Der er meget på spil i den kamp, som nu foregår i Sveriges havne. Det viser sig ikke mindst ved, at arbejdsgiverne i havnene benytter stadigt mere desperate metoder; fra de uforsonlige forsøg på at få Arbejdsretten til at forbyde havnearbejderne at strejke for deres krav, til åbent og organiseret strejkebryderi.
Nu får arbejdsgiverne oven i købet statens opbakning. I mandags havde forligsinstitutionen indkaldt Havnearbejderforbundet og Sveriges Havne for at fremlægge et muligt kompromisforslag. Det skete imidlertid ikke. I stedet fik man præsenteret den aftale, som forbundet Transport allerede havde indgået, uden nogen som helst intention om at forholde sig de spørgsmål, Havnearbejderforbundet var gået i konflikt for; - bedre beskyttelse af fagligt tillidsvalgte og bedre regler for vikarer. Selvfølgelig afviste Havnearbejderforbundet forslaget, og de varslede kampskridt står stadig ved magt.
Allerede det at Havnearbejderforbundets overenskomstkrav er blevet genstand for konflikt siger meget om arbejdsgiverens holdning. At skrive ind i aftalen, at tillidsvalgte ikke må opsiges, hvis Arbejdsretten anser det for et lovbrud og samtidig udgør en krænkelse af organisationsretten, eller at arbejdsmiljørepræsentanter ikke må hindres i at udføre det arbejde, som de ifølge arbejdsmiljøloven har ret til, dette koster ikke arbejdsgiverne en øre – hvis de følger loven!
At de i stedet for vælger konflikt taler derfor et tydeligt sprog om, hvordan de har tænkt sig at agere i fremtiden. Eller snarere om hvordan situationen ser ud i dag, for overenskomstkravene er ikke grebet ud af den blå luft. De er vokset frem af den fagforeningsfjendske holdning, som findes hos mange arbejdsgivere, hvor opsigelsen af forbundets næstformand Erik Helgeson bare er toppen af isbjerget.
Og det gælder ikke bare i havnene. Fagligt aktive på landets arbejdspladser er i lang tid endt i en stadigt mere udsat position, som har bevirket, at antallet af tillidsvalgte er faldet med 100.000 i løbet af de seneste årtier, flere end der alt i alt er aktive i de politiske partier.
I et klima, hvor presset på de ansatte bliver stadig kraftigere, er hvert femte arbejdsmiljø-repræsentant forsvundet, især indenfor LO-forbundene, hvor arbejdsmiljøet er farligst. At styrke de tillidsvalgte position er derfor et spørgsmål, som vedrører alle arbejdere og deres organisationer
Havnedirektørerene fælder nu krokodilletårer over, at konflikten ”bringer den svenske model i fare” og ”rammer direkte menneskers hverdag” samtidig med at de selv kun viser foragt for såvel menneskers hverdag som det nuværende forhandlingssystem. Sveriges Havne - med [arbejdsgiver-organisationerne] Transportföretagen og Svensk Næringsliv i ryggen - har valgt at gøre overenskomstforhandlingerne til en politisk konflikt, først og fremmest gennem angrebet på Erik Helgeson, men også ved vedvarende juridiske bagholdsangreb, hvor de uden grund rejser sager i retten, vel vidende at de har Arbejdsgiver-Sveriges dybe lommer at ty til mod det lille Havnearbejderforbunds begrænsede ressourcer. Alle, som værner om faglige rettigheder, bør støtte den indsamling, som Havnearbejderforbundet nu har startet for at styrke kampen mod, at store virksomheder skal kunne købe sig fri af loven.
Når den endnu forsigtige strejker så småt begynder at kunne mærkes af industrien, bliver tonelejet vanen tro forhøjet til det hysteriske niveau blandt lederskribenter og direktører. Mudderkastningen tager til, og hetzen mod de ”privilegerede havnearbejdere” optrappes. Præcis som da arbejdsgiverne i 2019, med hjælp fra Magdalena Andersons [socialdemokratiske] regering, dæmoniserede Havnearbejderforbundet for at forringe lovgivningen om strejkeretten, kommer Svensk Næringsliv og deres lobbyister at emme af sine gamle krav om ”proportionalitet i strejkelovgivningen”, det vil sige forbud mod faglige kampskridt, som virkelig kan mærkes. De ”ansvarsfulde” forbundsledelser i LO, TCO og Saco vil bekymret brumme med.
Men en faglig konflikt hverken vindes eller tabes på debat- og ledersiderne, den bliver afgjort i produktionen, på arbejdspladserne. Det er der, magten befinder sig, og det er der, de arbejdende virkelig kan sætte kapitalejerne under pres. Strejkerne rammer ikke bare virksomhederne direkte økonomisk, de synliggør også noget, som borgerligheden og deres ideologer til stadighed forsøger at få os til at glemme: at vi har magt. Og det er derfor, de bliver så rystede, når fagforeninger gør brug af denne magt. Så kan det nemlig ses, at kapitalen vitterligt har overlegne økonomiske ressourcer, men hvis produktionen stopper, så er de ikke meget bevendt.
Havnekonflikten handler om magt. Netop derfor er det så katastrofalt, at de store fagforbund søvnigt kigger den anden vej, fra såvel havnekonflikten som fra kampen for at redde Erik Helgeson. Det er op til os andre, fagligt aktive og engagerede på græsrodsniveau, at give havnearbejderne den støtte, som de fortjener, for deres skyld, men også for vores egen. Solidaritet er ikke velgørenhed, men handler om vores fælles interesser og rettigheder.
Lad ikke storkapitalen købe sig fri!
Støt indsamlingen til Havnearbejderforbundet juridiske omkostninger!
Kommentaren blev bragt som leder den 5. juni 2025 i det svenske webmagasin Internationalen, som udgives af Socialistisk Politik (Fjerde Internationale). Oversat af Leif Mikkelsen
