En ny omgang med masseprotester ryster Frankrig under kampråbet ”Nuit Debout” (Oprør i Natten). De natlige demonstrationer, der kan minde om Indignado-protesterne i Spanien i 2011 og Occupy-bevægelsen i USA, kommer efter adskillige massive mobiliseringer i protest mod regeringens plan om ændre landets arbejdsmarkedslove.

af Francois Sabado og Olivier Besancenot

Dette skift i det politiske klima kommer efter en lang periode, hvor højrefløjen har haft overtaget. Venstrefløjen og fagforeningerne har været i defensiven de seneste år, hvor Socialistpartiet, ledet af præsident François Hollande har adopteret den neoliberale politik, der forværrede den økonomiske stagnation. Arbejdsløsheden er forblevet på over 9 procent siden 2009 – i januar nåede den op på 10,2 procent.

Efter mordene på Charlie Hebdo og terroristangrebet i november i Paris har mainstreampartierne, fra det regerende Socialistparti til den Nationale Front (Front National) på den yderste højrefløj, pisket en bølge op af indvandrerfjendsk racisme og islamofobi, som har ført til et hidtil uset niveau af selvtægtsvold og politirazziaer, alt sammen under dække af en næsten permanent undtagelsestilstand. Mest bekymrende af alt er det, at Front National med 6,8 millioner stemmer havde en vælgertilslutning på mere end 27 procent i de regionale valg i november.

Den 31. marts gik en million mennesker på gaden for at demonstrere deres modstand mod et forslag til ny arbejdsmarkedsreform fra den franske præsident Francois Hollande, fra det regerende Socialistparti. Allerede den 9. marts havde omkring 500.000 mennesker protesteret i mere end 250 større og mindre byer over hele landet. Der var tale om en landsdækkende folkelig mobilisering, med deltagelse fra unge, pensionister, arbejdere, gymnasielever og universitetsstuderende, lastbilchauffører og andre. Det mest afgørende træk er fremkomsten af en ny generation, der deltager ikke kun i skole- og universitetsprotester og -strejker, men også i aktioner og aktiviteter på arbejdspladser og i fagforeninger.

Man skal ikke tage fejl af, at selvom bevægelsen udtrykker sig forskelligt i forskellige lande, så er der fælles træk med de millioner af unge mennesker, der besatte de centrale pladser i Spaniens største byer (”Indignados”-bevægelse) de aktive i det nye venstrefløjsparti Podemos, og de unge, der deltog i Occupy Wall Street-bevægelsen i USA. Denne nye bølge af unge, der er blevet radikaliseret, kom også til udtryk i protesterne mod klimaforandringerne (som blev nødt til at trodse det regeringsforbud, der blev indført efter terrorangrebet i november) ved den internationale COP 21-konference i Paris sidste december.

Det, der forener og samler alle disse kampe, er, at de udgør den første afvisning af regeringens arbejdsmarkedsreform, som udgør en trussel på størrelse med en ”atombombe” mod en lang række rettigheder og sociale goder. Den socialdemokratiske regering vover at føre det ud i livet, som selv den mest reaktionære højrefløj aldrig har haft modet til at forsøge: nemlig ødelæggelsen af Arbejdslovene – det vil sige love, bekendtgørelser og regulativer – som er vundet gennem en lang række kampe og sociale konflikter for at beskytte arbejdere fra den kapitalistiske udbytning.

Indtil nu har Arbejdslovene haft forrang over aftaler på virksomheder, individuelle ansættelseskontrakter, undtagelser og selv den nye arbejdsmarkedslov – der sommetider bliver kaldt Khomris lov, opkaldet efter Socialistpartiets arbejdsminister, Myriam El Khomri. De foreslåede ændringer vil vende op og ned på hierarkiet i de sociale normer og underordne sociale rettigheder under ” virksomhedens nødvendige drift.”

Således vil man, på grundlag af chefernes gode vilje og truslen om arbejdsløshed hængende over hovedet, komme til at se lokale aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdere om arbejdsdagens længe, løn og opsigelse uden at kunne henvise til nogen eksisterende regler. Afskaffelsen af 35 timers arbejdsugen vil tvinge ansatte til at arbejde længere for mindre løn. Og hvis det skulle slå fejl, kan arbejdsgiverne øge antallet af arbejdstimer, mens de holder lønnen nede hen over et helt år. Med andre ord betyder den nye reform, at alle dele af arbejdet bliver usikkert. Når man tager det i betragtning, er det let at forstå de kraftige reaktioner fra arbejderbevægelsen og ungdommen.

