Læsetid: 6 minutter

I løbet af den sidste uge har der været protester i tilbageholdelseslejre og fængsler i USA, Iran; Italien og andre steder. I USA opfordrer fængselsmodstandere og solidaritetsgrupper for flygtninge- og migranter til ”en gennemarbejdet plan for løsladelse af folk fra fængsler og tilbageholdelseslejre”. Selvom USA og adskillige andre lande i begrænset omfang er begyndt at løslade nogle af fangerne, er det alt for lidt til at forhindre spredningen af corona. En global bevægelse for fangernes frigivelse er nødvendig for effektivt at bekæmpe corona-pandemien.

 

En bevægelse, der bygger på opposition til alle former for undertrykkelse og dominans. I den første del af denne artikel giver vi et overblik over indsatte i verdens fængsler og flygtningelejre. I den sidste del vil vi diskutere de vigtigste forhindringer til dannelsen af en global bevægelse for frigivelse af de indsatte. Vi håber at sætte en diskussion i gang internationalt, så vi kan gøre en forskel i dette kritiske øjeblik.

 

Det internationale fængsels- og flygtningelejrsystem

På internationalt plan har USA, Kina og Rusland det højeste antal af indsatte og har til sammen halvdelen af de 9 millioner indsatte i fængsler i hele verden. Brasilien, Indien, Mexico og Sydafrika har også mange fanger.

 

USA’s fængsler skønnes at have omkring 2,3 millioner fanger, heraf omkring 540.000, som er indsat, fordi de ikke kan betale kaution. Krigen mod narkotika har ramt afroamerikanere med det resultat, at der sidder 5 gange så mange sorte som hvide i fængsel. I nutidens amerikanske fængsler er vækstbetingelserne for sygdom optimale: overbefolkede, usunde betingelser og mangel på lægebehandling og sundhedspersonale gør mange fanger sårbare for corona-virus.

 

I Kina er 1,5 millioner bag tremmer og mere end halvdelen er politiske fanger. Flertallet af disse er fra den etniske minoritet Uyghurer, som holdes i genopdragelseslejre i Xin Jiang provinsen. Ved udgangen af februar var der rapporteret om 500 tilfælde af corona i fem kinesiske lejre, og mange flere er ikke indberettet, eller der er fusket med diagnosen.

 

Rusland har omkring 874.000 fanger. Politiet arresterer vilkårligt folk, der protesterer, herunder universitetsstuderende og børn. Mindst en halv million fanger i Rusland har ikke adgang til personlig hygiejne og sanitær beskyttelse mod corona-virus.

 

I Mellemøsten og Nordafrika har Syrien det højeste antal fanger med skønsmæssigt 100.000 mennesker. Et åbent brev fra 43 menneskerettigheds-organisationer har opfordret til øjeblikkelig løsladelse af alle fanger fra tilbageholdelseslejre og fængsler i Syrien.

 

Tyrkiet har mellem 200.000 og 300.000 fanger. Ifølge Human Rights Watch er landet det førende i fængslingen af journalister. Mange aktivister er også blevet dømt for deres opslag på sociale medier. Der er for øjeblikket 49.000 politiske fanger i Tyrkiet. For nylig er myndighederne gået med til at løslade en tredjedel af de indsatte under indtryk af corona-pandemien. Journalister, kurdiske kæmpere og politiske aktivister er ikke omfattet af dette tiltag. Da social afstand er umulig i fængselsceller, sætter det tusinder i fare for at blive smittet.

 

I Iran er fængselsbefolkningen på ca. 240.00. Der er ingen tal for andelen af politiske fanger. Den iranske regerings bestræbelser på at mørklægge spredningen af virussen indtil slutningen af februar har medført, at den iranske befolkning har haft flest dødsfald i hele regionen indtil nu. Der er for øjeblikket rapporter om oprør i fængsler i Tabriz, Aserbajdsjan, Saqez, Khusistan og Hamedan, såvel som sultestrejke i Urmias kvindefængsel. De kræver alle midlertidig løsladelse for at blive reddet fra corona. De iranske myndigheder hævder, at de har løsladt 85.000 fanger i anledning af pandemien. Meget få af dem er politiske fanger.

 

I Israel er der 19.000 i fængsel, heraf er 4.500 palæstinensere. Palæstinensiske fanger er blevet afskåret fra al kontakt med familier og advokater siden indførelsen af nødforanstaltninger mod corona. De palæstinensiske fanger nægter at indtage måltider fra fængselsmyndighederne i protest mod at blive overset med hensyn til lægetilsyn og medicin.

