Med jævne mellemrum lykkes det den politiske højrefløj at sætte gang i en heksejagt på et eller andet Enhedsliste-medlem, der har sagt eller gjort noget, der med stor mængde ond vilje kan fortolkes som ”ekstremistisk”.  Det sker som regel på et helt urimeligt grundlag, hvor noget rives ud af konteksten og overfortolkes vildt.

af SAPs Forretningsudvalg

Sankthans-bål med den traditionelle afbrænding af en heks. Foto: Wikimedia/EPO, CC BY-SA 3.0

 

Her for nylig gik det ud over EL’s teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen. Men hvordan skal Enhedslisten egentlig reagere i den slags sager?

 

I Danmark har man den tradition, at man i forbindelse af fejringen af midsommeren afbrænder et bål med en hekse-dukke. Denne hekse-afbrænding repræsenterer naturligvis blot en symbolsk renselse for onde kræfter. Men set i et historisk lys er det en ganske betændt symbolik, når man tænker på den grusomme kvindeforfølgelse, der faktisk henvises til.

 

Intet under, at nogen feminister og venstreorienterede i tidens løb har fundet på at give ”heksen”, symbolet på det onde, en politisk make-over. Og på Skt. Hans-bålet i Ninna Hedeagers forældres private have i Holstebro har det åbenbart i tidens løb været både Pia Kjærsgård/racismen og Lars Løkke/den daværende borgerlig regering, der er gået op i røg.

 

Tosserier i baghaven
I sit corona-savn af denne familiefest har borgmesteren åbenbart sidste sommer lagt et gammelt billede af en sådan Skt. Hans ud til sine venner – på sin private Facebook-side. ”(…) Det plejer at inkludere mine forældres venner, mine venner, min brors venner, alle vores venners børn, en heks der er Lars Løkke eller Pia Kjærsgård, Kent der synger på en stige og meget andet tosset (…),” står der i opslaget. Det var der såmænd ikke nogen, der hæftede sig særligt ved – dengang.

 

Men på forunderlig vis (højrekræfter havde også dengang et ondt øje til borgmesteren) dukkede dette billede i forrige uge op i en Facebook-kampagne og en række medier. – Med overskriften ”EL-borgmester i København deltog i afbrænding af Løkke-dukke”, og med en absurd parallel mellem familiefesten i haven og den nylige afbrænding af en Mette Frederiksen-dukke, ophængt i en lygtepæl og påhæftet teksten ”Hun må og skal aflives”, ved en politisk demonstration.

 

Straks fulgte adskillige politikere op med en frådende hetz. Peter Skaarup (DF) tog førsteprisen: ”Enhedslistens borgmester har tydeligvis vist en antidemokratisk adfærd på lige fod med demonstranterne i København i weekenden. Derfor mener vi, at politiet bør iværksætte en efterforskning af Lars Løkke-dukken.” Han lovede at rejse sagen over for justitsministeren…  Lars Løkke selv mente trods alt ikke, der var tale om en trussel, der skulle retsforfølges, men krævede en undskyldning.

 

Politiet i Midt- og Vestjylland har siden afvist de (adskillige!) anmeldelser af ”forbrydelsen” – med en nøgtern konstatering af, at billederne på Ninna Hedeager Olsens Facebook-profil er fra en Skt. Hans-aften, hvor der er tradition for at brænde en ‘heks’ på et bål; at det foregik ved et privat arrangement i en have; og at der hverken i billederne eller i Facebook-opslagets tekst fremsættes konkrete trusler mod Lars Løkke Rasmussen.

 

Ninna Hedeager selv har lagt sig fladt ned: Kaldt det ”over stregen” og ”dårlig humor” og undskyldt uforbeholdent: ”Det er selvfølgelig slet ikke i orden at brænde sankthanshekse af med billeder af andre mennesker på. På den baggrund skal der lyde en dyb og uforbeholden undskyldning til både Pia Kjærsgaard og Lars Løkke Rasmussen.” Basta. Det er selvfølgelig – for hende – den helt rigtige måde at reagere på.

 

Det er så op til os andre at fremhæve, at når det er sagt, så er snakken om trusler, ekstremisme og antidemokratisk adfærd i denne forbindelse skudt langt, langt over målet.

 

Medlemsbashing
Enhedslistens frontfigurer har, formentlig med rådgivning fra pressekontoret og ledelsens fulde opbakning, en tilsyneladende fast mediehåndtering i den slags sager: Fuld tilståelse (uden at påpege det fejlagtige i anklagerne), fulgt op af dyb beklagelse og afstandtagen samt offentlig udskamning af det pågældende medlem.

