18. august 2025 accepterede Hamas et nyt forslag til våbenhvile i Gaza. Aftalen, der var fremlagt af Egypten og Qatar, svarede i det store hele til tidligere forslag fra USA, som Israel først støttede, men senere nægtede at godkende. Den byggede på frigivelsen af 10 af de 20 israelske gidsler, der stadigvæk var i live, som modydelse for en 60-dages våbenhvile. I modsætning til, hvad der tidligere havde været tilfældet, havde Hamas ingen forbehold over for udkastet til det endelige dokument, og godkendte det få timer efter. Israel har i skrivende stund ikke fulgt op på dette tilbud.
Ændring af taktik
Der er mange iagttagere, der har opfattet denne godkendelse fra palæstinensernes side som et svaghedstegn fra en organisation, der havde ryggen mod muren. Ifølge denne opfattelse var Hamas trængt op i en krog efter næsten to år med uafbrudte bombardementer og belejring af Gaza, mord på deres mest fremtrædende ledere, og omfattende angreb på deres allierede i regionen, herunder Iran og Hezbollah.
På trods af dette kan den hurtige godkendelse af aftalen lige så vel ses som en strategisk manøvre end som et svaghedstegn. Det er rigtigt, at Hamas’ politiske organisation har lidt svære tab, og at dens autoritet i Gaza ikke er alt for velfunderet. Men trods stadigt flere ødelæggelser af bygninger, infrastruktur, vand-, varme-, og elforsyning, hospitalsvæsen og mangel på fødevarer og andre livsfornødenheder, så er deres tropper stadigvæk aktive. Siden foråret 2025 har de intensiveret angrebene på israelske styrker i hele Gaza-striben, herunder en stort anlagt offensiv mod en israelsk base 20. august, samt andre operationer i juni og juli, hvor mange israelske soldater blev dræbt. De har samtidig hermed øget og forbedret koordineringen med andre væbnede grupper, samt styrket egne rækker, mens hungersnød bredte sig blandt befolkningen.
Skuffede forventninger
Hamas’ modstandsvilje hviler på deres tilgang til krigen, hvor de nu satser højere, end de har gjort indtil nu. Det kan føre til, at Israels forsøg på at besætte Gaza i stedet for at føre til udslettelsen af Hamas, bliver en katastrofe, både militært og humanitært.
For at forstå Hamas’ overlevelsesstrategi, må man se på den kursændring, der er sket, med hensyn til, hvad de sigter imod. Da de gav ordre til angrebet 7. oktober, troede Hamas’ ledelse, at operationen hurtigt ville trække deres allierede i regionen ind i krigen, og fremkalde en opstand i hele Palæstina, eller endda, endnu mere ambitiøst, en opstand i andre arabiske lande. For at sige det kort, så forventede de en gentagelse på et højere plan af det, der skete i maj 2021, hvor Israels konfiskering af palæstinensiske hjem i Øst-Jerusalem fik følger ud over, hvad man havde forudset: opstande på Vestbredden og i israelske byer, raketangreb fra Hezbollah og andre allierede fra Libanon og Syrien, og en byge af raketter mod de israelske byer. Det var meningen, at 7. oktober skulle genskabe denne ’fælles front’, men på et meget højere plan.
Efter mere end 700 dage med krig kan man se, at disse forventninger ikke blev indløst. Der kom ikke nogen mobilisering af palæstinensere i Israel, og beboerne på Vestbredden blev undertrykt med et stadigt større omfang af voldsudøvelse. De fleste af Hamas’ allierede i regionen blev ved med at stå på sidelinjen. Hezbollah forsøgte at inddæmme konflikten frem for at udvide den, på trods af alle de våben, de havde i Syd-Libanon, og det endte med, at de blev stærkt decimeret af den israelske ’personsøger-operation’. Bashar Al-Assad-regimets fald gjorde også, at de vigtigste militære forsyningslinjer blev afskåret.
Kollapset af disse eksterne fronter kom oven i de problemer, de stod over for i Gaza. Efter at våbenhvilen i marts 2025 var brudt sammen, koncentrerede Israel sig indledningsvis om luftbombardementer og begrænsede sin indsats på landjorden. Fraværet af bykrig forhindrede Hamas i at tage initiativet, så de tit kom til at stå som hjælpeløse tilskuere til de fortsatte massakrer. I mellemtiden generobrede Israel en stor del af Gaza-striben. Kombineret med den totale blokade af enhver form for hjælp, der blev indført i marts 2025, forværrede den nye israelske offensiv befolkningens lidelser.