 

I Ægypten, som har 100.000 indsatte, er nogle politiske fanger blevet løsladt. Imidlertid er titusinder stadig fængslet for fredelige protester. Og antallet af politiske fanger, herunder kvinder, er i kraftig stigning.

 

Antallet af mennesker i flygtningelejre – en anden form for fængsel, er det højeste siden Anden Verdenskrig. Ud af de 70 millioner tvangsfordrevne mennesker rundt omkring i verden er 29 millioner flygtninge og over halvdelen er børn. 2/3 af flygtningene kommer fra bare 5 lande: Syrien, Afghanistan, Sydsudan, Myanmar og Somalia. De syriske flygtninges situation i Idlib og i andre lejre i regionen er oprørende. En flygtningelejr på den græske ø Lesbos, som er beregnet til at huse 3000 mennesker, rummer nu 23.000 flygtninge. Adskillige solidaritetsgrupper advarer om de katastrofale konsekvenser, det kan få for flygtninge uden adgang til test, lægebehandling og rent drikkevand.

 

I Sydsudan er der mere end 1,6 millioner internt fordrevne. Ifølge Røde Kors i Nairobi tager det dage for tilstrækkelige lægehjælp at nå frem til mennesker med sygdomme, so kan behandles, såsom som malaria eller diaré. Det ender nogle gange med tab af menneskeliv. Indtil nu er der ikke blevet rapporteret nogen bekræftede tilfælde med corona i Sydsudan. Men smitte i et så tætbefolket område vil kkunne ødelægge et allerede skrøbeligt sundhedssystem. Dårlige forsyninger og manglen på senge i to vigtige flygtningelejre i Sydøst-Afrika, som rummer ca. 418.000 flygtninge og asylansøgere, sætter tusinders liv på spil.

 

I USA er der 37.000 immigranter uden dokumenter i ICE’s (Immigration and Customs Enforcement) tilbageholdelses-centre. Mindst 7.000 migrantbørn opholder sig i forskellige hjemmeplejegrupper adskilt fra deres forældre. Titusinder af afviste asylansøgere er i lejre ved den amerikansk-mexicanske grænse.

 

I lyset af disse forhold er det klart, at verdens tilbageholdte og fordrevne vil blive væsentligt hårdere ramt af pandemien. Det kræver et globalt svar fra tilhængere af fangernes frigivelse. En global bevægelse for fangernes frigivelse er nødvendig for effektivt at bekæmpe corona pandemien. En bevægelse, der bygger på modstand mod alle former for undertrykkelse og dominans

 

Udfordringer for den globale solidaritet 

Indtil nu har bevægelsen i USA mod det voldsomme omfang af fængslinger og mod politivold fokuseret på USA’s fængsler. Kun for nylig har de bredt deres perspektiv ud og forholdt sig til ICE’s indespærring af udokumenterede migranter. Der er lavet ganske få kontakter til aktivister, som forsvarer politiske fanger i Kina, Rusland og Mellemøsten og Nordafrika eller med dem, der organiserer solidaritet med de 70 millioner flygtninge og fordrevne i lejre over hele verden.

 

Corona-pandemien tvinger os til at skabe en global fange-frigivelsesbevægelse, som skaber sammenhængen mellem fængsler, flygtningelejre, racisme, sexisme, imperialisme og det umenneskelige kapitalistiske system på dagsordenen.

 

For at sætte modstanden mod systemet med frihedsberøvelse på dagsordenen forudsætter det, at man tager stilling mod alle former for autoritære systemer og tankegang og undertrykkelse internationalt. Ruth Wilson Gilmore, forfatter til Golden Gulag (2007) og en af lederne af Critical Resistance, en amerikansk modstandsbevægelse mod fængselssystemet, har analyseret såvel forholdet mellem mellem økonomisk krise og stigningen af frihedsberøvelse i USA, som den rolle, fængsler spiller som instrument til social kontrol for at legitimere den kapitalistiske stat på verdensplan. I en tale for nylig til en forsamling i Critical Resistance i Los Angeles understregede hun, at ”Reformer vil ikke få fængsler til at forsvinde. Frigivelsesbevægelsen må være grøn, rød og internationalistisk”.

 

Hvad holder os tilbage?

