Denne pandemi kan og bør blive en lejlighed for venstrefløjen til at fremføre en konkret dagsorden for, hvordan man bør støtte liv frem for profit på en måde, som vil gå ud over kapitalismens rammer.

af Marxistisk-Feministisk Arbejdsgruppe

Tese 1

Kapitalismen prioriterer profitskabelse over livsskabelse: Vi vil gøre det modsatte.

Pandemien og den herskende klasses svar er en klar og tragisk illustration af den grundlæggende ide i teorien om social reproduktion: at skabelse af liv bliver underlagt kravet om skabelse af profit.

 

Kapitalismens mulighed for at producere sit eget hjerteblod – profit – er fuldstændig afhængig af den daglige ”produktion” af arbejdere. Den er altså afhængig af livsskabende processer, som den ikke fuldt ud og umiddelbart kan kontrollere. Samtidig kræver kapitalakkumulationen, at løn og skatter der understøtter produktion og bevarelse af livsskabelse, er så lave som muligt. Det er den vigtigste modsætning i hjertet af kapitalismen.

 

Derfor degraderes og nedvurderes præcis de mennesker, der skaber den virkelige sociale rigdom: sygeplejersker og andre arbejdere i hospitaler og sundhedssystemet i det hele taget, arbejdere indenfor landbrug, fødevarefabrikker, supermarkeder og madudbringning. Renovationsarbejdere, lærere, ansatte indenfor børnepasning og ældrepleje. Det er disse arbejdere, ofte kvinder og ikke-hvide, som kapitalismen ydmyger og stigmatiserer med lave lønninger og ofte farlige arbejdsforhold. Men den nuværende pandemi gør det klart, at samfundet simpelthen ikke kan overleve uden dem. Samfundet kan heller ikke overleve med en medicinalindustri, der konkurrerer for at opnå profit og udnytter vores ret til at forblive i live. Det er åbenlyst, at ”markedets usynlige hånd” ikke kan skabe og drive den verdensomspændende sundhedsinfrastruktur, som pandemien viser, at menneskeheden har behov for.

 

Så sundhedskrisen tvinger kapitalen til at fokusere på livet og livsskabende arbejde, såsom sundhed, social omsorg, fødevareproduktion og -fordeling. Vi kræver, at dette fokus bibeholdes, selv om pandemien stopper, så sundhed, uddannelse og andre livsskabende aktiviteter afprivatiseres og gøres tilgængelige for alle.

 

Tese 2

Arbejdere indenfor social reproduktion er netop arbejdere. Vi kræver, at de bliver anerkendt som sådan også i fremtiden.

Mens de fleste vareproducerende virksomheder har set deres profitter og værdien af aktier hastigt falde, når arbejderne mangler, så opdager de samtidig deres afhængighed af de menneskeskabende organisationer, lokalsamfund, husholdninger og individer. Men på grund af kapitalismens behov for at prioritere profitskabelse over livsskabelse, er sådanne organisationer, lokalsamfund, husholdninger og individer dårligt klædt på til at møde udfordringen. Det er ikke bare sådan, at Covid-19 har ramt sundhedspersonale, arbejdere indenfor offentlig transport og dagligvarehandel, forskellige frivillige i lokalsamfundene og andre. År efter år er grundlæggende social service blevet afviklet i nedskæringspolitikkens navn, og det betyder, at arbejdsstyrken indenfor social reproduktion er mindre end tidligere, og at organisationerne i lokalsamfundet er færre og har færre ressourcer.

 

For at kompensere for årtiers forsømmelse begynder mange kapitalistiske stater her under krisen at ændre deres prioriteter, men det sker halvhjertet og midlertidigt. De sender checks til husholdningerne, arbejdsløshedsunderstøttelsen bliver udvidet til at omfatte løst ansatte, bilproducenter bliver beordret til at omlægge produktionen fra biler til ansigtsmasker og respiratorer. I Spanien har staten midlertidigt overtaget privathospitaler; i USA har forsikringsselskaberne accepteret at betale for Covid-19 test. Dette viser bl.a,. hvor rigelige og tilgængelige ressourcerne til at møde folks behov er, når der er politisk vilje.

