Overalt i Europa står arbejderklassen og de fattigste over for enorme angreb på løn-, arbejds- og levevilkår fra arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter i de nationale parlamenter. Arbejderbevægelsen svarer igen med protester og demonstrationer, men mangler styrke og et klart politisk svar.

af Åge Skovrind

20-20-planen i Danmark vil – hvis den gennemføres – følge et europæisk mønster med en lang række af benhårde angreb på arbejderklassen og de svageste i samfundet, som under de seneste års økonomiske krise er gennemført af regeringerne, med EU som bindeled og dynamo, ikke mindst med vedtagelsen af europagten og nye krav til de offentlige finanser.

Arbejderklassen får regningen
I en række lande er krisen forstærket af et voksende offentligt underskud, blandt andet som følge af faldende skatteindtægter og store hjælpepakker til de private banker. Disse lande er kommet ind i en ond spiral, hvor den offentlige gæld finansieres med statsobligationer til rekordhøje renter, som yderligere dræner statskassen. Lån og hjælpepakker fra EU og IMF er koblet sammen med dramatiske sparekrav, som fjerner velfærdsordninger og skaber større arbejdsløshed.

Det er ikke noget nyt, at borgerlige regeringer sender regningen til arbejderne og de fattigste, men karakteren af de angreb, som nu bliver sat ind som ”nødvendige for at komme ud af krisen”, er betydeligt mere drastiske og truer med at fjerne historiske landvindinger, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig gennem årtier.

På et seminar om krisen og venstrefløjens svar, som venstrefløjsgruppen GUE/NGL i EU-Parlamentet arrangerede den 31. marts, kom det frem, at i næsten samtlige lande går de samme tre ”reformer” igen: 1) offentlige nedskæringer, lønnedgang for offentligt ansatte og fyringer, 2) forringelse af dagpengereglerne – varigheden af understøttelse (i Danmark fra 4 til 2 år) og/eller dækningsgraden skæres ned, 3) højere pensionsalder og andre forringelser af pensionsordninger (herunder efterløn).

Ydmygende ”kriselån”
Såvel borgerlige som socialdemokratiske regeringer går i spidsen med en krisepolitik, som vælter byrderne over på de svageste skuldre og fjerner tilkæmpede rettigheder.

I Grækenland vandt det socialdemokratiske PASOK valget med løfter om guld og grønne skove, men er vendt på en tallerken og har bøjet sig for EU’s og IMF’s ydmygende betingelser for at modtage hjælp.

I Portugal trådte den socialdemokratiske regering tilbage i marts, da den dens nedskæringsbudget kom i mindretal. Som de tredje euro-land (efter Grækenland og Irland) kan portugiserne nu se frem til en ”hjælpepakke” fra EU, hvor betingelserne angiveligt bliver endnu skrappere end det spareprogram, der væltede Sokrates-regeringen. Det bliver hovedtemaet i det portugisiske valg den 5. juni.

Udenfor euro-zonen har Ungarn og Rumænien tidligere fået kriselån, på betingelse af voldsomme nedskæringer på offentlige velfærdsydelser.

(For svage) protester
Der har været modstand, protester og demonstrationer i en række lande, men ikke slagkraftige nok til at slå den borgerlige offensiv tilbage. Højst er det lykkedes at gøre angrebene lidt mildere.

I Storbritannien deltog mellem 250.000 og 400.000 I den største demonstration i ti år den 26. marts. ”Demonstrationen for Alternativet” var arrangeret af landsorganisationen TUC og fandt sted næsten et år efter valget af en konservativ-liberal koalitionsregering. Regeringen har gennemført en ufattelig hård nedskæring på de offentlige budgetter med 81 milliarder pund. En halv million offentligt ansatte skal fyres. Tidligere på året var der meget omfattende studenterprotester mod forhøjelsen af studiegebyrerne fra 3.000 til 9.000 pund årligt.

Også i Grækenland har de største landsorganisationer mobiliseret til meget store aktionsdage sidste år og i år, og i Frankrig var fagforeningerne rygraden i protester mod Sarkozys pensionsreform, som kulminerede sidste efterår. Protesterne tog form af en række 1-dages strejker, hvor de største havde en deltagelse på 3,5 millioner på gaden.