Taktisk revurdering
Det var på det tidspunkt, at Hamas ændrede sin tilgang. 20. april 2025 organiserede en lille gruppe kæmpere et baghold fra en tunnel i Beit Hanoun i det nordlige Gaza, i et område, der var under israelsk kontrol. Ved brug af raketkastere og improviserede bomber væltede de et israelsk militærkøretøj, og dræbte én soldat og sårede mange andre. Siden dengang har lignende grupper mangedoblet deres aktioner i hele Gaza-striben. 24. juni dræbte Al-Qassam Brigaderne, Hamas’ væbnede gren, syv israelske soldater i Khan Younis, i den sydlige del af enklaven. 7. juli, igen i Khan Younis, angreb de en tankkonvoj få meter fra grænsen, hvor fem soldater blev dræbt og 14 såret. 15. juli, i Jabalia, også i nord, blev tre andre soldater dræbt i et baghold rettet mod en gruppe israelske ingeniørsoldater. 22. juli, i Deir Al-Balah, gennemførtes en operation, hvor en militærkonvoj og en Merkava-tank var målet.
Angrebene er blevet intensiveret, og er blevet dristigere. I midten af august, da den israelske hær genoptog sit indfald i beboelsesområder, forøgede Hamas antallet af operationer i den østlige del af Gaza By, i Tuffah-, Zaytun- og Shajaia-kvartererne. 20. august udførte 18 kæmpere et koordineret angreb på en israelsk militærforlægning i Khan Younis, hvor de brugte raketter og kortrækkende maskingeværer - en omfattende operation, måske med det formål at tage soldater til fange, hvad der krævede en høj grad af forberedelse og koordinering.
Det er aktioner, der alle er del af Hamas’ taktiske revurdering, der prøver at omforme Israels udvidede militære mål til muligheder for dem selv. På trods af den israelske stats militære overlegenhed satser organisationen på den asymmetriske krigsførelse og deres kæmperes målbevidsthed. Da Israel formindskede antallet af indfald i byerne, begyndte Hamas at gå efter soldaterne i de tilstødende områder.
Som israelske officerer har erkendt, så har Hamas omorganiseret deres styrker, selv i sektorer, som hæren troede, at de havde ’renset’. Og nu, hvor Israel forsøger at erobre store dele af Gaza By, står de over for guerillakrig i et terræn, som Hamas kender ud og ind. Det er en taktik, der er særlig effektiv i den labyrint, der udgøres af Gazas ruiner, hvor Hamas stadigvæk har et enormt netværk, og hvor Israel indtil nu har afholdt sig fra at gøre indfald af en mere omfattende karakter.
En anden form for magt
På trods af, at de står alene og er udsat for et stadigt større pres, har Hamas’ kæmpere udvist en bemærkelsesværdig høj grad af udholdenhed. Bevægelsens evne til at fylde sine rækker ud går langt tilbage: Det er altid lykkedes for dem at bevare et stærkt fodfæste i det palæstinensiske samfund på trods af svære tab. Den nuværende krig er ingen undtagelse. At vigtige ledere er døde - Yahya Sinwar, Hamas’ leder i Gaza, og ham, der stod bag angrebet 7. oktober; Mohammed Deif, den militære chef; og Marwan Issa, hans næstkommanderende - har ikke haft nogen synlig betydning for deres operationelle kapacitet.
Det nøjagtige antal af kæmpere kendes ikke. I midten af 2024 påstod Israel, at der var 17.000 militante, der var blevet dræbt siden 7. oktober, herunder ’halvdelen af den militære ledelse.’ Men i maj 2025 afslørede The Guardian og netmediet +972 en database, hvorfra israelske kilder blev citeret for, at det reelle antal af døde kæmpere kun var 8.900 (fra Hamas og Islamisk Jihad), hvis navne var kendt. Hvis disse tal er korrekte, er mere end 80 procent af de 53.000 døde, der er optalt i perioden fra 7. oktober 2023 til maj 2025, altså civile.