 

Vi kræver, at arbejderne indenfor social reproduktion – sygeplejersker, rengøringsfolk, lærere, renovationsarbejdere, fødevareproducenter og ansatte i supermarkederne – permanent bliver anerkendt for det livsnødvendige arbejde, de udfører, og at deres lønninger og sociale goder bliver forbedret, så det afspejler den betydning, de har i forhold til at opretholde hele samfundet.

 

Tese 3

Understøt mennesker, ikke banker

Magthaverne bruger de fleste ressourcer på at understøtte firmaer i håbet om at afbøde en fuldkommen kollaps af kapitalistisk ejendom. Lad os minde om, at profitten er produceret af den arbejdskraft, som arbejde indenfor den sociale reproduktion understøtter.

 

Ledelsen af hotel- og restaurantkæder, virksomheder indenfor teknologi og luftfart mm. kaster millioner af arbejdere på gaden, mens de i det store hele bevarer deres egne velvoksne lønninger og goder. Det gør de, fordi det kapitalistiske system kræver, at modsætningen mellem liv og lønarbejde altid bliver løst til fordel for kapitalen og ikke menneskers liv.

 

Vi kræver, at alle finansielle ressourcer og støttepakker bliver brugt på livsskabende arbejde og ikke til at holde de kapitalistiske firmaer i gang.

 

Tese 4

Åbn grænserne – Luk fængslerne

Pandemien rammer immigranter og internerede meget hårdt: Dem, der bliver tilbageholdt i fængsler og detentionscentre under dårlige hygiejniske forhold og mangel på sundhedsforanstaltninger, og dem, der er illegale og lider i stilhed af angst for at søge hjælp og blive deporteret. Dem, der arbejder med livsskabende aktiviteter indenfor sundhed, social omsorg og landbrug og er mere udsatte for at blive smittet, fordi de er nødt til at arbejde, men mangler ordentlige, om overhovedet nogen, værnemidler. Dem, der rejser mellem lande for at nå hen til deres familie, og dem, som ikke kan forlade deres land på grund af udrejseforbud og sanktioner.

 

Pandemi eller ej, Trump har i sinde at opretholde sanktionerne mod Iran, hvor smitteraten og antallet af døde stiger med raketfart. Og hverken Trump eller EU vil presse Israel til at ophæve de sanktioner, der hindrer de 2 millioner indespærrede i Gaza i at få forsyninger at medicin og lægemidler. Disse dobbeltstandarder i forhold til pandemien bygger videre på og forstærker den racistiske og kolonialistiske undertrykkelse i kapitalismens baggård.

 

Vi kræver, at behovet for lægehjælp og medicin vægtes højere end enhver form for indrejserestriktioner. At fængslede for de fleste forbrydelser løslades, og at der findes alternative humane sanktioner for dem, der er syge. At interneringslejre og andre fængselsinstitutioner, der sigter på at disciplinere snarere end at fremme livet, bliver lukket.

 

Tese 5

Solidaritet er vores våben – Lad os bruge det mod kapitalen

Pandemien har vist hele verden, hvordan arbejdende mennesker i krisetider klarer sig med en bred og kreativ vifte af overlevelsesstrategier. For de fleste betyder det, at man må stole på nære venner og familie. Andre klarer sig imidlertid med gensidige hjælpeforanstaltninger. For de hjemløse og de udstødte, som kapitalismen betragter som en byrde, er der kommet hjælp fra heltemodige initiativer af frivillige, der tilbyder andre intet mindre end retten til livet. Nabolag over hele Storbritannien laver WhatsApp grupper for at holde sig i kontakt med de mest udsatte og skaffe dem mad og medicin. Skoler sender madkuponer til fattige børnefamilier, der giver ret til gratis måltider. Fødevarebanker og velgørende organisationer ser antallet af frivillige stige. Adgangen til ressourcer indenfor sundhed, uddannelse og fødevarer stillet til rådighed af frivillige vokser, ud fra ren og skær nødvendighed. Men vi har også lært af fortiden: Vi vil ikke lade de kapitalistiske regeringer bruge dette som en undskyldning for, at staten unddrager sig sit ansvar.

