere end 50 fagforeninger gik så ud og støttede AAVS, og den 3. februar, strejkens første dag, deltog 7.000 medlemmer dvs. 17 procent af hele Hongs Kongs sundhedspersonale. Den samme dag bekendtgjorde Carrie Lam, at alle grænseovergange med undtagelse af tre til fastlandet ville blive lukket, og at mulighederne for at komme ind i Hong Kong-området via andre kanaler ville blive begrænset, men nægtede at give sig yderligere.

 

Da det første trin af strejken var afsluttet efter fem dage gennemførte AAVS en ny afstemning om hvorvidt man skulle fortsætte mobiliseringen. Det at gå i strejke udløser altid et intenst moralsk dilemma hos sundhedspersonale, og denne gang, selv om kun dele af deres krav var blevet imødekommet, stemte 60 procent af de 7000, der deltog i afstemningen, imod at genoptage strejken, og den blev derfor afblæst. Ikke desto mindre kan vi stadig sige, at det var en delvis succes, da Carrie Lam beordrede de fleste af grænseovergangene til Hong Kong fra Kina lukket. Strejken var en imponerede ilddåb, anført af en ny generation af fagforeningsledere, som havde været nødt til hurtigt at lære, hvordan man organiserer sig og, frem for alt, havde forpligtiget sig til fagforeningsdemokrati.

 

Skønt Hong Kong sammenlignet med andre regioner relativt godt har været i stand til at kontrollere pandemien, faldt gadeaktiviteterne, i takt med at coronavirussen fortsatte med at sprede sig. De nye fagforeninger fortsatte med at hverve medlemmer og at forberede sig til valget i november. I mellemtiden har medlemmerne hurtigt søgt hjælp fra disse fagforeninger i takt med, at undertrykkelsen eskalerer på arbejdspladserne – især på uddannelsesområdet, hvor lærere i sigende grad er kommet under pres for at acceptere nye pro-Folkerepublik læseplaner, forfulgt, eller endog fyret for at støtte pro-demokrati-bevægelsen og for ikke at forsøge at afholde deres studerende fra at deltage. Imidlertid har dette nye fokus på problemer på arbejdspladserne ikke fået foreningerne til at ændre deres politiske dagsorden. Den 20. juni gik 30 fagforeninger sammen om at organisere en afstemning for at få medlemmernes godkendelse af at gå ud i endnu en generalstrejke i protest mod Beijings plan om at indføre en ”National Sikkerhedslov” for Hong Kong. Der dukkede et nyt slogan op, som afspejlede den kollektive identitet hos de nye Hong Kong fagforeninger: Befri Hong Kong, Gå med i Fagforeningen; Faglig Revolution for at Modstå Tyrrani” (光复香港, 加入工会; 工会革命, 对抗暴政). Af de 9.000 medlemmer, der stemte, sagde 95 procent ja. Imidlertid blev strejken afblæst, fordi så få havde stemt.

 

Herefter skiftede fagforeningerne deres fokus til primærvalgene, som organiseres af pro-demokratilejren for at afgøre, hvem den skal opstille til valget til LovFo i september. Den 11. juli stemte 600.000 for at udvælge deres favoritkandidater inden for den funktionelle valgkreds, som de hver især tilhører. Medens dette skrives, bliver stemmerne stadig optalt, men der er i det mindste ét opmuntrende tegn for fagforeningerne. AAVS-forkvinden som havde organiseret strejken i januar, vandt en jordskredssejr, med 2.165 stemmer ud af 2.856 afgivne, mod 186 stemmer på den hidtidige repræsentant for sundhedsområdet. Får det lov til at gro og modnes, kan organiseret kollektiv handling have en fremtid, især nu, da den ”modige fraktion” har mistet den styrke og effektivitet, som den tidligere udviste i bevægelsen.

 

Hvad nu?
For at opsummere: Da regeringen i Hong Kong ikke gav efter for de pro-demokratiske protester, startede en del af protestbevægelsen en arbejderbevægelse, gennem opbygning af små fagforeninger. I modsætning til den bevidst lederløse bevægelse i gaderne, indebar dette nye skift at tage en institutionel rute, som kræver planlægning, organisation og endda deltagelse i valgpolitik. Der arbejdes nu med to strategier, som kører parallelt: protest bevægelsen i frontlinjen overfor politiet, og en anden modsvarende bevægelse, som opbygger institutionelle strukturer – blandt dem fagforeninger.

 

Dette flerstrengede fremstød har ikke skabt splittelser inden for protestbevægelsen. Som det populære slogan ”brødre bestiger et bjerg, hver især gør sit bedste” gør det klart, er alle de forskellige veje gunstige for at fremme bevægelsens mål. Denne bestigning begyndte gennem at fremsætte strengt ikke-materielle politiske krav som en del af pro-demokrati bevægelsen, men er nu gradvist også begyndt et indeholde materielle krav såsom arbejdsforhold, løn, bonusser og beskæftigelsespolitik med henblik på at sikre sig en stemme i byens fejlbehæftede politiske system. Imidlertid er byen med et blevet gjort til et lovløst samfund efter indførelsen af Hong Kongs Nationale Sikkerhedslov den 1. juli. I lyset af den direkte undertrykkelse fra Beijing, kan fremkomsten af denne fagforeningsbevægelse mon så vise sig blot at være en kortlivet forgæves anstrengelse?

 

15. juli 2020

 

Anita Chan er gæsteforelæser på Institut for Statskundskab på Australian National University og var tidligere forskningsprofessor på Sydneys Tekniske Universitet. Hun har skrevet en lang række artikler om faglige forhold i Kina og er medredaktør på tidsskriftet The China Journal.

 

Oversat fra madeinchinajournal.com af Peter Kragelund