Læsetid: 4 minutter
Illustration: Svend Vestergaard Jensen
Uden dem har man selvsagt ikke en kinamands chance for at bringe kommunens klimaregnskab til nul-udledning i 2030, som klimamålet officielt stadig er.
Alle ved, at flyvning meget snart skal bringes til et minimum, ja i store træk skal ophøre, hvis vi vil holde transporten inden for de planetære grænser og selv overleve. Flyvning står for 4-5 procent af alle globale udledninger, og det er ovenikøbet en ganske lille andel af jordens befolkning, der overhovedet flyver – én pct. af jordens befolkning står for 50 procent af luftfartens udledninger (1). Meget få mennesker forårsager meget store udledninger. Det er uholdbart.
Men i Aarhus satser borgmesteren og de tre store vækstbegejstrede partier – S, V og K – ikke desto mindre entydigt på mere lufthavn og flytrafik. Aarhus Airport skal – tilsyneladende koste hvad det vil – helst blive så stor som mulig – lige så stor som Billund senest i 2029 (ifølge forretningsplanen) og derefter meget gerne vokse til en international lufthavn med et hav af afgange. Lufthavnen er blevet et prestigeprojekt for Aarhus’ vækstpolitikere og skal på ingen måde involveres i noget med ”grøn mobilitet”.
Lufthavnen er en økonomisk katastrofe
Gennem de sidste 22 år har lufthavnen ellers kun givet overskud i 3 af årene, mens de øvrige 19 har udvist underskud. Samlet overskud: 7,1 mio. Samlet underskud: 299 mio. kr. (2).
De sidste ti år har Aarhus Kommune, der ejer 90 procent af lufthavnen, samlet måtte betale 590.809.336 kr. eller den nette sum af en halv milliard til Aarhus Airport (3). Heraf er de 225 mio. er blevet brugt til at modernisere lufthavnen, så den fra 2023 kunne fremstå topmoderne med alskens luksus. Konkurrencedygtig på det benhårde europæiske flymarked, ja bortset fra det med lufthavnsdriften, som aldrig rigtig har vist sig flyvefærdig.
På grund af lufthavnens skrantende økonomi valgte S, V og K i maj 2022 at støtte lufthavnen med yderligere 180 mio. kr. som et lån. Det blev fulgt op af Syd- og Norddjurs kommune med hver 10 mio. kr.
I alt 200 mio., som skal forrentes til markedsrenten, lød kravet – noget af en post at skulle forrente. Ikke mindst fordi hele forudsætningen for lånet var en yderst ambitiøs og urealistisk forretningsplan, som kræver, at lufthavnen tredobler sit passagergrundlag fra nuværende 500.000 til 1,5 mio. i 2029. Og at der yderligere skulle skaffes ca. 100 mio. gennem en privat investor.
Det bliver svært. Dels fordi konkurrencen i forvejen er benhård. Dels fordi passagertallet i Aarhus Airport faldt seks måneder i træk fra oktober 2023 til april 2024 med 20.000 passagerer, hvor det efter forretningsplanen skulle være vokset med mindst 25 procent (4).
Dels fordi der ikke har vist sig en privat investor, som ville låne lufthavnen de 110-120 mio., som behovet er vokset til. Lufthavnen har frist til udgangen af 4. kvartal 2024.
Men når det kommer til vækst, så er der ingen smalle steder hos S, V og K.
Ingen steder i det store avismateriale, vi har været igennem, har vi hørt nogen af disse partier så meget som bare omtale klima endsige nævnt begrænsninger i flyvning.
Alle steder hører man disse politikere – med det tunge ansvar for at nå meget svære klimamål – fortælle om lufthavnens vigtige vækst med flere ruter ud til verdens mange spændende turist-feriemål (5), flere afgange, større, mere.
Borgmester Jacob Bundsgaard udtalte således i foråret: (6) ”Det aarhusianske og østjyske erhvervsliv, borgerne og turismen har brug for en moderne lufthavn med stærke flyforbindelser til omverdenen. Det bør alle gode kræfter arbejde for også er en realitet i fremtiden.”
Men glemmer Bundsgaard, at man allerede har Billund lufthavn kun 30 minutter længere væk fra Aarhus centrum? At man har internettet og online-møderne? Man har togforbindelser, Molslinjen, buslinjer direkte. Er det nødvendigt – nu hvor vi står face to face med klimakatastroferne – at hver by og kommune skal have sin egen internationale lufthavn.
Det rejser nogle spørgsmål:
1) Har Aarhus Airport overhovedet en berettigelse i dagens transport? Jeres vækstiver, kære politikere, fremmer en dybt klimaskadelig transportform, flyvningen. Det er nødt til at stoppe, hvis vi skal kunne holde os inden for klodens grænser.
Hvis I ikke gør det, så må Aarhus’ borgere vælge andre politikere ved næste kommunalvalg. Mennesker, der ikke sætter penge og prestige over borgernes sikkerhed og fremtid.
2) Hvis halvdelen af passagererne fra Aarhus Airport flyver indenrigs til København, kan de så ikke bare tage tog og bus fra Aarhus? Den samlede rejsetid er nærmest på minuttal den samme, når man medregner transport til og fra lufthavne i begge ender. Og dem der vil til udlandet kan blot rejse fra Billund.
3) Hvis I – trods klimakonsekvenserne – alligevel insisterer på at skabe overflødig vækst og gerne bruger hundredvis af millioner af skatteydernes penge til det formål, forventer I så, at vi stiltiende ser på, når I samtidig skærer ned på velfærdsudgifterne til kommunens børn, ældre, syge og socialt udsatte og begrunder det med, at der ikke er penge nok?
Eller skal vi tage konsekvenserne og holde op med at stemme på jer? For i stedet at stemme på politikere, der står ved deres ansvar over for befolkningen.
For eksempel ved at lukke lufthavnen og i stedet anvende arealerne til grøn omstilling. Fx til energipark med solceller og et mindre areal med skov og vild natur. Og så anvende bygningerne til hotel for grøn turisme, til grønne kurser og erhvervslokalerne til grøn omstilling.
Noter:
1) Jf. https://videnskab.dk/kultur-samfund/de-rigeste-10-procent-staar-for-halvdelen-af-co2-udledningerne/ Sammenligning mellem transportmidlers CO2-udslip per km: Tog 37 g, Bil (diesel) 160 g, Færge 170 g, Fly 223 g
2) https://aarhus.lokalavisen.dk/samfund/ECE14808665/tidslinje-aarhus-airport-40-aar-med-skiftende-ejere-og-store-kommunale-bevillinger/
3) https://stiften.dk/politik/luftfartsekspert-om-aarhus-airport-skatteyderne-maa-til-lommerne-igen
4) https://aarhus.lokalavisen.dk/samfund/ECE17120493/seks-maaneder-i-traek-med-lave-passagertal-i-aarhus-airport/
5) Se de eksotiske rejsemål for Aarhus Airport https://www.aar.dk/rejsemaal/
6) https://aarhus.lokalavisen.dk/samfund/ECE16961234/investor-vender-lufthavnen-ryggen-mangler-flere-penge-end-forventet/
Indlægget blev først på Facebook hos Det Fælles Bedste