Det græske venstrefløjsparti Syriza kunne for godt en måned siden fejre et års fødselsdag som regeringsparti. Et tilbageblik på det første år ved magten viser store skuffelser og forpassede muligheder. Det lykkes ikke for partiet at bryde med EU´s benhårde nedskæringspolitik, og Syriza har i værste fald forspildt muligheden for at lave en alternativ og solidarisk økonomisk politik i mange år frem.

af Mads Hadberg

Godt en uge efter Syrizas 1 års fødselsdag demonstrerede titusinder af mennesker – alt lige fra havnearbejdere til lærere og dommere – i en generalstrejke 111 steder i landet. Strejken vurderes at være den vigtigste siden 2011, der dengang banede vejen for venstrefløjen. Men modsat demonstrationer for fem år siden, som gik på sociale spørgsmål og krav om en ny politik, så var demonstrationerne denne gang rettet mod Tsipras-regeringen og den seneste lånepakke fra EU.

Syrizas historiske sejr for et år siden (25. januar 2015) varslede ellers et nyt håb for venstrefløjen i Europa. Endelig stod et venstreorienteret parti i spidsen for en regering, hvis mål var et opgør med EU´s katastrofale nedskæringspolitik. En politik, som havde betydet at den græske økonomi på ganske kort tid havde mistet en fjerdedel af sit økonomiske output, forårsagede massiv arbejdsløshed og ville betyde, at en generation af unge grækere risikerede at blive tabt på gulvet.

Syriza under krydspres
Tsipras-regeringen er under et gevaldigt krydspres for tiden. På den ene side presser EU på for strukturelle reformer, som skal gøre landet mere “konkurrencedygtigt”. Det indbefatter blandt andet en reform af pensionssystemet, nedskæringer i det offentlige og den sædvanlige cocktail af nyliberale reformer. Ikke overraskende har det medført stor utilfredshed på hjemmefronten. Her presses Syriza til det maksimale af både tidligere Syriza-medlemmer, som er modstandere af den seneste nedskæringspakke; kommunisterne, som har været i åben modstand mod Syriza i en længere periode; og ikke mindst af det konservative parti, Neo Demokratia, som vinder medvind i befolkningen.

Denne afskalning har medført, at Syriza har mistet sin føring i meningsmålinger. Grækenlands-ekspert Tom T. Kristensen peger i en artikel på Modkraft på, at det især er den højere middelklasse og bønderne, der presser regeringen for tiden.

Selvom Syriza har sat gang i politikforslag, der skal reformere sundhedsvæsenet og skattesystemet og gøre det langt mere socialt retfærdigt, så synes luften at være feset ud af ballonen for Syriza.

Den forspildte mulighed
Syrizas første år ved magten har været en ekstrem turbulent periode, med både en folkeafstemning, en ny lånepakke og et nyvalg. Syriza gik til valg på at bryde nedskæringspolitikken og havde det folkelige mandat til det. Men ledelsen troede, at et folkeligt mandat var nok til at sikre en ny økonomisk politik i forhandlinger med EU og de internationale långivere. De stod derfor uden en reel plan B for, hvad der skulle ske, hvis ikke EU accepterede en ny økonomisk politik. Samtidig overspillede de deres kort, da de forventede, at de andre euro-lande ikke kunne undvære Grækenland. Men et græsk exit i løbet af sommeren 2015 var ikke så farligt for eurozonen, som da euro-krisen for alvor brød løs få år tidligere. (Se Mikael Hertofts analyse af manglen på en Plan B).

Selvom grækerne afviste en EU-lånepakke i sommeren 2015, så overgav Tsipras-regeringen sig inden længe til EU og fik en lånepakke med stort set samme stramme reformkrav. Tsipras udskrev hurtigt et nyt valg, inden de nye nedskæringer skulle finde sted. Syriza genvandt magten, og det lykkedes ikke Folkelig Enhed, en udbrydergruppe fra Syriza, at komme over spærregrænsen på 3 procent. Samtidig sikrede Syrizas lille regeringspartner sig genvalg og dermed kunne Tsipras´ anden regeringsperiode starte.

Konsekvenserne af sommerens eskapader var, at Syriza forspildte chancen for en ny økonomisk politik i Grækenland. Endnu mere problematisk er det, at med Tsipras´ kapitulation røg momentum ud af den europæiske solidaritetsbevægelse, der havde centreret sig om Grækenlands modstand mod EU´s nedskæringspolitik. Tidligere har der i Europa været gode og ihærdige forsøg på at samle modstand mod nedskæringspolitikken på europæisk plan til fordel for en alternativ og progressiv politik. Syrizas magtovertagelse var en enestående mulighed for at ændre kursen i Europa. Og på det tidspunkt var der en bred international mobilisering blandt solidariske bevægelser i de europæiske befolkninger. Med Tsipras´ ageren forsvandt støtten og samlingen, hvilket på sigt kan vise sig katastrofalt.

Costas Lapavitsas, professor på SOAS og en af de hårdeste kritikere af nedskæringspolitikken, har givet en sønderlemmende kritik af Syriza-regeringens første år. Ifølge Lapavitsas har Syrizas kapitulation til EU styrket opfattelsen af, at nedskæringspolitikken er den eneste vej ud af krisen, og intet kan forandres. Det har negative konsekvenser for andre europæiske lande, hvor venstrefløjen forsøger at bekæmpe EU´s nedskæringspolitik. I bedste fald er muligheden for momentum for en ny solidarisk og økonomisk retfærdig politik skudt til hjørne – i værste fald lagt død i mange år frem.

Fremtid
Tiden vil vise, om Syrizas afbødning af konsekvenserne af nedskæringspolitikken har været en succes. Indtil videre kan vi konstatere, at denne formel er prøvet før af diverse socialdemokratier i Europa. I Grækenland er det socialdemokratiske PASOK også nærmest nedsmeltet efter at have udført EU´s sparepolitik. Helt så galt står det dog ikke til med Syriza.

Og kampen for et andet er Europa er ikke afsluttet endnu. Hertil er blandt andet det vigtige initiativ Plan B, som bygger på erfaringerne fra Grækenland, sat i verden. Venstrefløjen må og skal have en Plan B klar, når og hvis EU´s magthavere ikke accepterer folkevalgte beslutninger om en ny økonomisk politik, og hvor erkendelsen af et euro-exit er en del af løsningen (Se fx interview med Eric Toussaint)

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com