I Portugal organiserede den kommunist-dominerede landsorganisation CGTP en demonstration med 300.000 deltagere i maj 2010, og den 24. november blev en fælles opfordring til at nedlægge arbejdet fra CGTP og den socialdemokratiske UGT fulgt af 3 millioner ud af en arbejdsstyrke på 4,7 millioner – den største generalstrejke i landets historie. I Spanien fik en strejke, som var indkaldt af de to store landsorganisationer, opbakning fra 70 procent af arbejderne. I Italien indkalder den kommunistisk dominerede CGIL i maj til den femte generalstrejke i to år. Særligt unge har været aktive i kampen mod Berlusconi-regeringens voldsomme nedskæringer på undervisningsområdet.

I Irland var 100 000 på gaden i november mod nedskæringspolitikken fra den regering, som i år led et smædeligt valgnederlag. Også i Tjekkiet, Rumænien og Litauen har der været protester mod offentlige nedskæringer og lønnedgang.
I Tyskland har Merkel-regeringen lidt en række smertefulde nederlag i en række delstatsvalg, og store demonstrationer mod atomkraften har sat gang i en ny politisk bevægelse.

EU som motor
I Bruxelles demonstrerede den Europæiske Faglige Sammenslutning i marts i år mod nedskæringer og angreb på arbejderklassen, men også mod EU’s nye europagt, som skal sikre en styring af medlemslandenes offentlige udgifter (læs: Skær ned på velfærden!).

Den såkaldte europlus-pagt blev formelt vedtaget på EU-topmødet 24-25. marts. Selv om Danmark ikke er med i euro-samarbejdet, er regeringen gået med i pagten – med støtte fra S og SF. (Interessant er det, at de svenske socialdemokrater er modstandere af pagten). Pagten forpligter landene til at overholde fire overordnede mål i deres finanspolitik, som skal sendes til kontrol-eftersyn i EU:-
1. Fremme konkurrenceevnen
2. Fremme beskæftigelsen
3. Bidrage yderligere til holdbare offentlige finanser
4. Styrke den finansielle stabilitet.
Hvor der I det oprindelige forslag stod, at for eksempel lønudviklingen i det offentlige skulle bremses, er der nu sat et ”for eksempel” foran. Derfor kan SF’s Emilie Turunen skrive:

”Det var vigtigt at få slået fast, at der intet er i pagten, der rokker ved de danske lønninger, pensioner, forbehold eller vores selvbestemmelse over den økonomiske politik.” (Information, 30. marts)

Formelt set kan pagten ikke tvinge den danske regering til at gennemføre bestemte økonomiske tiltag, men regeringen skal dokumentere over for EU-kommissærerne, at planlagte initiativer passer til EU-målsætningerne. Lars Løkke Rasmussen har allerede udtalt, at afskaffelse af efterlønnen vil være blandt de tiltag, som den danske regering melder ind. Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU hævder, at en ny regering ikke efterfølgende kan lave om på dette.

Oven i europlus-pagten kommer så 6 nye EU-love, som skal vedtages endeligt til juni, og som skærper medlemslandenes forpligtelser (og sanktioner) til at overholde kravene i den såkaldte Vækst- og Stabilitetspagt. Den foreskriver, at landenes offentlige gæld ikke må overskride 60 procent af BNP, og at budgetunderskuddet på de offentlige finanser ikke må være mere end 3 procent af BNP. Det første kriterium kun overholdt af hhv. 10 og 14 af de 27 EU-lande i 2009 og 2010, og det sidste kriterium kun af 4-5 lande, ifølge EU-Kommissionens rapport om de offentlige finanser i den Økonomiske Union, 2010.

Alternativer
Kritikken af Europagten og en række helt nye EU-love knyttet til EU’s Vækst og Stabilitetspagt var ikke til at tage fejl af på venstrefløjens seminar i EU-Parlamentet.
En lang række økonomer og EU-politikere slog fast, at det ikke er arbejderne og de fattigste, som har skabt krisen, og derfor skal de heller ikke betale prisen.

I stedet for offentlige nedskæringer er der brug for en politik, som skaber nye jobs og mere velfærd, især grønne jobs, og som forbedrer de offentlige finanser gennem øget beskatning af de rigeste og af virksomhedernes overskud. Samtidig skal politikerne gribe ind over for bankernes spekulation og i en elleranden grad overtage kontrollen med finansvæsenet.

Nogenlunde sådan lød det enslydende fra en lang række talere. I forhold til Grækenland og Portugal og andre lande i udkanten af EU, som er truet af fallit, gik tre forslag igen: Gælden skal afskrives eller omlægges, den Europæiske Centralbank skal opkøbe statsobligationer til ”tysk” rente (dvs. 3 i stedet som nu 9 procent), og der skal oprettes en Solidaritetsfond, som skal hjælpe de svageste lande med at få gang i økonomien.

