Illustration: Svend Vestergaard Jensen

Hovedtaleren var den engelske klimaforsker og forfatter Dr Laurie Parsons, som understregede, at uanset hvor meget vi snakker om klimamål og klimakrise i Danmark, så er det helt nødvendigt at forstå udfordringerne i et globalt perspektiv. Blandt andet fordi rige lande som Danmark har udflyttet store dele af industriproduktionen til fattige lande med billig arbejdskraft, som på den måde får mere CO2-udledning, mere affald og bliver endnu mere sårbar over for klimaforandringer.

For eksempel er hovedparten af det tøj, vi køber i den rige verden, produceret i Cambodja og andre asiatiske lande. Det kræver enorme mængder af vand og energistabilitet, men klimaforandringer skaber tørke og vandmangel og forstærker dermed presset for at benytte mere sort energi – som skaber flere klimaforandringer.

Han fremhævede også de negative konsekvenser for arbejdsmiljøet. Det har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser – ikke mindst ved hårdt fysisk arbejde, når temperaturerne stiger. Undersøgelser viser, at varmere klima skader de indre organer, øger stress og risiko for ulykker – og nedsætter produktiviteten.

Laurie Parsons gik ikke nærmere ind i diskussionen om ”grøn vækst”, men påpegede, at indtil nu viser udviklingen, at øget vækst altid har betydet mere udledning af drivhusgasser.

Konklusionen var under alle omstændigheder, at rige lande som Danmark ikke kan – eller bør – gøre deres klimaregnskab op isoleret, men må leve op til en global forpligtelse.

Kan en oliestat være grøn?

Herefter fulgte en paneldebat om Klimaloven og Nordsøaftalen. Har de haft den forventede effekt, og er deres modsatrettede principper overhovedet forenelige.

Det var spørgsmålet til Lea Wermelin (S), miljøminister 2019-2022, Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Esther Michelsen Kjeldahl (Fossilfri Fremtid) og Peter Bjerregaard, (K), medlem af Københavns Borgerrepræsentation og forfatter til en ny bog om Klimaloven.

Lea Wermelin (S), miljøminister 2019-2022 (nr. 2 fra højre) i diskussion med (th) Esther Michelsen Kjeldahl (Fossilfri Fremtid), Peter Bjerregaard, (K), medlem af Københavns Borgerrepræsentation og (tv) Lisbeth Bech-Nielsen (SF),

Debatten gav nærmest indtryk af, at Lea Wermelin stod alene med sit forsvar for Nordsøaftalen og Klimaloven, som hun kaldte en ”grøn motor”. Når loven skal revideres næste år, talte hun for mere fokus på forbrugeradfærd (”som er svært at lovgive om”) og på det globale aftryk.

Lisbeth Bech-Nielsen kaldte Nordsøaftalen for kompromisernes kunst og et resultat af tusinde hensyn. Vi skal have et forbud mod at investere i fossil ekspansion, sagde hun, og foreslog at lægge Undergrundsloven ind under Klimaloven (!)

Peter Bjerregaard pointerede, at Klimaloven ikke er en rigtig lov, men mere end en ramme for nogle målsætninger. Olieproduktionen i Nordsøen er derfor ikke – juridisk – i strid med klimaloven. Klimaloven siger intet om, hvordan man skal nå målene, og den pålægger heller ikke den ansvarlige minister en handlepligt – med sanktionsmuligheder, som skulle træde i kraft, hvis det kan anskueliggøres, at klimamålene ikke kan nås.

Esther Kjeldahl var glad for, at Nordsøaftalen omsider sætter en slutdato for indvinding af olie og gas i Nordsøen, selv om det burde ske meget tidligere end i 2050. Fossilfri Fremtid og 16 andre NGO’er har opfordret til, at slutdatoen fremrykkes til 2031.

