Læsetid: 6 minutterDette synes at være en forløber for en mere generel politisk krise, der vil sprede sig til andre sydeuropæiske lande først og muligvis til selve hjertet af eurozonen – i betragtning af en stadig mere skærpet finansiel krise og uenighederne mellem de nuværende ledere i eurozonen.
De resterende dage op til EU-topmødet den 23. oktober og G20-topmødet i den første uge af november, bliver anset for afgørende. Noget vil der ske, og snart. Og det kan gå i mange forskellige retninger. Til det bedre, eller til det værre. Der går rygter, som måske er rigtige, måske ikke, om at personel fra EuroGendFor (Euro Gendamerie Force – en fælles politiindsatsstyrke fra Frankrig, Italien, Holland, Spanien, Portugal og Rumænien, red) vil blive kaldt til Grækenland i de kommende dage.
På den ene side har der været en utrolig grad af politisk aktivitet og mobilisering fra meget brede lag af samfundet. Denne er fortsat med at eskalere, er blevet stadig større og bliver mere og mere kontinuerlig, da krisen er blevet skærpet meget siden 2009. Udviklingen af bevægelsen følger denne generelle linje: en bred studenterbevægelse og optøjer i løbet af 2006-07 før den officielle meddelelse om den græske gældskrise; uger af uroligheder i byerne, der fandt sted i december 2008, da unge svarede igen mod politiets drab på en teenager, masse-demonstrationer; 13 generalstrejker efter aftalen med IMF aftale, en høj grad af politisering af indignados- bevægelsen (sammenlignet med lignende bevægelse i Spanien), det sidste trin i denne udvikling af modstanden udtrykkes gennem besættelser af offentlige pladser og strejker i vigtige industrier som transport og jernbaner.
På den anden side har dette høje niveau af mobilisering ikke stoppet eller endda bremset tempoet i hverken nedskæringerne eller de omfattende privatiseringer, og undertrykkelse har været stigende. Protester er blevet mødt med ekstrem politivold, og stadig flere strejker bliver erklæret ulovlige.
På trods af en høj grad af organisering, er der en dyb følelse af fortvivlelse i befolkningen, og ingen klar fornemmelse af alternativer, som skabes af mennesker. Der er udbredt panik og en generel følelse af økonomisk, politisk og primært socialt sammenbrud. I stigende grad bliver opretholdelsen af grundlæggende samfundsopgaver mere og mere vanskelige, da samfundets funktioner langsomt går i stå. Intet fungerer, hverken den offentlige service eller private aftaler.
Politiske organisationer, lige fra venstrefløjens partier til antiautoritære eller autonome grupper, er under et enormt pres. Den fortsatte økonomiske krise har resulteret i en alvorlig politisk krise, og den fuldstændige mangel på et konkret alternativ er indlysende. Stemmer på venstrefløjen er begyndt at hviske om nødvendigheden af at danne en venstreregering bestående af en bred koalition af venstrefløjspartier og mindre grupperinger. Men de har ikke været i stand til at formulere denne idé på en sådan måde, at den har inspireret bredt i bevægelserne og i de forskellige kampe, som har udfoldet sig på en meget pludselig og decentraliseret måde.
Dette er situationen, trods det faktum, at disse parter faktisk er potentielt meget stærke, da de tegner sig for 26 procent i meningsmålinger, mens regeringspartiet kun har 15 procent, mens næsten 50 procent af vælgerne erklærer, at de vil afholde sig fra at stemme i fremtidige valg. Rækken af venstreorienterede partier omfatter: SYRIZA, en koalition af venstrefløjspartier dannet efter et årti af sociale fora, det kommunistiske parti – et traditionelt kommunistisk parti med sine egne fagforeninger, der ofte kritiseres for ikke at ville samarbejde med resten af venstrefløjen i nogen form for koalition; Antarsia, en lille koalition af anti-kapitalistiske grupper, og Økologerne-De Grønne, et relativt nyt parti, som er knyttet til De Grønne i Europa.
