En mand bærer liget af et palæstinensisk barn efter israelsk angreb den 17. oktober 2023. Foto: Fars Media Corporation, CC BY 4.0, Wikimedia

Anerkendelsen af, at Israels handlinger i de seneste to år er et folkemord, er nu accepteret i de vestlige lande af langt de fleste eksperter og folk generelt, der ellers altid bakkede op om Israel. En meningsmåling for nylig viser, at 40 procent af de amerikanske jøder anerkender, at ’Israel har begået folkemord’ (hertil kommer 10 procent, der endnu ikke har taget stilling). I dag er det kun et mindretal i de vestlige lande, sammen med de regeringer og organisationer, der forbliver pro-israelske, som benægter, at der er tale om folkemord. Ethvert folkemord har selvfølgelig sine benægtere, som vi har set det med det armenske folkemord og med Holocaust.

At rædslerne fra den zionistiske hærs folkemorderiske krig har ført til global fordømmelse og voksende sympati med Gazas befolkning er selvfølgelig en fattig trøst, når man ser det i forhold til katastrofens omfang. Værre er det dog, at den ’fredelige løsning’, der toner frem i horisonten, truer med at være langt værre end den katastrofale ramme, der var fastsat ved Oslo-aftalerne i 1993.

For to år siden var det nemt at forudse den katastrofe, der ville ramme Gaza. Hezbollahs operation i 2006, hvor de krydsede Libanons sydlige grænse, dræbte tre israelske soldater og kidnappede to andre, førte til et tilintetgørende israelsk angreb på partiets civile højborge, herunder Beiruts sydlige forstæder, kendt som Dahiya. [Hezbollah-leder] Hassan Nasrallah indrømmede senere, at hvis han havde forudset konsekvenserne, ville han ikke have giver ordre til operationen. Hvis vi ser på den langt større operation, som blev anført af Hamas 7. oktober, og som førte til, at 1200 blev dræbt og 250 taget som gidsler, er det klart, at en langt større tragedie ville følge efter.

Dertil skal føjes den kendsgerning, at den zionistiske regering den gang og indtil i dag, er den mest ekstremistiske i Israels historie. Så dem, der planlagde Al-Aqasa Storm, kunne ikke sige, ’Hvis jeg havde vidst det’, som Hezbollahs leder gjorde. Det gik så galt, at da et medlem af Hamas’ politiske ledelse gav udtryk for, at han havde fortrudt noget af det, der skete, var den militære fløj hurtigt ude med at tage afstand fra hans udtalelse.

Lederne af Hamas’ militære fløj, og dem inden for den politiske fløj, der deler deres synspunkt, fastholder stædigt, at deres strategi kunne retfærdiggøres trods det katastrofale udfald, som det fik. For otte måneder siden hævdede de stadigvæk, at 7. oktober førte til sejr. Lad os se på denne påstand om sejr ud fra, hvad den førte til, og tage Hamas’ udtalelse om den plan, som Donald Trump har lagt frem, i betragtning. Det er den plan, som hans svigersøn, Jared Kushner, havde lavet et udkast til sammen med den berygtede tidligere britiske premierminister Tony Blair.

I den erklæring, som Hamas fremsatte sidste fredag, hævder de, at de har indtaget en ’ansvarlig position’ over for USA’s plan, og vil bidrage til, hvordan Palæstina skal styres, og være fuldt ansvarlig i den henseende. Som om de ville anerkende, at deres tidligere holdninger var mindre ’ansvarlige’. I erklæringen fastholdes, at de ’værdsætter Donald Trumps indsats, og opfordrer til, at krigen om Gaza-striben bringes til ophør, at der skal foretages en udveksling af fanger, at der med øjeblikkelig virkning skal åbnes for transporter med nødhjælp, at besættelsen af Striben skal ophæves, og fordrivelsen af palæstinensere derfra indstilles. Alt dette på trods af, at Trump, der har pralet af at være den mest pro-israelske præsident i USA’s historie, og tidligere har godkendt Israels annektering af den arabiske del af Jerusalem og de syriske Golan-højder, er den samme person som ham, der tillod Natanyahus regering at sige ligeud, at det var intentionen at fordrive Gazas beboere (selvfølgelig som en ’frivillig’ udvandring, et punkt, der blev gentaget i den seneste plan), og at omdanne Striben til en ’riviera’, ejet af USA.

Den nye plan betinger sig, at Trump selv vil stå i spidsen for et quasi-kolonialt ’fredsnævn’ med Tony Blair som et af dets medlemmer, der skal føre tilsyn med den teknokratiske, apolitiske palæstinensiske komité, der skal styre Gaza med det formål at implementere ’Trumps økonomiske udviklingsplan’, mindre kan ikke gøre det. Der er i den amerikanske præsidents sind ingen tvivl om, at denne plan handler om at gøre Striben til en USA-kontrolleret ’riviera’. Og med hensyn til besættelsen af Striben, hævdes det i planen, at ’Israel ikke vil besætte eller annektere Gaza’, men den indeholder ikke noget om, hvornår de israelske styrker skal have trukket sig tilbage, men sætter snarere forudsætninnger, der er ret vanskelige at opnå. Dertil kommer, at planen tillader Israel at bevare kontrollen over en ’sikkerhedszone’ ved Gazas grænser, herunder grænsen til Egypten (Philadelphia-korridoren), så længe det skønnes nødvendigt.

Det er bestemt ikke min intention at påstå, at Hamas skulle have kæmpet til sidste mand. Argumentet går snarere ud på, at bevægelsen kunne have opnået et bedre resultat og sparet Gaza for yderligere ødelæggelser, hvis det havde valgt en mere ’ansvarlig’ tilgang fra starten. En mulighed, der også havde været der de seneste måneder, da det blev tydeligt, at den våbenhvile, der blev vedtaget tidligere på året, kun var en midlertidig pause, så den zionistiske hær kunne omgruppere sig og forberede en ny fase af invasionen. I mellemtiden har Israel så med fuldt overlæg organiseret udsultningen af Gazas befolkning i samarbejde med Trump-administrationen, hvis indsats Hamas nu ’værdsætter.

Hamas blev trængt op i et hjørne, da den zionistiske hær genoptog folkemordet, samtidig med et stigende pres fra arabiske og muslimske stater. Bevægelsen er derfor i et meget vanskeligt dilemma: Enten kunne de forkaste USA’s plan og blive ved med at kæmpe, og derved påtage sig endnu mere ansvar for den igangværende katastrofe i Gaza, og udsætte sig for, at deres arabiske og muslimske sponsorer ikke længere ville finansiere deres aktiviteter. Eller de kunne opgive den væbnede kamp, hvad de ser ud til at være indstillet på. Hamas har nu spillet sit sidste kort ved at frigive alle gidsler i bytte for Israels frigivelse af 250 palæstinensiske fanger, og 1700 Gaza-beboere, som den zionistiske hær havde taget som gidsler i løbet af de seneste to år.

Lige så meget som Netanyahu gik med til Trumps første plan, lige så meget tager han nu imod den nye plan med åbne arme. Hans vigtigste mål er løsladelsen af gidslerne, så han nu kan stå mere frit, når han vil fastholde sit greb om Gaza. Han ved udmærket godt, at USA’s plan er udformet til at være så ulige og ydmygende, at den sandsynligvis vil blive forkastet af de fleste palæstinensere, herunder måske endda Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed.

Gilbert Achcar er professor ved Development Studies and International Relations ved School of Oriental and African Studies i London. Han er en flittig bidragyder til Fjerde Internationales presse og har et omfattende forfatterskab bag sig, især om mellemøstlige forhold.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen