Den krise, vi er vidne til i dette øjeblik, ryster selve fundamentet for den neoliberale kapitalisme. Krisen udfolder sig med accelererende hastighed, og ingen kan forudse, hvor den vil føre os hen.

af Michel Husson

Denne artikel forsøger ikke at følge processen skridt for skridt, eftersom den så højst sandsynlig vil være forældet, når den læses. Snarere er den et forsøg på at udpege nogle nøglepunkter til at fortolke krisen og vise, hvad der er på spil på socialt niveau.

Kompleksiteten ved finanskrisen kan let gøre os svimle – men det er ikke desto mindre muligt at identificere nogle principielle mekanismer. Udgangspunktet er eksistensen af en betydelig mængde ”fri” kapital på jagt efter maksimal profit.

Periodisk opdager denne kapital nye muligheder og frisætter en dynamik, som lever af ”selvopfyldende profetier”: Ved at vælte kontanter ind i det, der forekommer mest profitabelt, får kapitalisterne reelt priserne til at stige, og bekræfter dermed den optimisme, som var udgangspunktet for investeringerne. Advarslerne fra dem, der forklarer hvorfor børskurserne eller boligmarkedet ikke kan fortsætte opad, bliver latterliggjort, eftersom systemet ser ud til at virke.

De overordnede episoder har været: Børskrakket i 1987, efterfulgt af endnu et i 1990, forud for den første Golfkrig. Perioden fra midten af 1995 blev kendt som ”den nye økonomi”, hvor der samtidig startede en vanvittig stigning på børskurserne. Krisen i Sydasien og Rusland, og bankerotten i Long Term Credit Management (LTCM) i USA tog kun midlertidigt luften ud af ballonen i 1998, og dette var begyndelsen på den massive brist af boblen, som kom i 2000.

Den hovedkulds fremadstormen startede igen to år senere og ledte endelig til subprime-krisen i juli 2007.

For at boblen i det hele taget kunne begynde at vokse, er det ikke nok blot at have tilstrækkelig kapital ved hånden; det er også nødvendigt, at systemet ikke stiller forhindringer i vejen i form af f.eks. spekulationsreguleringer. Enhver regulering modvirkes af beslutninger, der har politisk beskaffenhed, og ved at implementere sofistikerede finansielle nyskabelser og i stigende grad uigennemskuelige praksisser.

Tag for eksempel den kapitalstruktur, der gør det muligt at opskrive den mængde af kapital, som en finansiel institution råder over, nærmest i det uendelige.

Banker kan gøre sig fri for tvivlsom gæld ved at placere den sammen med andre poster i en slags lykkepose, som dernæst kan sælges fra. Den risiko, som er forbundet med forskellige former for gæld, begynder at cirkulere, og er ikke længere en del af institutionens bogføring, og undslipper dermed de regler, som begrænser gældssætningen til en vis procentdel af institutionens samlede regnskab.

Subprime-krisen opstod i en relativt snæver økonomisk sektor, den der håndterer lån til fattige husholdninger og stiller garanti for de huse, som bliver købt. Disse kontrakter var ren svindel, eftersom bankerne meget vel vidste, at disse husholdninger aldrig ville være i stand til at afbetale gælden. Men den føromtalte kapitalstruktur gjorde disse manøvrer mulige for finansinstitutionerne.

Faldet på boligmarkedet faldt sammen med de første husholdningsbankerotter. Salget af de huse, som var garanteret via disse uholdbare lån, var ikke længere mulige, eller var kun mulige på betingelser, som ikke længere var omfattet af de oprindelige lån. Boligkrisen satte gang i en dominoeffekt: en efter en opdagede bankerne deres tab og blev lidt efter lidt ude af stand til at finde nye ressourcer til at dække for tabene. For at forebygge en række bankerotter, tilførte centralbanker og regeringer penge eller ”nationaliserede” dele af bankerne.

Fra det fiktive til det reelle
Dette kort opsummerede scenarium rejser flere spørgsmål. Det mest afgørende er overgangen fra den virtuelle til den virkelige økonomi. Hver finanskrise, som f.eks. den, der udspiller sig lige nu, må fortolkes som værdilovens kalden til orden.

Finansielle aktiver har en ”værdi”. Hvis jeg har en million anparter, hvis pris er 100 euro, er min rigdom 100 millioner euro. Hvis prisen på mine anparter fordobles, fordobles min rigdom, og hvis prisen halveres, mister jeg 50 millioner euro. Men disse tal måler kun den fiktive værdi af min finansielle formue.