Regeringen burde tage sig i agt, når 70 procent af den franske befolkning ifølge meningsmålinger er imod denne lov, ligesom en afstemning på de sociale medier allerede har fået mere end 1,2 million underskrifter. Siden da er bevægelsen øget, fordi folk ikke er kun vrede over arbejdsreformen, de protesterer også mod de langsigtede konsekvenser af den kapitalistiske krise: den eksplosive vækst i arbejdsløsheden, den sociale uretfærdighed, nedskæringspolitikken, styringen af det økonomiske liv ud fra profithensyn og konkurrence, og produktionens ødelæggelse af miljøet.

Disse sociale protester er smeltet sammen med krav til forsvar for demokratiet og imod en nu droppet tilføjelse til forfatningen, foreslået af Hollande, som truede med at fratage statsborgerskabet fra folk, der er tiltalt for terrorisme – et forslag, der bare ville tjene til at stigmatisere en hel gruppe af indvandrerbefolkningen. Mere nedskæringspolitik, diskriminering og racisme – nok er nok. Dæmningerne bliver brudt ned, og folk er på gaderne.

Nuit Debout!
Og nye former for kampe bliver udviklet, såsom besættelser af symbolske steder efter store protester. Tusindvis af unge deltager i et initiativ på Place de la Republique, der bliver kaldt ”Oprør i natten”, på fransk ”Nuit debout”. Som svar på en opfordring udsendt af et kollektiv af journalister, intellektuelle og aktivister, mødte tusindvis af folk uden tilknytning til fagforeninger eller politiske partier frem og besatte torvene og diskuterede politik i mange timer. Nu har disse tusinder af unge mennesker besluttet sig for at blive ved.

Alt i alt kan denne bevægelse tage en ny form, fordi den er indlejret i en ny ramme med social og politisk krise. Denne bevægelse i ungdommen og arbejderbevægelsen kommer på et tidspunkt, hvor Hollande og regeringen er så svag, som den nogensinde har været. Hollande blev tvunget til at trække den foreslåede forfatningstilføjelse om statsborgerskab tilbage. Men pludselig fører denne tilbagetrækning – for tusinder af unge og arbejdere til, at man kræver mere, i stedet for at føre til demobilisering.

Faktisk udvikler dette sig til en styrkeprøve mellem regeringen og ungdommen, arbejderne og fagforeningerne, som er imod forslaget til ny arbejdslov. Det er delvist lykkedes regeringen at splitte arbejderne ved at sikre sig støtte fra den faglige landsorganisation CFDT. Men flertallet af de andre landsorganisationer – CGT, FO, FSU og Solidaires, – fortsætter med at kræve tilbagetrækning af loven, opildnet af den omfattende støtte fra arbejdere. I mellemtiden fortsætte parlamentsdebatten om lovforslaget indtil juni, og man kan ikke udelukke, at der sker et eller andet lovgivningsmæssigt ”uheld”, så regeringen ikke en gang støtter sit eget forslag, og på den måde åbner op for en politisk krise.

Der er planlagt flere protester den kommende weekend. Denne bevægelse kommer til at fortsætte, dybere og hårdere, og giver mulighed for en styrkeprøve med regeringen. Det rejser spørgsmålet, hvordan man skal skabe forbindelsen mellem en generaliseret bevægelse, der mobiliserer størsteparten af befolkningen, med disse nye former for kampe – især besættelsen af offentlige pladser og bestemte steder, og blokader, der forstyrrer ”business as usual”. Hvordan kan fælles fagforeningsaktioner kombineres med forskellige former for unges og arbejderes selvorganisering? Hvordan kan vi genskabe styrken og troværdigheden, ikke kun ved nationale strejkedage, men også fremlægge et perspektiv frem for længerevarende strejker, hvis regeringen ikke tager forslaget til arbejdsmarkedsreform af bordet? Det er de spørgsmål, vi står overfor.

Publiceret på fransk den 5. april på NPAs hjemmeside, og på engelsk af Todd Crètien for socialistworker.org. Oversat fra engelsk af Martin Mørch

Francois Sabado er medlem af Fjerde Internationales ledelse og af det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig. Han var i mange år medlem af ledelsen i den franske sektion af Fjerde Internationale, LCR.
Oliver Besancenot er en af de mest kendte ledere i det Nye Antikapitalistisk Parti (NPA), der blev stiftet i 2009 på initiativ af LCR. Som kandidat for LCR til præsidentvalget i 2002 og 2007 fik han henholdsvis 1,2 million stemmer og 1,5 million stemmer (4,5 og 4,2 procent).

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com