Handelskrigen var et hårdt slag mod eksporten, der er et af de tre vækstlokomotiver (de andre er kollektive investeringer og husholdningerne forbrug). I begyndelsen af 2020 kom der et nyt slag mod Kinas eksport: Coronavirus-pandemien.
Tegn på økonomisk tilbagegang
Selv om Kinas afhængighed af eksport er blevet stadig mindre i de sidste ti år, er beskæftigelsen for en fjerdedel af den aktive arbejdsstyrke i landet (200 millioner arbejdere) stadig afhængig af eksportsektoren. De tre vigtigste kystbyer er Shanghai, Shenzhen og Guangzhou. Det er alle stærkt afhængige af udenlandske investeringer, der udgør mellem 60 og 70 procent af byernes andel af bruttonationalproduktet. Det undrer ikke at vi oplevede et fald i bruttonationalproduktet svarende til 6,8 procent på årsbasis i det første kvartal af 2020. For første gang i tredive år har Kina opgivet det årlige mål for bruttonationalproduktet i 2020.
Det officielle arbejdsløshedstal ligger på 5,9 procent, men ingen tror på det. Én af de større mangler ved de officielle tal er, at de kun tæller dem, der er registreret med en husstand i byerne, så de udelukker omvandrende landarbejdere. En rapport fra en ambassade sætter det reelle tal til 12 procent, og det er der bred enighed om. Én rapport sætter det helt oppe på 20 procent eller 70 millioner arbejdsløse. I Kina tilpasser partiet til stadighed tallene for at få resultaterne til at se pæne ud.
2020 kan også blive det år, hvor væksten i de offentlige indtægter bliver negativ for første gang i tredive år. Det kan så bringe pensionsfondene i farezonen, idet de er løbet tør for penge trods offentlig støtte. Recessionen på ejendomsmarkedet, der ellers har været et stabilt fundament for væksten, er også dårlige nyheder. De lokale regeringer ser sig nu ude af stand til at sælge lige så meget jord til entreprenører som tidligere, og de har også oplevet, at deres indtægter skrumper.
Det vil også komme til at påvirke deres mulighed for at betale af på deres lån – de lokale regeringer er dybt forgældede. Siden finanskrisen i 2008 har lokale regeringer dannet Lokalregeringernes Investeringsinstitutter (Local Government Financing Vehicles - LGFV) for at låne penge til investering i infrastrukturer og således øge efterspørgslen (de gør det også muligt for embedsmænd at stjæle offentlige midler fra statslige projekter). Meget af gælden er skjult, men den anslås at være mellem 16 og 42 trillioner Yuan (mellem 15 og 39 trillioner kroner).
En rapport fra Bank for International Settlements anslår Kinas totale gæld til at være 256 procent af bruttonationalproduktet. Den advarede om, at det er mere end nok til at føre til en bankkrise. Man skal imidlertid være opmærksom på det forhold, at Kinas gæld, i modsætning til gælden i mange tilsvarende mellemindkomstlande, hovedsagelig er hjemlig og opgjort i Yuan, ikke i udenlandsk valuta. Det gør den til genstand for større kontrol fra regeringen.
Tilskyndelse til privatforbrug
Med det forværrede forhold mellem USA og Kina er Beijings mest aktuelle reaktion på det kraftige fald i eksporten at fremme ”cirkulationen i privatforbruget” – at øge den private efterspørgsel. Denne efterspørgsel har to kilder: investeringer og forbruget i husholdningerne. At øge investeringerne er ikke løsningen, fordi Kina allerede lider under over-investering. Den abnormt høje andel af investeringer i forhold til bruttonationalproduktet på mere end 40 procent er et resultat af en langsigtet industrialiseringsstrategi, som staten understøtter. Men den har presset arbejdernes og bøndernes indkomster, og har på den måde også presset forbruget i husholdningerne. Mens et forbrug i husholdningerne på 60 – 70 procent af bruttonationalproduktet på internationalt plan anses for normalt, har det altid været lavt i Kina; i gennemsnit helt nede på 50 procent mellem 1952 og 2019 (note 1). Hvad der er mere bekymrende er, at det fortsætter med at falde fra 47,7 procent i år 2000 til 34,6 procent i 2010. Siden da er det steget igen, men kun meget lidt: til 38,8 procent i 2019.
At rette op på det ville kræve en omfordeling af midlerne med en signifikant øget andel af indkomsten til det arbejdende folk, for at gøre dem i stand til at købe det, der produceres i landet. Regimet har for længe siden indset faren ved sådan et strukturelt problem, og det har i over et årti ofte opfordret til en reform for at øge lønandelen af bruttonationalproduktet. Det er imidlertid ikke lykkedes for dem at gøre det, fordi det vil stride mod deres egne interesser. De foretrækker at løse problemet ved at eksportere den overskydende kapital, f.eks. til projektet ”One Belt, One Road” (note 2). Med en begyndende global konkurrence med USA ser denne udvej for Kinas problem imidlertid meget mindre lovende ud.