Profitter (eller tab) bliver først virkelige i det øjeblik jeg forsøger at komme af med mine anparter for at omsætte dem til kontanter, med hvilke jeg kan købe noget virkeligt, f.eks. et hus. Børsudvekslingen, f.eks. den totale værdi af anparterne, betyder ikke i sig selv noget. De finansielle markeder er grundlæggende sekundære markeder, hvor folk sælger, f.eks., anparter i Vivendi for at købe anparter i France Telecom.

I henhold til udbud og efterspørgsel kan prisen på disse anparter variere, men disse transaktioner er også fiktive i den forstand, at priserne i forbindelse med disse udvekslinger er relativt symbolske. Disse priser kan fordobles i tusinder, som om de blev målt i en særlig møntfod afkoblet fra virkelig valuta.

Så vi kan forestille os en økonomi, hvor alle kunne være milliardærer i anparter på betingelse af, at de ikke forsøgte at sælge dem. Vi ville i givet fald have en virkelig økonomi, der skred fremad i målbar hastighed, og en finansiel sfære, der eksploderede i utroligt tempo.

Men det er ikke muligt at have divergens mellem de to ”økonomier” i længden, fordi der må være en udvekslingsmulighed mellem den finansielle og den virkelige sfære. En økonomi, som vokser to eller tre procent kan ikke give en gennemgående profit på 15 procent, som nogen hævder.

Så længe gevinsterne bliver omsat til nye investeringer i finanssfæren, kan rigdomme ophobes uafhængigt af den virkelige økonomi. Men så snart gevinsterne forsøges omsat i virkelige varer, må udvekslingen være i overensstemmelse med værdiloven, eller mere prosaisk udtrykt: med loven om udbud og efterspørgsel.

Lad os forestille os, at denne nye købekraft ikke finder sin modpart på produktionssiden, og heller ikke lykkedes i at blive en erstatning for den efterspørgsel, der vokser ud af lønninger: nu tager tilpasningen form af stigende priser, som devaluerer lønningerne, herunder finansielle gevinster.

Det er dette, der forklarer de store anpartshaveres store følsomhed overfor inflation, eftersom den reelle indkomst, der kommer fra deres formue, afhænger af denne.

Finansielle aktiver repræsenterer retten til en andel i den merværdi, der produceres. Så længe denne ret ikke realiseres, forbliver den virtuel. Men så snart nogen forsøger at realisere retten, opdager de, at de er underlagt værdiloven, hvilket helt banalt indebærer, at man ikke kan omfordele mere reel værdi, end der produceres.

Fra et objektivt synspunkt bør børskurserne dermed repræsentere virksomhedernes forventede profit, fra hvilken finansielle gevinster kan udbetales. Men kurserne har fuldstændig mistet jordforbindelsen, og har kun et fjernt slægtskab med kapitalprofitten fra udbytningen af arbejdskraften. Aldrig før i kapitalismens historie har dette fænomen antaget et omfang som nu, og det kunne under ingen omstændigheder være forsat i det uendelige.

Finansspekulation er ikke en parasit på en sund krop, men en del af kroppen.

Overførslen til den virkelige økonomi
Et af de vigtigste spørgsmål i forhold til finanskrisen er, i hvilken udstrækning den vil påvirke den virkelige økonomi. En tese i denne sammenhæng går på, at forklaringen på den aktuelle nedgang ikke primært skal findes i den finansielle krise, men i andre faktorer: prisstigninger på olie og råvarer, utilstrækkelige monetære og budgetmæssige politikker i Europa, konkurrence fra de opstigende økonomier, osv.

Ifølge denne tese vedrører finanskrisen først og fremmest USA og vil have relativt lille effekt på verdensøkonomien. Efterspørgslen fra de opstigende økonomier vil være klar til at overtage USA’s rolle og dermed aftage varerne på verdensmarkedet. Centralbankernes og regeringernes interventioner vil gøre det muligt at undgå et forløb tilsvarende Den Store Depression i 1929, og i stedet sprede bankernes tab ud over en større flade i tid. Kort sagt, den finansielle og den økonomiske sfære vil være relativt isoleret fra hinanden.

Det er sandt, at krisen er en kombination af flere dimensioner, og især prisstigninger på olie og råvarer. Men disse forskellige aspekter er alle del af samme system, og leder grundlæggende tilbage til samme kilde: organiseringen af verdensøkonomien. Det er umuligt at forstå den nuværende krise, hvis man ser verdensøkonomien opdelt i vandtætte afdelinger. At der på samme tid er tale om flere dimensioner vil tværtimod forstærke overførslen af den finansielle krise til den virkelige økonomi.

Den vil følge seks overordnede kanaler, hvis relative betydning kan variere fra et land til et andet:

  1. Problemer med kredit og lånoptagning, hvilket vil få forbrug og investeringer til at stagnere
  2. Prisfald på børserne devaluerer finans- og boligaktiver, hvilket også vil få forbruget til at falde
  3. Generel usikkerhed – ”tillidstabet” – har betydning for hvordan folk agerer i forhold til forbrug og investeringer
  4. Krisen i huspriser bidrager til den generelle økonomiske opbremsning
  5. De store summer, der er sat af til redningsplaner for finanssektoren vil føre til nedskæringer i offentlige budgetter eller højere skatter
  6. Nedgangen vil blive overført til hele verdensøkonomien gennem handel og investeringer

Alle disse mekanismer er på spil lige nu, og kombineret med andre dimensioner i krisen, arbejder de i retning af at udbrede virkningerne af krisen ud over den finansielle sfære. Der er ingen vandtætte skotter mellem finanssektoren og den virkelige økonomi, fordi finanssektoren er en central komponent i neoliberal kapitalisme.

Hvor fører krisen os hen?
Det er endnu for tidligt (og for prætentiøst) at forsøge at sige noget om fremtiden, men omfanget af krisen gør det umuligt at ”vende tilbage til det normale”.

Men en ting er sikkert: den finansielle krise stiller spørgsmål ved fundamentet for den amerikanske model.
Men samtidig er det ikke let at se, hvad den model vil blive erstattet af. Det reelle alternativ ville være at gå tilbage til en form for ”Fordisme” baseret på stigende lønninger parallelt med en stigende produktivitet, en mindre ulige distribution af indkomster og større ligevægt på handelsbalancen.

En sådan model er mulig i princippet, men forudsætter en brutal omvæltning af sociale relationer, som er utænkelig i øjeblikket. Og vi kan ikke regne med, at Barack Obama har hverken den politiske vilje eller redskaberne til at gennemføre et program a la Roosevelt, eftersom den amerikanske regerings redningsplan vil tynge statsbudgettet i mange år frem.

De konkrete elementer på vejen væk fra den aktuelle amerikanske model vil sætte sig igennem i resten af verdensøkonomien.

Det er svært at sige noget præcist om, hvordan hvilke elementer i krisen vil udvikle sig i forhold til hinanden og med hvilken hastighed, men ikke desto mindre kan vi lave to prognoser:

  1. Den tid, det vil tage at komme ud af krisen, er proportional med det enorme omfang af de summer, som er afsat til at redde finanssektoren. Og vi kan allerede konstatere, at recessionen i den virkelige økonomi er sat ind, for eksempel i bilindustrien, og er i færd med at starte nye ødelæggelser, hvor stormen fra finanskrisen stoppede.
  2. Vejen ud af krisen vil blive karakteriseret af intense kampe mellem store økonomiske aktører, der hver især forsøger at tørre krisens konsekvenser af på hinanden. På det sociale felt indebærer det øget pres fra kapitalen mod lønninger og sociale ydelser. På internationalt niveau vil den kommercielle og økonomiske krig mellem stormagter foregå i endnu større skala, og generere en tendens i retning af fraktionering af verdens økonomi. Som den tyske finansminister Peter Steinbrück udtrykte det: ”USA vil miste sin status som supermagt i verdens finansielle system.”

 

Europæiske dogmer sat på prøve
Under krisen fortsætter konkurrencen. Kakofonien af deklarationer og regeringsbeslutninger afspejler til dels dette dilemma: På den ene side har alle forstået, at krisen kræver globale løsninger; men, på samme tid, forsøger alle at drage fordel af situationen eller i det mindste at redde de mest basale ting. Dette er naturligvis tilfældet for individuelle kapitalister såvel som enkeltinstitutioner, men især er det tilfældet på det berømte verdensregeringsniveau: alle forsøger at hytte nationale interesser.

Kapitalisterne kan meget vel finde det bekvemt i stigende grad at søge beskyttelse under nationalstatens vinger. Men vi kan ikke tale om ”nationalstatens tilbagevenden”, fordi staten altid ultimativt er garanten for borgerskabets interesser. Endnu en gang viser svaghederne ved teserne om ”Imperiet” sig: globaliseringen har ikke fjernet konkurrencen storkapitalen imellem eller ledt til dannelsen af en kapitalistisk verdensregering.
Selv ikke EU-landenes regeringer har kunnet blive enige om en samlet redningsplan, på trods af den stigende grad af overstatslig kapitalbeskyttelse i dette regi.

Konsekvenser for arbejderne
Alle forholdsregler bliver i dag taget, som om krisen er et naturfænomen, der rammer alle på samme måde, og regeringsledere påkalder den nationale enhed. Panikken bliver instrumentaliseret, og alle forventes at identificere sig som spekulatorer. Bank-krak bliver fremstillet, som om det er en trussel, der også hjemsøger beskedne indlånere. Alt dette er naturligvis ikke et udspekuleret plot, men det bidrager til at sløre, hvad der faktisk er på spil socialt – hvilket vi kan opsummere med spørgsmålet: Hvem kommer til at betale regningen for skaderne?