Der var også indlæg, som konkluderede, at kun en stærkere mobilisering og måske en fælleseuropæisk generalstrejke (ikke bare en enkelt dag) kan forrykke de politiske styrkeforhold.

Den politiske venstrefløj til venstre for Socialdemokratierne står svagt i de fleste lande. I EU-Parlamentet er venstrefløjsgruppen stærkt domineret af Die Linke, som i tysk politik star til omkring 8 procent af stemmerne i de aktuelle meningsmålinger, en tilbagegang fra 11,9 ved det seneste valg i september 2009. Andre lande, hvor venstrefløjen – mere eller mindre samlet – står relativt stærkt er Portugal, Grækenland og Frankrig, men ingen steder har venstrefløjspartier erstattet Socialdemokratiet som den ledende kraft i arbejderbevægelsen. Særlig slem er situationen i Spanien, Italien og Storbritannien, hvor man ikke har nogen parlamentarisk repræsentation på nationalt niveau og er splittet op i en række små partier eller grupper.

På den anden side ser vi, at fagbevægelsen og unge viser vilje til at kæmpe mod forringelser. De faglige organisationer er – trods bureaukratiske ledelser og lav organisationsprocent – de bedste redskaber til at mobilisere en modstand.

Politiske svar
Endnu en udfordring er at samles om et politisk svar. Demonstrationer og protester kan starte med at sige nej til forringelser, men vil på et tidspunkt være nødt til (og kan vinde større tilslutning), hvis man også har et alternativt program at slås for. Diskussionen med S-SF om at forlænge arbejdstiden for almindelige mennesker viser, at der er vigtige uenigheder blandt arbejderpartierne, og heller ikke længere ude på venstrefløjen er der konsensus om et politisk svar, hverken i de enkelte lande eller på europæisk plan.

Finn Sørensen fra 3F København sagde i et indlæg på seminaret i Bruxelles, at vi i dag må kæmpe for ændringer af EU´s lovgivning, der tilbagefører selvbestemmelse til de nationale parlamenter, i første omgang hvad angår helt centrale områder som velfærdspolitik, løndannelse, finanspolitik, pensioner, og retten til at afvise privatiseringer og udliciteringer af offentlig ejendom og serviceydelser.

En deltager erklærede sig uenig og mente, at denne strategi var usolidarisk. Måske kunne den hjælpe i Danmark, men ikke i andre lande. Men stort set var der ikke tid til diskussion, for eksempel om eller hvordan arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser skal stille krav til EU-systemet, eller om euroen som fælles valuta er en del af løsningen eller af problemet.

Men det er oplagt, at en af de store diskussioner (som falder uden for denne artikels rammer, men se for eksempel debatartiklen An internationalist transitional program towards an anti-capitalist Europe)
er, om vi skal kæmpe for en alternativ, progressiv politik på europæisk eller EU-plan, eller om en del af løsningen snarere er at fjerne EU’s magt til at bestemme den økonomiske kurs.

Social protokol
Finn Sørensen kom med et konkret forslag til en fælleseuropæisk kampagne, som kan give medlemslandenes og fagforeningerne ret til at forsvare sig imod social dumping, og kræve lige vilkår for arbejderne.

Det handler om det forslag om en social protokol som EFS fremsatte allerede få måneder efter, at EF-Domstolen greb ind i konflktretten med Lavaldommen fra december 2007.

”Det er et meget klart dokument, der – hvis det gennemføres – sikrer at faglige og sociale rettigheder bliver overordnet det indre markeds regler om fri bevægelighed for kapital og tjenesteydelser, og at EF-Domstolen afskæres fra at afsige kendelser som Viking-Line, Laval, Ruffer og Luxembourg-dommene,” sagde Finn Sørensen.

En række danske fagforeninger har forsøgt at skaffe opbakning bag dette forslag, og det er lykkedes så langt, at dansk LO, sammen med 6 andre faglige hovedorganisationer i Polen og Cypern i begyndelsen af marts har rettet henvendelse til det kommende EU-formandskab (Polen, Danmark, Cypern) om at fremsætte forslag om en sådan social protokol.

”Vi vil arbejde hårdt for, at det bliver en dansk statsminister, der sørger for at EFS´ forslag kommer til konkret behandling i EU-systemet. Det bliver en svær kamp, for forslaget antaster de økonomiske friheder i traktaten. Der vil sikkert blive gjort mange forsøg på at udvande teksten, så det bliver en intetsigende erklæring, som det skete med Servicedirektivet. Men netop derfor forthjener forslaget fra EFS så meget mere opbakning fra alle progressive kræfter i Europa,” sagde Finn Sørensen.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com