Det lyder paradoksalt, men jo mere Israel eskalerer, des mere øges Hamas’ modstandskraft. Den voksende fortvivlelse hos de civile i Gaza har givet anledning til anti-Hamas-demonstrationer, især efter den totale blokade af nødhjælp i marts. Den palæstinensiske organisation har ved flere lejligheder tolereret disse demonstrationer og andre gang undertrykt dem. Men Israel har prøvet at uddybe kløften mellem Hamas og befolkningen ved at forsyne en anti-Hamas milits i Rafah med våben, en milits, der var anført af Yasser Abu Shahab, en berygtet narkohandler, der var flygtet fra fængslet og havde forbindelser med Fatah. Ifølge FN prøvede militsen at omdirigere fødevarekonvojer, en handling, der skulle give næring til den idé, at det var Hamas, der stjal maden - en del-og-hersk strategi, hvis formål var at forberede ’dagen efter’ i Gaza.
Den slags har dog i stedet styrket den folkelige modstand: Mange af Gazas beboere opfatter nu krigen som et forsøg på at udrydde dem. Abu Shahabs milits er nu så upopulær, at hans egen familie har opfordret til at dræbe ham. Samtidig med det slutter utrænede unge palæstinensere sig i stigende grad til Al-Qassam Brigaderne, fordi de vil tage del i guerilla-aktionerne. På trods af bombardementerne og opdelingen af territoriet er væbnet kamp ikke ude af billedet.
En anden ting, som Hamas nyder godt af, er netværket af tunneller. Selv efter mange måneders bombardementer og brugen af avancerede teknologier, er det ikke lykkedes for Israel at ødelægge denne ’underjordiske stat’, hvor man kan skjule gidsler, beskytte kæmpere og forberede angreb. At de ikke har kunnet ødelægge den, er endnu et udtryk for konfliktens asymmetri. På den ene side sofistikerede og meget dyre våbensystemer, på den anden improviserede raketter og tunneller.
Isoleret, men ikke alene
Selv om Hamas havde håbet på støtte fra regionen efter 7. oktober, har organisationen i Gaza altid handlet på egen hånd. Gruppen har ikke delt detaljer om angrebet med sine allierede i ’modstandens akse’, og var alene om at sætte den i værk. Den har kompenseret for det ved at knytte tættere forbindelser til andre fraktioner i Gaza, især Islamisk Jihad, som de længe har samarbejdet med. Deres fælles operationsrum, etableret i 2006, koordinerer nu også aktiviteter med andre palæstinensiske organisationer.
Der har dog for nylig været sprækker i denne koalition. Der har været fraktioner, der bad Hamas om at afslutte krigen og kritiserede dem for at være for langsomme med at gå med til en våbenhvile - hvad der kan tjene til at forklare, at de så hurtigt godkendte det forslag, der blev fremsat 18. august 2025. Men beslutningen om at kæmpe videre står de fortsat sammen om: Som Al-Qassam Brigaderne ser det, er det kun et militært pres, der kan tvinge den israelske premierminister Benjamin Netanyahu til at gå med til en varig våbenhvile.
Israels dilemma
Efter to års krig er Hamas’ styrker og svagheder næsten de omvendte af Israels. De sidstnævnte kan trække på enorme militære ressourcer, men kæmper for at mobilisere tropper nok til at gå ind i Gaza By; Hamas fortsætter, trods store tab, med at kunne rekruttere. De kan så intensivere deres operationer, mens Israel mister flere soldater på landjorden og har store problemer med at få deres reservister til at møde op.
Forslaget om våbenhvile, der blev fremsat 18. august, var ikke nyt. Inspireret af en tidligere plan fra den amerikanske udsending, Steve Witkoff, gik den ud fra en total tilbagetrækning af israelske tropper, og at Israel først ville kunne genoptage krigen efter en to måneders pause. Hamas havde godkendt lignende versioner tidligere. Netanyahu gik dog ikke ind på disse forslag som noget at forhandle om, men som et middel til, at Israel politisk kunne opnå det, som de ikke kunne opnå med magt. I slutningen af august krævede han en ’alt eller intet’ aftale, som mæglerne anså som urealistisk.
Netanyahu prøver nu at få hæren til at gå ind i Gaza Bys tunneller, trods modstand fra de militære ledere, der mener, at en sådan operation vil tage over et år, og være ekstremt farlig. Efter at Israel ikke havde kunnet få det, som de ville med Hamas, har de intensiveret deres angreb på Libanon, Syrien, Yemen, og endda på Iran, for at aflede opmærksomheden fra deres fiasko i Gaza. På den måde uddybes kløften mellem det billede, som Israel vil give af deres projekt, og hvordan det virkelig er.
1. september 2025
Leila Seurat er forsker ved Arab Centre for Research and Policy Studies (CAREP) i Paris
Oversat fra Europe-Solidaire af Niels Overgaard Hansen