Hvis man spørger de rige, er det arbejderne, der skal skubbes frem i forreste geled, ikke så meget som småsparere, men som arbejdere og pensionister. Krisen har allerede ruineret millioner af husholdninger i USA, men vil få langt mere vidtrækkende konsekvenser, først og fremmest for alle pensionister i lande, hvor pensionsfonde er mest udviklede, såsom USA og Storbritannien. I disse to lande var systemet allerede på randen af kollaps, og den reelle værdi af fondene vil naturligvis mindskes med børskursernes fald. Moralen er: Det er en temmelig dårlig idé at gamble sine pensioner på børserne, og enhver redningsplan burde tage højde for dette, hvilket den amerikanske naturligvis ikke gør.

Arbejdere er dobbelt i skudlinjen: Direkte fordi virksomheder vil forsøge at kompensere for deres finansielle tab ved at fryse lønningerne endnu mere, med argumenter om, at faren for inflation og stigende oliepriser er overhængende.

Arbejderne vil også lide under de indirekte konsekvenser af finanskrisen i den virkelige økonomi, hvilket vil lede til en række bankerotter og fyringsrunder. Ødelæggelsen af jobs er allerede gået i gang i blandt andet USA og Frankrig. Arbejdere vil også være de første ofre for de nedskæringer i velfærd, som skal finansiere de økonomiske redningsplaner.

Krisen er en himmelråbende bekræftelse af de kritikker mod den spekulative kapitalisme, som de anti-kapitalistiske og globaliseringskritiske bevægelser har rejst. Alle økonomer, som hyldede finansverdenens ynder, holder i dag store taler om behovet for at regulere den, og det ideologiske landskab forandrer sig hastigt på overfladen.

Men krisen skaber ikke spontant et klima, som er gunstigt for alternativer. Alle genbrugte neoliberalister har skruet op for den lunkne hane og kloner deres ideologiske planer i nye forklædninger. Det er et spørgsmål om, som en af dem har udtrykt det, ”at redde kapitalismen fra kapitalisterne.”

Grundlag for vidtgående krav
De forslag, der er indeholdt i de statslige redningsplaner, destabiliserer den social-liberale venstrefløj, dybest set fordi det er deres program, der bliver hevet op af skuffen. Men det er et minimumsprogram, som ikke tjener til andet end at fjerne opmærksomheden fra de vigtigste spørgsmål. Visse af de fremlagte forslag, skal støttes af venstrefløjen, som for eksempel forbud mod skatteparadiser, men det vil være naivt at have tillid til, at de finansielle myndigheder og regeringer reelt vil implementere de forslag, der nu bliver luftet.

Vi må insistere på et større projekt, som sigter på at udrydde finanssektoren og sætte sociale spørgsmål i forgrunden. Endnu en gang er finanssektorens ultimative kilde nægtelsen af at opfylde flertallet af befolkningens sociale behov. Hvis finansboblen skal briste en gang for alle, må der lukkes af for de haner, der fylder den.

I Europa er et oplagt krav at nationalisere bankverdenen. Ikke på den måde, det allerede sker, hvor tabene bliver socialiseret og gevinsterne privatiseret. Men reelle nationaliseringer uden betingelser fra bankledelserne, efterfulgt af en total reorganisering af sektoren.

Et anden akse kan kaldes det sociale loft med reference til skatteloftet, som i Frankrig beskytter de rige fra skatter. Et socialt loft handler grundlæggende om at beskytte arbejderne fra krisens konsekvenser, fordi ingen med god samvittighed kan hævde, at de er ansvarlige for den.

Samtidig skal det forbydes virksomheder at betale deres aktionærer massive gevinster og samtidig føre en politik med fyringer, udvidelse af arbejdstiden og fastfrosne lønninger.
Krisen er en lejlighed til at fremsætte et krav om fastfrysning af arbejdsfrie gevinster i stedet for fastfrysning af lønninger, og til at kræve, at gevinsterne bliver overført til kollektive fonde under arbejdernes kontrol. Disse fonde kan finansiere fælles goder såsom arbejdsløshedsunderstøttelse, sundhed osv.

Michel Husson er økonom på Institut de Recherches Economiques et Sociales (IRES) i Paris. Han er medlem af Fondation Copernic, en venstrefløjstænketank, og af den videnskabelig komitte i ATTAC-Frankrig.

Oversat og forkortet fra Toxic Capitalism i netmagasinet International Viewpoint af Nina Trige Andersen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com