Folk er under stort pres. Stigende dele af befolkningen er ikke i stand til at betale skat, afdrage på lån eller endda sikre opfyldelsen af basale behov som elektricitet, sundhed, serviceydelser, boliger osv.
Arbejdsløsheden stiger hurtigt og forventes at nå et gennemsnit på 25 procent i første halvår af 2012. Høje skatter er blevet pålagt via elregningen, og økonomien er skrumpet hurtigt, og frygt, eller endda panik, hersker blandt store dele af den erhvervsaktive befolkning. Alt dette har skabt en flydende masse af tidligere arbejdere, samt overudnyttede og usikre medarbejdere. Disse mennesker er ikke knyttet til de traditionelle fagforeninger (det vil sige fagforeninger, der for det meste har været knyttet til de to vigtigste politiske partier, det regerende PASOK parti, og Nea Dimokratia, som var ved magten, indtil det tabte valget i 2009). Arbejdsløshed og usikkerhed påvirker primært de yngre generationer, som er tvunget til at emigrere (for det meste til Nord-og Centraleuropa, og også Australien og Canada). Dette er især tilfældet for højt kvalificerede arbejdere og personer med universitetsgrader.
Den nuværende situation:
Omfanget og intensiteten af kampe er vokset hurtigt siden sommeren, og i løbet af de første uger af oktober. Den græske version af indignados-bevægelsen ("Aganaktismenoi" på græsk), som sluttede med optøjer i midten af juli, synes at have afsluttet første runde af sit eksistens, og efterlod et åbent rum for interaktion mellem forskellige bevægelser og grupper over hele landet. Dette er kommet til udtryk i form af mange decentrale og spontane aktiviteter såsom strejker og besættelser i den offentlige sektor, ligesom massedemonstrationer og optøjer har fundet sted. I denne periode er nye kampformer opstået, antallet af deltagere er vokset, og der har vist sig en vilje til at samling om kravet om en 48-timers strejke, som blev indkaldt af Arbejdernes Landsorganisation (GSEE) og Sammenslutningen af Offentligt Ansatte (ADEDY) til den 19-20. oktober.
Selv om disse kampformer stadig er meget nye, har de allerede vist sig at være meget stabile. De varierer både i form og sted for kampen, der spænder fra det lave fagforeningsniveau på arbejdspladser, til møder, der organiserer besættelser, og kvarterskomiteer, der organiserer de lokale kampe og samarbejder ved store opfordringer til for eksempel demonstrationer i centrum af Athen.
Flere nye former for kamp er blevet født i denne periode. Dette omfatter besættelse af (otte) ministerier og offentlige kontorer, blokade af aktiviteter på forskellige statsniveauer, fra lokale myndigheder hele vejen op til statens funktioner såsom skattemyndigheder og domstole mv, besættelsen af produktiv infrastruktur (offentlige transportmidler, jernbaner, besættelser gennemført af den magtfulde energiforsyningsfagforening). Ligeledes forstyrrer mindre protester også dagligt de normale kommercielle, økonomiske og sociale funktioner af samfundslivet. Men dette høje niveau af mobilisering har indtil nu ikke lykkedes at stoppe eller blot bremse tempoet for nedskæringer eller de massive privatiseringer.
Desuden har bestræbelserne på at skabe en konkret og bred paraply-organisering for alle disse bevægelser ikke endnu givet anledning til nogen slags nye institutioner. Venstrefløjens partier, aktivister og arbejdere mødes under disse kampe på en ret kaotisk måde. Det bliver stadig mere vigtigt at forsøge at sikre, at de komiteer, der er opstået, bliver legitime fokuspunkter for at opbygge og forsvare en massebaseret folkemagt gennem kamp.