 

Ingen tvivl om, at denne pressestrategi får de pågældende frontfigurer til at fremstå rene og ranke. Men er det en pressestrategi, der alt i alt minimerer skaderne for Enhedslisten som parti?

 

I den aktuelle sag gik der ikke lang tid, før man kunne læse kommentarer fra EL’s politiske ordfører, Pernille Skipper. Skipper betegnede det, at Ninna Hedeager engang har deltaget i en Skt. Hans, hvor heksen var påklistret et billede af Lars Løkke, som ”langt over grænsen og udtryk for rigtig dårlig dømmekraft”. Skipper bliver intetsteds citeret for noget som helst om, at konteksten jo er himmelråbende anderledes end Mette Frederiksen-afbrændingen. Tvært imod får borgmesteren denne verbale ørefigen med på vejen: ” – Og så er det ualmindelig dårlig opførsel – uanset i hvilken kontekst det er sket.”

 

Når Enhedslistens top vælger slet ikke at tage til genmæle mod de vilde overdrivelser af det ”antidemokratiske” indhold i den i udgangspunktet bagatelagtige sag – så kommer man indirekte til at bekræfte, at borgmesteren har begået noget ganske alvorligt forkert. Og med de anvendte formuleringer bidrager man endda lidt selv til det karaktermord på borgmesteren, som er i gang.

 

Det ville være fuldt ud muligt at lægge klar afstand ved bare at henvise til, at Ninna Hedeager selv har sagt, hvad der bør siges om selve denne sag (evt. med citater) – og derpå have forklaret, at deltagelse i en privat havefest med dårlig humor og et foto heraf lagt ud til de private venner på Facebook altså ikke med rimelighed kan stemple borgmesteren som voldsforherligende antidemokrat.

 

Resultatet af den anvendte pressestrategi er i realiteten – ud over de personlige konsekvenser for Ninna Hedeager – et positivt bidrag til mistænkeliggørelsen af Enhedslisten. Man bekræfter jo nærmest Peter Skaarups rablende beskyldninger:

 

”Når man brænder en dukke med Lars Løkke af på bålet, er det jo en måde at opildne og true på, ligesom vi så med afbrændingen af dukken med Mette. Vi ved jo ikke, hvad der er foregået til de fester i Enhedslisten. Men vi ved fra andre sager, at Enhedslisten har et meget, hvad skal jeg sige, kuriøst bagland. Der er miljøer i Enhedslistens bagland, der har nogle meget voldsomme synspunkter og tendenser.”

 

Den væbnede revolution
Et andet eksempel på de samme mekanismer så man i den såkaldte ”vikarsag” – hvor et portrætinterview op til et EL-medlems vikariat som folketingsmedlem udløste en større konflikt. Vikaren lod sig vikle ind i at diskutere vold i forbindelse med samfundsforandringer med en journalist. Faktisk havde han klart understreget, at samfundsforandringer skulle gennemføres fredeligt og demokratisk, men bare sagt, at vold i forbindelse med samfundsforandring ( kun!) kunne være nødvendigt i en diktaturstat, eller hvis en demokratisk besluttet fredelig samfundsændring blev mødt af en voldelig kontrarevolution. Men ihukommende frygten for, at den slags alligevel kan føre til overskriften ”EL-vikar i Folketinget vil ikke afvise væbnet revolution”, indvilgede vikaren, mere eller mindre frivilligt, i at trække sig, så dette ikke skulle blive et problem for EL.

 

Men denne særdeles loyale handling fik ikke partiets ordfører til at undlade en grundig udskamning af den – nu ikke – kommende vikar. Tvært imod gik hun i medierne for at sige, at hun havde fortalt vikaren ”hvad jeg mener om den slags holdninger. Det strider imod Enhedslistens grundlæggende værdier. Vi arbejder for at skabe positive samfundsforandringer ad demokratisk vej. Vi arbejder for at udvide demokratiet, og jeg mener ikke, at man kan sidde i Folketinget og repræsentere Enhedslisten, hvis man anfægter de grundlæggende demokratiske synspunkter.”

 

En ting er, at det er ubetryggende for medlemmerne/medlemsdemokratiet, hvis en ledelse får frit løb med den slags karaktermord på et urigtigt grundlag. En anden ting er, om man faktisk opnår det billede af EL’s demokratiske sindelag, som man ønsker? For sagen er jo den, at der næppe er nogen, der i ramme alvor tør eller vil beskylde Johanne Schmidt Nielsen eller Pernille Skipper for at have skumle planer om væbnede optøjer. Derimod forsøger vores politiske modstandere netop at dyrke myten om EL’s ”kuriøse bagland” med ”meget voldsomme synspunkter og tendenser” – præcis som Peter Skaarup gør det i ovennævnte citat.