Hun var også stærkt utilfreds med, at Nordsøaftalen tillader at udvide produktionen. Det er ikke foreneligt med klimalovens mål om, at Danmark aktivt skal arbejde for Paris-aftalens 1,5 graders målsætning og være et foregangsland globalt, sagde hun.

Hejre-feltet ulovligt

Konferencen indeholdt også en juridisk sektion, hvor Nikolaj Nielsen fra Kontra Advokater og Helene Hagel fra Greenpeace præsenterede deres klage til Energiklagenævnet over godkendelsen af Hejre-feltet, som de mener er ulovlig.

I april i år fik den britisk/schweiziske fossilgigant INEOS tilladelse til at indvinde olie fra Hejre-feltet i den danske del af Nordsøen. Selskabet forventer at kunne hente op til 25.000 tønder olie om dagen frem til 2047.

I maj indgav Kontra Advokater på vegne af Greenpeace en klage til Energiklagenævnet, hvor man anfører, at tilladelsen er ulovlig, fordi 1) der ikke er foretaget en korrekt og fyldestgørende vurdering af oliefeltets konsekvenser for klimaet, 2) den strategiske miljøvurdering, projektet falder ind under, er fra 2012, dvs. den er ikke længere dækkende og burde senest have været opdateret i 2020, og 3) udviklingen af et nyt oliefelt i Nordsøen er i strid med klimaloven, som forpligter Danmark til at arbejde aktivt for 1,5 gradersmålet.

Hvad kan klima- og fagbevægelsen løfte sammen?

Senere på dagen var der diskussion om fagbevægelsens rolle i klimakampen. Her deltog Camilla Gregersen, formand for DM og talsperson for Broen til Fremtiden, Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø på Syddansk Universitet og Jakob Lykke, formand for 3F Esbjerg Transport.

Sidstnævnte understregede, at det er afgørende nødvendigt med alternative jobmuligheder, når den fossile energiproduktion nedlægges. Der skal være tilbud om efteruddannelse – med løn, ikke mindst til arbejde inden for den grønne energisektor. Hvis ikke der er det, får man ikke fagbevægelsens medlemmer med på den grønne omstilling. Det er der heldigvis gode muligheder for i Danmark, men i andre lande ser det svært ud, sagde han og refererede til besøg i både Tyskland og Sydafrika:

”Ideen om grøn om stilling vækker ikke jubel blandt sydafrikanske minearbejdere, for de ved, hvor de tjener deres penge nu, men de har aldrig hørt om vindmøller.”

Peter Hasle understregede, at ulighed er en bombe under den grønne omstilling, og at bekæmpelse af ulighed er nødvendig, hvis den skal lykkes. Han pegede også på, at grønne anlægsinvesteringer vil indebære flere nye arbejdsmiljøer med mere udenlandsk arbejdskraft, som fagbevægelsen har en kæmpe udfordring med at organisere.

Camilla Gregersen er afgående formand for DM (på orlov), men deltog også i egenskab af talsperson for Broen til Fremtiden, der er en alliance bestående af grønne og sociale bevægelser, faglige organisationer samt forskere. Hun understregede, at kun i fællesskab er det muligt at skabe forståelse for de nødvendige handlinger, der skal til for at løse nutidens udfordringer.

Det må indebære, at der er job til alle, og at det ikke bliver de svageste på arbejdsmarkedet og i samfundet, der betaler omkostningerne for omstillingen. Miljøafgifter skal derfor tilbageføres til fordel for social lighed, sagde hun.

Er Nordsøolien en god forretning for Danmark?

Dagens sidste spørgsmål var, om Nordsøolien er en god forretning for Danmark.

Det diskuterede Katrine Ehnhuus, Nordic Center for Sustainable Finance, Bjarke Møller, direktør for Rådet for Grøn Omstilling og Niels Fibæk-Jensen, CEO hos Matter, som rådgiver om bæredygtige investeringer.

Umiddelbart var der ikke enighed om svaret.