Indtil nu har regeringen forsøgt at undgå ukontrollabel eksplosion nedefra (for eksempel de løbende besættelser i det offentlige Energiforsyningsselskab og strejker blandt ansatte i lokale renovationsselskaber). Undertrykkelsen er vokset. Gadeprotester bliver i stigende omfang mødt med politivold. Flere og flere strejker bliver erklæret ulovlig, og private virksomheder bliver hyret af regeringen til at overtage opgaver, der ikke gennemføres på grund af besættelser og strejker i den offentlige sektor osv. Hæren har endda været tilkaldt for at rense byens gader, fordi renovationsarbejderne er i strejke.
Situationen har nu nået et kritisk punkt, og det er spørgsmål om dage. Op til topmøderne nævnt ovenfor har græsrodsbevægelsen forstærket sin indsats gennem strejker og demonstrationer over hele landet. Samtidig med at masseaktiviteter tager til, er regeringen også ved at tage sine forholdsregler, tilsyneladende som forberedelse til den situation, der vil opstå, hvis den nuværende regering træder tilbage, og disse planer fører de antidemokratiske foranstaltninger til nye højder, med udgangspunkt i en undtagelsestilstand.
Visse træk fra regeringen viser, at denne uge er nok den mest afgørende i løbet af kriseperioden i Grækenland. Især vigtigt i denne forbindelse er en lang artikel underskrevet af tre vigtige ministre søndag den 16. oktober, og støttet af finansminister V. Venizelos. Denne artikel opfordrer til, at folk til loyalt følger den politik, der er aftalt med IMF, og at der bliver et samtykke fra det tavse flertal imod det såkaldte højlydte mindretal, der ødelægger landets politiske funktioner. Dette har utroligt antidemokratiske og autoritære overtoner, og peger på en nødretstilstand. En anden vigtig faktor, der bidrager til billedet af en regering i opløsning er, at et voksende antal vigtige fagforeninger og et meget stort antal partimedlemmer har trukket sig fra det regerende PASOK-parti, herunder et medlem af parlamentet.
Der verserer en masse rygter om, hvilke scenarier der kan udvikle sig i de næste dage, og det er næsten umuligt at vide, hvilke der bygger på sandheden, og hvilke ikke. Et rygte siger, at der vil blive indgået et nyt antidemokratisk socialt og politisk kompromis mellem de forskellige centrum-højrepartier, i form af en national enhedsregering, eller nedsættelsen af en teknokratregering, eller indførelse af undtagelsestilstand mv., med henblik på at foregribe truslen om det, der er endnu værre, en trussel, der forbliver usagt fra alle sider. Formentlig er denne uudtalte trussel, som de etablerede politiske myndigheder forstår alt for godt, truslen om en revolution fra neden. Spørgsmålet om politisk magt er på dagsordenen, og den politiske krise vil blive løst gennem i de kommende dage og uger på den ene eller den anden måde.
Dette er en opfordring til folk i Europa og andre dele af verden om at følge udviklingen i Grækenland nøje, og være klar til næste fase i udviklingen af denne politiske krise, som efter al sandsynlighed vil sprede sig, først til andre dele af Sydeuropa, og senere til Den Europæiske Union som helhed. Den politiske krise i Grækenland har taget cirka to år at nå sit klimaks, og denne tidsramme vil sandsynligvis blive kraftigt reduceret i andre lande, efterhånden som den europæiske og globale krise accelererer. Der er ingen tid at spilde.
Denne tekst er en del af en længere artikel om den globale krise og modstand, skrevet af Kolya Abramsky, som skulle være færdig allerede nu, men det har ikke været muligt. På grund af den presserende situation i Grækenland, og det faktum, at situationen kan ændre sig radikalt inden for de næste par dage, har han besluttet sammen med Aris Leonas, som er den primære forfatter til denne tekst om Grækenland, at udgive denne del særskilt. Oversat af Karina Skov fra websiden europe-solidaire.