Statslig versus privat kapital
Beijing står nu over for sin største udfordring siden undertrykkelsen af demokratibevægelsen i 1989. De er nu begyndt at vende sig imod deres tidligere allierede, klassen af private forretningsdrivende. Økonomisk betragtet er den private forretningssektor stadig stærk, selv om den ikke er så stærk som den statslige kapitalisme. I dag står den private sektor i Kina for mere end halvdelen af bruttonationalproduktet, selv om det er staten, der har monopol på økonomiens styrende tinder.
Politisk er de private kapitalister derimod fuldstændig impotente, og de har været udsat for statslig tvang siden den økonomiske tilbagegang. Under dække af at ville bekæmpe korruptionen har Xi Jinping arresteret en masse matadorer; bl.a. HNA-Gruppens Wang Jian, Anbang Forsikringsgruppens Wu Xiaohui og filmstjernen Fan Bingbing.
Siden slutningen af 2018 er staten begyndt på at fremføre idéen om, at Kina må styrke den statslige sektor yderligere på bekostning af den private sektor. Siden da har 41 registrerede private virksomheder solgt nogle af deres aktier til staten, og i praksis er det nu staten, der kontrollerer dem.
Den forudgående periode med økonomisk vækst tillod en samtidig vækst i både de statsejede virksomheder og den private sektor på baggrund af omfanget af markedsreformen og landets enorme størrelse.
Arbejderne måtte slide sig op for at tilfredsstille både arbejdsgiverne og partispidserne, men de kunne stadig finde arbejde. Indledningen af et ny stadie med lavere vækst har gjort det stadig mere vanskeligt at tilfredsstille både de private virksomheders og partispidsernes grådighed, for ikke at tale om de fattiges behov. Det er grunden til spændingen mellem de statslige og de private kapitalister. Det har også fået de sidstnævnte til at dyrke kapitalflugt.
De fattige lider
Bunden af det kinesiske samfund er nu i en stadig mere alvorlig situation. Der er meget mindre industriel virksomhed i år end sidste år. Pandemien og den økonomiske nedtur har fået mange omvandrende landarbejdere til at blive hjemme i deres landsbyer. De, der er heldige nok til at have et job i en by, er blevet mere føjelige.
I maj måned satte en bemærkning fra premierministeren, Li Keqiang, ikke bare fokus på de mange millioner fattige arbejdere. Den antydede også en uenighed i toppen. Han sagde, at Kina har 600 millioner mennesker med en månedlig indtægt på 1.000 Yuan (~ 925 kr.). Det er mere end 40 procent af den kinesiske befolkning. Som en journalist bemærkede, er det ikke en gang penge nok til en ansats månedlige udgifter til frokost i de store byer.
Li Keqiang sagde det midt under en stor indsats fra Xi Jinping for at udrydde absolut fattigdom i Kina inden udgangen af dette år, og dermed få Kina op på niveauet ”xiaokang”, eller et ”moderat velstående land”. Lis bemærkning var et slag i ansigtet på Xi.
Hvad der yderligere irriterede Xi var, at Li opfordrede lokalregeringerne til at støtte de gadehandlende for at skabe jobs til de arbejdsløse. Det blev opfattet som noget, det kunne bringe Xis ”xiaokang”-samfund i miskredit. Snart var medierne fulde af angreb på ”gadehandlernes” økonomi. Hændelsen har afsløret uenigheder på højeste niveau midt under en økonomisk nedtur. Selv om Li havde en mere realistisk politik, ville det være bureaukratiet, der skulle gennemføre den. Problemet er, at bureaukratiet aldrig er neutralt; det udgør kernen i den udbyttende klasse. Det blev hurtigt afsløret, at de byer, der havde stillet et offentligt areal til rådighed for gadehandlerne, også havde benyttet lejligheden til at lægge høje afgifter på dem; i nogle byer stigende til det tidobbelte.
Under den økonomiske nedtur spiser mange kinesere nu ”græs”, men byrden er alt andet end ligeligt fordelt. Det er igen de fattige arbejdende, der lider. Partispidserne fortsætter med at nyde deres mere end ”moderat velstående” livsstil.
13. september 2020
Note 1: CEIC: China Private Consumption: % of GDP
Note 2: TNI, 29. oktober 2019: The Belt and Road Initiative (BRI)
Au Loong-Yu er en førende aktivist for global retfærdighed i Hong Kong. Han er redaktør af China Labor Net og har også en fast spalte i Inmedia. Han har skrevet ”China’s rise: strength and fragility” og udkommer snart med ”Hong Kong in revolt: the protest movement and the future of China”.
Oversat fra International Viewpoint af Poul Bjørn Berg