 

Og den myte opnår Pernille Skipper jo netop at bekræfte med sine helt fejlagtige påstande om, hvilke synspunkter ”vikaren” havde givet udtryk for.

 

Husk lige tandbørsten
Desværre er denne fejlslagne pressehåndtering næppe udtryk for en svaghed i temperamentet hos den nuværende ordfører. Der er tilsyneladende tale om en velovervejet strategi – som er brugt mange gange og har rødder så langt tilbage, at endda også den tidligere ordfører benyttede den.

 

Et kuriøst eksempel på dette var, da et hovedbestyrelsesmedlem blev udfrittet om EL’s daværende principprogram, socialismen og den private ejendomsret. Det velskolede HB-medlem forklarede beredvilligt – og i fuld overensstemmelse med programmet – at det, EL ønskede at gøre op med, var den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Og for nu at være lidt pædagogisk uddybede hun dette med, at det jo således kun drejede sig om, at sådan noget som banker og virksomheder skulle være offentligt eller medarbejder-ejede, hvorimod: ”selvfølgelig må man godt eje en tandbørste!” Journalisten fra den borgerlige avis valgte naturligvis at bruge dette citat i overskriften… måske i håb om, at nogen ikke ville læse sammenhængen og derfor misforstå meningen!

 

Og minsandten om denne overskrift så ikke førte til (endda gentagne) offentlige udskamninger fra EL’s daværende politiske ordfører, der fandt det vigtigt ”at melde fuldstændig klart fra”, over for udtalelser om, ”at man allernådigst kan få lov til at beholde sin tandbørste.” ”Det har intet at gøre med, hvad jeg står for, eller, hvad Enhedslisten efter min mening står for”, meddelte hun.

 

– Det havde ganske givet heller ikke noget som helst at gøre med det, som hovedbestyrelsesmedlemmet havde forsøgt at forklare! Men med den politiske ordførers hjælp lykkedes det så ligeledes ved denne lejlighed at tegne – ikke et sandfærdigt billede, men en skræmmende karikatur af ”de revolutionære kræfter i partiets bagland og hovedbestyrelse”, som avisen kaldte det.

 

Også dengang var resultatet altså, at partiets fremmeste talsperson gik med til, på det fejlagtige grundlag som en borgerlig avis havde udstukket, at fremmane en myte om nogle rabiate galninge i EL’s bagland – som man så samtidig tog skarpt afstand fra. Formentlig har den slags medlems-bashing også løbende medvirket til, at meget få repræsentanter for Enhedslisten overhovedet tør sige noget som helst om Enhedslistens mere vidtgående visioner mht. samfundsforandring.

 

Og også dengang havde det været en anden og bedre mulighed i stedet at forklare, hvad HB-medlemmet (og partiprogrammet!) faktisk havde sagt og ment. Og måske så have tilføjet sin egen uddybende fortolkning af samme partiprogram.

 

Brug sandheden
Man kan kun håbe, at et flertal i partiets ledelse på et eller andet tidspunkt får besluttet en ny strategi for håndteringen af denne type sager.

 

Når de borgerlige medier kører en hetz mod partimedlemmer på et misforstået grundlag, er det ikke den bedste løsning bare at tage misforståelsen til efterretning og udskamme og lægge afstand til partimedlemmet på det grundlag. Den gamle karikaturtegningen af en blaffende Johanne, der har en flok skumle tosser gemt i grøften, er ikke en god fortælling om EL.  Og den fortælling lever godt, så længe strategien er bare at lade medlemmer, herunder valgte HB-medlemmer, folketings-vikarer og borgmestre, stemple som rabiate ekstremister, hvis det på et konstrueret grundlag passer borgerlige medier og politikere at sætte en heksejagt i gang.

 

Enhedslisten skal selvfølgelig ikke have dobbelte standarder mht. f.eks. demokrati, trusler eller politisk vold. Men det indebærer ikke, at man er nødt til at give ubegrundet hetz mod partimedlemmer medløb. Man kan faktisk godt i stedet bare tage udgangspunkt i sandheden – og hjælpe partimedlemmet med at få sagen og konteksten mere korrekt fremstillet. Man kan så selvfølgelig ved samme lejlighed altid yderligere uddybe og understrege, hvad der er EL’s vedtagne politik, hvis der er behov for det.

 

Hvor svært kan det være?

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 1. februar 2021

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com