Eric From, en socialistisk humanistisk teoretiker fra Frankfurterskolen, har skrevet om måder, hvorpå fængselssystemet og politiet erstatter vrede mod de sociale og økonomiske vilkår og retter den mod fanger. Mens dette kan forklare, hvorfor brede lag af arbejderbefolkningen accepterer væksten i fængslinger, hvilke faktorer står så i vejen for en koordineret indsats fra fangefrigivelsesbevægelsen og socialistiske solidaritetsaktivisters side på internationalt plan? Vi vil fremhæve fire temaer:

 

1.     Der er reelle forskelle mellem politiske fanger og ”almindelige fanger” som er blevet fængslet for småforbrydelser med baggrund i fattigdom. Disse forskelle retfærdiggør imidlertid ikke en politisk strategi, der udelukkende fokuserer på politiske fanger. Vi kan ikke acceptere en ”klasseskelnen” mellem fanger, men må først og fremmest kæmpe mod fængselssystemet som sådan.

 

2.     Amerikanske fængselsmodstandere anerkender den udtalte racialiserede sammensætning af de amerikanske fanger hvor 2/3 af de nuværende fanger på 2,3 millioner og mange af de millioner, der er prøveløsladte, er fattige sorte og latinoer fra arbejderklassen. Aktivister fra Mellemøsten og Nordafrika har længe fremhævet undertrykkelsen og fængslingen af det kurdiske mindretal i Syrien, Tyrkiet, Iran og Irak. Uheldigvis gør den samme solidaritet sig ofte ikke gældende for de uighuriske muslimer i Xinxiang provinsen som er fængslede i den kinesiske regerings arbejds- og genopdragelseslejre. Vi må også udvide vores solidaritet til rohingya muslimerne i Myanmar og den sorte befolkning i Darfur og Brasilien.

 

3.     Selvom der er færre kvindelige fanger (710.000) end mandlige i verden, vokser fængslingen af kvinder i en meget hurtigere takt end mænds. Selvom nogle er politiske fanger, er flertallet endt i fængsel, fordi fattigdom førte til, at de blev genstand for kvindehandel, tvunget til at blive sexarbejdere, at sælge narkotika, eller fordi de forvarede sig selv mod eller blev gjort ansvarlige for gæld, som var stiftet af mænd, der misbrugte dem. Transkønnede fanger er også udsat for alvorlige overgreb rundt omkring i verden.

 

4.     Endelig er der en tendens til blandt nogle på den internationale venstrefløj til at ignorere eller forsvare autoritære styrer, som påberåber sig at være modstandere af USA-imperialismen. Denne selektive antiimperialisme afslår at forsvare politiske fanger i lande som Syrien, Iran, Rusland, Venezuela, Cuba og Nicaragua, selvom disse fanger er modstandere af alle imperialistiske magter og religiøs fundamentalisme. Ud af de over 100.00 politiske indsatte i det brutale Assad-regimes fangehuller, er de fleste af dem ikke jihadister -de er unge, kurdere, arbejder- eller feministiske aktivister, som har vovet at deltage opstanden mod Assad-regimet i 2001 og derefter. Millioner af flygtninge, som blev bombet af Assad-regimet og deres russiske, og iranske allierede, lider i regionens flygtningelejre.

 

Corona pandemien og dens morderiske følgevirkninger må forholde sig til disse barrierer for solidaritet og overvinde dem for at skabe en global bevægelse for lukning af fængsler og flygtningelejre. En del af vores program må pege på behovet for et alternativ til selve det kapitalistiske system, som er frihedsberøvende og autoritært i såvel den nyliberale som i den ”statiske” form.

 

Læs mere:

Eric Fromm: ”The State as Educator: On the Psychology of Criminal Jusice”. I Critical Criminology: Beyond the Puntive State. University of Illinois Pres, 2000.

 

Ruth Wilson Gilmore: Golden Gulag: Prisons, Surplus Crisis and Opposition in Globalizing, University of California Press, 2007.

 

Stephen John Harnett: Challenging the Prison Industrial Complex. University of Illinois Press, 2011.

 

Livestream-debat på søndag den 19. april kl. 18-20 om indespærring af fanger og flygtninge på Facebook

 

Gode sider til opdatering og perspektiver:

 

www.Amnesty.org

www.Telesurtv.net

www.Middleeasteye.net

http.//Criticalresistance.org

Og selvfølgelig:  Allianceofmesocialists.org

 

Artiklen er oversat  af Leif Mikkelsen fra: https://allianceofmesocialists.org/what-is-holding-back-the-formation-of-a-global-prison-abolitionist-movement-to-fight-covid-19-and-capitalism/  og blev først bragt i Spectre.