Colombia er lige kommet ud af 50 års borgerkrig, men landets fremtid er stadig usikker.

af James Tweedle

Midt i den optimisme, som fredsaftalen mellem Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC) og præsident Juan Manuel Santos´ regering har givet anledning til, er det bekvemt at gå ud fra, at nu hører nedslagtning af fagforeningsfolk og aktivister fortiden til.

Men så sent som i perioden fra 2011 indtil sidste år blev 534 mennesker myrdet – heraf 134 fagforeningsfolk – ifølge Justice of Colombia, en faglig kampagne med base i Storbritannien imod den paramilitære vold, der udøves mod den colombianske arbejderbevægelse.

På den politiske konference, som blev afholdt i juli af Storbritanniens største fagforbund Unite, fortalte formanden for de colombianske oliearbejderes forbund (USO), Cesar Loza, og international sekretær Hector Vaca, hvordan deres kammerater stadigvæk bliver udsat for dødstrusler. De sagde, at kampen for social retfærdighed ikke var ført til ende med våbenhvilen.

USO har især kæmpet imod privatiseringen af oliefelter og miner. Det er hensigten at sælge dem til de udenlandske selskaber, der ifølge Loza har forårsaget krig, fattigdom og miljøødelæggelser i stedet for udvikling.

”Faglig aktivitet i Colombia er ikke så ligetil,” fortalte han til dagbladet Morning Star, ”der bliver i meget stort omfang anvendt vold imod os. Det er meget trist for os at være nødt til at sige, at vort land kriminaliserer faglig aktivitet. Vi bliver faktisk værre behandlet end forbrydere.”

De har registreret 2730 tilfælde af vold mod fagforeningsfolk i de seneste fem år – mord, forsvindinger og arrestationer.

”For fire år siden havde vi 23.000 medlemmer,” fortsatte han, ”men aktiviteter vendt mod fagforeninger har påvirket folk, og sammen med det voldsomme fald i oliepriserne, så har vi nu kun 2000.”

I de seneste år har 55.000 arbejdere fået deres kontrakter opsagt. ”Der er en meget klar strategi i retning af at undgå social organisering i Colombia,” sagde Vaca.

Den første del af denne strategi er arbejdsreformloven, der gør det nemmere at give underentrepriser til tredjeparts arbejdsgivere. Det har gjort faglig organisering meget vanskeligere.

Den anden del går ud på at stække den faglige organisering med en stribe love, især dem, der kriminaliserer protester. Det mobile uro-politi udfører konstante angreb på fagforeninger.

Den tredje er forstærkning og genopbygning af de paramilitære dødspatruljer over hele landet.

Loza sagde, at fagforeningsfolk hilste freden velkommen – hvor repræsentanter fra alle sider i Nordirland og fra ANC i Sydafrika har fungeret som rådgivere – men at de også kan se, at det medfører nye udfordringer.

Fagbevægelsen og især USO bakker helhjertet op om fredsprocessen i Havana, men det betyder ikke, at vi støtter præsident Santos´ økonomiske politik,” sagde Loza.

”Vi kæmper for, at disse selskabers profitter skal anvendes til den sociale udvikling af vort land,” understregede han.

”Efter fredsaftalen står vi med et enormt ansvar som fagforbund. Det er ikke nok, at våbnene tier – freden er også nødt til at være en fred med social retfærdighed.”

”Multinationale selskaber håber, at freden vil give dem mulighed for at sætte sig i besiddelse af Colombias naturrigdomme – olie, kul, guld og vand,” sagde Loza. #Vi er nødt til som faglige ledere at arbejde sammen med lokalsamfundene for at undgå, at vore ressourcer bliver udplyndret.”

”De multinationale betaler mindre i skatter, end de koster os i ødelæggelse af miljøet,” tilføjede Vaca. ”Vi er nødt til at finde frem til en hensigtsmæssig udnyttelse, da der ellers kun vil være olie tilbage til 6 år med den nuværende udnyttelsesgrad.”

”Vi arbejder på at styrke basis i oliesektoren, fordi vi vil være sikre på, at disse ressourcer bliver anvendt til gavn for vort samfund og ikke for de multinationale. Der er sociale og miljømæssige konsekvenser.”

USO har for nylig vundet et vigtigt slag om at fortrænge et multinationalt firma fra et oliefelt og sikre, at det statslige olieselskab Ecopetrol overtog det.

”Men vi har tænkt os at gå længere end det,” forklarede Vaca. ”Vi ønsker at overtage kontrollen over al minedrift og andre energiressourcer, sådan at vi kan anvende dem til gavn for alle colombianere.”

Loza sagde: ”Smugleriet af olie og diesel fra Venezuela, hvor olie er meget billig, selv efter den seneste prisstigning, er et problem for den colombianske olieindustri, men kun tæt ved den østlige grænse – der kommer stadig ca. 40.000 tønder om dagen over den venezuelanske grænse.”

Hvad Colombia har brug for, sagde Loza, er økonomisk spredning bort fra afhængighed af olie – der står for en fjerdedel af økonomien – dvs. minedrift, salgsafgrøder og indførelse af ”ren” vedvarende energi.
Hvad med vandkraft, spurgte jeg. ”Vandkraft indebærer for store belastninger – miljømæssigt i forhold til bosætning, skader for fiskeriet,” påpegede Loza.

For at illustrere markedets vanvid tilføjede han, at der produceres elektricitet med henblik på eksport til nabolande, samtidig med at Colombia er tvunget til at importere energi.

”At opbygge et nyt Colombia efter 50 års borgerkrig – efter mere end 220.000 døde – er det vigtigste for fagbevægelsen,” sagde han, ”og den internationale fagbevægelses solidaritet har en meget stor betydning for os.”

”Det er, når alt kommer til alt, som følge af denne opmærksomhed og internationale solidaritet, at fagbevægelsen er blevet mere synlig.”

Mandag, 12. august 2016. Bragt i den avis britiske Morning Star og oversat af Niels Overgaard Hansen fra Green Left Weekly (Australien)

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com