 

Som socialistiske feminister må vi presse på for at gå længere i denne retning. Vi må sammen arbejde for offentlig forsyning af alt det, der er nødvendigt, for at livet kan trives. Det betyder, at vi må opbygge en solidaritet på tværs af forskellige grupper, der rammes forskelligt og har forskellige ressourcer. Det betyder, at vi må støtte de mest udsatte og opfordre alle med forskellige former for sociale ressourcer – fagforeninger, NGO’er, grupper i lokalsamfundene – til at dele og understøtte dem, der ikke har noget. Det betyder, at vi må kræve, at staten anerkender arbejdet med social reproduktion som en hjørnesten i vores fælles eksistens.

 

Vi kræver, at regeringer lærer fra folket og kopierer på det politiske område det, som almindelige mennesker gør for at hjælpe og støtte hinanden.

 

Tese 6

Feministisk solidaritet mod vold i hjemmet

Den nedlukning, som de fleste lande har indført for at hindre spredningen af Covid-19 har, selvom det er absolut nødvendigt, alvorlige konsekvenser for millioner af mennesker, der lever i undertrykkende forhold. Rapporter om vold i hjemmet mod kvinder og LGBTQ-mennesker er øget voldsomt under pandemien, når ofrene er tvunget til at blive hjemme sammen med voldelige partnere eller familiemedlemmer. Bliv-hjemme kampagner der ikke tager højde for den særlige byrde, misbrug i hjemmet udgør, er især bekymrende i en tid, hvor års nyliberalistisk hærgen betyder, at der er skåret ned på midler til krisecentre og rådgivninger, der støtter voldens ofre.

 

Vi kræver, at regeringerne øjeblikkeligt omgør års nedskæringer af indsatsen mod misbrug i hjemmet, og stiller de ressourcer til rådighed, der er nødvendige for at fungere. At de sikrer, at kendskabet til krisetelefoner og anden umiddelbar hjælp udbredes bredt i befolkningen.

 

Tese 7

Arbejdere indenfor social reproduktion har en social magt. Vi kan bruge den til at reorganisere samfundet.

Denne pandemi kan og bør blive en lejlighed for venstrefløjen til at fremføre en konkret dagsorden for, hvordan man bør støtte liv frem for profit på en måde, som vil gå ud over kapitalismens rammer. Pandemien har allerede vist os, i hvor høj grad kapitalismen har brug for arbejderne indenfor social reproduktion – lønnede og ulønnede, i hospitaler og indenfor infrastruktur, i hjemmene og i lokalsamfundene. Lad os fortsat minde os selv om den sociale magt, disse arbejdere har. Det er i øjeblikke som disse, hvor vi som arbejdere indenfor social reproduktion må udvikle en bevidsthed om den sociale magt, vi har – nationalt, indenfor de grænser, der deler os, og over hele verden.

 

Hvis vi stopper, stopper verden. Denne erkendelse kan blive grundlaget for en politik, der respekterer vores arbejde. Den kan også blive grundlaget for politisk handling, der kan udgøre stammen i en ny anti-kapitalistisk dagsorden, hvor det ikke er profitskabelse, men livsskabelse, der driver vores samfund.

 

3.april 2020

 

Den Marxistiske-Feministiske Arbejdsgruppe består af Tithi Bhattacharya, Svenja Bromberg, Angela Dimitrakaki, Sara Ferris og Susan Ferguson. De organiserer det Marxistiske-Feministiske Spor indenfor Konferencen for Historisk-Materialisme.

 

Teksten er oversat fra Spectre af Bodil Rasmussen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com