Niels Fibæk-Jensen var ikke i tvivl om et ja, med henvisning til Energistyrelsens regnestykke, som viser, at statens samlede indtægter fra Nordsøen i perioden 1972-2020 beløber sig til ca. 544 mia. kr.

Bjarke Møller fremlagde derimod et helt andet regnestykke, og i øvrigt mange store tal, som nok de færreste kunne overskue. Overskuddet er meget, meget mindre, mente han, og i perioden indtil 2052 vil staten endda få et underskud på 92 milliarder.

Forklaringen på den markante uenighed skyldes, at Bjarke Møller sætter en pris på den CO2, der udledes ved afbrænding af olien, på 750 kroner per ton CO2. Dertil kommer voldsomt store udgifter, når klimaforandringernes omkostninger i form af oversvømmelser, storme, vandmangel osv. – skal betales. Men disse udgifter bliver, ligesom CO2-prisen på Nordsøolien, ikke talt med i de officielle regnestykker.

Lars Trier Mogensen (til venstre) var moderator i debatten mellem Niels Fibæk-Jensen fra rådgivningsfirmaet Matter, Katrine Ehnhuus fra Center for Bæredygtig Finans seniorrådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke, og Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

Hvornår slutter det?

Overskud eller ej, så havde de tre paneldeltagerne et fælles ønske om at afvikle indvindingen af fossile brændsler. Spørgsmålet er så bare, hvornår det kan ske.

Målsætningen i klimaloven, som blev vedtaget i 2020, er at reducere udledningen af drivhusgasser i Danmark med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark skal være et klimaneutralt samfund senest 2050. Nordsøaftalen fra 2020 sætter en slutdato i 2050 for indvinding af olie eller gas i den danske del af Nordsøen. Indtil da kan olieselskaberne fortsætte uhindret efter gældende regler.

Samtidig siger videnskaben, at langt størstedelen af verdens kendte olie- og gasreserver bør blive i undergrunden, hvis målet om ikke at overstige den globale temperatur med mere end 1,5 grader skal nås. Sidste år konkluderede en international rapport fra Verdensnaturfonden og en lang række andre organisationer, at Danmark og andre vestlige lande bør udfase produktionen af sort energi allerede i 2031. Det er nødvendigt for at overholde Paris-aftalen på en retfærdig måde. Derfor bør Nordsøaftalen genforhandles, lyder kravet fra de grønne organisationer.

Hvis vi skal stoppe eventyret i Nordsøen nu, skal man regne med milliardstore erstatningskrav fra de selskaber, der går glip af en forventet indtægt. Bjarke Møller mente, at det ikke desto mindre var nødvendigt at fremrykke slutdatoen. Katrine Ehnhuus var enig og mente, at man kunne og burde stresse olieselskaberne med skærpede miljøkrav og afgifter, så interessen for at fortsætte blev mindre. Det vil i så udfordre den nuværende aftale, som garanterer selskaberne kompensation for virkningerne af ændringer i eksisterende love eller for virkningerne af nye love. Niels Fibæk-Jensen anslog, at det ville koste mellem 5 og 30 milliarder kroner i erstatninger, hvis man lukkede ned nu.

Der var da heller ingen af de tre paneldeltagere, som troede, at det ville ske i nærmeste fremtid, men forskellen var ikke så stor, da de blev bedt om et gæt på, hvornår det er slut med indvinding af olie og gas i Nordsøen: 2035, 2040 og 2042 lød de tre gæt.

Et massivt udenomsparlamentarisk pres er nødvendigt, hvis den nuværende kurs skal vendes. Klimakatastrofen er her allerede, og den bliver kun værre, hvis vi fortsætter som nu. Det er det dystre budskab, som konferencen sendte til deltagerne. Men der var også plads til et godt grin, da Lasse Nyholm Jensen, 4x DM-vinder i poetry slam, optrådte med fortællingen om Danmark som det grønne foregangsland. (hør ham her på YouTube).

Konferencen var arrangeret af Fossilfri Fremtid